Du tænker måske på Hannah Arendt som et intellektuelt ikon. En stor tænker og humanist, der bekæmpede den nazistiske forestilling om herrefolket og nåede ny erkendelse om mennesker, der handler i fællesskab.
Men hun var racist. Hun delte verden op i »primitive naturfolk og civiliserede kulturfolk«. Overtager og anvender vi hendes tanker i dag, er vi med til at føre hendes racisme videre. Det samme gælder Durkheim, Foucault, Hobbes, Marx – og nu også professor ved Københavns Universitet Ole Wæver.
I en forskningsartikel skrevet af lektor ved Rutgers University Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit fra Sussex University bliver Wævers teori om ’sikkerhedsliggørelse’ afskrevet som »metodologisk hvid« og »antisort«. Artiklen er de seneste måneders mest læste i det toneangivende tidsskrift Security Dialogue.
Det er alvorlige anklager. Ikke mindst hvis man som Ole Wæver opfatter sig selv som venstreorienteret og dedikeret antiracist.
»Sagen kommer til at forandre mit liv for altid,« siger Ole Wæver.
I sidste uge afviste han anklagerne som »falske« i et langt svar, der betegner artiklen som »uhørt« videnskabelig uholdbar.
Wæver har været usikker på, om han burde svare på anklagerne, udtalte han til Uniavisen sidste uge. Han ønsker nemlig ikke at levere ammunition til debattører på højrefløjen, som forsøger at tegne et billede af krænkelsesparathed og identitetspolitiske excesser i universitetsverdenen.
Så hvad gør man, hvis man som magtfuld, hvid, mandlig professor ønsker at forsvare sin teori mod anklager om racisme fra to kvindelige lektorer, men ikke har lyst til at blive centrum for en polariseret debat eller bekræfte fordomme om det antiracistiske forskningsmiljø?
Verdenskendt teori
Ole Wæver er ingen hvem-som-helst. Hans teori om ’sikkerhedsliggørelse’ er et kernebegreb i den såkaldte Københavnerskole, som er pensum på universiteter over hele verden.
Kort fortalt beskriver sikkerhedsliggørelse en proces, hvor politiske aktører forsøger at fremstille politikområder som sikkerhedstrusler og således trække dem ud af det ’normale’ politiske rum og over i et sikkerhedspolitisk rum præget af udvidede beføjelser og ekstraordinære midler.
Det kan være, når regeringer erklærer krig mod narkotika eller beskriver flygtninge, klimakrisen eller en global pandemi som presserende trusler mod den nationale sikkerhed.
Howell og Richter-Montpetit mener, teorien er racistisk, fordi den implicit knytter den voldelige og kaotiske, sikkerhedsliggjorte politik til Afrika, mens den ’normale’ politik fæstnes i det stabile og fredelige Europa.
Desuden baserer teorien sig på en »civilitionastisk« præmis om, at der findes mere og mindre udviklede kulturer, forklarer forfatterne, der også beskriver Wævers arbejde som »metodologisk hvid«, da det ikke i tilstrækkelig grad behandler racisme og kolonihistorien som et »fundamentalt system, der gennemgribende har formet verden over de seneste hundredvis af år«.
Således ender Wævers teori med at »minimere« effekterne af Vestens historiske og fortløbende overgreb mod det globale syd.
Endelig er det problematisk, at teorien »idealiserer« den ’normale’, ikkesikkerhedsliggjorte politik, som kun er retfærdig »for dem, der er privilegeret af hvidhed, heteroseksualitet, statsborgerskab og klassestatus«, skriver de to forskere.
Kritikken tager udgangspunkt i Wævers teori, men den danske professor er som nævnt ikke den eneste, der står for skud. Ifølge forfatterne flyder »kolonialistiske og racistiske antagelser« gennem hele den politiske tænkning i Vesten.
Howell og Richter-Montpetits artikel har titlen »Er sikkerhedsliggørelsesteori racistisk?«
Svaret er et umisforståeligt ja. Piller man racismen væk, er der nærmest ikke andet tilbage »end selve ordet sikkerhedsliggørelse«, konkluderer forfatterne – og selv det er »problematisk«.
»Exceptionelt ringe videnskab«
Ole Wæver mener omvendt ikke, der er meget tilbage af de to forskeres kritik, hvis man ser bort fra teoretiske misforståelser, metodiske fejl og decideret uredelighed. Hans svar til dem breder sig over mere end 90 sider – fem gange så meget som deres artikel.
Howell og Richter-Montpetits manipulerer citater, mener Wæver. De tillægger ham udsagn, som han blot har citeret andre for, ligesom der, ifølge Wæver, er »snesevis« af eksempler på, at de henviser til steder i hans forfatterskab, som slet ikke berører de påstande og positioner, de forsøger at tage ham til indtægt for. Nogle af fejlene er nu rettet i tidsskriftet.
Grundlæggende, mener Wæver, er hele artiklen bygget op omkring små, løsrevne tekstbidder, som uden metodisk stringens er plukket fra et langt forfatterskab og sat sammen, så det betyder noget helt nyt.
»Det er videnskab af exceptionelt ringe kvalitet.«
Professorens indvendinger mod kritikken er så omfattende, at vi her må nøjes med at gennemgå et par af de centrale stridspunkter.
»Deres primære anke er, at teorien sætter lighedstegn mellem det, jeg kalder ’normal politik’ og så det liberale demokrati i Vesten, og ’sikkerhedsliggørelse’ er lig med Afrika. Men den konstruktion er falsk, og man kan kun nå frem til den med fusk,« siger Ole Wæver.
Tværtimod er teorien udviklet i Europa som en advarsel mod fortrinsvist europæiske eksempler på ’sikkerhedsliggørelse’.
»Intet i teorien tilsiger, at ’normaltilstanden’ er et liberalt, vestligt demokrati. Faktisk skriver vi eksplicit det modsatte,« siger han.
Som en slags rygende pistol sidst i deres artikel citerer Howell og Richter-Montpetit Wæver for at kalde Afrika for »pessimistens paradis« og beskrive mange afrikaneres liv som »kort og brutalt«.
– Det er blandt andet på den baggrund, at de kalder dig ’antisort’ ...
»Det har for det første intet med teorien er gøre. Det er en empirisk observation skrevet i en indledning, som kunne stå før en hvilken som helst type undersøgelse af forhold i Afrika,« siger han.
»Derudover er det jo absurd, hvis det er racistisk at sige, at der mange borgerkrige af en bestemt type i Afrika.«
Det er en faktuel konstatering, tilføjer han. En kendsgerning. Der er færre borgerkrige i Europa.
»Det er hverken min eller teoriens skyld.«
I sit svar stiller Wæver også spørgsmålet: »Er racisme en så unikt skadelig kraft, at den akademiske kamp imod det godtgør, at man krænker videnskabelige normer og potentielt ofrer sine kollegers private og personlige integritet?«
Med os eller mod os
Det mener Shahar Hameiri ikke. Han er lektor ved University of Queensland og arbejder med udvikling og sikkerhed i det globale syd. Og så har han fulgt striden, siden Howell og Richter-Montpetits artikel udkom i november.
Racisme er et centralt forskningsemne, siger han. Det er systemisk problem, og han bifalder den nye bølge af antiracistiske og dekoloniale forskere, som påpeger og udfordrer racistiske antagelser og strukturer i den akademiske verden.
Men Howell og Richter-Montpetit gør den antiracistiske sag en bjørnetjeneste, mener lektoren.
»Helt ærligt slår det her mig som et forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed ved at rette en svulstig kritik mod en meget prominent teori inden for feltet.«
Det er ikke første gang, de to forskere, laver den øvelse, påpeger lektoren. I et andet fremtrædende tidskrift har de erklæret foucaultiansk sikkerhedsteori for racistisk.
Problemet er, mener Hameiri, at de forskere arbejder med en forståelse af racisme, som smører begrebet så tyndt ud, at det taber mening.
»Visse antiracistiske forskere anlægger nærmest en linje, hvor al forskning, der ikke tager udgangspunkt i præmis om, at race er den altoverskyggende organiserende faktor i det sociale og politiske liv, er racistisk,« siger han.
Den position er ikke karakteristisk for dekoloniale eller antiracistiske forskere generelt, understreger Hareimi, og man finder den faktisk heller ikke hos de forskere, som Howell og Richter-Montpetit hævder at stå på skuldrene af.
Hameiri er enig med Wæver i, at artiklen er fyldt med metodiske fejl og citatfifleri. Lektoren ved ikke, hvordan artiklen er gået igennem fagfællebedømmelse og opnået publicering i Security Dialogue.
Det er bekymrende, mener han. ’Racistisk’ kan også fungere som skældsord; et prædikat, som er stærkt belastende, svært at forsvare sig imod og næsten umuligt at slippe helt af med igen.
»Racisme er et følsomt emne. Med god grund. Nogle gange tror jeg ikke, at redaktørerne går til denne her slags artikler med samme nidkærhed, som de behandler andre artikler,« siger Shahar Hareimi.
Det afviser redaktør på Security Dialogue Mark B. Saltzer.
»Der er intet belæg for at hævde, at antiracistisk forskning ikke bliver mødt med samme krav som anden forskning,« skriver han i en mail til Information, hvor han også understreger, at Howell og Richter-Montpetits artikel har været genstand for »grundig fagfællebedømmelse« inden udgivelsen.
Racistisk idéhistorie
Så hvad hvis vi accepterer, at mange store tænkeres teorier, eller i hvert fald dele af dem, baserer sig på et racistisk verdenssyn? Er det så slut med at anvende dem? Må vi tænke uden om dem for at frigøre os fra en underliggende strukturel racisme, som præger den måde, vi producerer viden på?
»Tænker man tanken til ende, implicerer det jo dybest set en total afintellektualisering, hvor vi ikke længere kan bruge ideer formuleret før midten af det 20. århundrede,« siger Ole Wæver.
Nogle vil måske sige, at han parodierer de to forskeres position, erkender han.
»Men det er svært at forstå dem anderledes. De påpeger det som et problem, at Arendt, Durkheim og Foucaults ideer er racistiske, men gør sig ingen bestræbelser på at påpege, hvilke dele af deres teorier, vi må forkaste, og hvilke vi kan bevare.«
Tager man eksemplet med Arendt er det faktisk ikke hende selv, der har skrevet det med de »primitive naturfolk og civiliserede kulturfolk«. Det er nogle tyske antropologer, som Hannah Arendt har ladet sig inspirere af.
Ifølge Wæver er det »helt syret«, at han – i tredje led – kan være belastet af tyske antropologers racisme.
Howell og Richter-Montpetit trækker blandt andet på den amerikanske politolog Robert Vitalis’ bog White World Order, Black Power Politics, der viser, at internationale studier som forskningsområde udspringer af racestudier. For eksempel hed Foreign Affairs – feltets første tidsskrift – oprindeligt Journal of Race Development.
Melanie Richter-Montpetit har tidligere erklæret i et interview, at internationale studier »opstod for at levere intellektuel støtte til vestlige staters imperialistiske ambitioner«.
– Når nu forfatterne mener, at vestlig politisk tænkning, ikke mindst sikkerhedsstudier, er gennemsyret af racisme, kan det vel give mening, at vi skal frigøre os fra det hele og starte forfra?
»Den diskussion kan man for min skyld godt have. Man kunne skrive en udmærket artikel om, hvordan denne historiske racisme har afsat spor i nutidens teorier. Det er noget andet at hævde, vores teori er struktureret med det sigte at opretholde et voldeligt raceherredømme.«
Vitalis’ bog er et godt eksempel, mener Wæver. Den kaster – i et bevidst afdæmpet sprog – nyt lys over feltets oversete, racistiske historie. Howell og Richter-Montpetit går meget længere og erklærer nærmest alle teorier, der er udviklet siden, racistiske.
Skakmat
Så er vi fremme ved det indledende spørgsmål: Hvad gør en hvid, magtfuld antiracist, som gerne vil forsvare sig mod anklager om racisme, uden at gøre sig til nyttig idiot for højrefløjen eller underminere bestræbelserne på at belyse racistiske strukturer?
»Man står skakmat,« mener Wæver.
Howell og Richter-Montpetit understreger ellers, at de ikke anklager Ole Wæver personligt. Det er hans teori, der er racistisk. De vil ikke reducere racisme til at være et karaktertræk hos snæversynede individer, skriver de. Racisme er strukturelt.
Den køber Wæver imidlertid ikke. Teorien om ’sikkerhedsliggørelse’ er tæt knyttet til ham og hans kollega Barry Buzan, og de to er citeret mere end 100 gange i Howell og Richter-Montpetits artikel.
Reaktionerne på Ole Wævers forsvar har været præcis, som han frygtede. Højrefløjen har fremhævet sagen som bevis for, at antiracistisk forskning er vanvittig, og at identitetspolitik er en revolution, der spiser sine egne børn.
I et indlæg i Jyllands-Posten kalder Morten Uhrskov sagen for »en fest for højreorienterede« som ham selv. Blandt fagfæller har Ole Wæver imidlertid fået støtte fra flere kanter.
Shahar Hameiri er heller ikke overrasket. Han mener, at artikler som Howell og Richter-Montpetits er med til at »fodre troldene«.
Når forskere erklærer mere eller mindre al vestlig tænkning for racistisk; når selv Ole Wæver, der har undervist og forsket i den dekolonialistiske tradition, bliver udråbt som racist, er det nemt for andre at afskrive hele den antiracistiske bevægelse i samfundsvidenskaberne som det rene, identitetspolitiske vrøvl.
Blandt kolleger har Wæver modtaget en del støtte.
»Men kun lige ind til kanten af det hardcore antiracistiske forskningsmiljø,« siger han.
De har til gengæld indledt en mobilisering imod ham. På Twitter bliver han anklaget for ’hvid skrøbelighed’, for at misbruge sin position til at lukke munden på to yngre, kritiske kolleger og for at underkende systemisk racisme.
»Store dele af forskningsmiljøet vil ikke omgås mig fra nu. Det her kommer til at hænge ved. Det er enormt ubehageligt. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle befinde mig midt i en så polariseret konflikt om racisme og hvidt overherredømme,« siger han.
»Det var lose-lose fra starten af det her. Uanset hvad jeg gjorde, ville det gå ad helvede til.«
Information har præsenteret kritikken for Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit, men de er ikke vendt tilbage.
Jeg håber ikke jeg er med til at finansiere al den 'forskning', der omtales her. Ud over underholdningsværdien er det på ingen måde værdiskabende uden for de små beskyttede værksteder. Begrebet forskning har i den grad været underlagt devaluering og inkluderer nu åbenbart også pubertær politisk tankespin blandt identitetsudfordrede kollegaracister fra rød stue. Stop det pjat og giv de studerende et liv.
Peder B, det er du ikke, medmindre du har doneret penge til Rutgers University og University of Sussex for nyligt.
Nu refererede jeg til 'al den forskning, der omtales'. Jeg frygter at den 'forskning' også har inficeret dansk uddannelse efter flere tidligere indikationer. Hvis det er tilfældet, bør vi bringe en voksen ind i rummet med henblik på at genskabe respekten for forskning generelt. Hvilket formål tjener det at drysse begrebet racisme ud over alle andre end en selv, bortset fra identitetspleje ?
Jeg syntes nu det er meget relevant forskning. Både fra Ole Wæver og hans kritikeres side. Man burde have undladt ordet racisme i denne forbindelse. Jeg ville sige- Vi har en udbredt herrefolk mentalitet i vesten, men det gør sig også gældende for nogle andre kulturer. Det er mit indtryk, at bag de fleste konflikter i Afrika står en eller anden magt uden for Afrika, som vil brede sit værdisæt. Etiopien ( Cubanske og sovjettiske marxister) Sudan ( islamisk sharia ) Rwanda (vestlige demokratier) Så mange afrikanske lande har valgt satse på kinesiske investeringer. Hvad vækker stor bekymring i vestlige lande. Kina er et territorialt diktatur og de tåler ikke kritik. Men de blander sig ikke meget politisk eller i de enkelte landes styreformer. Er det ikke herrefolkmentalitet når vi påpeger det som bekymrende, når vi selv er i samme situation. ( Pandaklubben) - Det går fremad i Afrika. vestens globalisering virker - Kunne det ikke tænkes at æren skulle tilskrives afrikanerne. Det land som klarer sig bedst i Afrika er Rwanda mhst. økonomi, , ligestilling og korruption .
Og de vil af gode grunde ikke vide af vestlig indblanding. Vi i Vesten er blevet imprægneret at vi er det ypperste indenfor frihed lighed og civilisation. På omkring 25 års dagen for folkemordet i Rwanda så jeg en udsendelse fra Rwanda. De kaldte sig ikke længere Hutuer og Tutsier , men Rwandanesere. De havde en bred forståelse for at fortiden skulle lægges bag sig. Og man så en ældre kvinde forsone sig med en ,tidligere, Hutu. Ville det kunne lade sig gøre i et vestligt land ovenpå en lignende tragedie. No way . USA kæmper stadig sin borgerkrig. På den måde er vi ikke så civiliserede .
Der er en artikel i Information om diktaturet i Turkmenistan. Om hvordan de fortrænger realiteter som f.eks. corona . Fordi det kan skade det billede af dem selv, som de er blevet indprentet. Burde vi ikke istedet holde det op mod os selv som et spejl og ikke bare konkludere at i vores fortræffelige system, er vi i modsætning til dem , frittænkende og demokratiske mennesker ? Nej sådan fungerer mennesker ikke. Vi fungerer på mange måder som Turkmenere.
Hvorfor henvendte Godhavns børnene sig ikke til myndigheder eller presse umiddelbart efter de slap ud af disse rædselsfulde opdragelseslejre ? pårørende til de 9477 som fik deres hjerner fjernet . Har de ikke kunne henvende sig til myndigheder eller presse med at de ikke kunne få deres afdøde udleveret til begravelse eller at de afdøde havde et operationsar efter at hjernen var blevet fjernet ? De er også blevet mødt med fortrængning. Fordi vi ikke vil have det billede af os selv og os selv i forhold til den verden vi lever i knust. Det er svært at komme udenom at demokrati , nødvendigvis, fungerer på den måde. At i modsætning til diktature, er vi frittænkende mennesker. Det er ingen naturlov at et demokrati ikke kan indeholde et indprentet livssyn.
Jeg plejer at sige. -Vi ved en masse om andre mennesker og andre folkeslag, men vi ved meget lidt om os selv.
Idiotien sniger sig ind overalt. Hvilke spørgsmål stiller man f.eks til en forfatter af en bog om en psykopatisk voldtægtsmorder der udelukkende dræbte hvide kvinder? Er det, hvordan kunne det ske? Hvorfor er han berømt og ofrene glemt? Ændrede det amerikaske politi sine procedure efter det dårlige politiarbejde? Nej da. Alt det pjat er der jo ingen "outrage" i!
Her er det f. eks. "journalist" Taylor Crumpton der stiller forfatter til The Ted Bundy Tapes, Stephen Michaud meget få spørgsmål omkring serien, meget få spørgsmål til ofrene og rigtigt mange irrelevante spørgsmål til "white male priviliege".
https://m.youtube.com/watch?v=jFprsh-xeCA
Hendes ulidelige agenda afslører hendes egen fascisme. Hun er fløjtende ligeglad med ofrene. Hun er kun interesseret i at få forfatteren til at sige "ja han gjorde det fordi han var hvid".
Det mest intellektuelt sørgelige ved den bevægelse eller trend med at racialisere alle forhold mennesker kan have til hinanden, er det man på engelsk kalder "guilt by association", en logisk fejlslutning hvor man erklæres skyldig via anklagerens associationer.
Er ens verdensbillede, hverdag og relationer præget af en konstant stillingtagen til hvilke racer der er, og hvor de hører til i et racehieraki om magt og undertrykkelse, er det klart at man kan forledes til at tro at ens egen tænkning er universel, og udtryk for universelle ideer.
Det der er så sørgerligt ved "guilt by association" - tænkningen, er at den kun tillader to poler, et "med os eller imod os". Det er jo helt korrekt at der er højreorienterede, der bruger denne og andre lignende eksempler på at alt samfundsvidenskab er "kulturmarxisme" og SJW'isme. Sådan er debatten især på amerikanske fora, men man ser samme skadefryd og samme retorik på EB's Nationen. Er man skeptisk overfor de højlydte ekstremister på "ens eget hold", er man på fjendens side eller et tankeløst får. Man skubbes til at blive mere og mere ekstrem ved at fremstå så ideologisk "ren" som muligt.
Sindberg putter også sig selv i skudlinjen her, og skulle artiklen blive oversat til engelsk, vil det sikkert flyde med beskyldninger om racisme eller at "gå racismens ærinde" fra primær anglofone lande. Jeg ser mig selv som både venstre og lidt højreorienteret, så hvis det hjælper vil jeg udaf min højre mundvige sige: "Puh-bad, ham der Sindberg er slet ikke en af os." Håber det hjælper. ;-)
Vi i vesten, vi hvide mænd, vi slavehandlere, vi vikinger, vi kapitalister har syndet stort og burde erkende skyld og føle skam. I stedet føler vi os klogere, dygtigere, bedre og mere værd end alle andre. Enhver må jo tale for sig selv. Asiater giver os giga baghjul i intelligenstest
Vi skal påtage os vore slægters skyld som Jesus påtog sig sine forgængeres skyld eller hvad ? Er det hele et moderne udtryk for flagellanteri ? Jeg har svært ved at se pointen i hele den forskning.
Enlighten me
Peder Bahne jeg er dansker men ikke viking og heller ikke slavehandler. Er der overhovedet noget folkeslag der ikke har haft slaver?
Skal vi ikke også huske at hvad der er sket på mange kontinenter der kan beskrives som grusomt i en moderne kontekst er udokumenteret. Manglende historiske dokumenter betyder jo ikke at f. eks afrikanske stammer ikke har bekriget hinanden eller taget krigsbytte, slaver osv. efter en konflikt. Hvordan havde historien udspillet sig hvis Nebukadnezar 2. eller Djengis Khan havde havde haft atomvåben kan vi vel kun gisne om men at de havde opført sig civiliseret med dem er nok usandsynligt.
En af fordelene ved at 'have' magt er, at magthaveren ikke behøver svare. Og Wæver, der som professor, har diskursiv og administrativ magt inden for sit felt, lyder overraskende berørt af kritikken. Hvorfor? Hvorfor svare, hvis man - han - finder kritikken underlødig og ikke en diskussion værdig?
De to angelsaksiske akademikere er, som nogle i tråden ovenfor strejfer, en del af et akademisk miljø, hvor man ironisk nok, tvinger sig selv til at fastholde en racistisk definition af race , for at polemisere mod nogle racistisk definerede modstandere - eller kollegaer. (Begrebet 'konkurrencestat' er som bekendt populariseret af en akademiker, der kender livet inden for murene.) Det er en akademisk boble i USA, der fyldes af konstant luft, men, som man kan læse dagligt, stort set er uden praktisk indflydelse på den 'strukturelle' racisme i det amerikanske samfund udenfor universiteterne. Men så må man udrase sin afmagt mod den i sit eget akademiske miljø. Her kan man også udøve sin magt ved at anbefale, at "hvide, hetero-sexuelle, osv racister" ikke kommer på ph.d.-spor eller får ansættelse...
jens ole Mortensens opfordring til at anlægge et bredere perspektiv er helt rigtig. Om Wæver eller de andre er selvfede opportunister er mindre væsentligt end det faktum, at et akademisk renommè således anfægtes i stedet for at give anledning til den indbyrdes oplysende samtale.
De to forskere forklarer deres forskning: https://www.youtube.com/watch?v=vD9rciOA8Js
“Amusing and perfectly self-conscious charlatans.” ― Noam Chomsky ...
Du bliver som bekendt ikke vaccineret mod at gøre noget ondt ved at overbevise dig selv om, at du er en af 'de gode'.
Der kommer i hvert fald noget sludder ind, hvis man tror, at man selv er fri for racisme, når man har anti-racistiske holdninger.
Alle kulturer har indgroede racistiske, sexistiske, og andre fordomme. Derfor har du det også.
Anti-racist bliver du ved at tage afstand fra racisme, når nogen udtrykker den. Du kan selv komme til at tænke og reagere sådan. Især hvis du ikke kan holde ud at se det i øjnene (og fortrænger det).
Man kan så i det enkelte tilfælde nogle gange diskutere, om noget bedst forstås som udtryk for racisme. Og om det er det, der er det vigtigste at forholde sig til.
Man kan ikke udrydde racismen helt. Det bliver totalitært, hvis man prøver. Men vi kan blive mere bevidste om den. Det er sådan, jeg læser artiklen.
Man kan se racisme lidt på samme måde som fx narcissisme. Hvis nogen beskyldte Ole Wæver for at være narcissist, ville han også være "skakmat". Han skulle være et helt utroligt usædvanligt menneske for aldrig at reagere narcissistisk.
'l forskning, der ikke tager udgangspunkt i præmis om, at race er den altoverskyggende organiserende faktor i det sociale og politiske liv, er racistisk'
Det er vel i den grad spørgsmålet, om man køber den præmis. Hvordan begrunder man at 'den altoverskyggende præmis. . . er racistisk'?
Man bør vende anklagen mod identitetstænkningen selv.
Altså: Enhver tænkning der påstår at den altoverskyggende organisatoriske faktor er race, er racistisk. Det er den, fordi den bygger på to fundamentale misforståelser:
For det første er begrebet 'race' en helt arbitrær størrelse. Antallet af racer varierer fra over 20 til 4
afhængig af hvilke kriterier man bruger. Begrebet 'race' er primært et udtryk for en bestemt kulturs fordomme og uvidenhed.
For det andet påstår man, at menneskers bevidsthed og tænkning er bestemt af hvilken af disse tvivlsomme racegrupper de tilhører. Det er en ren racistisk tænkning. Menneskers bevidsthed er ikke determineret af hvilken hudfarve eller kultur, de er født ind i. Mennesker er karakteriseret ved, at de kan tænke selv. De er selvfølgelig påvirket af den kultur, de er opvokset i men ikke udelukkende. De er i stand til , hvis de er indstillet på det, at forstå mennesker med en anden kultur, race og køn. De kan udvise empati. Identitettænkningen frakender det enkelte menneskes dets personlig individuelle identitet - det er en løgnagtig præmis .
Ubehagelig læsning. dels manglen på substans i de "forskere/fuskeres" tolkning af hvad racisme e for en størrelse, men også, at det åbenbart er så let, at hænge en seriøs forsker ud - for hvad?
Da jeg læste art., troede jeg først, at de to kvinder dog var af afrikansk eller afro.-amerikansk oprindelse, men da jeg googlede dem, så jeg, at de er laf alm. europæisk herkomst. Hvorfor er de så mere katolske end paven? Handler det om brødnid, og om de fuskere, der også vil have en plads i rampelyset? Eller er det et led i den ulidelige identitetskamp, hvor det er muligt, at profilere sig på hvad som hest - som nogle medier er villige til at trykke.
Jeg kom også til at tænke på Solsjenytzins Gulag, hvor en arrestant bringes ind til en forhørsleder, der siger til arrestanten: "fortæl, hvad der er du har gjort."
Arrestanten: Jeg er uskyldig, jeg aner ikke hvorfor I har arresteret mig."
Forhørslederen: "Det at du er blevet arresteret, viser at du er skyldig, Partiet tager jo ikke fejl. Så når vi arresterer dig, er det fordi du er skyldig. Fortæl"
Arrestanten fortæller så om sig liv, der intet kontroversielt indeholder, men alene det, at han forsvarer sig er det bedste bevis på, at han er skyldig."
Det er da en lidt sjovt, og lidt morfar-agtig kommentar fra Hameiri om at
»Visse antiracistiske forskere anlægger nærmest en linje, hvor al forskning, der ikke tager udgangspunkt i præmis om, at race er den altoverskyggende organiserende faktor i det sociale og politiske liv, er racistisk"
når de to forskere og deres arbejde, Hamieiri henviser til, netop hedder "Is securitization theory racist?"
Er de to dekoloniale forskere Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit punk?
Sex Pistols, og resten af bevægelsen, gik, i deres oprør og foragt for pænheden og det etablerede borgerskab, ikke så meget i flæsket på 70'ernes populærmusik, men gik direkte efter den (venstreorienterede) woke-middelklasses foretrukne, som Stones og Pink Floyd.
Er det ikke hvad Howell og Richter-Montpetit (you got one hell og a name there, Girl!) gør?
"Så hvad gør man, hvis man som magtfuld, hvid, mandlig professor ønsker at forsvare sin teori mod anklager om racisme fra to kvindelige lektorer, men ikke har lyst til at blive centrum for en polariseret debat eller bekræfte fordomme om det antiracistiske forskningsmiljø?"
Er det indenfor dette forskningsområde nu er blevet legitimt at benytte frygt som styringsredskab. Skal tidsskrifter nu sælges med de samme triks som sensationsjournalistikken benytter sig af?
Det er ikke sådan editorerne på tidskriftet Security Dialogue ser sig selv - ja det kunne jo blive indgangen til et helt studie i sig selv at undersøge hvordan en bidrager som Wæver pludselig får svært ved at forsvare sine standpunkter når de med deres venlige og kollegiale atmosfære skaber frygt. Deres selvforståelse er vist ude af sync med den virkelighed de producerer
Meet the editorial team of Security Dialogue
https://journals.sagepub.com/home/sdi
"The first claim [of Foucaultian biopolitical security theory] - that human life cannot be secured - fails to take account of how the idea of human life is an effect of racialism and colonialism - both conceptually and materially." (fra overfor nævnt You Tube video) ! ! !
Hvis ide om 'human life' er det nu der snakkes så løst om? Der må være lige så mange 'ideas of human life' som der er og har været mennesker på denne planet skulle man tro.
Jeg ved ikke om man skal have ondt af Ole Wæver men skal indrømme jeg har lidt. Men man må vide at man kan og nok skal udsættes for denne slags 'eyewash' når man opsøger adgang til det der særsneglende elfenbenstårn tilværelse. De to damer er blot opportunister der håber at kunne få et navn for sig selv ved at skyde huller i de andres teorier med de gængse nutidige våbner hentet af nutidens identitetspolitisk arsenal. De vil blive glemte.
Hvis vi er hvide så er vi racister - kan vi ikke lige så godt få det cementeret og glemt igen så vi kan fortsætte med vores liv? Godt de ordsmedjes krige med ord ikke behøver forstyrre og farliggøre vores liv her på jorden.
"Godt de ordsmedjes krige med ord ikke behøver forstyrre og farliggøre vores liv her på jorden."
Den slags fortænkte disputter skaber forvirring, polarisering og spild af tid. Men måske er det meget godt at få udstillet disse nærtagende identitetspolitikere i al deres forrykthed. At nogen overhovedet kan udholde at basere deres professionelle liv i et sådant miljø, er mig en gåde.
Det er i sandhed mærkværdige tider, når almenheden f.eks. skal inkorporere - hvormange forskellige ’køn’ er det, lgbt? bevægelsen i officiel sammenhæng insisterer på - 90?
Misbruget af naturen skaber hormonel ubalance i dyreverdenen. Det er nu også nået til menneskene, som fødes med fysisk og psykologisk mærkelige kønsidentiteter. Som alle vil anerkendes og opereres og ændre lovgivning og udskamme på indviklede præmisser. Den indbildte syge hærger.
Race er et anvendt begreb, som det er legitimt at studere. Også selv om man er hvid overklasse.
Det er godt nok med at holde hovedet koldt og hjertet varmt.