Mod det uendelige univers
Læsetid: 15 min.

Elon Musk fører an i et nyt rumkapløb, som risikerer at ødelægge stjernehimlen for evigt

Firmaer som SpaceX og Amazon planlægger at sætte titusindvis af små lysende satellitter i kredsløb om jorden. Når vi i fremtiden kigger op mod naturens måske største vidunder, stjernehimlen, vil vi måske se en svimlende myretue af syntetisk lys i konstant bevægelse
Manden bag Tesla-bilerne, Elon Musk, driver også verdens største, private rumfartsfirma SpaceX, der i øjeblikket er ved at skyde 12.000 små satellitter ud i rummet. Dem kan for tiden se vandre over stjernehimlen. I alt håber SpaceX at sætte 42.000 små, lysende prikker i kredsløb om Jorden.

Manden bag Tesla-bilerne, Elon Musk, driver også verdens største, private rumfartsfirma SpaceX, der i øjeblikket er ved at skyde 12.000 små satellitter ud i rummet. Dem kan for tiden se vandre over stjernehimlen. I alt håber SpaceX at sætte 42.000 små, lysende prikker i kredsløb om Jorden.

Andreas Gram Friedrichsen

Moderne Tider
23. maj 2020

James Lowenthal var ved at lære syv studerende at bruge et teleskop, da han første gang så Starlink-satellitterne. Langt fra byens lysforurening, helt oppe nær grænsen til Canada i New Hampshires Hvide Bjerge kiggede de gennem kikkerterne op på Mælkevejen, der funklede på en klar, mørk aftenhimmel. Så begyndte professorens verden at ryste.

Et langt tog af kraftigt lys skar gennem himlen fra vest mod øst. Små lysende pletter i en lige linje. Som om universet var en computeranimation med forbindelsesproblemer, eller en eskadrille af rumskibe var på vej mod Jorden for at angribe.

En af de studerende trak sig forbløffet fra sit teleskop og kiggede forvirret på professoren:

»Hvad fanden sker der?«

Men James Lowenthal stod der bare. Stivnet, med åben mund og en klump i maven.

»Det var et øjeblik af chok. Af forbløffelse og ærefrygt. På sin vis er det jo et imponerende syn. Nogle vil ligefrem sige smukt. Men mit hjerte sank. Jeg vidste, at det her var et vendepunkt, begyndelsen på enden, og at himlen nok aldrig ville blive den samme igen,« siger James Lowenthal, der er professor ved Smith College.

I løbet af foråret har det spektakulære syn trukket et spor af forbløffelse og bekymring over hele verden. Du har måske selv set det. I Danmark har det været tydeligt på flere af de klare aftener i april og maj.

Himmeltoget er hverken en invasionsstyrke fra Mars eller et konkret bevis for, at vi i virkeligheden bor inde i et videospil. Det er den excentriske techmilliardær Elon Musks seneste påfund.

Manden bag Tesla-bilerne driver også verdens største private rumfartsfirma, SpaceX, der i øjeblikket er ved at skyde 12.000 små satellitter ud i rummet. Det er dem, man kan se vandre over stjernehimlen.

I alt håber SpaceX at sætte 42.000 små, lysende prikker i kredsløb om Jorden, og det hele skal ende med billigt, verdensomspændende internet og en koloni på Mars.

Astronomer som James Lowenthal er i oprør.

En ting er, at satellitterne – bogstaveligt talt – vil stille sig i vejen for astronomernes teleskoper og forhindre dem i at udforske fjerne galakser og planeter. Noget andet er risikoen for en miljøkatastrofe i rummet.

Men værst af alt, forklarer Lowenthal, kan det nye, markedsdrevne rumkapløb mellem firmaer som SpaceX og Amazon ende med at frarøve os alle sammen det måske største af alle naturens vidundere: stjernehimlen.

Fremover vil himlen måske være i konstant bevægelse. Nordstjernen og Karlsvognen vil drukne i en kravlende myretue af små syntetiske lys. Bare tanken kan gøre James Lowenthal svimmel:

»Synet af himlen er rørende. Det er inspirerende, smukt, poetisk, historisk. Der er ikke én kultur i Jordens historie, som ikke har kigget mod himlen og stjernerne efter mening, skønhed og mytologi. Alt fra vores kalendere til vores litteratur og sprog og religion trækker på inspiration fra himlen. At fjerne det i jagten på profit er … ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg nøjes med … forargeligt«. Professorens stemme knækker lidt til sidst.

Med andre ord er det svært at overdrive, hvor meget der er på spil. Og hvem siger, at det stopper med internetsatellitter? Rummet er relativt ureguleret territorium, og få ting står i vejen for, at man kan plastre himlen til med reklamer eller politisk propaganda. En russisk mand, der elsker Andy Warhol og Coca-Cola, arbejder allerede på sagen.

En ting er i hvert fald sikkert. Det nye rumkapløb bliver tegnet af folk som Elon Musk, der hellere spørger, om det kan lade sig gøre, end om vi nu også bør gøre det.

Den nye stjernekrig

»Woah, det virkede!!«

Sådan skrev Elon Musk på Twitter i oktober 2019, da det lykkedes ham at komme på internettet via Starlink-satellitterne. Verdenshistoriens første tweet sendt gennem rummet.

SpaceX’ erklærede mål med Starlink er at forsyne hele verden med en billig, hurtig og sikker internetforbindelse, så nettet rent faktisk bliver world wide, og de 3,5 milliarder mennesker, der stadig står uden for, kan blive koblet op. Forbindelsen forventes at være klar sidst i 2021.

Et på mange måder meningsfuldt formål, der kan sætte skub i udviklingen i det globale syd. Elon Musk lægger dog ikke skjul på, at Starlink også skal fungere som en indtjeningsmaskine, der finansierer større og mere science fiction-prægede projekter for SpaceX. Ikke mindst Musks store drøm om en koloni på Mars med »alt fra jernstøberier til pizzeriaer og natklubber«.

SpaceX er ikke de eneste, som mener, der er penge at tjene ved at levere morgendagens internet fra rummet. Amazon har gang i et lignende projekt og har allerede bedt om tilladelse til at sende 3.000 satellitter op. Britiske OneWeb og canadiske Telesat er også i gang, ligesom kineserne naturligvis arbejder på deres eget projekt.

Hvor Den Kolde Krigs rumkapløb var en kamp om blød magt mellem verdens supermagter, står den nye stjernekrig først og fremmest mellem private firmaer. En rumindustriel revolution, som ingen ved, hvor ender. Elon Musk taler om Mars, Amazon-direktøren Jeff Bezos vil løse klimakrisen ved at flytte tung industriproduktion ud i rummet, og Google-chef Larry Page har investeret i et firma, der håber at udvinde mineraler fra asteroider.

For verdens rigeste lader space til at være svaret på mange af tidens store spørgsmål. Og der er stort intet, der sætter grænser for dem. Juridisk set er rummet det vilde vesten. Ureguleret territorium. The last frontier.

Himlen er ikke, hvad den har været

James Lowenthal var ikke mere end 10 eller 11 år gammel, da han forelskede sig i himlen. I dag er han midt i livet, men kigger stadig opad. Nu gennem et par tynde, runde stålbriller. Adskillige stjerner og konstellationer har en plads i professoren hjerte, men han hilser altid på Orions Bælte med en »helt særlig hengivenhed«.

Himlen er dog ikke, hvad den har været. I årevis har han og andre astronomer kæmpet mod lysforurening fra byerne. Nu er der pludselig opstået en ny og mere omfattende trussel mod udsynet fra vores lille planet. Satellitterne.

»Og når jeg siger pludselig, så mener jeg pludselig,« forklarer Lowenthal.

Sputnik 1 kom i kredsløb i 1957, og i dag svæver cirka 2.000 funktionelle satellitter omkring jordkloden. Kigger man det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, er cirka 200 af dem synlige for det blotte øje.

»Det tal kan vi gange med ti allerede ved årets udgang,« forklarer James Lowenthal. Til den tid har SpaceX sendt 1.600 Starlink-satellitter op. For tiden bliver der sendt 60 op hver anden uge. I alt har de fået godkendelse til 12.000 satellitter og har søgt om yderligere 30.000.

Hvis Amazon, kineserne og alle de andre når i mål og etablerer lignende megakonstellationer, vil Jorden ikke være omringet af 2.000 eller 12.000 satellitter. Så taler vi 50.000 eller 100.000. Til sammenligning kan man se cirka 2.500 stjerner på en mørk aften under perfekte forhold.

De store lysende tog, som James Lowenthal og mange af os andre har set i løbet af det seneste år, er ikke permanent. Sådan ser Starlink-satellitterne kun ud i de tre-fire måneder, det tager dem at nå deres endelige mål.

Men så mange satellitter vil ændre himlen. Et stort skridt på vejen mod den kravlende myretue af lys. Starlink-satellitterne flyver nemlig tættere på Jorden og lyser kraftigere end almindelige satellitter. De vil alle sammen være synlige med det blotte øje. I hvert fald hvis SpaceX ikke får held med at reducere lysstyrken.

Lige nu eksperimenterer firmaet med at farve satellitterne sorte og indkapsle dem med en form for parasol, der kan reducere refleksionen fra Solen. Elon Musk har mere eller mindre garanteret, at de på sigt hverken vil kunne ses af almindelige mennesker eller være til gene for astronomer.

»We care a great deal about science,« skrev han på Twitter.

Som vicepræsident i American Astronomical Society er James Lowenthal personligt i dialog med SpaceX om problemet.

»Og de tager faktisk problemet alvorligt,« siger James Lowenthal. Det er i hvert fald hans indtryk. »Men hvem ved, om andre aktører også vil tage det alvorligt?«.

I vejen for videnskaben

Astronomer har brug for, at gigantiske teleskoper kan tage billeder af stjerner, galakser og planeter milliarder af lysår herfra. Den slags billeder er ikke snapshots. De har en udløsningstid på fem-seks minutter, og svæver en satellit forbi imens, må astronomerne ofte kassere fotoet og starte forfra.

»Som det er nu, er det irriterende, men til at leve med,« forklarer Jonathan McDowell over Skype.

Han er astrofysiker ved Harvard University. Hans ’ting’ er sorte huller, fortæller han, men han er også ret begejstret for Tycho-supernovaen, som hænger på en stor plakat bag ham. Et brag af gule, grønne, røde og blå gasser.

Det var den, Tycho Brahe så fra Uranienborg i 1572, da han som det første menneske nogensinde observerede en supernova.

»Du, jeg og alt andet på Jorden stammer jo fra masse udløst af eksploderende stjerner, så det der er helt nybagte grundstoffer,« siger McDowell og peger på plakaten. »Sejt ik’?«

Med titusindvis af satellitter i kredsløb er det måske slut med den slags billeder. Det bliver som at se gennem et hegn.

Og hvad så, kan man spørge. 3,5 milliarder af verdens fattigste kommer på internettet, til gengæld får nørder som James Lowenthal og Jonathan McDowell sværere ved at glo på sorte huller og galakser, vi alligevel aldrig kommer i nærheden af. Det lyder som et godt bytte.

— Hvorfor skal jeg ikke bare være ligeglad med astronomi?

»Når vi studerer universet, studerer vi os selv. Fysikkens love gælder på tværs af tid og rum, så når vi undersøger ekstreme ting, der foregår milliarder af lysår væk, får vi en dybere forståelse af principper, som også gælder på Jorden,« siger McDowell.

James Lowenthal reagerer næsten fornærmet.

»Alt, hvad vi ved om universet, er startet med observationer fra Jorden. At kigge op er naturvidenskabens udgangspunkt. Uden adgang til stjernehimlen ville vi ikke vide, hvordan tyngdekraften fungerer, vi ville ikke vide noget om big bang, og, ironisk nok ville vi helt klart ikke være i stand til at sende satellitter i kredsløb,« siger han.

»Vi giver os selv bind for øjnene. Så simpelt er det.«

Begrænset plads i rummet

Men okay, siger Jonathan McDowell, hvis man alligevel synes, at astronomer er nogle underordnede brilleaber, som næppe kommer til at bidrage med andet end ideer til uforståelige plottwist i avancerede sci-fi-film, så er der spørgsmålet om rumskrald.

Flere satellitter betyder større risiko for sammenstød, som skaber rumskrald. Rammer to satellitter hinanden, risikerer det at sætte gang i en kædereaktion, hvor hundredvis af satellitter smadrer ind i hinanden og skaber så meget rumskrald, at vi ikke længere kan bruge kredsløbene omkring Jorden. Det kalder man Kessler-syndromet.

»Og det er en reel risiko,« siger McDowell.

I jagten på teknologiske fremskridt risikerer vi altså at skabe uoverskuelige miljøødelæggelser. Det lyder som en velkendt konflikt. Fremskridtet over for naturen, moderniteten over for kulturarven, private interesser over for fælles ejendomme.

»Engang troede vi også, at havene var så store, at vi ikke kunne ødelægge dem,« siger Jonathan McDowell. Et uopfyldeligt depot for alt vores skrald og plastik og spildevand.

»Se, hvordan det gik,« siger Jonathan McDowell.

Rummet er ikke nær så uendeligt, som vi forestiller os. Den del, man kan bruge til satellitter er i hvert fald ikke. Det er – som så meget andet – en begrænset ressource.

»Og vi burde diskutere, hvordan vi bedst udnytter den i en verdensomspændende offentlighed. Rummet vedrører alle, og det burde ikke være op til enkelte stater eller private firmaer at forvalte et fælles gode,« siger Harvard-astronomen.

Tragedy of the Commons

Men hvem regulerer egentlig rummet? Findes der planlove, miljøzoner og internationale regulativer for, hvad man kan og ikke kan skyde op i rummet?

Det korte svar er nej, forklarer Christopher Johnson, som underviser i rumjura på Georgetown University.

Det centrale dokument, der tegner reglerne på den anden side af atmosfæren, er Ydre-rumtraktaten fra 1966-67. En koldkrigsaftale, der først og fremmest slår to ting fast: Ingen må opstille masseødelæggelsesvåben i rummet, og ingen nationer kan gøre krav på rummet. I et på det tidspunkt hypotetisk scenarie kan USA altså godt placere et amerikansk flag på månen, men ikke erklære den som amerikansk territorium.

Alle har nemlig lige ret til at »bruge og udforske« rummet.

»Så grundlæggende bliver rummet reguleret af hver enkelt stat,« forklarer Johnson.

Amerikanske SpaceX har søgt og fået tilladelse hos amerikanske myndigheder. Konkret Federal Communications Commission, der bizart nok også har til opgave at vurdere, om tv-reklamer skal forbydes på grund af nøgenhed eller bandeord.

Taget i betragtning, at Elon Musk har betegnet de amerikanske tiltag for at bekæmpe corona som »fascistiske« og netop har navngivet sit nyfødte barn X Æ A-12, kan man diskutere fornuften i at overlade ham nøglerne til rummets fremtid. Men det har man altså gjort.

SpaceX har da også skullet dokumentere, at de har en ordentlig forsikringsordning, et fungerende design, teknologisk kapacitet og en plan for, hvad der sker med satellitten, når dens livscyklus når sin ende. Når de samarbejder med James Lowenthal og de øvrige astronomer om at reducere lyseffekten af Starlink, skyldes det imidlertid ikke krav og regulering, men ren og skær god vilje.

I det hele taget er reguleringen utidssvarende, mener Christopher Johnson.

Der er ingen regler imod rumskrald og miljøødelæggelser eller begrænsninger for, hvor mange satellitter der maksimalt kan sendes op.

Meget få ting er decideret forbudt. Hvis et japansk firma ville lave en Hello Kitty-figur af lys og sende den i kredsløb om Jorden, ville mange nok finde det forargeligt. Men hvis den japanske regering havde godkendt det, ville det principielt været lovligt, forklarer han.

»Der er i hvert fald intet direkte i traktaterne, som forhindrer,« siger han. »Generelt er de her regler udarbejdet på et tidspunkt, hvor man slet ikke så for sig, at private virksomheder skulle udnytte rummet kommercielt,« siger Johnson.

Coca-Cola er menneskets natur

Hello Kitty-ideen er desværre ikke så utænkelig, som den lyder. I 2018 sendte et lille amerikansk firma en stor diskokugle i kredsløb om Jorden. Angiveligt med det formål »at skabe en fælles oplevelse for alle på planeten«. Andre så det som et vulgært reklamestunt.

Et andet firma håber snart at kunne sælge meteorregn on demand. Når man trykker på en knap på Jorden, skal det vælte ud med sten fra en satellit i rummet. Og så er der det russiske firma StartRocket, der vil være rummets første reklamebureau.

Går man ind på hjemmesiden, bliver man mødt af en stjernehimmel med et lysende Coca-Cola-skilt i baggrunden og et Andy Warhol-citat fra 1975 i forgrunden:

»Det smukkeste i Tokyo er McDonalds’. Det smukkeste i Stockholm er McDonalds’. Det smukkeste i Firenze er McDonalds’. Peking og Moskva har ikke noget smukt endnu«.

StartRocket er ikke en joke, insisterer Vlad Sitnikov. Han elsker rummet og håber at ende sine dage på Elon Musks koloni på Mars. Foreløbig driver han et stort reklamebureau i Moskva og håber at have sendt den første reklame ud i rummet inden for to år.

»Jeg er fascineret af kosmos og ideen om, at mennesket kan erobre det,« siger han.

Rummet er relativt ureguleret territorium, og få ting står i vejen for, at man kan plastre himlen til med reklamer eller politisk propaganda. Det russiske firma StartRocket, der elsker Andy Warhol og Coca-Cola, håber at blive de første, der bringer reklamer i rummet..

Rummet er relativt ureguleret territorium, og få ting står i vejen for, at man kan plastre himlen til med reklamer eller politisk propaganda. Det russiske firma StartRocket, der elsker Andy Warhol og Coca-Cola, håber at blive de første, der bringer reklamer i rummet..

— Hvorfor vil du så spolere nattehimlen med reklamer?

»Reklamer er økonomiens blod, og brands er livskraft. Brands er en del af os. Det er en måde, mennesker træffer valg på og udtrykker sig. Uden reklamer og brands er vi tilbage i Sovjetunionen, hvor alting var trist og gråt.«

— Kan du forstå, at nogen mennesker vil kigge op i stjernehimlen uden at blive forstyrret af en Coca-Cola-reklame?

»For det første tager det kun en satellit seks minutter at passere igennem dit synsfelt. For det andet har de fleste mennesker valgt at bosætte sig i en by, hvor de alligevel ikke kan se stjernehimlen. Og for det tredje ser mennesker i forvejen tusindvis af reklamer hver eneste dag.«

— Men hvad giver dig retten til at tjene penge på stjernehimlen?

»Alle kan gøre det. Jeg har ikke patent på det. Hvem har ret til at sætte billboards op i det offentlige rum? Vi gør det, fordi vi kan. Det er menneskets natur at reklamere og købe og sælge ting.«

»Jorden er menneskehedens vugge, og når vi skal erobre og kolonisere rummet, er det kun naturligt, at vi også gør det med reklamer.«

— Er reklamer smukkere end stjernehimlen?

»Ja. For to tusind år siden kiggede folk op på himlen og så konstellationerne. Løver, trækvogne og så videre. Historier og velkendte motiver. For os i dag er det brands. Coca-Cola er en smuk, fælles fortælling.«

— Er du uddannet i astrofysik eller astronomi?

»Nej. Jeg er uddannet i filosofi.«

Foreløbig leder StartRocket stadig efter finansiering. Og projektet er altså ikke en joke.

Venner for livet

Som altid skal vi huske, at fremtiden ikke er her endnu. Den er blot på vej og stadig til forhandling.

Lige nu er det teknologisk umuligt at bage pizzaer på Mars. Man kan ikke fabrikere biler i rummet eller udvinde guld på asteroiderne, og det kan sandsynligvis heller ikke lade sig gøre at sende et klart oplyst Coca-Cola-skilt i cirkulation om Jorden. Gudskelov.

Man kan til gengæld godt lave megakonstellationer af små satellitter, som sender internet til planeten. Men vi kan også stadig nå at diskutere, om vi virkelig har behov for tre, fire eller fem forskellige udbydere med hver deres megakonstellation.

»Jeg er ikke imod fremskridtet,« siger Jonathan McDowell.

»Jeg er ikke imod internet til fattige mennesker i Afrika. Det er en kanon idé og en god grund til at sende satellitter op. Jeg ville ønske, at vi gik lidt mere ydmygt til det. Hvad med at vi startede med 2.000 nye satellitter og så, om vi kunne styre det, sådan så de ikke stødte ind i hinanden?«.

I 400 år har vi systematisk underlagt os og udnyttet naturen. Det har været en fortælling med op- og nedture. Nu står vi i en lignende situation. Modernitetens dilemma: I jagten på en rigere, fredeligere og bedre tilværelse risikerer vi at undergrave vores naturgrundlag.

Her, ved foden af det nye bjerg, vi skal til at bestige, er der ingen grund til, at vi ikke kan lære af vores fejltagelser, siger Jonathan McDowell. Fortællingens tragiske kapitler behøver ikke udspille sig igen.

Elon Musk mener ikke, at vi har andet valg end at søge fremskridtet. At kolonisere rummet er en måde at »beskytte vores civilisation«.

»Jeg prøver bare at forestille mig fremtiden uden at blive ked af det,« har han sagt. Og måske har han ret. Med klimakrisen får vi måske brug for at afsøge vores muligheder andre steder end på Jorden. Der er selvfølgelig det forbehold, at Mars for nuværende er en gold, kold og iltfattig planet.

Måske har vi bare brug for at udforske det ukendte, tro på fremskridtet, teknologiens løfter og kigge ind i fremtiden med nye, opløftende muligheder

James Lowenthal håber bare, at folk forstår, hvad der er på spil. I 300.000 år har stjernehimlen været et fælles vilkår for alle mennesker. Den forbinder os på tværs af tid og rum.

»Stjernehimlen er en naturressource på samme måde som ren luft og rent vand. Alle har ret til at nyde den,« siger han.

Det er også det, der giver ham håb. I lyset af, hvor meget himlen betyder for os, har professoren svært ved at forestille sig, at vi giver slip på den. Hans studerende forstår det også, forklarer han.

»Sådan er det jo. Når først man lærer stjernerne at kende, bliver de også dine venner. Så glemmer du dem ikke. Du møder dem igen og igen, og uanset hvor du befinder i verden, kan du kigge op og genkende en gammel ven,« siger Lowenthal.

Nu må vi se, om vores børnebørn får fornøjelsen af at møde dem.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

PS. Derfor må myten om at rige og succesfulde mennesker pr definition er både mere kloge og flittige end andre manes komplet til jorden.

Lise Lotte Rahbek og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Flemming Skovbjerg

Journalisten til artiklen Mathias Sindberg formår at lægge en "ekstrablads nivo" som så følges op af læsere der går helt i selvsving - SUK !
Elon Musk bla CEO for Tesla og SpaceX er en af nutidens mest innovative personer. Der køre i dag over 1 mill Tesla elbiler rundt i verden og der er mega mange flere på vej . Tesla er absolut førende inden for udvikling og produktion af elbiler . Derudover producere og opsætter Tesla ( SolaCity) også solceller og meget mere , alt sammen noget der i den grad er medvirkende til at reducere både forurering og co2 .
SpaceX: (Starlinke)
Efter hver opsendelse kan satelitterne ses som et langt tog formation i op til 14 dage. Satelitterne bevæger sig i løbet af ca 14 dage op deres endelige position på henholdsvis 300 - 500 og 1110 km højde hvor de forventes ikke at kunne ses . ( codet med et mørkt matriale)
Astronomer har i mange år brugt rumteleskoper ... Nej jeg orker ikke at remse argumenter op . Vil du som læser vide mere konkret om SpaceX vil jeg anbefale at se nogle Youtubere der VED noget om emnet . eks Scott Manley , Everyday Astronaut

Da JP og nu også Information synes det er "informativ" at miskreditere Elon Musk vil jeg opfordre til at følge flere af de youtubere der ugentligt informere om Tesla

Tesla kan ikke gøre det alene , men det er pt tek førende på flere områder inden for Transport , Batterier ,Solceller , Smartgrid , FSD og forhåbentlig også snart V2G .
Eks på Youtubere :
Sean Mitchell
Undecided with Matt Ferrell
Fully Charged
Now You Know
The Limiting Factor

Anne-Marie Krogsbøll

"Elon Musk bla CEO for Tesla og SpaceX er en af nutidens mest innovative personer. Der køre i dag over 1 mill Tesla elbiler rundt i verden og der er mega mange flere på vej . Tesla er absolut førende inden for udvikling og produktion af elbiler . Derudover producere og opsætter Tesla ( SolaCity) også solceller og meget mere , alt sammen noget der i den grad er medvirkende til at reducere både forurering og co2 ."

Og det giver så automatisk Musk og hans samarbejdspartnere ret til at gøre hvad som helst på himmelhvælvet? Måske tog nogen min tidligere kommentar lidt for bogstaveligt.

Vibeke Olsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Problemet er jo ikke Elon Musk
Problemet er, at når Elon Musk i kraft af milliardærkendisstatus kan annektere en del af vores alle sammens himmel til sine projekter, så kan reklamebranchen, diktatorer, religioner og hvorfor ikke Kardashians og fodboldmilliardærer vel også annektere deres egen lille del af verdens himmel til DERES små projekter. Det kræver bare penge og indflydelse på nationalstaters regeringer, som selvfølgelig vil give deres tilladelse under det rette pres.

Vibeke Olsen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Ærlig talt er lysforureningen af himmelen allerede så stor, at et par glimt fra nogle satelitter er uden betydning bort set fra de få der endnu kan se Mælkevejen, Andromeda mv. Skal vi lade et par luddister spolere vores chance til at smadre det hele, kun fanatiske tåber tror ikke at fremskridt kan løse alle problemer. Musk, Trump og andre skal bare blive rigere, så bliver vi andre det også, om ikke før så i himmelen.

Sider