Interview
Læsetid: 2 min.

Hummerfisker: »Prisen er faldet til godt det halve«

Hummerfiskerne på Læsø kan ikke få afsat deres jomfruhummere til Sydeuropa, hvor størstedelen af markedet er. Derfor har Læsø Fiskeindustri sat loft over hummerfiskeriet. Læsø er samtidig den kommune, hvor ledigheden er steget mest under coronakrisen
Moderne Tider
9. maj 2020
Når dem, vi leverer til, ikke kan komme af med varen, så er der ikke nogen efterspørgsel, konstaterer Gregers Jacobsen.

Når dem, vi leverer til, ikke kan komme af med varen, så er der ikke nogen efterspørgsel, konstaterer Gregers Jacobsen.

Privatfoto

— Hvad betyder corona-nedlukningen for dig og dit fiskeri?

»Omkring 95 procent af vores salg er til Sydeuropa. Vi sælger både til frost og fersk, men nu er frostmarkedet helt lukket, det er nemlig typisk til restauranter, hoteller og catering. Vi har stadig et lille fersksalg til supermarkederne og fiskemarkeder.«

»Når dem, vi leverer til, ikke kan komme af med varen, så er der ikke nogen efterspørgsel. Derfor har man lavet nogle skrappe ugerationer. Jeg må fange 750 kg om ugen. Det kan jeg fange på tre nætter, hvor jeg normalt ville fiske fem til seks nætter.«

Gregers Jacobsen

  • 63 år.
  • Bo i Vesterø på Læsø.
  • Har fisket jomfruhummere siden 1980.
  • Kutteren hedder Tina Malene efter hans lillesøster.

»Fordi efterspørgslen slet ikke lever op til udbuddet, er prisen faldet voldsomt – til godt det halve.«

— Hvordan er stemningen på havnen på Læsø?

»Den er selvfølgelig trist, men der er også forståelse for, at det er nødvendigt, at der er en mængderegulering.«

Er der mange hummere i havet for tiden?

»De sidste fire år har fiskeriet mængdemæssigt været rigtig godt. Det er ikke, fordi vi er religiøse, men et eller andet sted, så er naturen rent faktisk med os. Naturen er jo ikke statisk, og det er noget af det, vi som fiskere kæmper med. Men for eksempel den temperaturstigning, som højest sandsynligt er sket i Kattegat og Skagerak, den har i hvert fald ikke skadet jomfruhummerbestanden.«

Spiser du selv jomfruhummere?

»Ja, vi skal have det i aften: kogt med noget spidskål til og hvidløgsdressing. Den traditionelle måde at spise dem på Læsø er kogt på et stykke franskbrød med mayonnaise, citron og peber, men i dag spiser man jomfruhummer på mange flere måder end for bare 10-20 år siden.«

Hvad er det gode ved hummeren i forhold til andre fisk og skaldyr?

»Smagen er rent faktisk fantastisk, og så er det også en æstetisk oplevelse at få sådan en hel hummer. I de her tider, hvor der er fokus på bæredygtighed, så betyder det rigtig meget, at vi har med et produkt at gøre, som der er enighed om, kan høstes fra naturen.«

»Og så ved vi også, at når vi er kommet over på den anden side, og røgen har lagt sig, så har vi stadigvæk et produkt, der er efterspurgt i hele verden. Det trøster vi os med.«

Hvad giver dig håb?

»Når man har børn og børnebørn, så kommer håbet for fremtiden helt naturligt. Jeg er egentlig ikke typen, der kigger på hele verdenssituationen. Jeg kigger på de ting, jeg selv har noget med at gøre. Det andet bliver næsten for uoverskueligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Larsen

Jomfruhummer fra Læsø med hvide asparges fra Lammefjorden !, evt suppleret med dip og lidt brød....
Halløj, win-win
Bare gå amok !

Gunnar Sørensen

Ja det er nu at vi skal støtte op omkring de danske fiskere, så der skal flere hummere på grillen fra min side i år.