Dansk aktiespekulant: At tjene penge på coronakrisen er »fuldstændig det samme« som at spille på Sverige i en landskamp

16. marts 2020: Det amerikanske aktieindeks Dow Jones falder med 12,93 procent. Det er det største fald på en enkelt dag siden Black Monday i 1987.

Klokken er 15.29. Den danske aktiespekulant Tom Hougaard sidder ved sit skrivebord og kigger på sine computerskærme, som viser kurver over det amerikanske aktieindeks Dow Jones og en række andre indeks. Kurverne er røde.

I ugerne op til denne mandag har indekset ligesom det tyske DAX, det engelske FTSE, det danske C25 og de fleste aktieindeks over hele verden oplevet historiske fald. Det fald vil fortsætte, tænker Tom Hougaard.

Derfor har han shortet – han har investeret sine penge i et yderligere fald i det amerikanske indeks. I at krisen bliver værre. Tom Hougaard har på det tidspunkt allerede tjent millioner på de faldende kurser, men ifølge flere amerikanske medier forventes aktierne at falde yderligere ved åbningen af børsen.

Tom Hougaard er rolig. Han er med egne ord »trænet til at være emotionel indifferent« over for stigninger og fald i markedet, men de seneste uger har været »vanvittige«. Lige nu sidder han og kigger på sine skærme. Med ørepropper i for at kunne koncentrere sig. Det gør han altid. Et minut inden børserne i USA åbner, skriver han til sine følgere i et lukket chatforum:

»Stay calm.«

På skærmen til venstre kan han se en liste over sine investeringer, og på skærmen til højre de aktuelle kurser. Klokken 15.30 åbner børserne.

De seneste måneder har det globale aktiemarked oplevet det største fald i mere end tre årtier. Det danske indeks er faldet med 26 procent fra det højeste til det laveste niveau, mens det amerikanske er faldet med 37 procent, og selv om kurserne er steget de seneste uger, har den globale krise medført tab på hundredevis af milliarder.

På en måned har det danske aktieindeks mistet værdi svarende til omkring halvdelen af Danmarks statsbudget. Derudover har millioner af mennesker verden over mistet en del af deres pensionsopsparing eller deres arbejde. Men ikke alle har tabt penge.

En lille gruppe af investeringshuse og aktiehandlere har tjent penge på de faldende aktiekurser ved at shorte markedet.

Short selling – eller at handle kort på dansk – er det modsatte af almindelig aktiehandel: I stedet for at købe en aktie med forventning om at kunne sælge den videre senere (og tjene på kursstigningen), låner man en aktie mod en mindre betaling og sælger den videre med det samme med en forventning om at kunne købe den tilbage senere til en lavere kurs (og tjene på kursfaldet), hvorefter man leverer den tilbage til udlåneren.

Det har i årtier været betragtet som en kontroversiel måde at handle aktier på, ikke mindst fordi short selling kan være med til at forstærke en eksisterende krise. I flere europæiske lande som Frankrig og Italien har man derfor forbudt shorting under den nuværende krise.

Short selling kan »destabilisere finansmarkederne« og skabe »selvforstærkende« fald på markederne, skrev Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) for nylig i et notat. I sidste ende kan det udgøre en »systemisk risiko«.

Samtidig er short selling kontroversielt af en anden grund. Det handler ifølge kritikerne kort sagt om at tjene penge på, at andre mister deres penge eller deres pensionsopsparinger eller deres arbejde eller det hele på samme tid. Derfor er korte handler uetiske, mener de.

Sådan ser Tom Hougaard ikke på det. Han sammenligner det med at spille på, at Sverige vinder over Danmark i en landskamp.

»Hvis Sverige har en bedre chance for at vinde, hvorfor skulle jeg så satse mine penge på Danmark? Fordi jeg er dansker? Formålet med at vædde er at tjene penge,« siger han og tilføjer:

»Det er fuldstændig det samme med aktier.«

Og flere økonomer giver ham faktisk ret.

1. januar: Aktiekurserne er efter et år med stigninger på et historisk højt niveau. Det danske C25 og det amerikanske Dow Jones er begge fordoblet i forhold til niveauet inden finanskrisen.

Tom Hougaard har handlet med aktier i 25 år.

Han er født og opvokset i Danmark, men flyttede som ung til England, hvor han tog en bachelor i økonomi på Wales Universitet og senere begyndte på en kandidatuddannelse på Birmingham Universitet. Siden han som ung læste bogen Liars Poker om obligationssalg på Wall Street i 1980’erne, vidste han, at han ville arbejde et sted som Wall Street. Bogen var egentlig skrevet som en advarsel. Men Tom Hougaard læste den som det modsatte.

Efter universitetet fik han arbejde i den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan og derefter i det engelske investeringsselskab City Index, men de seneste omkring ti år har han arbejdet som selvstændig aktiehandler. Trader Tom kalder han sig i dag.

Trader Tom bruger det meste af sin arbejdsdag på at sidde foran sine computerskærme og kigge på de aktuelle kurser. Han bruger en såkaldt »timingmodel« over historiske udsving på aktiemarkedet til at forudse kommende fald og stigninger på markedet.

Det er en »fantastisk« model, siger han.

I løbet af morgenen spiser han for det meste »et par bananer« og senere en let frokost. Ikke for meget og ikke for tungt, for det meste salat og noget med kulhydrater.

»Jeg skal hele tiden tage beslutninger og bliver hele tiden konfronteret med nye ting: Markedet går imod dig. Skal jeg lukke mine positioner? Markedet går med dig. Skal jeg lægge til mine positioner? Hvis jeg spiser en gang spaghetti til frokost og bagefter sidder og hænger over tastaturet, så kan jeg godt afskrive dagen‚« siger han.

De fleste kan gå ned i kantinen og »få en kop kaffe og en Marsbar« om eftermiddagen. Det kan Tom Hougaard ikke, siger han. For det værste for ham ville være at være kulhydratstræt ved åbningen af de amerikanske markeder om eftermiddagen.

»Jeg bliver nødt til at være klar til at gå på line hen over Niagara, hver eneste gang jeg sætter mig foran skærmen for at trade.«

Så der sidder han, foran skærmene. Om eftermiddagen sjipper han 45 minutter med sit vægtede sjippetov »på fuld knald«, men ellers går det meste af tiden med at sidde og kigge på kurserne og timingmodellen.

I januar i år skulle han ifølge modellen shorte markedet. Så det gjorde han. Nogle uger senere modtog han en besked fra en aktiehandler i Iran, som bekræftede hans valg. Den iranske aktiehandlers kæreste var sygeplejerske på et hospital i Teheran, hvor de havde modtaget patienter smittet med COVID-19.

»Han siger til mig, at hans kæreste lige var kommet hjem fra hospitalet, og at hun var meget bekymret,« siger Tom Hougaard.

Ifølge Tom Hougaards bekendte havde lægerne og sygeplejerskerne på hospitalet behandlet patienten uden handsker eller beskyttelse af ansigtet.

»Så siger jeg: What? Efter alt det vi har hørt fra Kina. Det her kan kun gå en vej.«

28. februar: Det amerikanske aktieindeks Dow Jones falder 12 procent på en uge. Det er den største nedtur på en uge siden finanskrisen i 2008.

Flere andre spekulanter shortede – handlede kort som det hedder på dansk – på samme tidspunkt som Tom Hougaard.

Blandt dem var den danske investor Lars Tvede og flere amerikanske hedgefonde, som shortede i midten eller slutningen af februar. På det tidspunkt havde markederne ikke reageret på, at virussen havde spredte sig fra Wuhan i Kina til først en række lande i Asien og senere USA og Europa.

Men sidst i februar begyndte kurserne at falde. Efter markante fald i slutningen af februar og starten af marts var de daglige udsving så store, at Italien og en række andre landes finanstilsyn valgte at indføre et midlertidigt forbud mod shorting af nogle aktier.

»For første gang nogensinde gælder forbuddet alle aktier på det italienske marked,« skrev den Italienske finansmyndighed Commissione Nazionale per le Società e la Borsa (CONSOB) i en pressemeddelelse.

Problemet var ifølge CONSOB og de andre europæiske finanstilsyn, at kombinationen af faldende kurser og short selling kunne få kurserne til at falde yderligere, hvilket kunne få flere til at shorte og kurserne til at falde endnu mere, hvilket igen … I sidste ende kunne det ifølge CONSOB føre til sammenbrud i de finansielle institutioner.

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) støttede forbuddet mod short selling i medlemslandene og besluttede samtidig at øge overvågningen med de korte handler. Det er i amerikanske medier blevet kaldt en kamp mellem myndighederne og markedet.

Men Tom Hougaard kalder det »rendyrket populisme«.

»Man stopper ikke en krise ved at forbyde shorting,« siger han.

»Den ene efter den anden efter den tredje videnskabelige undersøgelse har vist, at det ikke hjælper at forbyde shorting. Men regeringer i Europa har forbudt shorting alligevel. Enten er de uvidende, eller også gør de det for at vise befolkningerne, at de gør noget.«

Tom tror på det sidste.

»Det er efter min mening at appellere til et populistisk argument mere end et sagligt. Når du forbyder shorting, har det en effekt. Men det er en meget kortvarig effekt. Det er lidt ligesom at tisse i bukserne. Det føles ganske varmt og dejligt de første sekunder, men derefter har du kvalt noget af likviditeten ud af markedet. Så mit argument er …«

Han afbryder sig selv. Så kommer han i tanker om økonomen Adam Smith, som for omkring 250 år siden formulerede grundsætningerne i den økonomiske liberalisme.

»Det er, ligesom 1800-tals økonomerne sagde: Lad markedet gøre, hvad markedet vil gøre. Markedet skal dikteres af den frie hånd. Ikke af interne regulativer.«

23. marts: I USA og Europa er aktieindekset på det laveste niveau under krisen. Den finansielle krise er »mindst lige så alvorlig« som finanskrisen, skriver direktøren for den Internationale Valutafond, Kristalina Georgieva.

I slutningen af marts var kurserne faldet omkring 30 procent.

Det havde været en god periode at handle kort både i Danmark og i resten af verden, men nu begyndte kurserne at stige. Derfor satte Tom Hougaard sig foran sin computer og forsøgte at skabe sig et overblik.

Han fandt en kurve over aktiekursen på Dow Jones fra de seneste måneder frem og tegnede en rød streg fra spidsen af kurven i starten af februar i år til bunden i slutningen af marts. I en videooptagelse kan man se hans overblik.

»Det er meget simpelt. Markedet er faldet fra 29.000 til 18.000,« siger han i videoen, som han senere lægger ud til sine følgere på sociale medier.

Han finder kurver over aktiekurserne under nogle af de store kriser de seneste 100 år frem: En kurve over aktiekurserne omkring år 2000 (dotcom-boblen). En over kurserne omkring 2007 (finanskrisen) og en omkring 1929 (børskrakket).

»Minder det jer om noget?,« siger han henvendt til sine følgere.

»Krakket i 1929 var den mindste del af krakket. Efter 1929 kom markedet tilbage med omkring 40 procent i maj 1930 – og så kom det egentlige krak.«

Han tegner igen en rød streg fra toppen af kurven i 1929 og ned over skærmen.

»Markedet faldt dengang mellem 80 og 90 procent. Derfor tror jeg ikke, at vi har set det værste fald endnu.«

Den form for analyse er almindelig i den finansielle verden. I de danske banker sidder aktieanalytikere hver dag og kigger på historiske data og aktuelle analyser for at finde ud af, hvordan de skal investere de kommende uger og måneder. Men ifølge direktør i Merkur Andelskasse, Lars Pehrson, er der stor forskel på at købe en aktie med forventning om en stigning på lang sigt og at shorte en aktie med forventning om et fald.

»Det tilfører ikke nogen som helst værdi til nogen ud over spekulanten,« siger han.

»Du laver en masse handler. Men du er ikke interesseret i virksomheden som sådan. Du investerer ikke kapital for, at der skal ske et eller andet ude i samfundet. I sidste ende er det en illusion at skabe en finansiel værdi, uden at den modsvares en reel værdi i den virkelige verden, for eksempel et produkt, der løser et problem.«

– Men short sellerne siger, at hvis man kan investere i, at en virksomhed stiger i værdi, så bør man også kunne investere i, at den falder i værdi, og hvis man kan investere i, at en enkelt virksomhed falder, så bør man også kunne investere i, at en hel økonomi falder i værdi. Lyder det ikke fornuftigt?

»Jeg synes, det lyder absurd.«

– Hvorfor?

»Synes du ikke det? Jeg ville selv have det ganske mærkeligt, hvis jeg blev rig på, at et helt samfund blev fattigt. Der er altid nogen, der betaler. Hvis du sidder tilbage med en gevinst, så er der nogen, der har tabt de penge. Fordi det foregår anonymt på et marked, hvor man ikke kan se dem, der mister penge, så synes man, det er i orden. Men det ændrer ikke på det grundlæggende.«

9. april: Flere end seks millioner amerikanere har mistet deres arbejde på en uge, viser tal fra den amerikanske regering. »Økonomien er faldet i et sort hul,« siger Kathy Bostjancic, direktør i analyseinstituttet Oxford Economics til The New York Times.

Kritikken af short sellere som Tom Hougaard er ikke ny.

Omkring år 1600 fandt aktiehandlere i Holland ud af, at de kunne tjene penge på at handle aktier i Det Forenede Østindiske Kompagni, ikke kun ved at købe billigt og sælge dyrt, men også ved at sælge dyrt og købe billigt.

Allerede inden den første børsbygning åbnede i Holland i 1611, havde myndighederne indført et forbud mod denne form for handel. Senere vedtog man i Storbritannien i 1733 den såkaldte Barnards Act, som forbød korte handler, mens man i USA i 1930’erne indførte den såkaldte uptick rule for at begrænse korte handler.

Reglen blev ophævet i 2007 – en måned og seks dage inden finanskrisen.

De sidste 400 år er forbud blevet indført og trukket tilbage med jævne mellemrum, siger lektor på Georgetown University James Angel, som blandt andet har forsket i short selling og etik.

»Short selling har eksisteret lige så længe som aktiehandel – og debatten om short selling begyndte på samme tid. Det bliver anset som forkert at investere med en forventning om, at det går dårligt for de virksomheder, som producerer vores produkter og servicer,« siger han.

Han forstår godt kritikken. Nogle af short sellerne er ifølge James Angel nogle »onde og blodsugende monstre«, men ifølge ham er der brug for alle de andre.

»Der er brug for short sellerne til at bestemme aktiernes værdi. Markedet har altid været og vil altid være volatilt. Med andre ord: Ingen ved, hvad aktier er værd. Derfor er man afhængig af, at nogen siger: Denne virksomhed har et godt produkt! Det vil få kursen på virksomhedens aktier til at gå op. Men man har også brug for nogen, som siger det modsatte: Jeg har prøvet det produkt, og det virkede ikke. Det vil få kursen til at gå ned. Vi har brug for al den information, som findes derude, og short sellerne bidrager med information til markedet,« siger James Angel.

En del økonomer er enige med James Angel. Selv den italienske professor og leder af Center for Økonomi og Finansiering ved Napoli Universitet, Marco Pagano, som bor i et af de hårdest ramte lande i verden under pandemien og har været hjemme i sin lejlighed, siden udgangsforbuddet blev indført. Marco Pagano ser ikke noget forkert i at tjene penge på COVID-19-krisen.

»Det er ikke et spørgsmål om etik,« siger han.

»Det handler grundlæggende om, hvorvidt short selling har en destabiliserende effekt på økonomien, og det er der ikke noget videnskabeligt grundlag for at hævde.«

– Hvad tror du, den almindelige italiener ville sige til det?

»Han eller hun ville diskutere ret voldsomt med mig. Men jeg ville ikke desto mindre stå fast på mit synspunkt.«

15. april: Den Internationale Valutafond beskriver krisen som den værste siden 1930’erne.

Debatten om shorting er vendt tilbage i forbindelse med de store kriser.

Den vendte tilbage efter børskrakket i 1929, efter black monday i 1987 og igen efter finanskrisen i 2008, hvor finanstilsynene i blandt andet USA besluttede at forbyde korte handler i en periode. Kort efter fulgte en række andre lande efter USA.

I EU var man ikke i stand til at indføre et forbud som i USA, fordi der ikke var en fælles lovgivningsmæssig ramme på området. Men medlemslandene vedtog i stedet forskellige foranstaltninger for at mindske de negative konsekvenser af den omfattende handel med korte aktier og blev efterfølgende enige om fælles regler på området, den såkaldte short seller-forordning.

Ifølge forordningen kan short selling skabe såkaldt »systemiske risici«. Inden for den finansielle verden anses risici for at være systemiske, hvis de skader hele eller væsentlige dele af det finansielle system, og med finanskrisen i 2007 og 2008 blev det for alvor tydeligt, hvordan de systemiske risici kunne skade ikke bare det finansielle system, men også resten af samfundet. Som en af hovedpersonerne i den dokumentariske bog The Big Short (2010) om finanskrisen siger:

»I 2007 var det sjovt at handle kort. Vi var de slemme fyre. I 2008 var hele det finansielle system på spil.«

Bogen er skrevet af den amerikanske journalist Michael Lewis og handler om, hvordan en lille gruppe spekulanter opdager krisen i den amerikanske økonomi før alle andre og investerer milliarder i en finansiel krise. Hovedpersonen sammenligner erkendelsen med Noahs ark.

»Det er lidt ligesom at være Noah og vente på oversvømmelsen. Du skal nok klare den. Men du glæder dig ikke over at se oversvømmelsen af Jorden.«

Tom Hougaard genkender dilemmaet. Men han bruger en anden metafor – og så er vi tilbage ved landskampen mellem Danmark og Sverige.

»Der er nogen, som tror, at Danmark vinder, og der er nogen, som tror, at Sverige vinder. Skulle de ikke bare have lov til at vædde på det, de har lyst til? Der er nogen, som tror, at Carlsberg-aktien vil stige, og der er nogen, som tror, at den vil falde. Skulle de ikke bare have lov til at vædde? Hvis markedet er fuldstændig håbløst overvurderet og ikke har set, at der kommer til at være 30 millioner arbejdsløse i USA og 500.000 arbejdsløse i Danmark. Hvorfor skulle jeg så købe aktier? Jeg vil hellere sælge kort og tjene penge på det,« siger han.

– Men selv om der er nogle økonomiske argumenter, kan du så forstå, hvis nogen tænker, at det helt overordnet er uetisk at tjene penge på en krise som coronakrisen?

»Men hvad med alle de andre kriser? På et hvilket som helst år er der i gennemsnit to eller tre korrektioner på ti procent i markedet. Der er altid en grund til, at markedet falder. Det kan være en ny rentepolitik eller krise i samfundet, eller at obligationerne er blevet for dyre. Men hvem definerer en krise?«

– Men er der ikke forskel på at tjene penge på en mindre krise i markedet og en krise som den nuværende?

»Nej. En krise er en krise. Og hvis du begynder at regulere markedet for meget, så har du ikke længere et frit marked, og så kan vi lige så godt alle sammen blive kommunister. Hvor alt er centralt planlagt.«

20. april: Prisen på en tønde råolie falder til et historisk lavt niveau. Da markedet lukker om aftenen dansk tid, er prisen under nul – faktisk betaler man 37 dollar for at komme af med en tønde olie.

Tom Hougaard har tjent en del millioner i år.

Han vil ikke sætte et beløb på sin samlede fortjeneste, men han er fast gæst i radioprogrammet Millionærklubben og offentliggør i forbindelse med programmet nogle af sine investeringer. Indtil nu er hans fortjeneste ifølge hans egne oplysninger omkring 60 millioner kroner i år.

Samtidig har han haft nogle af sine mest indbringende dage nogensinde de seneste uger. En af dagene var mandag den 20. april, hvor prisen på olie faldt til under nul dollar per tønde.

En måned tidligere havde Tom Hougaard shortet olie. På det tidspunkt var prisen på en tønde lidt over 33 dollar.

»Olieprisen var faldet fra 50 til omkring 33 over et par måneder. Men jeg har en investeringsfilosofi, der hedder: Hvis noget er billigt, så kan det blive endnu billigere,« siger Tom Hougaard.

»En af grundene til, at jeg er blandt de bedste i verden blandt privatspekulanter, er, at langt de fleste er tynget af mentale koncepter, som jeg kalder ’supermarkedseffekten’. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis du går ned i supermarkedet og ser, at mælk koster 80 kroner literen, så vil du sige: Uha, den er blevet dyr. Men jeg ville sige: Aha, der er udbud efter mælk. Jeg ville købe mælk, mens du ikke ville, fordi du er hæmmet af et koncept, der hedder dyrt og billigt. Det er jeg ikke. Det har jeg trænet ud af min krop og mit hoved. Så jeg tænker, at hvis olie kan gå fra 50 til 33, så kan den også gå fra 33 til 31 til 30 eller længere ned.«

Derfor gik Tom Hougaard short i råolie.

Mandag den 20. april sad han igen foran sine computerskærme. Om formiddagen klokken ti var prisen på en tønde olie omkring ti dollar per tønde. En time senere: ni dollar. To timer: fem dollar. Tre timer: nul dollar.

»Den bliver bare ved med at falde og falde og falde. På et tidspunkt i løbet af mandagen taler jeg med mine kolleger om, at nu koster en flaske whisky mere end en tønde olie. Vi siger til hinanden: Hold da kæft! Nu kan vi få mere olie for vores penge end Jack Daniels.«

I et kort tidsrum i løbet af dagen er prisen under nul. Ifølge Tom Hougaard lukker han halvdelen af sin handel med en profit på omkring tre millioner. Den anden halvdel lukker han senere på dagen med en højere profit.

Men han har »aldrig nogensinde« haft så stor en profit på en olieposition.

»Det er fuldstændig uhørt. Der er ikke nogen i verden, som har oplevet det, vi oplevede i mandags. Man har altid sagt, at det laveste, man kan lukke en short position på, er nul. Den kan ikke komme længere ned. Det er historisk,« siger han.

Tom Hougaard understreger, at han andre dage har tabt mange penge, og at det ikke kun er short sellers som ham, der tjener penge under kriser. De seneste uger har medierne blandt andet skrevet om den danske investor Lars Tvede, som har tjent et ukendt millionbeløb, og om den amerikanske hedgefond Pershing Square Capital Management, som har tjent 18 milliarder i krisens første dage.

Men også fabrikanter af håndsprit eller mundbind tjener penge på den nuværende krise, mens medicinalvirksomheder har tjent på andre kriser.

»Hvad med Novo Nordisk,« spørger Tom Hougaard.

»De tjener formuer på en fedmeepidemi i USA. Er det uetisk? To tredjedele af den amerikanske befolkning er overvægtig eller svært overvægtig, og det fører til diabetes, som Novo Nordisk tjener penge på. Er det ikke uetisk?«

Spørgsmålet er retorisk.

»Det er fantastisk, at Novo Nordisk er i stand til at hjælpe mennesker, som er blevet overvægtige. Det er dem selv, der har stoppet maden i munden. Der er ligesom ikke nogen, der har gjort det for dem. De får lov til at spise alt det, de vil, og så får de også mulighed for at kontrollere deres blodsukker, og Novo Nordisk tjener penge på det. Fint.«

»Vi har et eller andet instinkt om, at vi alle sammen skal tjene penge på samme tid, og at der ikke må være nogen gullaschbaroner, som tjener penge på krig og elendighed. Det er et instinkt, vi har. Men jeg prøver at tage den modsatte side og sige: Det er et hyklerisk argument! Der er masser af eksempler fra dag til dag, hvor folk tjener penge på andre menneskers elendighed. Det er da elendigt at være diabetespatient, også selv om det er selvforskyldt.«