Analyse
Læsetid: 3 min.

Idedebat: Hvad kan venstrefløjen lære af Sanders og Corbyns nederlag?

Bernie Sanders og Jeremy Corbyn har i de seneste år været en kilde til håb for socialister over hele verden. Nu har deres nederlag sat gang i endnu en runde af den gode gamle diskussion om, hvilken rolle valg og partier kan og bør have i en socialistisk strategi
Demokraten Bernie Sanders stod med sin britiske meningsfælle Jeremy Corbyn for en fornyelse af socialismen. Nu diskuterer den britiske og den amerikanske venstrefløj livligt, hvad læren af deres nederlag er.

Demokraten Bernie Sanders stod med sin britiske meningsfælle Jeremy Corbyn for en fornyelse af socialismen. Nu diskuterer den britiske og den amerikanske venstrefløj livligt, hvad læren af deres nederlag er.

Lucas Jackson

Moderne Tider
2. maj 2020

For amerikanske og britiske socialister var april nederlagets måned.

I begyndelsen af den amerikanske valgkamp så det en kort overgang ud til, at Bernie Sanders faktisk ville være i stand til at slå Joe Biden og blive demokraternes næste præsidentkandidat. Men sådan skulle det ikke gå, og den 8. april indstillede den amerikanske socialist sin valgkampagne.

I et bemærkelsesværdigt transatlantisk sammenfald led corbynismen blot fire dage tidligere sit endelige nederlag efter at have tabt valget til de konservatives Boris Johnson i november sidste år.

Jeremy Corbyn gik af som Labour-leder, men han fik ikke lov til at give stafetten videre til corbynistaen Rebecca Long-Bailey, der tabte formandsvalget til den mere moderate Keir Starmer.

Ovenikøbet blev der en uge senere lækket en intern Labour-rapport, der afslørede at ledende kræfter i partiet bevidst forsøgte at sabotere Corbyns valgkamp i 2017, hvor det næsten lykkedes ham at vinde over den konservative Theresa May.

Corbyns og Sanders’ overraskende succeser har været en væsentlig inspirationskilde for venstrefløjen i hele verden, inklusive Danmark. Da ungdomspartiet Rød-Grøn Ungdom blev lanceret for knap to måneder siden, var det med eksplicit reference til den bevægelse, der er opstået omkring Sanders.

Ifølge Enhedslistens Pelle Dragsted repræsenterer Corbyn og Sanders sammen med Alexandria Ocasio-Cortez en »ny form« for demokratisk socialisme, som den danske venstrefløj bør lade sig inspirere af, og her i avisen har idéhistorikeren Esben Bøgh Sørensen opfordret den danske venstrefløj til at kopiere Sanders’ succes med klassepolitik.

Men hvad er det egentlig vi kan lære af Corbyn og Sanders, set i lyset af nederlagene? Det spørgsmål er der mange på den amerikanske og britiske venstrefløj, der stiller sig selv i øjeblikket.

Gå eller blive?

Ifølge de mere optimistiske bør vi egentligt ikke tale om nederlag – for kom det ikke bag på os alle sammen, at Corbyn og Sanders overhovedet nåede så langt som de gjorde? Var det ikke i sig selv en sejr? Og viser det ikke, at venstrefløjen skal fortsætte med at fokusere på valgkampe og blive i de etablerede partier?

I det britiske venstrefløjstidsskrift Tribune Mag opfordrer redaktøren Ronan Burtenshaw således corbynistaerne til at blive i Labour, da det ifølge ham er den eneste vej til at afværge en tilbagevenden til tidligere tiders splittelse.

Som mange andre peger han imidlertid også på, at venstrefløjen skal huske at prioritere den udenomsparlamentariske aktivisme og ikke kanalisere al energi ind i parti- og valgmaskineriet.

I Tribune Mag er fagforeningsaktivisten Andrew Murray ligeledes ude med riven efter tendensen til at fokusere på parlamentarisk politik frem for den brede aktivisme: Førstnævnte er »nødvendigt, men utilstrækkeligt, hvis det socialistiske mål er at gøre folk i stand til selv at ændre deres virkelighed«.

I USA peger Paul Heideman og Hadas Thier i Jacobin Mag på, at Sanders rigtigt nok »vandt den ideologiske kamp«, som senatoren fra Vermont selv har udtrykt det, men at venstrefløjen simpelthen undervurderede styrken af det netværk af institutioner, der udgør det demokratiske parti, og som sikrer status quo.

Opgaven for venstrefløjen vil således fremover være at styrke og opbygge solide institutioner, for eksempel i fagbevægelsen:

»En sejr i primærvalgene kræver institutioner, der langt overskrider, hvad den amerikanske venstrefløj i dag er i stand til.«

De peger også på nødvendigheden af at opbygge egne medier for at underminere effekten af den aggressive modstand, Sanders er blevet mødt med i den etablerede presse – en erfaring, der går igen i refleksionerne over årsagerne til Corbyns nederlag.

Nye institutioner

Andre er mindre optimistiske omkring udsigten til at skabe socialisme gennem traditionelle partier, medier og valg.

I Left Voice opsummerer aktivisten Ezra Brain læren af Sanders og Corbyn:

»At gå ind i kapitalistiske partier og forsøge at skubbe dem til venstre mislykkedes ikke blot med at skabe socialisme: det opbygger kun det kapitalistiske parti.«

Som mange andre peger han på at de to socialistiske kandidater er blevet båret frem af en græsrodsaktivisme, der har givet de gamle partier nyt liv og en ny popularitet, der nu ender med at gavne partiernes antisocialistiske establishment – et mønster, der har en lang historie i Labour, hvilket fagforeningsaktivisten Simon Hannah for et par år siden dokumenterede i bogen A Party with Socialists in It om Labour-venstrefløjens historie.

På lignende vis konkluderer den skotske aktivist Jonathon Shafi i openDemocracy, at venstrefløjen må genopbygge sig selv uden for Labour – et maskineri, der ifølge ham er »det bedste middel til at suge politisk livsblod ud af radicals«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Thurah

Det virker ikke helt klart, hvad det er, man har lært.

Jørgen Mathiasen

@de Thurah:
Det er absolut ikke klart, og det er der flere grunde til. For det første har Information i overskriften valgt at sætte »venstrefløj« i bestemt form, og det klagede vi allerede over i 1970erne. Ønsketænkningerne i disse spalter viser, at erkendelsesinteressen er meget variabel, og det er en af grundene til, at den bestemte form rammer ved siden af.

Nok så interessant er, hvad Labour har lært. Partiet har erklæret, at det i fremtiden går til valg FOR AT VINDE. Det er forudsætningen for, at det også kan varetage sine vælgeres interesser. Processen viste, at langt fra alle på venstrefløjen er enige i den strategi. Det er endnu en grund til at undlade den bestemte form.

Erik Fuglsang

Er det slet og ret politikken, det er galt med, siden de fik en virkelig sviende kindhest ved det britiske valg ?
Er det strategien, der halter ?
Er det vælgerne, der ikke har set lyset og visdommen i socialismen?
Er man for ringe til spin og politisk kommunikation?
Hvad er forklaringen?