Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Yahya Hassan kom så tæt på sandheden, som det er muligt

Måske var det ikke Yahya Hassan, der var besværlig, måske var det sandheden
Sandheden er hård kost. Når sandheden tager sig en vært, ødelægger den ikke sjældent denne vært. Vi skal huske Yahya Hassan for, at han bragte digtningen så tæt på sandheden, som det er muligt at komme.

Sandheden er hård kost. Når sandheden tager sig en vært, ødelægger den ikke sjældent denne vært. Vi skal huske Yahya Hassan for, at han bragte digtningen så tæt på sandheden, som det er muligt at komme.

Kasper Løftgaard

Moderne Tider
16. maj 2020

Der er et moment i Thomas Vinterbergs film Festen, som har en særlig intensitet. Det er øjeblikket, hvor Christian præsenterer sin far for to taler til hans 60-årsfødselsdagsfest, den grønne og den gule.

Da faderen vælger den grønne tale, som viser sig at være »en slags sandhedstale« med titlen Når far sku’ i bad, bryder helvede løs. Eller rettere: Efter talen er der først stilhed, larmende stilhed, og så larm, en nærmest stum, rasende larm. Christian har sagt det, der ikke skulle siges. Hans stemmeføring er i de sidste dele af talen underligt sitrende, næsten ekstatisk. Sandheden er sagt, og huset slår revner.

Hvis man skal sætte en enkelt mærkat på nu afdøde Yahya Hassans projekt, både i digte og i den offentlige debat, må det være »en slags sandhedstale«. Der findes de teorier om sandhed, som fremhæver, at sandhedens fremkomst er et lykkeligt øjeblik. Men Festens pointe er, at sandhedens tale er ubehagelig, at den er ødelæggende, ikke blot for nogen, men for alle, inklusive sandhedssigeren.

Pointen passer præcist på Hassan. Sandheden er ingen fest, den er grim og uforsonlig, og selv om den ofte er velkendt, er den også generende. Hassans bedrift var at placere sig på sandhedens sted, med alt hvad det indebærer.

Sandheden

MÅ BLINDHEDEN SE MINE ØJNE OG SVÆRTE DEM TIL / OG MÅ JEG FÅ TANKEMYLDER OG KRANIEBRUD / HVIS JEG MØDTE EN SANDHED / MED TØVEN OG TAVSHED, hedder det i YAHYA HASSAN 2.

Det skal frem, sandheden om FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS, om svigt, om vold, om kriminalitet, om institutioner, og om digterens egne forbrydelser: SELV HAR JEG SKABT DET UFORSKYLDTE. Hassan havde fat i det hele, også politiske forhold, de danske krige, danskernes ironiske distance og dumhed.

Der findes virkelig gode digtere, som ikke har så meget at skrive om. Og så findes der digtere, som skriver på den grænse, hvor der næsten er for meget at sige. Yahya Hassans problem var det sidste. Lige netop sådan er det, når man placerer sig på sandhedens sted.

Hassans sandhed var ikke en personlig sandhed i betydningen, ’som han nu så det’. Det var en sandhed slet og ret, der handler om de uretfærdigheder, der findes. Denne type sandhed er der allerede, men den kræver, at nogen tør lytte til den, tør registrere den, eller tvinger nogen til at høre den, næsten som Christian tvinger faderen til at høre talen – endda selv vælge den – i Festen. Den sandhed, Hassan skrev om, var det, hele samfundet havde på hjerte.

Hassans versaler er blevet udlagt, som om han råber. Som om en masse vrede skal ud. Men man kunne også anskue det omvendt. Man kunne forstå det sådan, at versalerne er måden, han har hørt sandheden på. Hassan læste sine digte op med en genklang af koranrecitation, netop fordi de kom fra en udødelig og anonym dimension, som fra en tekst hugget i sten. De fine nuancer og betoninger forsvinder, men sådan er det med sandheden: den er, som den er, og alle ord er lige vigtige.

Hvabehar?

Det var sandheden, der gjorde Yahya Hassan så ufatteligt sikker i de debatter, han var i. Som da han i et tv-show med de småfjollede værter fra Monte Carlo insisterede på at give en lang historisk redegørelse for antisemitismen: »Lige meget hvor mange guldkorn, jeg serverer for jer, så bliver I altså ved med at æde havregryn,« som han sagde til dem.

I et andet tv-interview blev han i et kort, skarpt vinklet indslag spurgt om, hvordan det kunne være, at han brugte 56 minutter af et pressemøde for Nationalpartiet på at holde enetale – handler politik ikke om at lytte? Hvortil Hassan skælmsk replicerede: »Hvabehar?«

Hassan var drevet af den samme nødvendighed som Christian i Festen. Det skulle siges. Uanset hvilken tale, faderen i Festen havde valgt, ville han selvfølgelig have fået sandhedstalen. Den gule tale var der for at blive fravalgt: Det var den, andre måske ville have holdt ved en anden fest.

Hassans tale havde på samme måde en nådesløshed, som kun kunne skabes ved fuldstændig at afvise moderationen. Som da sociologen Aydin Soei for så vidt sympatisk mente, at Hassan måske var lige lovlig generaliserende over for sine forældres generation, og Hassan, i det klassiske Deadline-interview med Martin Krasnik, der satte det hele i gang, simpelthen råbte, at »ham der Aydin, han skal bare holde sin kæft«.

Ærlighed

Det særlige ved Hassan var, at han viste, hvad det vil sige at være excessivt ærlig. Alt rives med og ned. Endda selve virkeligheden, der til tider beskrives helt surrealistisk i digtene, og Hassans egen krop, der synes at gå i opløsning: JEG ER EN FREMMEDLEGIONÆR I LEGEMET / MIN EGEN MUND DÆKKER IKKE OVER MIG / RØVHULLET HOLDER IKKE SAMMEN PÅ MIG.

Hassan bliver den udstødte krop, lidt som i Festen, eller som i den klassiske tragedie om Antigone, der forvises fra samfundet, fordi hun insisterer på retfærdighed. Sandheden er hård kost. Når sandheden tager sig en vært, ødelægger den ikke sjældent denne vært.

Hvad vi skal huske Yahya Hassan for, er den digtning, der opstod så tæt på sandheden, som det er muligt at komme.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Marie Christiani

Virkelig godt set. Hvem har min skrevet denne kommentar/analyse? Den er vildt god.