Feature
Læsetid: 14 min.

Filminstruktør fra Danmark vidner i verdenshistorisk retssag: »Man kunne lugte blodet og høre skrigene«

Den første sag om krigsforbrydelser i Syrien er i disse uger for retten i den tyske by Koblenz. I den historiske retssag skal dokumentarfilminstruktøren Feras Fayyad fra Danmark vidne mod en tidligere oberst, som er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og tortur af ham og mindst 4.000 andre
For Feras Fayyad er retssagen kommet som en lettelse. Han havde i mange år forsøgt at glemme det, han havde været udsat for, men måske kan netop retssagen blive den rigtige vej videre – mod retfærdighed.

For Feras Fayyad er retssagen kommet som en lettelse. Han havde i mange år forsøgt at glemme det, han havde været udsat for, men måske kan netop retssagen blive den rigtige vej videre – mod retfærdighed.

Emile Ducke

Moderne Tider
30. maj 2020

Feras Fayyad sad omkring fire meter fra ham.

Han havde ikke været så tæt på den tidligere oberst siden afhøringerne i den syriske efterretningstjenestes Afdeling 251 i Damaskus, hvor han havde siddet på knæ på gulvet foran ham. Nu sad Fayyad i retten i den tyske by Koblenz – på anden række, hvorfra han kunne kigge direkte over på Anwar R. Det var formiddag i slutningen af april.

I retssal 128 var der stille. Uden for de store vinduer skinnede solen, og fra sin plads ved siden af sin advokat havde han set Anwar R. og den anden tiltalte i sagen blive ført ind i retten af tyske betjente – forbi afskærmningerne af glas og hen til deres pladser.

Han genkendte den tidligere syriske officer og leder af afhøringerne i et af de mest berygtede hemmelige fængsler i Syrien, som havde enkelte grå hår i de kraftige øjenbryn og en sort skønhedsplet på størrelse med en enkrone under venstre øje.

Anwar R. så rolig og nærmest stolt ud, tænkte Feras Fayyad. Hvordan kunne en formodet krigsforbryder fra et af de mest berygtede fængsler i et af de mest brutale regimer under en af de mest blodige borgerkrige sidde i en retssal og være så rolig?

Så gik retssagen i gang.

»Forbrydelser mod menneskeheden«

Den 23. april i år begyndte retssagen mod de to tidligere syriske officerer ved retten i Koblenz i Tyskland. Anwar R. er tiltalt for at have arbejdet for den syriske efterretningstjeneste og for som oberst i tjenesten at have haft det øverste ansvar for afhøringerne i Afdeling 251 i en periode i 2011 og 2012, mens Eyad A. er tiltalt for i samme periode at have arresteret demonstranter på gaderne i Damaskus og kørt dem til fængslet.

Der er ifølge anklageskriftet tale om »forbrydelser mod menneskeheden« og tortur med blandt andet brug af elektriske instrumenter og seksuel vold af »mindst 4.000« fanger.

Retssagen er blevet kaldt »historisk« af eksperter og en »milepæl i kampen mod straffrihed« af Amnesty International, fordi det er den første retssag om krigsforbrydelser mod højtstående officerer i det syriske regime. Den er også omtalt som ’Assads Nürnberg’.

Det internationale samfund har i årevis ønsket at rejse en sag ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) om de omfattende krigsforbrydelser begået i Syrien, men da Syrien ikke har tilsluttet sig domstolen, kan den ikke af egen drift indlede en sag mod landet, og da Rusland har stemt imod i i FN’s sikkerhedsråd, er det hidtil ikke lykkedes at rejse en sag.

Indtil torsdag den 23. april.

»Det er en ekstremt vigtig og en symbolsk sag, både for den syriske befolkning og for den internationale retsorden‚« siger talsperson for Commission for International Justice and Accountability (CIJA), Nerma Jelacic.

»Det gør det muligt at fremlægge beviserne for de systematiske krigsforbrydelser for offentligheden og vise, at de konkrete forbrydelser begået af de syriske soldater er en del af et system, som har haft til formål at stoppe protesterne og holde Assad ved magten.«

Der er flere sager på vej. Ifølge Nerma Jelacic kan sagen i Koblenz blive starten på det retsopgør, som både de syriske flygtninge og det internationale samfund har ventet på. Et retsopgør, som har været forberedt i årevis.

Genkendt i et byggemarked

Sagen mod Anwar R. og Eyad A. begyndte i 2014.

Den syriske oberst var to år tidligere flygtet fra Syrien sammen med sin kone og var omkring årsskiftet mellem 2014 og 2015 ankommet til Tyskland. Her var han blevet indkvarteret på et asylcenter i Marienfelde i en sydlig forstad til Berlin sammen med mange andre syriske flygtninge.

Han skiftede ikke navn og blev flere gange genkendt på gaderne i Berlin, blandt andet af en syrisk menneskerettighedsadvokat, som også var flygtet fra Syrien og nu boede i Berlin.

De første gange kunne advokaten ikke genkende manden med den sorte skønhedsplet under venstre øje, som i 2006 havde arresteret ham foran hans hus i Damaskus. Men nogle uger senere så han ham igen, denne gang i et byggemarked ved Hermannplatz i Berlin, hvor den tidligere oberst var i gang med at købe møbler og madrasser. Det var Anwar R.

Den syriske advokat begyndte sammen med European Center for Constitutional and Human Rights (ECCHR) i Berlin at indsamle beviser mod den tidligere oberst.

Siden 2012 havde ECCHR og flere andre organisationer indsamlet fotos og vidnesbyrd om krigsforbrydelser begået i fængslerne i Syrien med henblik på at bruge beviserne i en retssag.

En af de organisationer var Commission for International Justice and Accountability (CIJA), som indsamlede omkring 800.000 dokumenter fra den syriske regering, mens en tidligere ansat i et af Assads fængsler havde smuglet flere end 25.000 fotos ud af landet.

»De stærkeste beviser mod et regime siden Nürnberg«

Fotografierne viste lig med udslåede tænder og størknet blod i munden, liggende i bunker eller gennemsigtige plastikposer. Der var mærker efter tortur og ofte identifikationsnumre skrevet med sprittusch i panden eller på brystet.

Beviserne for krigsforbrydelserne i Syrien er blevet omtalt som »de stærkeste beviser mod et regime siden Nürnberg« af efterforskningsleder ved Commission for International Justice and Accountability William Wiley.

Men trods dokumentationen blokerede Rusland altså for at føre en sag ved Den Internationale Straffedomstol. Derfor indgav ECCHR sammen med menneskerettighedsadvokaten fra Marienfelde og en gruppe af syriske flygtninge i 2017 en anmeldelse, ikke til krigsforbryderdomstolen i Haag eller et tribunal oprettet af FN, men til den tyske statsanklager i Karlsruhe.

Hvordan jeg blev fanget? Hvordan så fængslet ud? Hvad var jeg blevet udsat for? De blev ved med at spørge for at være sikre på, at min forklaring hang sammen, fortæller Feras Fayyad om de første møder med advokaterne.

Hvordan jeg blev fanget? Hvordan så fængslet ud? Hvad var jeg blevet udsat for? De blev ved med at spørge for at være sikre på, at min forklaring hang sammen, fortæller Feras Fayyad om de første møder med advokaterne.

Emile Ducke
De nationale domstole er den »eneste mulighed på nuværende tidspunkt«, skriver leder af FN’s Internationale Upartiske Uafhængige Mekanisme (IIIM), der skal undersøge alvorlige forbrydelser i Syrien, Catherine Marchi-Uhel, i en mail til Information.

Ifølge princippet om såkaldt universel jurisdiktion kan personer retsforfølges ved et lands domstole, selv om de hverken er statsborgere eller har begået forbrydelsen i det pågældende land.

Catherine Marchi-Uhel kalder de nationale domstole »komplementære« til de internationale.

»De er nødvendige for at skabe en international retsorden. Selv i Rwanda og det tidligere Jugoslavien, hvor Sikkerhedsrådet var enige om at lave internationale tribunaler, blev de internationale retssager suppleret af nationale. Det gav flere ofre og overlevende muligheden for retfærdighed. Omfanget og karakteren af krigsforbrydelser i Syrien kræver den samme tilgang,« skriver hun.

Juridisk chef i Dignity – Dansk Institut Mod Tortur, Therese Rytter, er enig.

»Ansvaret for at sikre retfærdighed er nu lagt over på enkeltstater. Tyskland og andre lande må hver især tage initiativ til at efterforske sagerne, om nødvendigt udstede internationale arrestordrer og retsforfølge de formodede krigsforbrydere ved nationale domstole. Det er vanskeligere og mere langsommeligt at stille krigsforbryderne til ansvar ad denne vej. Netop derfor samarbejder de europæiske stater, og der er flere retssager på vej som denne. Det kan vi glæde os over.«

»Jeg blev ved med at tænke på opkaldet fra advokaten«

Det tyske politi efterforskede sagen på baggrund af anmeldelsen fra advokaten og ECCHR.

Det var formentlig i forbindelse med denne efterforskning, at politiet afhørte Eyad A. Den tidligere befalingsmand blev i første omgang afhørt som vidne, men kunne under afhøringen fortælle detaljeret om, hvordan man under afhøringerne i efterretningstjenestens fængsler havde brugt kogende vand til tortur og brækket benene på de arresterede demonstranter med jernstænger for at forhindre dem i at deltage i demonstrationer. Han kunne også fortælle, hvordan han selv havde været med til at anholde demonstranter og køre dem til fængslet.

I februar 2019 blev Eyad A. og Anwar R. anholdt.

Feras Fayyad havde læst om anholdelserne. Han var flygtet fra Syrien og arbejdede som dokumentarfilminstruktør i Danmark. Han var uddannet fra den internationale filmskole EICAR i Paris og havde lavet en række dokumentarfilm, blandt andet De sidste mænd i Aleppo (2017), som vandt dokumentarfilmkonkurrencen ved Sundance Filmfestival og blev nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm.

I forbindelse med researchen til sin næste dokumentarfilm havde Feras Fayyad læst en artikel om den tidligere officer Anwar R., som var blevet anholdt i Tyskland. Feras Fayyad tænkte ikke på det længe. Han tænkte ikke på, at anholdelsen kunne føre til en retssag eller en dom eller retfærdighed i det hele taget, for han havde set så meget uretfærdighed både som borger i Syrien og gennem sit arbejde med at lave dokumentarfilm om krigen.

Men en dag ringede telefonen.

Feras Fayyad sad i redigeringsrummet i København og var i gang med at klippe. Det var en tysk advokat.

»Han fortalte, at arbejdede på at indsamle beretninger fra personer, som havde været fængslet i Syrien og var blevet udsat for tortur, og at han havde fået mit telefonnummer af en af mine venner. Min ven havde fortalt advokaten, at jeg var blevet anholdt og fængslet i Al-Khatib,« siger Feras Fayyad på en telefon fra Berlin, hvor han opholder sig under retssagen.

Feras Fayyad

  • Dokumentarfilminstruktør.
  • Bachelor fra den internationale filmskole EICAR i Paris. Har lavet en række prisbelønnede dokumentarfilm:
  • The Cave (2019) vandt en publikumspris på Toronto Filmfestival og var nomineret til en Oscar i 2020.
  • De sidste mænd i Aleppo (2017) med Steen Johannessen vandt den internationale dokumentarfilmkonkurrence på filmfestivalen Sundance, hovedprisen på Copenhagen DOX samt prisen for Outstanding Current Affairs Documentary ved Emmy Awards. Derudover blev den nomineret til en Oscar i 2018.
  • Født 1984 i Syrien, bosiddende i Danmark.

Advokaten fortalte om indsamlingen af beviser mod Anwar R. og spurgte, om Feras Fayyad havde mulighed for at komme til Tyskland og fortælle om sin arrestation og fængsling i Syrien. Feras Fayyad ville overveje.

Efter opkaldet lagde han sig på sofaen.

»Så begyndte jeg at tænke tilbage,« siger Feras Fayyad.

I de følgende dage forsøgte han at fortsætte arbejdet med dokumentarfilmen. Men han kunne ikke samle tankerne.

»Jeg blev ved med at tænke på opkaldet fra advokaten. Det kunne være en mulighed for at komme til at vidne i en retssag,« siger han.

Men samtidig var han i tvivl. Siden han flygtede fra Syrien til Danmark, havde han forsøgt ikke at tænke på tiden i fængslet.

»Det havde ikke været nemt. De ting, jeg oplevede, er ikke noget, man bare kommer igennem. Så det ville være forbundet med et stort psykisk pres at skulle fortælle min historie.«

Til sidst besluttede han alligevel at tage til Tyskland.

»Et umenneskeligt sted«

Feras Fayyadf ankom til Berlin en dag i efteråret 2019.

Han tog hen til det aftalte mødested omkring Potsdamer Platz. Så ringede han til advokaten. På afstand kunne han se ham komme hen mod pladsen.

»Jeg stod bare og betragtede ham,« siger Feras Feyyad.

Nogle sekunder. Et halvt minut.

»Jeg var meget forsigtig og havde overvejet muligheden for at blive kidnappet eller dræbt. Det var ikke usandsynligt. Der er mange syrere og russere i Tyskland.«

Feras Fayyad har instrueret en række dokumentarfilm om krigen i Syrien: On the Other Side (om en syrisk digter i eksil), My Escape (om syriske børn på flugt) og ikke mindst De sidste mænd i Aleppo og senest The Cave, som blev nomineret til en Oscar i 2020. Feras Fayyads film er kendt i hele verden – og ikke mindst af det syriske regime.

Som han siger: »Det at lave en film kan være farligt.«

Efter at have betragtet den tyske advokat fra afstand gik Feras Fayyad hen til ham. De gik tilbage til advokatens kontor og ind i et mødelokale, hvor han hilste på endnu en advokat og satte sig. Så begyndte de at udspørge ham.

»Hvordan jeg blev fanget? Hvordan så fængslet ud? Hvad var jeg blevet udsat for? De blev ved med at spørge for at være sikre på, at min forklaring hang sammen,« siger Feras Fayyad.

Han fortalte, at han havde arbejdet med at lave dokumentarfilm i Syrien og sammen med andre dokumentarister og fotografer var begyndt at dokumentere begivenheder i 2011, hvor de første demonstrationer mod det syriske styre fandt sted. Syrien havde statslige medier.

Men på det statslige tv blev der ifølge Feras Fayyad kun vist billeder af tilhængere af regimet, som gik gennem gaderne i Damaskus med store portrætter af præsidenten løftet over hovederne. Ikke af regimets overgreb mod demonstranterne.

»Så jeg gik ud på gaderne og begyndte at dokumentere det,« siger han.

I 2011 blev Feras Fayyad anholdt, mistænkt af regimet for at have forbindelse til USA og Frankrig, fordi han fik økonomisk støtte til at lave sine dokumentarfilm fra filmfonde i Europa. Han blev overmandet og taget med til Al-Khatib, som ifølge rapporter fra blandt andet FN er et af de fængsler i Syrien, hvor de mest alvorlige overgreb er blevet begået.

»Det er et umenneskeligt sted,« siger Feras Fayyad.

»Man kunne lugte blodet og høre skrigene fra dem, som blev torteret. Det blev jeg også selv, jeg blev slået og torteret med elektriske maskiner. Det var så brutalt, at det er svært at beskrive.«

Efter tre måneder i Afdeling 251 blev Feras Fayyad overført til et andet fængsel. Her blev han holdt fængslet i mere end et år.

»Min krop var følelsesmæssigt ødelagt«

Efter mødet med advokaten gik Feras Fayyad tilbage til sit hotelværelse i Berlin. Han var træt og havde lyst til at græde. Men kunne ikke.

»Min krop var følelsesmæssigt ødelagt. Jeg havde genfortalt alt det, som jeg egentlig havde forsøgt at glemme. Jeg gik tilbage til hotellet og prøvede at falde i søvn, men det kunne jeg heller ikke. Jeg gled ligesom ind og ud ad min søvn,« siger han.

Nogle uger senere ringede advokaten og fortalte, at politiet var ved at være færdigt med at efterforske sagen. Det havde ud over Feras Fayyad afhørt en række andre syriske flygtninge, som havde siddet i det syriske fængsel i 2011 og 2012 og kunne fortælle lignende historier om tortur og overgreb. Nu var der en retssag på vej, sagde advokaten i telefonen.

»Det var en lettelse,« siger Feras Fayyad.

»Det handler om retfærdighed. Men for mig kunne det måske også være en vej ud af det hele. Jeg havde i mange år forsøgt at glemme det, der var sket, og måske kunne det her være den rigtige vej.«

Retssagen begynder

Koblenz er en mellemstor by i det vestlige Tyskland.

Den regionale domstols bygning ligger i midten af byen, hvor Mosel bliver til Rhinen og løber videre gennem det tyske landskab. Om formiddagen inden retssagen i slutningen af april var der samlet omkring 50 personer uden for retsbygningen. En del af dem journalister fra tyske og internationale medier. Solen skinnede.

Inde i retssalen fandt Fayyad sin plads ved siden af sin advokat. Den kvindelige dommer Anne Kerber bad de tilstedeværende om at identificere sig selv og begyndte så at læse anklageskriftet op.

Feras Fayyads film er kendt i hele verden – og ikke mindst af det syriske regime. Derfor var han forsigtig, da han ankom til Berlin, hvor der er mange russere og syrere. Det kan være farligt at lave film, siger han

Feras Fayyads film er kendt i hele verden – og ikke mindst af det syriske regime. Derfor var han forsigtig, da han ankom til Berlin, hvor der er mange russere og syrere. Det kan være farligt at lave film, siger han

Emile Ducke
Ifølge anklageskriftet var Anwar R. oberst i den syriske hær og havde det øverste ansvar for afhøringerne i Afdeling 251 i en periode fra 2011 til 2012. Eyad A. var ansat i en underafdeling af Afdeling 251 og kørte i forbindelse med demonstrationer mod regimet ud til demonstrationerne og arresterede demonstranter, som efterfølgende blev bragt til fængslet.

Eyad A. sad i starten af retsmødet med ansigtet vendt ned med bordet og hætten på sin vindjakke trukket op om hovedet.

Dommeren læste i anklageskriftet, hvordan de fængslede var blevet taget med og ført ind i fængslet, hvordan de var blevet nægtet medicinsk behandling, og hvordan de ofte opholdt sig mange personer i overfyldte celler uden mulighed for at sidde eller ligge ned. En del af fangerne sov derfor oprejst. Samtidig blev de ifølge anklageskriftet slået med trækæppe og tykke ledninger, torteret med elektriske stød og truet med mishandling af deres familie, og i mindst et tilfælde voldtaget og udsat for alvorlige seksuelle overfald.

Anwar R. var ifølge anklageskriftet vidende om omfanget af torturen, som ifølge anklageren havde det formål at »fremtvinge tilståelser og information om oppositionsbevægelsen«.

Mindst 4.000 personer blev ifølge anklageskriftet torteret i Afdeling 251 i den periode, Anwar R. var ansvarlig for afhøringerne. 58 personer døde.

Under hele oplæsningen af anklageskriftet sad Feras Fayyad på anden række og kiggede på Anwar R.

»Jeg kunne ikke fjerne blikket,« siger han.

Anwar R. sad roligt og kiggede over på tolken.

»På et tidspunkt drejede han hovedet og kiggede på mig. Vores blikke krydsede hinandens. Han rystede på hovedet, til venstre og derefter til højre. To gange. Så vendte han sit hoved tilbage og kiggede igen på tolken uden nogen som helst reaktion.«

De følgende dage fortsatte retssagen i Koblenz.

Oplevelserne som politisk fange er ikke noget, man lige kommer igennem, fortæller Feras Fayyad, som på billedet ses uden for retssalen i Koblenz.

Oplevelserne som politisk fange er ikke noget, man lige kommer igennem, fortæller Feras Fayyad, som på billedet ses uden for retssalen i Koblenz.

Thomas Lohnes
På den anden retsdag redegjorde en efterforsker fra Bundeskriminalamt for, hvordan politiet havde efterforsket Anwar R. og Eyad A. Den tredje dag forklarede en ekspert i Syriens politiske historie, hvilken rolle efterretningstjenesterne havde haft i borgerkrigen. Den fjerde dag fortalte ansatte i de tyske asylmyndigheder, hvornår og hvordan de to tiltalte var ankommet til Tyskland og havde søgt asyl. Den femte dag skulle Anwar R. afgive forklaring.

Feras Fayyad havde planlagt at følge alle retsdagene i Koblenz. Men han havde taget fejl af rækkefølgen på dagene og var blevet hjemme mandag den 18. maj.

Om eftermiddagen fik han en besked: Anwar R. havde nævnt hans navn i sin forklaring. Senere samme dag sendte Feras Fayyads forsvarer en udskrift af vidneforklaringen fra Anwar R. Han satte sig i sofaen i lejligheden i Berlin og begyndte at læse.

Den tidligere obersts forklaring var over 40 sider lang. Ifølge udskriften erkendte Anwar R., at der var foregået tortur og drab i Afdeling 251, men det var ikke hans ansvar, var hans påstand. Han var ansvarlig for afhøringerne, men blev allerede i juni 2011 frataget sine beføjelser af lederen af Afdeling 251, og i stedet blev han sat til at lave kontorarbejde.

Anwar R. nægtede sig skyldig.

I de kommende uger fortsætter retssagen i Koblenz. Feras Fayyad skal afgive vidneforklaring i den kommende uge.

»Det giver mig håb … tror jeg. Jeg ved det ikke,« siger han.

»Retssagen kan ændre historien om Syrien. Men jeg ved inderst inde, at der er en risiko for, at det ikke ændrer noget. I det mindste giver det mig en følelse af retfærdighed i øjeblikket.«

Der er flere sager som den i Koblenz på vej. I erkendelse af den manglende evne til at føre sager ved Den Internationale Straffedomstol er myndighederne i flere europæiske lande i gang med at efterforske krigsforbrydelser i Syrien med henblik på at bruge princippet om universel jurisdiktion.

Ifølge CIJA er der i 13 lande lignende sager på vej eller under efterforskning.

»Det er det eneste mulighed, vi har for tiden. Og hvis det er den eneste mulighed, skal vi bruge den,« siger Nerma Jelacic fra CIJA.

— Er det en god mulighed?

»Det er den bedste, vi har.«

Retssagen forventes at tage op imod to år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Ingen "bøbbel" skal føle sig sikker, ingen politiker skal føle sig sikker, sandheden venter.

Det siges at når visse danske udsendinge i det arabiske kunne lugte blodet og høre skrigene fra torturkældrene i de tidlige morgentimer, hev de deres nye Rolex frem og rørte ved det.