Baggrund
Læsetid: 8 min.

Historien om håndtrykket er historien om lighed i samfundet

Håndtrykket har længe været forbundet med smittefare, men det har alligevel formået at overleve. Hvad er rødderne bag gestussen, og hvad fortæller den om det samfund, den bliver brugt i? Vi tegner et portræt
Med håndtrykket kan vi vise, at vi er en del af samme stamme; at vi vil hinanden det godt og er på samme hold – uden at vi ligefrem behøver at snave for at vise det, mener Niels Nørgaard, Dansk Håndtryksforening.

Med håndtrykket kan vi vise, at vi er en del af samme stamme; at vi vil hinanden det godt og er på samme hold – uden at vi ligefrem behøver at snave for at vise det, mener Niels Nørgaard, Dansk Håndtryksforening.

Neil Tony

Moderne Tider
9. maj 2020

I begyndelsen af marts indkaldte den hollandske premierminister, Mark Rutte, til pressemøde. Ved sin side havde han den hollandske pendant til Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, Jaap van Dissel, og de lod med alvorlige miner den hollandske befolkning forstå, at sygdommen nu var så omfattende, at den krævede store omvæltninger.

»Fra nu af stopper vi med at give hånd,« annoncerede landets leder til befolkningen og foreslog i stedet at hilse med fødder eller albuer.

Mødet gik, som det skulle – lige indtil det sluttede. Premierministeren vendte sig mod Jaap van Dissel, smilede og gik frem ledt an af sin højre hånd.

Embedsmanden spejlede premierministeren, og inden de kunne nå at stoppe det, stod de pludselig og trykkede hænder for rullende kameraer. Først derefter gik det op for dem, hvad de havde gjort.

»Åh, undskyld, det må vi ikke mere,« udbrød premierministeren prompte og greb ud efter embedsmandens albue, hvorefter de gav hinanden et albuestød, mens pressesalen blev fyldt af grin.

»Det siger jo noget om, hvor indgroet en del af vores kultur håndtrykket er blevet,« konstaterer Johannes Nørregaard Frandsen. Som professor med speciale inden for kultur- og bevidsthedshistorie ved Syddansk Universitet har han beskæftiget sig med hilseformers kulturhistorie.

»Der er mange fortællinger om håndtrykket tilbage i tiden. I islandske sagaer beskrives håndtrykket som et tegn på fred, fordi man ved at række hånden frem viser, at man har gode hensigter. For så viser du, at du ikke har et sværd på ryggen,« fortæller han og forklarer, at nogle endda mener, at det med at rykke hænderne op og ned stammer fra et behov for at vise, at man ikke gemmer våben i ærmet.

En historisk baggrund, hvis ironi med nutidige briller ikke går professorens næsen forbi.

»Det paradoksale er jo så bare, at hånden for tiden bliver betragtet som et slags biologisk våben i sig selv.«

For selv om håndtrykket går langt tilbage i historien og er så indgroet en del af vores kultur, at det sætter sig igennem på et pressemøde, hvor det netop bliver bandlyst, så ser håndtrykket faktisk ud til at være truet.

Forleden udtalte Anthony Fauci – chef for den amerikanske sundhedsstyrelse – at han ikke mener, at håndtrykket skal vende tilbage, når pandemien engang er overstået.

»For at være ærlig mener jeg aldrig nogensinde, at vi bør trykke hænder igen. Det ville ikke bare forebygge coronavirus; det vil formentlig også dramatisk reducere antallet af influenzatilfælde,« fortalte den indflydelsesrige immunolog.

Og Fauci står ikke alene.

Den famøst bakterieforskrækkede Donald Trump har vendt emnet på et af sine pressemøder i Det Hvide Hus, ligesom en række amerikanske infektionslæger har udtalt sig positivt om forslaget.

Til USA Today forklarede Paul Pottinger, professor inden for infektionssygdomme på University of Washington School of Medicine, at idéen om at udrydde håndtrykket ikke bare er opstået som følge af den nuværende pandemi.

»Som infektionslæge er jeg ret sikker på, at jeg taler på vegne af de fleste af mine kolleger – hvis ikke dem alle – når jeg siger: ’Ja, vi har været bekymret for håndtryk altid,’« sagde han.

Men selv om håndtrykket til alle tider har været en spreder af sygdomme, har vi holdt fast i det.

Spørgsmålet er så, om det er slut nu.

Der hersker stor enighed om, at coronapandemien vil have store varige effekter på den anden side af pandemien, men spørgsmålet er, om den også vil medføre, at et ritual, der er så indgroet i vores kultur, må lade livet.

En antropolog, to historikere og en håndtryksforeningsformand hjælper os med at tegne et kulturhistorisk portræt af håndtrykket og kommer med deres bud på dets fremtid. For hvordan er det i første omgang blevet en skik at trykke hinandens hænder, og hvad fortæller håndtrykkets form og udbredelse om samfundet omkring det?

Håndtrykkets rødder

Håndtrykket går langt tilbage i vores historie, fortæller Vincent Gabrielsen, professor i Antikkens Historie på Københavns Universitet.

Allerede i det niende århundrede før Kristus er håndtrykket dokumenteret konkret på assyriske relieffer, hvor to herskere er afbildet i færd med at give hånd. Senere ses håndtrykket i de allertidligste græske tekster, blandt andet i Odysseen af Homer, ligesom håndtrykket optræder på oldgræske mønter, hvor det symboliserer forening mellem bystater.

Helt fra start har håndtrykket haft to primære funktioner: en hilsen og en indgåelse af en aftale. Håndtrykket kan altså både bruges til at vise venlighed og gode intentioner, men det har også en juridisk betydning, når en aftale lukkes.

»Det, der er fælles for de to, er, at vi udtrykker tillid til hinanden. I den forstand kan man også sige, at det er udtryk for civilisation. I stedet for at kæmpe, dræbe og stjæle fra hinanden, som vi har gjort i størstedelen af menneskets historie, så tager vi hensyn til hinanden og viser tillid,« fortæller professoren.

I en dansk sammenhæng er håndtrykket første gang dokumenteret langt senere, forklarer Johannes Nørregaard Frandsen. I Jydske Lov fra 1241 beskrives det for første gang, men det er kun håndtrykket som en indgåelse af en aftale.

Når håndtrykket som hilsen ikke er blevet brugt tidligere, skyldes det, at det danske samfund har haft en for hierarkisk indretning, mener han.

»En kongelig går ikke og giver hånd til sit folk, ligesom en præst ikke giver hånd til sin menighed. Så du går altså ikke og hilser på alle de der bønder. I stedet bukker bønderne eller tager hatten af og viser dermed en underdanighed for de finere mennesker.«

Først i 1800-tallet med udbredelsen af tanken om borgerskab og individualisering vinder håndtrykket som hilseform sig frem i det danske samfund, forklarer han.

»Nu er fokus ikke i samme grad på nedarvede titelprivilegier. Individualiseringen gror frem, og tanken bliver, at man er sin egen lykkes smed. Man ser altså i højere grad hinanden som ligemænd, og derfor begynder man at give hånd,« fortæller han og peger på, at det er den samme tendens, der fører til den første grundlov i 1849.

Men den mere egalitære tankegang betød ikke, at håndtrykket blev helt alment allerede dengang. Samfundet var stadigvæk præget af tydelige hierarkier, og langt op i det 20. århundrede kan man læse i litteraturen, at bønderne tager hatten af, når standspersoner passerer.

Det er faktisk først i nyere tid, at håndtrykket er blevet allemandseje, forklarer professoren. For først under det antiautoritære ungdomsoprør i 1960’erne og 70’erne dropper vi det underdanige buk og letten på hatten.

»Der ser vi jo virkelig et opbrud med autoriteterne, og det afspejler sig så også i hilseformerne.«

Den analyse er Bjarke Oxlund helt enig i. Han er professor og institutleder ved Antropologisk Institut på Københavns Universitet og er ved at udarbejde en videnskabelig artikel om håndtrykket til et antropologisk tidsskrift.

»Håndtrykkets udbredelse er udtryk for den egalitære tankegang og socialdemokratiets dominans gennem det 20. århundrede,« konstaterer han.

Og den lighedstankegang bliver særlig udbredt efter 1968-oprøret. Det ser man også ved, at vi går fra at være Des til at være dus.

»Underdanigheden forsvinder i høj grad, og det afspejler sig så også i hilseformerne. Siden da har håndtrykket været udbredt i samfundet, om end det i nyere tid er blevet truet af krammet.«

Samme stamme

Da Niels Nørgaard i slutningen af 90’erne stiftede Dansk Håndtryksforening, var det netop som reaktion på, at knus og kram var begyndt at true håndtrykkets dominans lige lovlig meget.

»Fædrene til mine børns klassekammerater syntes, at vi skulle omfavne hinanden til forældremøder og alt muligt. Vi kendte knap hinanden – det var alt, alt for meget,« forklarer han.

Derfor blev han og nogle kammerater enige om at stifte en forening, der skulle fremme brugen af håndtryk. Det særlige ved håndtrykket, mener han, er, at det markerer et fællesskab, uden at man behøver at overskride hinandens intimsfære, som man gør med krammet.

»Men vi kan ligesom vise, at vi er en del af samme stamme. Vi vil hinanden det godt, og vi er på samme hold, uden at vi ligefrem behøver at snave for at vise det.«

For Niels Nørgaard er et håndtryk bedst, når det er fast og kort. Det skal ikke vare meget mere end et par sekunder. Ellers bliver det akavet.

»Så tænker man ’åååh nej, nu vil jeg gerne have lov at få min hånd tilbage’. Men der er forbløffende enighed om, hvor længe det skal vare. Jeg vil vove at påstå, at hvis man målte det, så ville man se helt ned på mikrosekundet, at folk slipper samtidig. Det er det naturlige.«

Men sådan er det altså ikke fra naturens side, understreger antropologen Bjarke Oxlund.

»Når vi siger, at noget er ’naturligt’, så mener vi jo i virkelighed, at det er ’kulturligt’. Det bunder i de større kulturelle linjer,« mener han.

Giver mere, end det skader

Men hvad betyder det så for fremtiden? Hvor står håndtrykket tilbage på den anden side af den her pandemi? Vil vi vende tilbage til det, vil vi finde et alternativ eller noget helt tredje?

Niels Nørgaard giver ikke meget for de lægefaglige argumenter for at afskaffe håndtrykket permanent. Coronavirus er ikke den første sygdom, der har spredt sig gennem håndtryk, men det er alligevel værd at opretholde ritualet.

»Det er ligesom prisen på at dyrke vores fællesskab. Det er klart, at når nu der er en pandemi, så må vi bidrage med at holde igen. Men på sigt tænker jeg, at det giver mere, end det skader.«

Bjarke Oxlund ser heller ikke for sig, at håndtrykket forsvinder permanent, om end det kan være, at vi ikke vil bruge det så meget, som vi har gjort. For eksempel kan det tænkes, at det ikke vil blive brugt i store forsamlinger fremover. Politikeren, der fører valgkamp på torvet med håndtryk, kunne være et oplagt sted, hvor håndtrykkene blev sparet. Men det kan ikke siges for alle store forsamlinger.

»Jeg talte med en præst, der havde forestået en begravelse uden at give hånd til de efterladte. Det virker meget uværdigt. Så der skal det symbolske selvfølgelig også spille en rolle i forhold til, hvornår vi prioriterer håndtrykket.«

Og der er ingen oplagte alternativer, der kan hamle op med håndtrykkets symbolske betydning, mener han. En del af håndtrykkets succes ligger nemlig i det, der gør det til så effektiv en smittespreder: berøringen.

»Det taktile er enormt vigtigt. Det ser man også i vores sprog. Hvis du sammenligner et udtryk som ’det er bare ord’ med ’jeg kan mærke ham’, så bliver det tydeligt. Vi ser det også hos børn på et museum: De vil ligesom røre værkerne. Der er en større sikkerhed i det, man kan mærke. Så ved man så at sige, at det ikke er et fatamorgana.«

Johannes Nørregaard Frandsen peger på, at det ikke er første gang, at håndtrykket er presset af en pandemi. Også under kolerapandemien i 1800-tallets København holdt man op med at give hånd.

»Men når det fylder så meget i dag, så er det jo, fordi vi ikke gav helt op på det dengang. Og i dag gør vores lighedstankegang, at det fylder langt mere, end det gjorde før kolerapandemien. Så der er faktisk endnu mere, der taler for, at det vil blive bevaret i dag – også selv om det er forbundet med en smitterisiko.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Det er ret morsomt, når fx Marie Krarup mener, at håndtrykket er en god gammel dansk tradition og så her kan læse, at det først blev rigtigt almindeligt med 1968-oprøret.
Eller at "vi" har traditionen fra Mellemøsten - "Allerede i det niende århundrede før Kristus er håndtrykket dokumenteret konkret på assyriske relieffer, hvor to herskere er afbildet i færd med at give hånd".

Bjarne Bisgaard Jensen, Lillian Larsen, Alvin Jensen, Jane Doe, Karsten Aaen, Søren Dahl, Erik Karlsen, Birte Pedersen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

"Historien om håndtrykket er historien om lighed i samfundet"

Men pludselig fik håndtrykket et andet formål, nemlig undertrykkelse af folk med en anden tro og etnicitet.

Alle snakker om at coronatiden signalerer ændringer; det tror jeg ikke på. Undtagen på ganske få nicheområder. Håndtrykket er ét af dem. Håndtrykket er nemlig uhygiejnisk og smittespredende, det var det også før corona. Så post-corona vil åbne op for en tid uden håndtryk, altså lige med undtagelse af for nye statsborger; for de skal dæleme :-(

Camilla Mehl, Lillian Larsen, Alvin Jensen, Thomas Andersen, Karsten Aaen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Esben Grønborg Brun
Ole Schwander

Spreder håndtrykket flere sygdomme end alt muligt andet? Med andre ord - hvis vi ikke gav hånd, ville vi så undgå mange sygdomme? Ikkevestlige indvandrere er overrepræsenterede hvad angår coronasmitte i forhold til etniske danskere.

Ole Schwander

Esben Grønborg Brun: Vi er også dyr. Har nogen benægtet det? Jeg har nu aldrig taget hånden op til næsen efter et håndtryk for at snuse. Jeg har heller aldrig bemærket andre gøre det ...

Ole Schwander

"Spreder håndtrykket flere sygdomme end alt muligt andet? Med andre ord - hvis vi ikke gav hånd, ville vi så undgå mange sygdomme? Ikkevestlige indvandrere er overrepræsenterede hvad angår coronasmitte i forhold til etniske danskere."

Hvorfor tror du, vi ikke giver hånd lige for tiden? For sjov??

Da jeg læste din kommentar, kom jeg til at tænke på alle de fine pressemøder, der er blevet afholdt. meget oplysende. Hvis altså man er døv og flydende på dansk. Er man ikke god til dansk, fik man ikke meget ud af det.

Derfor!

Jens Christian Jensen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar