Satire
Læsetid: 4 min.

Hvad er dit yndlingsalbum? Sådan undgår du at svare forkert

Hvis man skal lufte sin kulturelle smag offentligt, handler det ikke lom at svare ærligt, men om at svare rigtigt. Her ti greb, enhver kan lære
Det er måske for sent at få en god smag, men det er ikke for sent at lære at forstille sig.

Det er måske for sent at få en god smag, men det er ikke for sent at lære at forstille sig.

Bax Lindhardt

Moderne Tider
2. maj 2020

Kulturminister Joy Mogensen har fået hård kritik for at offentligt at sige, at hendes yndlingsalbum er Absolute Music 2. Det er et problem, at den øverste inden for kulturlivet kunne have et 27 år gammelt opsamlingsalbum som sin favorit, mener kritikerne. Det kan de måske have ret i.

Men det egentlige problem er, at Joy Mogensen svarede ærligt, for enhver med kendskab til kulturen og dens indforståede regler ved, at det ikke handler om at svare ærligt.

Det handler om at svare rigtigt.

Så tænker du måske: Det kan ikke passe! Men det kan det. Bourdieu skrev en masse om det – det hedder doxa – og det er faktisk slet ikke så svært lære.

Her er 10 nemme og brugbare fif:

1. Man skal helst ikke kunne danse til det.

Tænk på Animal Collective, Arthur Russel eller Tom Waits, det er fuldstændig umuligt at danse til, men meget populære blandt musikanmelderne. Folk, der ved noget om musik, danser som bekendt heller ikke. De står nede bagved og tysser på de andre. Prince kan man danse til, men det er en undtagelse.

2. Sig, hvad du ikke kan lide

Det er meget nemmere, end at sige, hvad du kan lide. Det er det, digteren Søren Ulrik Thomsen og professor Frederik Stjernfelt med et fint ord kalder negativ opbyggelighed, og det virker. Hvis nogen spørger: »Hvad er dit yndlingsalbum?« kan du derfor med fordel svare: »Det er svært at pege på ét, for jeg må sige, at der bliver produceret virkelig mange dårlige album.« Du siger dermed, at du ikke hører dårlige album, uden at tage risikoen ved at nævne et godt album. Genialt.

3. Sig, at du kun kan lide det første album

For eksempel: »Jeg kan godt lide Velvet Underground, men kun ’Bananpladen’. Resten siger mig ikke noget.« På den måde siger du mellem linjerne, at du kender alle udgivelserne, men at du har forholdt dig kritisk til dem og kun fundet et enkelt godt nok til dig. Det var det, kulturjournalist på Berlingske Søren Jacobsen Damm gjorde i Deadline forleden. Det virkede rigtig godt.

4. Gå uden om de største, men nævn dem

Sig for eksempel: »Jeg kan godt lide Blurs Parklife, men det var jo the The Las, som skabte britpoppen.« Dit yndlingsalbum er derfor ikke Blurs første, men The Las, som de færreste kender. Det er også vigtigt, at ikke alt for mange kender dit yndlingsalbum.

5. Det skal ikke lyde for godt

Tænk på Frank Zappa eller det amerikanske støjrockband Sonic Youth eller Mike Patton fra Faith No More eller Goodiepal eller moderne kompositionsmusik i det hele taget. Det er virkelig svært at lytte til, det er virkelig betydningsfuldt. Og de to ting hænger sammen, selv om man ikke skulle tro det.

6. Det skal være rock, men må ikke være rock

Du må ikke kun kunne lide rockmusik eller synes, at musik skal spilles på rigtige instrumenter. Så er du rockist, og det er dårligt og gammeldags. Samtidig elsker kulturdebattens mest højtråbende typer rock, så du skal samtidig vælge noget, de kan acceptere. Det kan lyde svært, men det er det ikke. Du peger bare på Brian Eno, som har lavet en masse eksperimenterende elektronisk musik, men hvis bedste plade er Here comes the warm jets, som er et rockalbum.

7. Vælg et album fra et lille pladeselskab

Det er af en eller anden underlig grund vedtaget, at musik udgivet på små pladeselskaber, såkaldte independent eller indie labels, er bedre end musik udgivet på de store pladeselskaber. Her spiller musikkens egentlige kvalitet ikke den store rolle. Vælg for eksempel noget fra amerikanske Sub Pop eller danske Tambourhinoceros.

8. Undgå opsamlingsplader

Man kunne indvende, at der er masser af god musik på opsamlingsplader, og at det er en snobbet tilgang til musik ikke at kunne vælge sådan en som sin yndlings, men sådan er det. Til gengæld kan du, hvis du er meget fræk godt pege på et mixtape, selv om det faktisk også er en opsamling – bare på internettet. Sig for eksempel, at du altid vender tilbage til J. Dillas mixtape Back to the crib og tilføj så, »men hvis jeg skal vælge et klassisk album, så er det nok Klichés Supertanker

9. Helt ny eller meget gammelt

Vælg et album, der er udgivet inden for de sidste to år, eller et album, der er udgivet for mere end 40 år siden. Vær med på beatet eller tro mod rødderne. Midt imellem skal du passe på, for eksempel er 1980’erne en faldgrube. For tiden synes vi, at 1980’erne var præget af alt for rene og dyre produktioner og alt for meget popmusik.

10. Cirka de samme regler gælder for film og litteratur.

Men når det kommer til billedkunst, teater eller klassisk musik er det omvendt, for det ved de færreste kulturdebattører ret meget om, og så risikerer du at virke elitær og verdensfjern, hvis du nævner konkrete værker. Her spiller du sikkert med Per Kirkeby, August Strindberg og måske en Best of Claude Debussy.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Larsen

Der er kun een god smag ..

Og det er den dårlige

Resten er minorites makører og angsten leverpostej!

Længe leve: ”Hvis tårer var guld”
:-)

Karsten Baun

Det er jo et umuligt spørgsmål, der er næppe noget menneske der kan udpege sådan et album. Så måske er svaret fra Joy Mogensen egentlig bare et passende svar på et ret dumt spørgsmål.

Viggo Okholm, Henrik Frederiksen, Klaus Lundahl Engelholt, Jens Thaarup Nyberg og John Larsen anbefalede denne kommentar
Malene Griffiths

Der er stadig noget om snakken, og det er jo dét der får os til at le. Men i dag er alle musiksmage mere eller mindre accepterede ... er de ik? (der sidder nok en kulturradikal eller to og er lodret uenig) Samtidig tænker jeg, at når man som kulturminister offentligt udtaler at Absolute Music 2 er ens album nr. 1, så signalere det at man er ligeglad med hvad folk (og kultureliten) tænker om én. Man er ærlig og står ved sin smag, hvilket på en måde autentificerer musikken.

Kenneth Krabat

Er det for at undgå at skrive noget om tidens reelle udfordringer, som jo bliver nævnt alle steder, i alle sammenhæng, eller ER vi ude over tidens reelle udfordringer og allerede rykket ind i agurketiden? Så må jeg se at få købt ind til salat.

Charlotte Christensen

I min optik er artiklen brugbar for dem, der trænger til en hånd. Men det burde ikke være nødvendigt.
Hvis man ikke kan stå ved det, man godt kan lide, det være musik, kunst, film ETC, hvad er det så værd?

Kan ikke forestille mig at man lissom Berlingske Søren Jacobsen Damm, kan mene at Bananpladen er den eneste Velvet-plade man kan lide. Enten kan man lide alle 4 Velvet-plader, måske med Bananpladen som den bedste, eller også kan man slet ikke....

God liste for dem der var til Nina Turner og simply the best i 1980'erne. eller som digteren Søren Ulrik Thomsen og professor Frederik Stjernfelt i et eller andet essay: tordner mod folk som er til de samfundskritiske Beatles og Stones istedet for de renskurede og borgerlige Simon & Garfunkel.......

Jørgen Mathiasen

Så kører karusellen igen. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at al kunstforståelse i DK kan rummes i mundheldet »smag og behag er forskellig«. Det er imidlertid forkert, og hvis jeg endelig skal nævne det, så har for eksempel Søren Kjørup skrevet en rigtig interessant bog om æstetik, hvor man kan finde en helt elementær indgang til temaet reception. For de meget avancerede har Carl Dahlhaus for musikkens område skrevet en analyse af sammen emne.
Hvordan man får sådanne indsigter almindeligt udbredt inden for det danske kulturområdet, aner jeg ikke.

Anders Sørensen

Det sjove er, at Joy Mogensen uundgåeligt vil komme styrket ud på den anden side, da endnu ingen har været i stand til at angribe hende med andet våben end egen selvtilfreds kulturforståelse.

Og ingen har givet en god grund til, at hun overhovedet skulle angribes.

Viggo Okholm

Jeg anser artiklen som dyb sarkastisk og en slags hån og ironi til alle,som tror de lige ved hvad der er godt og er rigtig i det selskab man er i.
Jeg siger hurra for en kulturminister der bare er menneske og egentlig ikke gør sig klogere om moraliserende.
Musik er livsnødvendig for mange af os og det lige fra morgensalmen.kære lille mormor over Pink Floyd til Elvis og moderne jazz og Wagner.Musik kan appellere til dybe følelser og sådan skal de tvære.

Jørgen Mathiasen

Ganske forudsigeligt er diskussionen her igen reduceret til at være et spørgsmål om smag.
Når det er musik, drejer det sig om at kunne HØRE noget. Man kan starte med at definere grænsen for irriterende støj og musik, inden man kaster sig ud i akkordprogressioner, klangsammensætninger og rytmeforståelse.

Anders Sørensen

@Jørgen Mathiasen, det er alt sammen fint. Det har bare ikke rigtig noget med sagen at gøre - musikken på Absolute Music 2 er jo ikke, nummer for nummer, ringere (heller ikke i tilstræbt objektiv forstand) end numrene på enhver kanoniseret LP. Problemet består i, at Joy Mogensen formastede sig til at nævne (med glimt i øjet og forbehold, i øvrigt) en yndlingsplade, der ikke var en "rigtig" af slagsen, men en playlisteplade sammensat med kommercielle hensyn for øje.

Den slags går naturligvis ikke ... rigtig kunst bør naturligvis unddrage sig kommercielle formål ...

Jørgen Mathiasen

@Sørensen;
Jeg aner ikke, hvordan musikken på den omtalte CD lyder, og det spiller heller ikke nogen rolle. Det kommer heller ikke mig ved, hvad Joy Mogensen hører på inden for sine egne fire vægge, men så snart hun forlader dem, er hun kulturminister med ansvar for kunsten i DK. Hvis Mogensen ikke kan høre noget og eventuelt heller ikke kan se noget, hvis hun kort sagt ikke har nogen æstetisk indsigt, så vil der uundgåeligt komme spørgsmål til, hvordan ministeren med et udtryk, som finansministeren nu har slidt ned, vil varetage sin forpligtelse til "at holde hånden under dansk kunst".

Man behøver ikke at forklare en dansker, at man har frihed til at reducere debatter om æstetik til smagsfornemmelser, da de fleste i strid med sandheden alligevel mener, at denne frihed er garanteret af Grundloven eller af Grundtvig. Da chefredaktør Lykkeberg imidlertid har indsigt i filosofi, - og den er æstetikken en del af, så ved han også, hvad det er for en kvælning af emnet, der foregår her. Hvis ikke andet, så kan Ejvind Larsen eller Georg Metz fortælle ham om, hvordan det var at læse musikjournalistik i Information, dengang Lenz var anmelder på avisen.

Anders Sørensen

@Jørgen Mathiasen, hvis du ikke aner, hvordan musikken på omtalte CD lyder, er du vel strengt taget ikke kvalificeret til at udtale dig?

Jeg er ikke kvalificeret til at udtale mig om indholdet i Søren Kjørups bog, da jeg ikke har læst den. Jeg er derimod kvalificeret til at udtale mig om Absolute Music 2, da jeg har hørt den.

Og når vi nu snakker musik, er det så ikke vigtigere at have hørt end at have læst?