Informations grundlægger: »Vi har gjort ytringsfriheden her i landet – ja, det lyder flot at sige – en tjeneste«

Børge Outze var – og er – dagbladet Information. Han blev journalist som 16-årig og havde aldrig været andet. Han grundlagde den illegale nyhedstjeneste Information i 1943 under den tyske besættelse og skabte på befrielsesdagen i 1945 det dagblad, der på tirsdag er udkommet i 75 år.

Han var chefredaktør i mere end 30 år, og hans signatur – det lille o. – stod under tusinder af ledende artikler. På overfladen en mild fynbo. Under overfladen en stærk personlighed, der var »selvbevidst på en beskeden måde«, som en af hans mangeårige medarbejdere beskriver ham.

For otte år siden sendte den nu afdøde pressehistoriker lektor Erik Lund mig et lydbånd med en timelang samtale med Outze. Den fandt sted i 1974. »Du kan bruge interviewet til, hvad du vil,« sagde han, og jeg brugte brudstykker af det i radioens P1 i marts 2012 – på hundredeårsdagen for Outzes fødsel. Han døde i 1980 – kun 68 år gammel.

Det talte ord kan være flygtigt, men det skrevne består. Derfor har vi besluttet at lade Outze selv fortælle dele af sin egen og Informations historie på tryk. Som han fortalte den til Erik Lund for 46 år siden.

Stilfærdigt, men mange tænkepauser og spontane indfald. Her er brudstykker af Outzes fortælling om sig selv og den avis, han skabte. Med hans egne ord.

 

I

JEG HAR JO ALDRIG VÆRET ANDET END JOURNALIST

»Du vil gerne vide, hvordan jeg blev journalist? Jeg har jo altså aldrig været andet, så det er en lille smule svært at huske. Jeg forsøgte at blive journalist, da jeg var 11 år gammel. Der søgte jeg stilling første gang hos redaktør Elmholt. Jeg gik op på Fyns Venstreblad, dengang provinsens største dagblad, og sagde: ’Jeg vil gerne være journalist,’ og det, syntes han, var en udmærket idé, jeg var som sagt 11 år gammel, og så gik jeg tilbage til min far og sagde, at jeg skulle altså være journalist på Fyns Venstreblad, og det syntes han altså var en strålende fremtid for hans søn, så der havde jeg altså familiens velsignelse, og så meddelte jeg skolen, at de og de fag havde min store interesse, og de andre fag, deriblandt regning, det havde jeg ikke brug for. Man kunne ikke forudse, hvorledes fremtiden for pressen ville tegne sig, jeg burde nok have studeret regning lidt bedre, men det gjorde jeg altså ikke.«

Da Børge Outze var blevet 16 og havde taget realeksamen, gik han op til Elmholdts efterfølger, Gunnar Nielsen på Fyns Venstreblad

»Jeg var altså lige fyldt 16 år et par dage før og så endnu yngre ud, så jeg fik en kop chokolade, kan jeg huske, og først da redaktøren kom gennem lokalerne og så mig, gik det op for de tilstedeværende, at det var alvor for mig. Og så sagde han, at nu skrev vi altså 1. april 1928, og der skulle jo være sommerferie i løbet af kort tid, og jeg kunne jo blive der sommeren over, og så kunne vi se, hvad det blev til.«

»Og så om eftermiddagen sendte de mig ud til noget, der hed ’forældredag på kasernen’. Jeg vidste, hvor kasernen lå, og så vidste jeg ikke mere. Jo, jeg vidste, at bladet var antimilitaristisk, det var jeg også, så jeg var klar over, at det måtte jeg nok skrive lidt ironisk om, og det gjorde jeg så. Forælder var jeg jo ikke, så det har nok været en lidt mærkelig artikel, jeg har ikke set den siden.«

»Men den blev i første omgang kasseret af redaktionssekretæren, idet han erklærede, at den øverste linje ikke var parallel med papirets kant. Den var håndskrevet, jeg kunne ikke skrive på maskine, jeg havde aldrig i mit liv set en skrivemaskine, så jeg skrev altså med pen og blæk, og den var ikke parallel. Det syntes jeg nu alligevel var uretfærdigt, så jeg marcherede ind til redaktøren og sagde, at det kunne vel ikke være det, det skulle vurderes efter, og så gik han ind til redaktionssekretæren og så blev det godkendt, så han må altså have sagt, at det ikke var afgørende, om det var lige.«

»Men derefter afleverede jeg kun manuskripter, hvor linjerne var parallelle med papirets kant. Det har de været siden, og jeg lærte altså at skrive på skrivemaskine, så nu sørger maskinen for resten. Det var min start, så fik jeg lov at blive der, jeg blev der i otte år, og det udviklede sig altså, så jeg endte som redaktionssekretær.«

 

II

DA NATIONALTIDENDE BETALTE FOR INFORMATION

Efter otte år på Venstrebladet i Odense blev Outze i 1936 ansat som rets- og politireporter på Nationaltidende. Fire år efter besatte Nazityskland Danmark, og Outze blev en del af modstandsbevægelsen. Hans våben var journalistik – til den illegale presse.

»Det er det mærkelige ved mit ophold på Nationaltidende, at jeg på en måde misbrugte det, for jeg har jo startet Information netop på Nationaltidende. Jeg har faktisk fået den betalt af Nationaltidende i de første år. Jeg hævede min gage dér i en tid, hvor jeg udelukkende arbejdede for Information. Jeg har vist fået tilgivelse for det for mange år siden.«

»Men historien er ganske enkelt den, at jeg havde arbejdet på de illegale blade, der eksisterede i 1942 ind i starten af 1943, og det blev efterhånden ganske uoverkommeligt at holde orden på de forskellige illegale blades redaktioner, som jeg leverede nyheder til. Alle de der nyheder, der ikke måtte trykkes.«

»At have alle de der mennesker med mystisk udseende og farvet rødt hår løbende på redaktionen på alle døgnets tider. Jeg fandt ud af, at det måske nok på en måde ville være nemmere at skrive alle de der forbudte nyheder ned hver dag – og aflevere dem til dem alle sammen.«

»Ved at sende dem ud, som om jeg var en slags nyhedsbureau, kunne de bruge dem, som de selv havde lyst til. Der var ikke så frygteligt mange i 1943. Og det gjorde jeg så. Og så for at camouflere det – jeg sad jo på redaktionen og skulle passe mit arbejde – så brugte jeg den trafik, at jeg camouflerede det som en slags informationsbrev, der også gik til Nationaltidendes bestyrelse og til Arbejdsgiverforeningens ledelse og Industrirådet, der jo dengang betalte for Nationaltidende og derfor havde krav på lidt ekstra service under krigen. Det gik fint. Så stod der altså oppe i hjørnet på manuskripterne ’til information’, og det var jo sådan en advarsel om, at det ikke måtte gå videre. (…)«

»Efterhånden gad jeg jo ikke at skrive ’til’ med, så der kom kun til at stå ’information’, og det stammer bladets navn fra. Det blev duplikeret, og så havde jeg den skik at duplikere et ekstra ark, som Arbejdsgiverforeningen og Industrirådet ikke fik, men det fik så de illegale redaktører. Så en del af nyhederne var ’pæne’ til at læse for dannede mennesker – og resten, der måske var lidt skrappere i tonen. På den måde udviklede det illegale Information sig til et bureau.«

»Og så kom Gestapo efter min kollega Niels Jørgensen og mig i februar 1944 og så var det slut med min dobbelttilværelse, og derefter fungerede Information under jorden resten af krigen. Fra begyndelsen af oktober 1944 uden mig, for da blev jeg arresteret. Så fungerede det videre med tre andre journalister, Kaj Johansen, Niels Hindrichsen og Eigil Steinmetz som redaktører.«

»Men det kom hver dag. Også med forbindelse til London, og det fungerede bedre end andre bureauer havde gjort … dengang kunne næsten alt lade sig gøre – og hvad vi bad om, det skete. Det gør det ikke i dag! Det spillede ingen rolle, hvad det kostede. Det gjorde det i begyndelsen – jeg startede med at bruge min kones husholdningspenge, og vi endte med at bruge den danske stats penge. Der var ingen grænser for, hvor mægtig man kunne føle sig, da det hele var i sving!«

»Men fra den 4. maj 1945 så var det jo slut med det! Men vi sikrede os det nazistiske Fædrelandets bygninger i Store Kongensgade – det var det eneste trykkeri i Danmark, som tyskerne ikke ville sprænge i luften, så vi rykkede ind med maskinpistoler og alt, hvad man havde brug for for at komme ind ad dørene. Senere betalte vi den danske stat for det – det var beslaglagt tysk ejendom – og nu sidder vi der den dag i dag.«

 

III

INFORMATIONS KRISER OG FORANDRING

Outzes nyfødte avis voksede, men ikke uden problemer. Informations forandring fra en illegal nyhedstjeneste til et uafhængigt dagblad var ikke problemløs. Men modstandsavisen skulle finde sine helt egne veje.

»Det gik i de senere år forbløffende godt, men i begyndelsen kun forbløffende! Jeg er jo nok den bladleder her i Danmark, der har været igennem de fleste kriser. I en periode vil jeg påstå, at jeg har været igennem flere kriser per år, end de fleste har oplevet gennem en endog lang karriere. Men af en eller anden underlig grund så er det altså gået (…) gennem alle årene. Så vi har egentlig ikke så meget at klage over. Det har været drøjt, men det har været sjovt.«

»Avisen i dag er nok ikke, hvad den var … det er der jo nok ingen aviser, der er, og det er samfundet jo heller ikke. Men jeg ved godt, at Information i særlig grad kritiseres for at have forandret sig og have svinget – og det er der noget sandt i for så vidt, som vi, da vi startede, nok var mere nationale, end vi er i dag. Ikke sådan at forstå, at vi stod med et dannebrogsflag i den ene hånd og geværet i den anden dengang og ikke gør det mere. Sådan skal det ikke forstås, men det var vigtigt i ’45, at nogen repræsenterede den borgerlige del af modstandsbevægelsen. Det gjorde Arne Sørensens Morgenbladet også, men det gjorde det ikke ret længe.«

»Det var i og for sig en rolle, der på en naturlig måde tilfaldt os. Kommunisterne havde jo Land og Folk, og hvis ikke vi havde gjort det, ville en meget stor del af den danske modstandsbevægelse have været hjemløs. Så det var en rimelig ting, og det faldt i øvrigt også sammen med mine egne meninger dengang. Når man kommer ud i en konflikt af den art, en følelsesmæssig konflikt som en krig jo også er, så spiller det nationale også en rolle.«

…

»Men med årene har det i nogen grad ændret sig. Dog er der noget, der stadig er det samme. Og det er, at vi altid har holdt med mindretallene. Ikke, at vi altid har sagt, at de havde ret ... men vi har altid villet give dem plads – dem, der ikke ku’ komme til orde.«

»Og det kan godt engang imellem medføre, at Information kan komme til at se lidt kværulantisk ud i nogle læseres øjne. Fordi der er kommet skrappe meninger frem. Man skal bare huske på, at ellers var de slet ikke kommet frem på legal måde. Og det hører med til vores demokrati, at folk skal have den ytringsfrihed, som vi omtaler i den grundlov, som vi sommetider glemmer, at vi har.«

»Vi har meget med de små politiske partier, også engang imellem med de yderliggående grupper, med minoriteterne. Det har præget debatten i bladet, og det har også engang imellem præget bladet selv og måske endda præget dets redaktører. Det skal ikke skjules.«

»Men hvis vi kun havde fulgt den slagne vej – eller et politisk parti af de ’etablerede’ for nu at bruge et kendt ord, så havde der jo ikke været brug for os heller. Hvis vi havde lavet det samme, som de andre aviser havde lavet i forvejen og havde råd til at lave endnu bedre end vi, hvad pokker skulle man så have lavet en ny avis for?«

»Vi mener, vi har gjort ytringsfriheden her i landet – ja, det lyder flot at sige – en tjeneste, men det var altså noget af det, der var meningen med at skabe Information i sin tid. Den platform, som man kalder det, hvor folk skal have lov til at skrive og diskutere og få tingene frem, er blevet bredere. Og det, mener jeg, er en af de væsentlige ting.«

»Jeg har altid skrevet mig bag ørerne, hvad den desværre for længst afdøde konservative politiker Aksel Møller, sagde: ’Man skal være noget for nogen’. Det er et godt motto for et menneske og et parti, men det er også selvfølgelig da et motto, der ikke er så dårligt for en avis. Man skal være noget for nogen. Og hvis man er det, så har man en eksistensberettigelse, og så kan man altså lægge i det ord, hvad man vil – hvad enten man lægger tryk på berettigelse eller på eksistensen. Og det er på en måde efter min egen vurdering det, Information har gjort.«

»Så kan folk kalde det egoisme eller vores egen skævbenethed, eller hvad man vil, men altså, nogen nytte har det også gjort. Det mener jeg.«

 

IV

AKADEMIKERAVISEN OG FREMMEDORDENE

Chefredaktør Outze var med sin realeksamen ikke akademiker. Men alligevel blev hans avis en akademikeravis. Det huede ham ikke helt.

»Information bliver beskyldt for, eller det siges om den, at den er blevet en akademikeravis, og jeg kan godt se, hvorfor folk siger det. Det skyldes jo først og fremmest, at den læses af akademikere. Vi har tal på det. Det er over en tredjedel af avisens læsere, som er akademikere. Og jeg er lige ved at sige, at det er et frygteligt tal også i mine øjne og ører, for jeg er ikke selv akademiker, så det kan godt skræmme mig en gang imellem, når jeg tænker på, hvem det egentlig er, jeg sidder og skriver for, en hel masse læsere, der er klogere, end jeg selv er, i hvert fald på nogle felter.«

»Jeg plejer at trøste mig ved nogle kloge ord, jeg tror, det er Steincke, der har sagt det om, at man godt kan være nobelpristager i atomteori, og så kan man være idiot i socialpædagogik, noget i den stil. Det eneste, jeg har stræbt efter i alle årene, er, at det ikke behøver være det, som vi skriver, der er akademisk præget.«

»Så ved jeg godt, at de folk, der læser avisen, som er en meget lille del af Danmarks befolkning, vil sige, at det er det. I hvert fald det meste af det. Og det kan jeg faktisk heller ikke lave vrøvl over, det de siger, for det er søreme også sandt. «

»Det stammer altså fra, at en masse læsere, ikke mindst en masse læsere, som er i stand til at udtrykke sig selv; som kan skrive, som har lyst til at skrive, optræder i avisen eller på, hvad vi kalder kultursiderne, fordi sådan en arbejdstitel skal nogle sider jo have. De udtrykker sig, de deltager i den offentlige debat, og de bruger undertiden sprog, som jeg på en måde aldrig selv ville bruge, fordi det indeholder alt for mange fagudtryk. Som de selv anser for normalt dansk, selv om det sommetider er noget vrøvl, og så ser de på mig med store blå øjne og siger: ’Jamen, hvad hedder det ellers?’«

»Og så viser det sig, at de ganske almindelige danske ord for de samme ting, dem kender de simpelthen ikke, dem må de være indoktrineret med, som det vist hedder i øjeblikket. Og det gælder altså en del af vores læsere, og sådan noget kommer til at præge debatten i en avis og for så vidt altså også kulturstoffet.«

 

V

EFTERSKRIFT

Om morgenen den 5. maj 1975 råbte redaktionssekretær Johannes Aakard til morgenmødet på TV-Avisen: Er der nogen her, der læser Information og er 30 år? Det var avisens 30-års jubilæum, der var fest i Kongens Have med statsminister Anker Jørgensen – og Børge Outze – som hædersgæster. Jeg læste Information, havde faktisk skrevet sporadisk i avisen, siden jeg var journalistelev. Og selv om jeg kun var 28, meldte jeg mig. Og blev sendt til fødselsdagsfest.

Jeg havde mødt Outze et par gange og havde et af hans råd i baghovedet: »Når du interviewer, skal du ikke slå med kølle – du skal smi’e folk op i luften, så de falder ned og sla’r sig selv.« Det var dengang, at et indslag sagtens kunne vare mere end fem minuttet. Så interviewet med Outze den aften varede fem minutter og 14 sekunder.

Jeg slog ikke med kølle, og Outze faldt ikke ned og slog sig selv. Hvorfor er der brug for Information, spurgte jeg.

»Fordi der er brug for en avis, der ikke bare uden videre siger ja og amen til alt, hvad der foregår – hjemme og ude. Der sker stadig overgreb, og der er brug for nogen, der holder øje med det enkelte menneskes rettigheder – både i vores eget samfund og andre steder. Selv i dag, når det endelig kommer til stykket, har den enkelte borger i et land overhovedet ikke andre folk at gå til end pressens folk. Det er jo ikke sådan, at vi kan redde folk, vi er jo ikke spor bedre end andre. Men vi kan appellere til offentligheden – til alle andre. Vi er til syvende og sidst den sidste appelinstans, man har i et land,« svarede Outze.

Fem dage forinden var Vietnamkrigen blevet afsluttet med erobringen af Saigon. Den havde jeg i baghovedet, da jeg kækt returnerede Outzes svar og spurgte, om den sidste appelinstans ikke var den væbnede kamp – og det var vel også det, man fejrede på Informations fødselsdag, som også var befrielsesdagen.

Outze lagde hovedet lidt på skrå og smilede beskedent:

»Det var jo ikke os, der vandt krigen. Det var det jo vitterligt ikke, selv om jeg indrømmer, at det bliver fremstillet, som om vi klarede det selv. Det er jo absolut ikke sandt. Den blev jo vundet af Sovjetunionen – og så i første omgang af englænderne, fordi de holdt ud og ikke ville se sandheden i øjnene. Og så af amerikanerne, som vi var lidt mere glade for dengang, end vi senere blev det i Vietnam.«

»Men det var jo andres ofre først og fremmest, der gjorde, at det nyttede noget, at vi bed fra os herhjemme en gang imellem. Det var jo ikke os, der vandt krigen. Det var det vitterligt ikke. Vi havde jo ikke ret mange andre chancer end at redde vores egen selvagtelse,« sagde han og lænede sig tilbage på havebænken i Kongens Have.

Han gad ikke rigtigt at tale om gamle dage. Han ville hellere tale om virkeligheden lige nu. I maj 1975.

»Det kan ikke nytte noget, alt det gamle der, nej.«

Og da jeg til sidst spurgte ham, om det, der i virkeligheden blev fejret, var retten til at råbe op, kiggede han op, så direkte på mig og svarede med et lille smil:

»Ja, det er det faktisk.«

Jeg oplevede ham som en klog, venlig gammel mand og et journalistisk forbillede, selv om han kun var 63. Hans krop var ældre end hans hjerne. Ligesom min far, der var født samme år som Børge Outze. Han havde også været modstandsmand og Gestapo-fange og var død i 1973, to år forinden.

Jeg var opvokset med historier om besættelsen og modstandskampen. Måske var det derfor, jeg begejstret meldte mig til opgaven med at interviewe Outze. Jeg ved det ikke. Men jeg glemte aldrig mødet med den lille mand, der var så stor.

Erik Lund (1939-2016) var pressehistoriker og afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er blevet betegnet som dagbladet Informations uofficielle hushistoriker. Hans kandidatspeciale fra 1970 ’Fire millioner frie ord’ handler om Information og han har bl.a. skrevet boget ’Outze i krig’ i 2008 (med Jakob Nielsen) og ’Børge Outzes journalistik’ 1981 (med Palle Koch og J.B. Holmgaard).