Læsetid: 8 min.

Epidemier har formet København. Om COVID-19 kommer til det, afhænger af vaccinen

Gennem historien er byens arkitektur blevet ændret, hver gang der har været en epidemi. Nu er spørgsmålet, hvordan coronaen kommer til det. En byvandring fortæller historier om både sygdom og død – og om hvordan vores viden om sundhed altid er under udvikling
Arketypen på en hospitalsbygning er en stor, høj firkantet klods. Sådan er Bispebjerg Hospital ikke. Bebyggelsen ligner snarere et villakvarter med haver imellem husene. Med lys og luft og de forskellige afsnit adskilt for at forhindre smittespredning.

Arketypen på en hospitalsbygning er en stor, høj firkantet klods. Sådan er Bispebjerg Hospital ikke. Bebyggelsen ligner snarere et villakvarter med haver imellem husene. Med lys og luft og de forskellige afsnit adskilt for at forhindre smittespredning.

Sigrid Nygaard

30. maj 2020

I Amaliegade tæt ved Amalienborg står Kent Martinussen. Han er arkitekt og direktør for Dansk Arkitekturcenter. Han har et tweedjakkesæt på og holder sine briller i hånden, mens han ser op på bygningen foran sig. Det er den bygning, vi i dag kender som Designmuseum Danmark. Engang var det Danmarks første rigtige hospital.

Grunden til, at han står og ser på det tidligere hospital er, at han har indvilliget i at vise Information rundt i København og give et historisk indblik i, hvordan tidligere epidemier har haft betydning for, hvordan vi bor sammen i byen.

København er nemlig, som mange andre byer, på mange måder udviklet et sted i spændingsfeltet mellem økonomiske og folkesundhedshensyn. Et dilemma, vi denne tid dagligt bliver konfronteret med, når debatten går om nedlukning og genåbning af landet. Hver gang en epidemi havde hærget byen, fik sundhedshensynet medvind, og udviklingen blev fremskyndet.

»Der er mere om det, end man umiddelbart skulle tro, og mere end man umiddelbart kan se,« siger Kent Martinussen. Han har forberedt en bunke af eksempler på steder, hvor bekæmpelse af smitte på forskellig vis har haft betydning for byindretningen.

Bydelen Frederiksstaden, som Amaliegade ligger midt i, blev opført efter pesten i 1711. 23.000 var døde, og i den nye bydel skulle der være et hospital. Frederiks Hospital blev det første, som ikke var felthospital.

Da hospitalet blev bygget, var man endnu ikke blevet klar over, hvordan pesten smittede – nemlig ved berøring og oftest fra rotter og lopper. Det var til gengæld en gængs forklaring, at pestsmitte hang sammen med den dårlige lugt i byen – at smitten var luftbåren. Derfor blev Frederiks Hospital indrettet med store sengestuer og vinduer mellem hver seng og en stor åben gårdhave i midten, der lukkede lys og luft ind i bygningen.

Kent Martinussen stopper op på vejen tilbage til sin bil. I en park har en gruppe motionister slæbt romaskiner ud fra et træningscenter og sat dem op i græsset.

»En ny udnyttelse af byens rum,« bemærker Kent Martinussen. »Det er måske noget af det, vi kommer til at se mere af efter denne epidemi.«

Vi kører mod Nørrebro.

Ligene ud af byen

Selv om det er en kirkegård og en grå mandag formiddag, er der fyldt med mennesker på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Inden for kirkegårdens gule murstensmure bliver vuggestuebørn trillet rundt i firlingeklapvogne, mens folk med to go-kaffe spadserer på poppelalleen, der går gennem kirkegården.

Assistens Kirkegård er den sidste af de assisterende kirkegårde: En række kirkegårde, der blev bygget på de marker, der i 1700-tallet lå uden for København. Der var brug for assisterende kirkegårde, da der efter pesten i 1711 ikke var plads til alle ligene inden for de københavnske volde. Og da man associerede smitten med lugt – som især kom fra de mange lig – besluttede man at rykke dem ud af byen.

I de første årtier efter grundlæggelsen blev det blandt borgerskabet ikke betragtet som særligt fint at blive begravet uden for byen og langt fra kirken. Men i starten af 1800-tallet blev Assistens Kirkegård populær og endda et sted, hvor folk tog på udflugt. Historien lyder, at kirkegårdens gravere tjente ekstra ved at sælge brændevin til festende københavnere.

Der var der altså blevet bygget hospitaler og store kirkegårde som en form for symptombehandling oven på pestepidemien. Men der var endnu ikke blevet anlagt kloakker, og det blev helt afgørende for, at koleraen kunne sprede sig i 1853 og slå over 4.700 københavnere ihjel.

København var sen til at få anlagt kloak sammenlignet med andre europæiske storbyer. Det var en mangeårig strid, fordi nogle mente, at latrinsystemet – altså toiletter, der skulle tømmes – fungerede godt. Og så var der nattemændene, dem, der ernærede sig ved at tømme byens toiletfaciliteter. De havde et mafiaagtigt rygte, så ingen ville lægge sig ud med dem eller tage arbejdet fra dem ved at anlægge kloakker.

Lægeforeningens by

»Man kan simpelthen ikke tale om epidemier og arkitektur uden at sige Brumleby,« siger Kent Martinussen og går ned ad en sti med blomstrende syrener i det lille rækkehuskvarter.

»Det er så direkte koblet til koleraepidemien.«

Efter koleraepidemien blev sammenhængen mellem sygdom og byindretning tydelig – specielt for sundhedsfagpersoner. Det var lægeforeningen, der i 1853 besluttede at starte byggeri i Brumleby, der oprindeligt blot hed Lægeforeningens Boliger.

Assistens Kirkegård blev anlagt uden for byen i 1700-tallet efter den sidste pestepidemi. I begyndelsen var den til de fattige, men i 1800-tallet blev den også attraktiv for byens borgerskab.

Sigrid Nygaard
Formålet var, at det skulle være et hygiejnisk sted at bo for den på det tidspunkt voksende arbejderstand. Hver husstand skulle have sin egen indgang, og bygningerne skulle være lave, så området blev fyldt med lys og luft. Efter planen skulle der også plantes poppeltræer mellem rækkerne, fordi de skulle være særligt gode til at suge vandet væk fra bygningerne. Ideen om rækkehusene var inspireret af italienske boligbyggerier og kaserner, hvor beboerne netop havde egen indgang.

Omtrent på samme tid blev Københavns brokvarterer – Østerbro, Nørrebro og Vesterbro – bygget. Men der var det helt andre hensyn, der dominerede: Nemlig at få stuvet så mange mennesker som muligt sammen, så flest kunne flytte til byen og arbejde på fabrikkerne under den buldrende industrialisering.

»I dag er broerne jo besunget som fantastiske steder at bo, hvilket de jo er. Men det var tæt. Især fordi baggårdene var fyldte med industri og toiletter osv.«

Den moderne by

Begejstringen er tydelig hos Kent Martinussen, når vi kører gennem den nordligste bydel i København: Bispebjerg. Det meste af bydelen består af almene boliger i bygninger med de samme brune mursten og røde tage. Mange af dem er bygget i den første halvdel af 1900-tallet og er eksempler på det moderne paradigme: Det, der dominerede den arkitektoniske stil fra cirka år 1920 til 1970 – altså lige efter influenzaepidemien i 1918, som vi kender som den spanske syge.

Lejlighederne blev bygget med store vinduesflader, rindende vand og toiletvandet adskilt, så det ikke kommer i grundvandet, forklarer Martinussen. Hygiejnehensyn var på det tidspunkt også blevet en arkitektonisk stil, som kom til udtryk ved rene kliniske hvide overflader og mangel på pynt som for eksempel stuk i loftet.

Der er ingen tvivl om, at smittespredning i byerne har en social slagside, fortæller Kent Martinussen. Men København og andre danske byer har et godt udgangspunkt for at forhindre smitte, og det er ifølge ham blandt andet boligbevægelsen, der skal have æren for det. Alment boligbyggeri har historisk sikret, at vi ikke bor så mange stuvet sammen i samme lejlighed, og at generationerne er adskilte – altså at vi sjældent bor sammen med både forældre og bedsteforældre.

»Nu kommer vi til det her fantastiske, fuldstændigt enestående sted,« siger Kent Martinussen, mens han drejer bilen ind på parkeringspladsen ved Bispebjerg Hospital.

Arketypen på en hospitalsbygning er en stor, høj firkantet klods. Sådan ser Bispebjerg Hospital ikke ud. Det ligner snarere en samling af villaer i et villakvarter med haver imellem. De forskellige afsnit skulle være adskilt for at forhindre smittespredning. I dag står der telte til at teste eventuelt coronasmittede uden for selve hospitalsbygningerne.

Sundheds- og epidemitænkningen var styrende i arkitekturen op til krigen – altså til 1945. Derefter fik man så godt teknisk styr på sygdomsspredning – troede man – at man holdt op med fysisk at adskille bygninger.

Vi venter på vaccinen

Vi har stadigvæk til gode at se større arkitektoniske ændringer i bybilledet, og når det kommer til den aktuelle coronapandemi, er det som bekendt ikke afstanden mellem boliger eller kloakering, der er afgørende.

Coronasmitte er et spørgsmål om få meters afstand mellem mennesker. De ændringer i byens udformning, som er sket i løbet af nedlukningen, virker små og midlertidige: klistermærker på gulve i supermarkeder, fitnesscentre, der er rykket udendørs, plexiglasskærme mellem kassepersonale og kunder, metroerne, der kører sjældnere.

Frederiks Hospital, der i dag huser Designmuseum Danmark, var det første hospital i Danmark, som ikke var et felthospital. Også det blev anlagt i forbindelse med pesten i 1711.

Sigrid Nygaard
Ifølge Kent Martinussen kommer coronapandemiens betydning for, hvordan byen permanent bliver ændret, an på, hvornår der kommer en vaccine. For man skal huske på, at ændringer i infrastruktur er dyre og tidskrævende. Hvis der kommer en vaccine, er den nok billigere, end det vil være at omindrette byerne, og så falder efterspørgslen efter større ændringer. Han forestiller sig dog alligevel, at der vil være nogle områder, hvor der uundgåeligt kommer til at ske en forskel. Det første er offentlig transport:

»Det må holde op det der med, at man skal spørge om, hvornår metroen går. Den skal gå hele tiden,« siger Kent Martinussen. Stod det til ham, skulle metrovognene køre i bånd, så der altid kommer en ny, og man ikke skal stimle sammen i myldretiden.

Martinussen forudser, at offentlig transport, hvor pendlere ikke står som sild i en tønde, bliver prioriteret højere efter pandemien, og det gælder også busser og tog. Bedre offentlig transport er jo allerede en prioritet af klimahensyn, men ligesom epidemier historisk har accelereret allerede igangværende udviklinger, regner Martinussen med, at det er det, der kommer til at ske i denne sammenhæng. Det samme gælder i øvrigt bedre plads på cykelstierne.

Arkitekter har spekuleret i, om coronapandemien bliver det endelige dødsstød til åbne kontorlandskaber, men Kent Martinussen tror nærmere, at hjemmearbejdspladser bliver den store ændring. Det er nemlig billigere at få folk til at arbejde hjemmefra end at opdele de store kontorer. Den teknologiske udvikling går allerede i retning af, at vi skal røre ved færre knapper. For eksempel har de fleste af os fået dankort med kontaktløs funktion. Det kan vi ifølge Kent Martinussen også forvente at se mere af i den nærmeste fremtid, sådan at vi måske ikke længere skal trykke på knapper for at køre i elevator eller tænde og slukke lys på kontakter.

Vi slutter turen i Københavns Lufthavn. Den har sjældent set så forladt ud, som den gør i disse dage. De få personer i ankomsthallen går rundt med ansigtsmasker. Der er afspærringsbånd over bænkene.

Arkitekturen i lufthavne verden over ændrede sig drastisk af hensyn til terrorsikring efter 11. september i 2001. Derfor er det ikke usandsynligt, at man også her vil kunne se nogle af de varige ændringer i arkitekturen efter coronapandemien, forudser Kent Martinussen.

Det er for eksempel svært at forestille sig, at vi igen kommer til at stå i lange slangede køer til securitytjek, og måske bliver et nyt sundhedstjek en præmis for at kunne flyve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Christian Mondrup
Alvin Jensen og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vaccine mod virus er der liden vits i; i henhold til WHO havde vaccinen mod den såkallede "svineilfluenca" i 2009- en virkning på ca. 60 procent av de vaccinerede. Effektiviteten bliver næppe bedre og bedre efter hvert som virusene muterer til mer resistente former, på linje med Rust-svamperne som herjer i verdens monokulturelle hvedeåkre...

Selvfølgelig har det forandret livet, men ikke for al tid.

- Således kan tjekkerne nu aftale om at rejse helt frit og uden begrænsning til 19 lande på den grønne liste. Disse landes borgere kan også rejse frit til Tjekkiet og andre lande på listen.

- Videre er 8 lande (herunder Danmark) på den orange liste, som man også kan rejse frit til, men dog må man lade sig corona-teste ved indrejsen til landene.

- Og endelig har tjekkerne en rød liste med 2 lande, men her må man lade sig teste ved hjemrejsen.
.
Kilde: 24sata.hr