Kommentar
Læsetid: 11 min.

Coronakrisen gør det tydligt: Kroppe hænger sammen, før tanken skiller dem

Kroppen er en del af et kollektiv med andre kroppe, der smiler, frygter, inviterer og afviser – og ofte længe før, tanken har registreret det eller bare overvejet at reagere. Coronakrisens nedlukning og isolation tvinger pludselig kroppen ud i en afkollektivisering, der er så fremmed og uvant, at vi pludselig kan se den – og se, hvad den betyder, skriver sociologen Bjørn Schiermer
Bryllupssalen på rådhuset i Aarhus står tom. Den isolation, coronakrisen tvinger os ind i, handler om mere end hudsult og småborgerliggørelse. Kroppens kollektivitet, som er et nyt forskningfelt, siger noget grundlæggende om vores kroppes forhold til hinanden.

Bryllupssalen på rådhuset i Aarhus står tom. Den isolation, coronakrisen tvinger os ind i, handler om mere end hudsult og småborgerliggørelse. Kroppens kollektivitet, som er et nyt forskningfelt, siger noget grundlæggende om vores kroppes forhold til hinanden.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
2. maj 2020

Medierne synes at flyde over med indlæg om det kollektive for tiden. Den kendte amerikanske sociolog Randall Collins har her i avisen fortalt, at den sociale sammenhæng er truet, fordi den nuværende isolationspolitik eroderer kollektivets helt grundlæggende mekanismer.

Og i et langt interview i Weekendavisen fortæller professor Christian Borch engagerende om kollektivitet og ’kollektive laviner’.

En parallel diskussion handler om kroppes isolation og afsavn. Her finder man lignende perspektiver: På dr.dk ligger en frisk lille streambar explainer om fænomenet hudsult, hvor unge afprøver forskellige fattige erstatninger for kropslig kontakt.

Og for nogle uger siden fantaserede Informations chefredaktør i en klumme over, om kravet om social distance måske fører til formningen af ’småborgerlige’ kroppe, der vender sig væk fra hinanden.

Et nyt og blomstrende forskningsfelt i sociologien beskæftiger sig netop med disse to komplekser, med kollektivitet og krop. Det er dette forskningsfelt, jeg ønsker at introducere til læserne.

Jeg mener, man her finder perspektiver, der kan gøre os klogere både på den nuværende krise og det, den gør ved os, ligesom jeg tror, at den nuværende krise kan bruges til at sige noget mere generelt om krop og kollektivitet.

Vi ser det først, når det mangler

Den pludselige interesse for krop og kollektivitet under coronakrisen er et symptom på det, som i sociologien kaldes for breaching.

Begrebet er opfundet af den amerikanske sociolog Harold Garfinkel, der havde ideen fra den tyske filosof Martin Heidegger: Værktøj eller teknologer, vi tager for givet, fordi de er hverdagslige eller allestedsnærværende, ser vi pludselig i et nyt lys, hvis de går i stykker.

Du opdager først, hvad din mobiltelefon betyder for dig, når du mister den. De funktioner, telefonen normalt har i dit liv, bliver ligesom oplyst indefra, når du vilkårligt rækker ud efter den for så med ærgrelse at komme i tanker om, at den er i stykker. Og sådan er det også med kroppens kollektivitet.

Vi opdager den egentlig først, når den blokeres eller går i stykker, når kroppen pludselig tvinges ud i en ’afkollektivisering’.

Jeg skal i det følgende kigge på to sådanne breachinger, påført os af den nuværende smittefare, og på hvad jeg mener, man kan lære af dem om krop og kollektivitet.

Jeg har med vilje forsøgt at undgå at fokusere på følesansen – ikke at det intime og berøringen ikke er vigtigt, men for at vise, at der er andre og mindst lige så interessante ting på spil.

Hjernen kan holde afstand – kroppen kan ikke

Det første eksempel handler om det stik af ubehag, man kan føle i disse angste tider, når man ser to kroppe for tæt sammen.

Sidst i marts, mens hysteriet var på sit højeste, genså jeg Jane Austins Pride and Prejudice og blev chokeret over, at kroppene ligesom var for tæt sammen. Jeg følte et kortvarigt, men intenst ubehag, blandet med en ængstelse på deres vegne.

Eksemplet illustrerer en hel grundlæggende pointe i den nyere kropssociologi. Den kan udtrykkes på følgende måde: »Min krop er tættere på andre kroppe end på mig« – i hvert fald hvis man med dette ’mig’ mener en form for rationel og begrebslig forståelse af mine omgivelser og mig selv.

Snarere end at være noget, jeg tænker, kommer det akutte ubehag, jeg taler om, fra kroppen selv. Jeg får uvilkårligt lyst til at skygge for skærmen med min hånd, min krop bliver anspændt, jeg får gåsehud, bevæger mig ubekvemt på stolen. Og endnu vigtigere: Kroppen reagerer før, jeg overhovedet får tænkt mig om.

Læseren vil måske mene, at dette handler om primitive evolutionære mekanismer, om fight or flight-reaktioner, som det hedder på engelsk. Og det er da også rigtigt.

Sociologien om kroppen trækker på den såkaldte James-Lange-tese, opkaldt efter den amerikanske filosof William James og fysiologen Carl Lange. Denne ’tese’ udtrykkes normalt, som følger: »Først løber du, så bliver du bange.«

Pointen er, at den kropslige reaktion kommer før tankens forståelse af, hvad jeg egentlig føler. Det skal gå hurtigt, hvis der kommer et vildt dyr forbi. Der er ikke tid til at blive bange.

Snarere er det at blive bange netop følelsen af, at min krop reagerer med panik og afværgereaktioner. Læseren kan kigge på de såkaldte scare-videoer, der florerer på YouTube; hjemmevideoer optaget af folk, som forskrækker deres partner eller venner.

Det er ikke alt sammen lige morsomt, men det er helt tydeligt i nogle af disse videoer, at den forskrækkede krop reagerer, før personen får et chok. I nyere affektteori tales om et halvt sekunds forsinkelse. Så langt forspring har min krop fra mit hoved.

Men for sociologien handler det om meget mere end frygt og forsvar. Eksemplerne med hudsult og afsavn efter andre kroppe, som man finder i medierne, peger jo i en anden retning. Min krop er ikke blot bange, den begynder også at savne andre kroppe.

Først smilet – så glæden

Fokuserer vi på den småborgerlige og lukkede krop, mister vi faktisk størsteparten af kroppenes samvær. Min krop forstår ikke blot den anden krops angst eller smerte, men også dens smil og dens glæde. En glad krop gør andre kroppe glade. Og igen har vi med samme umiddelbarhed at gøre.

Samme fart. Samme oprindelige sammenvævethed, som først tanken skiller ad. Ifølge den nye sociologi om kroppen kunne man omformulere James-Lange-tesen til: »Først smiler du, og så bliver du glad.« Møder du et spontant smil, har din krop allerede smilet tilbage for dig.

Kroppe hænger sammen, før tanken skiller dem. I ældre massepsykologi talte man om imitation og opfattede sådanne kropslige forbindelser som en form for robotagtig kopiering. Man satte det kropslige og ’determinerede’ i modsætning til ånd og frihed.

I nyere teori prøver man at se anderledes på det. Mit smils sammensvorenhed med den andens er jo netop det, som garanterer dets autenticitet. Det er ikke ufrit, fordi det – delvist – sidder i kroppen og er motiveret af en anden krop.

Derimod ville det være uægte, hvis det alene kom indefra, som noget jeg bestemte mig til at gøre. Men det har heller ikke meget at gøre med ’indlevelse’ eller ’empati’ – eller kommunikation. Det er jo ikke sådan, at jeg mærker en anden persons indre eller opfatter smilet som et tegn på noget indre adskilt fra smilet selv.

Jeg føler den andens smil. Med kroppen. Jeg tænker ikke, at denne anden person er glad – før måske bagefter. Det handler om kroppes kollektivitet. Dér hvor kroppe hænger sammen, er de endnu ikke faldet fra hinanden i yder- og indersider, i sjæl og legeme. Et rigtigt smil er begge dele.

Sarah Hartvigsen Juncker
Men tilbage til mit umiddelbare ubehag ved disse ansigter alt for nær hinanden i Pride and Prejudice.

Selv på afstand kan vi ikke vikle os ud af andre kroppe, og denne indfiltrethed i andre kroppe er forudsætningen for en stor del af vores kulturliv: Kun fordi min krop står i ledtog med kroppen på scenen; deler dens bevægelser eller dens vrede, dens sorg, dens glæde i et halvt sekund af intimt samvær, er der noget ved at gå i teatret – eller se film.

Paradoksalt udtrykt kan man sige, at det er, fordi kroppen ikke forstår fiktion, at fiktionen overhovedet kan gribe os og holde os fast.

Kropslig solidaritet

Disse helt umiddelbare forbindelser er selvfølgelig mest mærkbare der, hvor selve kroppen står i centrum: sport.

Prøv at se dokumentaren om Diego Maradona – igen på DR – og prøv at holde øje med din krops reaktioner, når den følger Maradona på banen. Hvis du ikke er sportslig umusikalsk, vil du opdage, at du sidder og bevæger dig, mens du ser ham drible, at din krop orienterer sig mod de vektorer, den fart og de spændinger den opfatter i Maradonas krop.

Vi finder den samme helt umiddelbare kropslige solidaritet i gyserfilm, i drengerøvs-stuntklip som i Jack Ass-serien, i de mange scares, chok- og smertevideoer, der cirkulerer på YouTube – for slet ikke at tale om, selvfølgelig, porno og erotik.

Lad os komme tilbage til udgangspunktet. Kroppe kan kun være angste for hinanden – eller ængste for hinanden, altså på andre kroppes vegne – fordi de hænger sammen fra starten. Men denne angst begynder nu at slippe sit tag i kroppen.

Kroppen er ikke helt så god til selv at huske at holde afstand, at gå udenom, at undgå at røre sig i ansigtet. Vi begynder at få brug for vilje og beslutsomhed. Og vi begynder at savne andre kroppe.

I det tomme rum

Den anden breaching handler om det tomme stadion, det tomme koncerthus. Om fodboldkampe og Melodi Grand Prix uden publikum. Jeg er selv ansat på universitetet og har gjort mine første erfaringer med onlineundervisning. Også her har jeg haft oplevelser, der kontrasterer, med hvordan det plejer at være – og derfor lærer mig noget om præcis dette.

Sigrid Nygaard
Når kunstnere og musikere beskriver, hvad de savner, når de kigger ud i de tomme sale, bruger de ord som ’atmosfære’, ’vibe’, ’stemning’.

De taler om et godt eller et dårligt publikum, som en del af koncerten. En af de to konferencierer til det planlagte MGP fortæller i et interview, at han tvivler på, at festen kan komme i gang uden et publikum. Roskilde Festival kan ikke streames hjemmefra. Det vil være en fattig oplevelse. Man hvad er det egentlig, man savner?

Er man til en fed koncert, holder samtalen op. Alle fokuserer på det, som foregår på scenen. Og man fornemmer, at alle andre kroppe peger den samme vej, bevæger sig i samme rytme – og nyder det samme sammen med én. Dette sker også i endnu større fora.

En Roskilde Festival vender indad, skaber et rum, hvor vi er sammen om at have det skægt, og om sammen at kultivere netop denne følelse og dette frirum sammen. Men det forholder sig ikke anderledes med den intime situation med venner eller familie. Det øjeblik, datteren tager sin mobiltelefon frem og indikerer, at hun ikke er en del af det fælles, ødelægges stemningen.

I alle disse tilfælde handler det om det kollektive: om en bestemt form for dynamik, der gælder i alle kollektive fora, i alle størrelsesskalaer og grader af anonymitet. Det handler om at dyrke og nyde det kollektive som sådan. Selve det at være sammen. Det er denne nydelse, der for tiden får folk til at synge sammen på altaner eller klappe ad sundhedspersonalet.

Den amerikanske sociolog John Lofland taler om crowd joys, om selve glæden ved at være en del af massen. Alle nyder at nyde det, alle andre nyder – og alles nydelse er afhængigt af, at alle andre også nyder. En af de klassiske sociologer, tyske Georg Simmel, taler om »selskabelighedens demokrati«.

Masseritualet

Hvorfor, kunne man spørge, transmitterer man overhovedet sport eller musik med publikum? Hvorfor ikke bare fokusere på spillet? Hvorfor overhovedet gå til en fodboldkamp, når man kan sidde med alle fornødenheder hjemme og se klart bedre? Hvorfor findes der stadig biografer, premierer, fester, festivaler, koncerter, teatre og stadioner – og forelæsningssale? Det kan jo ikke længere (blot) handle om at give flest mulig adgang på en gang. Det har vi elektroniske og digitale medier til.

Nej, sådanne arkitektoniske infrastrukturer har også det formål at skabe kollektivitet – og derved at intensivere det sete. Ikke blot med familie og venner, men med mængder af anonyme andre. Og vi gør det hele tiden.

Tager vi ikke ind og ser kampen, inviterer vi venner eller veninder hjem. Eller vi går på café eller finder en af de dertil opsatte storskærme. Det forstærker oplevelsen.

Men en ting er, hvordan vi kollektiviserer modtagelsessiden. Endnu vigtigere synes det at være, at affektive kroppe sendes med rundt i æteren fra starten. Det gælder fodboldkampe, sport og koncerter, men det gælder også store offentlige rituelle begivenheder.

Selv når massen æstetiseres i billeder af store mængder af samlede kroppe i koncertsalen, på gaden eller pladsen, eller i form af fakkeltog, parader og opmarcherede ornamenter, er der normalt også altid et tættere blik, der formidler de varme, agiterede og kollektive kroppe; begejstringen, beundringen eller alvoren i ansigterne – gerne med krydsklip til det eller den, disse kroppe samles om.

Sarah Hartvigsen Juncker
Det gælder Leni Riefenstahls klassiker om Hitler i Nürnberg i 1934, men det gælder også fodboldkampen eller OL, minderitualet efter angrebet på Krudttønden eller MGP. Og dermed forbliver det medierede – mediebårne – ritual afhængigt af, at selve masseritualet virker.

Ligegyldig hvor mange seere der sidder derhjemme, virker reportagen fra den tomme sal i DR-byen underlig flad. Det faktum, at der ikke var et fysisk publikum i salen, gjorde ikke blot begivenheden fattigere for de optrædende, men også for dem, som sad hjemme i stuen.

Dette handler ikke blot om selve nydelsen af det kollektives energier. Det kollektive puster også liv og vigtighed ind i tingene. Sociologerne har siden Emile Durkheim – en anden klassiker – talt om ’det hellige’.

Vi har i virkeligheden at gøre med helt almene mekanismer her. Den, som har set en stor fodboldkamp hjemme og prøvet at skrue ned for lyden fra stadion, ved at det ligesom skaber en uvirkelighedsfornemmelse.

Musikeren eller skuespilleren, der optræder uden publikum, har svært ved at engagere sig. Det bliver ligesom lidt ligegyldigt. Men hvorfor?

Andre kroppe end dem, vi kender

Svaret er, at de kollektive energier og følelser projiceres over i det delte objekt. Der sker noget med den oplevelse eller det objekt, som deles. Det hele bliver vigtigere, mere attraktivt, mere virkeligt, mere frygteligt, mere intenst, mere glædeligt, simpelthen mere.

Kroppenes fysiske tilstedeværelse er altafgørende for at udvikle positive kollektive energier sammen. Bevares, vi har da stadig dronningen at samles om. Og statsministeren nyder langt større opbakning end normalt. Dette er selvfølgelig i høj grad, fordi de fungerer som katalysatorer for kollektive energier.

Sociologien taler om kollektive symboler. Men der mangler stadig krop. Vi kan måske holde varmen for en tid ved at synge sammen i boligblokken eller med Phillip Faber på DR eller noget tredje, men i længden går det ikke.

Dåselatter eller kunstige stadionlyde er heller ikke svaret. Hvad vil der ske? Vil vi se det helliges endegyldige forsvinden? Vil tingene begynde at blive ligegyldige, nu vi ikke på samme måde kan mødes om dem og presse energi og vigtighed ind i dem sammen? Er modebladenes forsider ikke allerede blevet sært uvedkommende?

Sociologien om kroppens kollektivitet kan hjælpe os til at forstå, hvordan vi reagerer i den nuværende triste situation. Dette handler ikke kun om berøring, hudsult eller påtvungen seksuel afholdenhed for den, som er uden fast partner.

Det handler også om fremmede og anonyme kroppe. Om dem, vi normalt deler oplevelser med til festen, på gaden, på stadion eller i koncerthuset. Det handler om et indblik i kroppens helt eget liv med andre kroppe.

Bjørn Schiermer er professor ved Institutt for Sosiologi, Oslo Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her