Feature
Læsetid: 11 min.

Instruktør Janus Metz ti år efter Afghanistan-film: Vi døde en smule i Armadillo

»Hvor nogen i ’Armadillo’ så død, ødelæggelse og meningsløshed, var der andre, der så spænding, fællesskab og det godes kamp mod det onde. Og måske er den virkelige tragedie, at unge mænd – selv om de ser volden og døden – alligevel synes, at det ville være fedt at prøve at komme i krig.« Instruktøren Janus Metz stiller i anledning af tiåret for sin prisbelønnede film spørgsmålet: Hvad lærte vi af den glemte krig i Afghanistan?
»I filmen ’Armadillo’ følger fotograf Lars Skree og jeg en deling danske soldater i Armadillolejren i Helmandprovinsen midt i nogle at de hårdeste og mest brutale krigshandlinger i den på det tidspunkt ni år lange krig.«

»I filmen ’Armadillo’ følger fotograf Lars Skree og jeg en deling danske soldater i Armadillolejren i Helmandprovinsen midt i nogle at de hårdeste og mest brutale krigshandlinger i den på det tidspunkt ni år lange krig.«

Fra filmen.

Moderne Tider
23. maj 2020

Vi får øjenkontakt i security i lufthavnen. Hans hud er grå og hans blik plaget. Vi har talt sammen siden Afghanistan, men det er år tilbage, og jeg har ikke hørt fra ham længe.

Jeg er på vej til USA, han tager imod min datters taske, da jeg lægger den op på bæltet.

Han har haft det svært, fortæller han.

Mange søvnløse nætter, men nu er det for første gang siden Armadillo, lykkedes ham at holde fast i et job i længere tid. Vi omfavner hinanden, og jeg fortæller ham, hvor glad jeg er på hans vegne.

Vi aftaler at ses igen, når jeg kommer hjem til Danmark.

Længe før coronaen

Da jeg er tilbage på mit kontor i Connecticut, USA, sidder jeg og kigger på foråret uden for mit vindue. Jeg tog herover med min familie for et lille års tid siden for at arbejde, men nu er alt lukket ned på grund af corona.

Verden er gået i stå, og epidemien fylder det hele. For ti år siden var det anderledes. Dengang var Danmark i krig i Afghanistan, og jeg havde premiere på Armadillo, en film om de danske soldaters indsats i Helmand.

I filmen følger fotograf Lars Skree og jeg en deling danske soldater i Armadillolejren i Helmandprovinsen midt i nogle at de hårdeste og mest brutale krigshandlinger i den på det tidspunkt ni år lange krig.

Filmen skabte et rabalder i de danske medier, da den kom ud. Ikke mindst på grund af dens skildring af soldaternes drab på fem talebanere i en nærkampsituation i en grøft, hvor to danske soldater også blev såret. Det var voldsomme billeder, som danskerne ikke tidligere havde set, når det kom til vores egne soldater.

Alle kunne finde bekræftelse

Mange politikere og meningsmagere fandt bekræftelse på deres egne politiske holdninger i filmen: Søren Espersen fra Dansk Folkeparti kaldte Armadillo et monument over de danske soldaters heltemodige indsats i Afghanistan, mens Pernille Frahm fra SF mente, at filmen beskrev et dansk Vietnam og satte spørgsmålstegn ved, om soldaterne overholdt krigens love.

Forfatter og debattør Carsten Jensen kaldte filmen for et jordskælv i den danske selvforståelse. Nu kunne vi se gruen i øjnene og måske derved se gruen i os selv. Danskerne ville aldrig blive de samme, skrev han.

Foto: Lars Skree

Foto: Lars Skree

Men blev vi aldrig de samme? Hvad nyttede vores indsats i Afghanistan, og hvad betød det for de unge soldater at være i krig?

Jeg har i forbindelse med filmens ti års jubilæum talt med nogle af soldaterne fra dengang.

Der er enkelte af dem, jeg stadig har kontakt til, selv om det efterhånden er sjældent.

Der er trods alt gået ti år. Men vi har en oplevelse fra krigen, som binder os sammen – på godt og ondt. Forleden stod jeg i mit køkken og talte med min kone om tiåret for Armadillo.

Som jeg stod der, kunne jeg pludselig mærke, at jeg fik en klump i halsen. Jeg kunne mærke min stemme blev grådkvalt, og det pressede bag øjnene.

Jeg knyttede hænderne og forsøgte at stoppe tårerne, men havde svært ved at tale uanfægtet.

Jeg ved stadig ikke præcis, hvorfor det skete, og da min kone spurgte mig, svarede jeg, at det var hårdt at opleve, hvor dårligt nogle af soldaterne har det i dag.

De var taget af sted med fuldt blus på drømmene. De ville på eventyr. De ville gøre en forskel. De ville opleve noget meningsfuldt. De var optændt af kammeratskabet og ideen om at skulle ud og prøve noget vildt. Noget, de altid ville kunne fortælle om. Nu ved jeg ikke, hvad de fortæller sig selv.

Jagten på spænding

Jeg husker den første kamphandling, vi filmede. Taleban var på lang afstand. Måske 200 meter væk bag et par lerklinede gårde. Skuddene fra dem lød som nytårskrudt rundt om ørerne på os, og det føltes mærkeligt uvirkeligt. Som om det ikke rigtig var farligt. Da vi kom ind til lejren igen, var der en afmattet følelse.

Soldaterne havde fået taget deres ’mødom’, den første kamphandling var vel overstået, og de var sluppet godt fra det. Men flere af dem brokkede sig over, at det ikke var, hvad de havde forventet. Det var ikke vildt nok. De ville gerne tættere på. Prøve mere, mærke mere.

Med tiden opstod der nærmest en jagt på spænding. De kæmpede mod en spøgelsesfjende, som de aldrig fik at se, og tegnene fra kampene blev først virkelige, da en pansret vogn med delingens løjtnant blev ramt af fragmenter. Han røg hjem til Danmark på hospitalet, men var tilbage i lejren en måneds tid senere med et stort ar i ansigtet. Soldaterne syntes, det var sejt. Nu så de endnu mere op til ham, og nu var de endnu mere optagede af at få ram på Taleban. Det var blevet mere personligt. De ville have hævn, og talebanerne skulle dø.

Foto: Lars Skree

Foto: Lars Skree

Kamphandlingerne intensiveredes igen og en lille pige, som var blevet ramt af de danske morterer, blev båret op i lejren, hvor hun døde. Jeg husker, at det ikke gjorde særligt indtryk på de fleste af soldaterne. Det var jo, hvad man måtte forvente i krig. Der ville være civile ofre. Beklageligt, men collateral damage.

»På den mest humane måde«

Først da jægerkorpset – som i hemmelighed opererede i Helmand på det tidspunkt – havde lært delingen nogle bagholdsteknikker, lykkedes det at få Taleban at se. Den voldsomme hændelse er dokumenteret i filmen.

Delingen kommer helt tæt på, bliver beskudt, og to danske soldater bliver såret, så de må evakueres med helikopter. Så kaster danskerne en håndgranat over i det lille åløb 10-15 meter borte, hvor de har lokaliseret fjenden. Dernæst går tre af delingens soldater over og skyder ned i kroppene i åløbet.

Fotografen var på det tidspunkt sammen med de sårede danske soldater, og jeg selv lå længere tilbage og filmede kompagniets øverstbefalende.

Ingen af os kunne komme frem til hændelsen, hvor soldaterne skød, og scenen er derfor dokumenteret på afstand med et af de hjelmkameraer, som vi havde udstyret soldaterne med. Derhjemme i klippesuiten hører jeg på båndet, at der bliver råbt: »Der ligger én herovre«.

»Der er to mere her.« »Rolig, rolig.« Og til sidst: »Skal de ikke bare dø?«

Men vi har ingen næroptagelser af skudøjeblikkene eller af talebanerne, mens de ligger i grøften og formodentlig stadig er i live. Da vi kommer ind i lejren, beskriver soldaterne oprevet for hinanden, hvordan afghanerne »lå og rallede«, og senere fortæller en soldat, da man debriefer hændelsen, at man »likviderede dem på den mest humane måde«.

En kaotisk virkelighed af gråzoner

Hændelsen blev efter filmen undersøgt af auditørkorpset og soldaterne frifundet for krigsforbrydelser. Tilbage står en kamphandling fyldt med adrenalin og angst, måske ligefrem blodrus. Den havde givetvis udspillet sig i en gråzone mellem ’efter bogen’ og det, der kan være kaotisk virkelighed, når man står midt i det. Fyldt op af alle sine følelser.

Den havde udløst et adrenalinkick, og der var sejrsstemning i lejren. Soldaterne havde været døden nær. De havde fået to sårede, men var lykkedes med at slå fjenden ihjel – på tæt hold, så tæt at de kunne røre ved dem. Ligene blev gennemsøgt og våbnene taget med tilbage, hvor de blev fremvist, som om det var krigsbytte.

Foto: Lars Skree

Foto: Lars Skree

Da rusen havde lagt sig, begyndte soldaterne at prøve på at forstå, hvad der egentlig var sket der i grøften. Et kort øjeblik havde de set en afgrund åbne sig og kigget døden lige i øjnene. Nu skulle de skabe mening af deres handlinger. Havde de i virkeligheden haft lyst til at dræbe? Var det dét, der havde drevet dem så vidt? Eller havde de bare som gode soldater gjort deres arbejde og vundet kampen? Eller var det måske begge dele? Det, jeg synes, jeg observerede, var det sidste. Det var lige præcis der i grøften, at spændingen blev udløst. Der var der, de fik det, de var kommet for.

De tog en skalp. De prøvede det ultimative. De fik lov at slå ihjel. Nu skulle de finde ud af at blive mennesker igen med den virkelighed i bevidstheden. De døde talebanere var også nogens søn, nogens far, nogens bror.

Kampene havde hidtil været lavintense. Taleban vidste godt, at de ikke kunne vinde på kamppladsen, så de trak bare tiden ud. »Vi har våbnene. De har uret,« sagde soldaterne ofte. Og ofte var en kamphandling ikke mere, end at en eller anden, de sagde var talebaner, stak en AK-47’er op over en mur og skød lidt i blinde for derefter at løbe væk. Der var masser af historier om lokale bønder, der var blevet tvunget til at kæmpe for Taleban. Måske var det sådan nogen, soldaterne havde skudt i grøften: lokale bønder, der ikke havde andet valg.

Slået af en pjaltehær

I dag kontrollerer Taleban stort set alle de områder, danskerne dengang kæmpede for. Den internationale koalition med USA i spidsen har måttet indlede forhandlinger om en fredsaftale med dem, man dengang ikke ville forhandle med. Det er på Talebans præmisser, og hvad end vi vil indrømme det eller ej, blev vi slået af en pjaltehær. Vi er krøbet ud med halen mellem benene, og vi forsøger at undgå at tale om det.

Når jeg møder soldaterne i dag, har de fleste det fint. De er velfungerende. Har job. Familier. Små børn, som de henter i børnehave og læser godnathistorier for. De er gode fædre. Gode mænd. Gode medarbejdere. Men hver gang vi mødes, ligger Afghanistan alligevel lige under overfladen. Det ændrede tingene for os. Det er den intensitet, der bragte os sammen. Det er det, vi har at tale om, og for manges vedkommende måske det, der gjorde os voksne. Livet fik en anden alvor efter det.

Armadillofilmen var ikke dengang et politisk partsindlæg fra min side. Det var ikke en film, jeg lavede, fordi jeg på forhånd ville bekræfte en tese om, at krigen var meningsløs og indsatsen forfejlet.

Jeg ville gerne undersøge, hvordan krigen så ud, når man var i øjenhøjde med soldaterne, og når disse soldater mødte afghanerne i markerne. Missionen var at skabe sikkerhed i Afghanistan ved at befri afghanerne for Talebans undertrykkelse, samtidig med at man havde en forestilling om, at man kunne redde Vesten for fremtidige terrorangreb ved at jagte Taleban i Afghanistan.

Men i dag er Taleban styrket, og krigen var ikke med til at forhindre nye terrorangreb. Tværtimod kunne man fristes til at sige. Det er med det resultat, at vi står tilbage med 43 døde danske soldater, over 200 sårede, hvoraf mange har alvorlige mén, og en stor gruppe, der lider af PTSD. For ikke at tænke på de mange afghanere, der måtte lide under de danske bomber og i dag også lider under eftervirkningerne.

Kroppen husker smerten

Så da jeg står med sammenbidte tænder i køkkenet over for min kone, og tårerne presser sig på bag mine øjne, slår det mig. Vi var i Afghanistan i en voldsom trykkoger. Angsten var der hele tiden. Den blev hverdag, og vi lagde måske ikke mærke til den. Det blev normalt at gå ud af lejren. Ud i kamp. Vi gjorde det flere gange om ugen.

Jeg tror, der er et rum, der blev skabt inde i mig dengang. Eller måske en dør ind til noget, som ligger latent i os alle. Krigen medførte en smerte, som jeg ikke har husket siden. Men min krop har husket den. Den er derinde. Den blev skabt af det tryk, jeg oplevede. Den ligger bag en dør, som er lukket hårdt.

Men derinde bag døren, findes der noget blødt, som nemt går i stykker. Det bliver klemt, når jeg snakker om krigen. Og hvis det føles sådan for mig, hvordan føles det så for soldaterne? Hvordan ser dette rum ud inde i dem? Jeg var der trods alt kun tre en halv måned ud af deres seks, og jeg kunne tage hjem, hvis jeg ville. Hvor godt passer soldaterne på deres lukkede døre? Eller kan de bare slå ihjel og leve med det, som en dansk oberst har skrevet i en bog?

Prisen for en krig

Jeg ved, at fem til otte af de soldater, der var i ’min’ deling på ca. 30 mand, har psykiske problemer i dag.

Jeg talte tre timer i telefon med en af dem forleden. Han har været sygemeldt med PTSD, angst og tilbagevendende depressioner siden 2014. Han tager fem piller om dagen. Han farer sammen ved høje lyde, kaster op, hvis han føler sig stresset, og tog sig selv i en dag at banke sin hund, fordi den gøede for meget.

Nogle gange tænker han, at det ville være bedst for hans to små børn, hvis han ikke var her længere. Så skal de ikke vokse op med en syg far. Han skammer sig over sig selv og kan ikke finde ud af, om det i virkeligheden er hans egen skyld, at han har det så dårligt – fordi han bare ikke var stærk nok. Han spørger sig selv, om sådan en som ham alligevel ville være endt der, hvor han er, også selv om han ikke havde været i krig. Der er jo tydeligvis andre, som godt har kunnet klare det.

Han bebrejder sig selv. Tror, det nok er ham, der er noget galt med. For ham er krigen ikke bare en sammenbidt tåre hen over køkkenbordet, som man hurtigt kan feje væk. For ham er den et ødelagt liv.

Tragedien

En anden af soldaterne, der siden havde været med til at oplære unge rekrutter, fortalte mig, at flere nævnte, at de havde søgt ind i forsvaret, fordi de havde set Armadillo. Det undrer mig ikke. Jeg oplevede jo selv, hvordan soldaterne havde romantiseret krigen, mens jeg var i Afghanistan. Den var et eventyr for dem, og den følelse var filmen jo også med til at skildre.

Foto: Lars Skree

Foto: Lars Skree

De unge, som søger ind i forsvaret efter at have set Armadillo, var draget mod krigen på samme måde, som de soldater, jeg filmede, var det. Hvor nogen i Armadillo så død, ødelæggelse og meningsløshed, var der andre, der så spænding, fællesskab og det godes kamp mod det onde. Og måske er den virkelige tragedie, at unge mænd – selv om de ser volden og døden – alligevel synes, at det ville være fedt at prøve at komme i krig.

Da vi optog Armadillo, var jeg embedded med soldaterne, men jeg forsøgte hele tiden at forstå, hvordan vores indblik i Afghanistans virkelighed var begrænset – fordi vi ikke kunne andet end at møde afghanerne med enden af et geværløb.

Selv når vi kom ud af lejren, var vi på mange måder stadig inde i den. Inde i maskingeværreden, i vores egne forestillinger og selvskabte sandheder, mens Afghanistan flimrede som et fatamorgana udenfor.

Det synes så tydeligt nu i bagklogskabens lys, og allerede dengang forsøgte jeg at fortælle det. Det gik jo ikke, som man ønskede. Den danske krigsindsats – Vestens tilstedeværelse i Afghanistan – var skævvredet af de sandheder, vi skabte for os selv. En drøm om Afghanistan, som aldrig var forankret i virkeligheden.

Virkeligheden kunne vi ikke se, selv om vi prøvede. Det var det, danske soldater døde for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Janus Metz

Super flot kronik.

Ole B. Lindqvist

Endelig et ikke-politiseret, ikke-manipuleret stykke sandhed om krigen. Åben i begge ender - indadtil og udadtil. Tak for det!

Christian Skoubye, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Gitte Loeyche og Jane Jensen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"Jeg ved stadig ikke præcis, hvorfor det skete, og da min kone spurgte mig, svarede jeg, at det var hårdt at opleve, hvor dårligt nogle af soldaterne har det i dag."

Muligvis begik de krigsforbrydelser; hvis man erindrer sig scenen i Armadillo, hvor der debriefes efter konfrontationen og drabene, så var sigtet med hele debriefingen at man intet forkert havde gjort - hvilket dels hindrer en redelig forholden sig til krigens love og dels kan forstærke traumatiseringen af de unge danske mænd, som nu var blevet til mordere. Og denne lille mikroscene finder sted i en krig, som var og er ganske håbløs, destruktiv og katastrofeproducerende - og som de danske politikere kastede Danmark ind i ... hvilket fortsat forsvares.

Afghanistan er USAs/Vestens hidtil længst varende krigsengagement; en krig som indledtes i ly af geokrigen mod terror og de dubiøse påstande om Al Qaeda's ansvar for 9/11; en krig ført på et aldeles kritisabelt retsgrundlag; en krig, som der er blevet løjet og løjet og løjet om, fra den ene statsleder til den næste ... mens enorme midler fra befolkningernes ejerskab er blevet brugt på fortsættelse af krigsaktiviteterne.
http://www.nzlii.org/nz/journals/NZYbkIntLaw/2011/3.html
https://www.washingtonpost.com/graphics/2019/investigations/afghanistan-...

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Ib Christensen, Espen Bøgh, Gitte Loeyche og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Holger Nielsen

Jeg forstår ikke, hvorfor NATO gik ind i Afghanistan. Rusland forsøgte først, og trak sig tilbage. Hvis jeg har husker rigtigt så fortalte russerne NATO, at de ikke kunne vinde en krig i landet. NATO ville ikke tro dem, Danmark gik med i krigen. Hvem tabte krigen, var det Taleban eller NATO? Det var NATO der tabte. De danskere der døde, og i dag lider af PTSD, var og er forgæves. Det samme skete i Irak.

Arne Albatros Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Jan Fritsbøger, Lars Løfgren, Hanne Utoft og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"Rusland forsøgte først, og trak sig tilbage. Hvis jeg har husker rigtigt så fortalte russerne NATO, at de ikke kunne vinde en krig i landet."

Russerne blev forud for landets intervention i Afghanistan anmodet om det tre gange af den kommunistiske regering i Kabul, før de indvilligede; netop fordi Kreml vidste at det ville blive ekstremt krævende og dyrt for russerne at vinde og fastholde dominans i Afghanistan. Men da det stod klart at bl.a. CIA var begyndt at træne og organisere de mujahedinske guerillaer, mens man etablerede koranskoler i Pakistan (hvoraf bl.a. Taleban siden udsprang), og den kommunistiske regering i Kabul overvejede at lægge samarbejdsfølere ud til USA, besluttede russerne at forsøge på trods.

René Arestrup

... og før russerne var det englænderne, der måtte bide i gulvtæppet.

Desværre er unge mænds testosteron-drevne vildfarelser også et element i storpolitik. Udmærket illustreret i den afghanske katastrofe.

Espen Bøgh

Vore krige for fredens skyld, har ikke hjulpet meget på freden i verden, og da slet ikke de steder hvor vi har sendt vore soldater ud til.

Det bør naturligvis give anledning til eftertanke hos såvel politikere, militæret som befolkningen ikke mindst, for hvis og når målet/ne med krigs deltagelsen ikke bliver opnået, så er vore politikere skyldige i tankeløst, at have udsendt vore soldater til en umulig opgave, og man kan med rette beskylde vore politikere for først at tænke på deres egen internationale anseelse, før vore soldaters liv og vel.

Vi sender vore soldater ud til en "kold verden" - "krigens verden", og et helt andet scenarie end det de lærer om inden de skal afsted, - lidt af en verden der er rosenrød og med klare regler for krigsforbrydelser, - men sådan er det slet ikke ude i krigens virkelighed, og som er 2 vidt forskellige verdener.

Der er tale om den "magelige verden", som politikerne gerne vil have den skal opleves, med ædle motiver, hensigter og holdninger til moral og etik, - hvilket er helt modsat ude i kampzonen, her er brutaliteten voldsom og helt ude af kontrol og uden anden virkelighed end, - "overlevelse for enhver pris" på de nævnte områder - moral etik værdighed.

Det er ikke fra slagsmarken historien fortælles, - undtaget via dokumentarfilm osv., - nej, historien fortælles politisk med de tilhørende usandheder, som bekræfter den politiske rigtighed og giver den mening internationalt, spå man politisk kan holde ryggen rank i de internationale forsamlinger, som skal hylde et lands indsats, og styrke hinandens anerkendelse, position og opfattelse.

Christian Skoubye, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Søren Christensen, Arne Albatros Olsen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"Vore krige for fredens skyld, har ikke hjulpet meget på freden i verden, og da slet ikke de steder hvor vi har sendt vore soldater ud til."

Måske er den historiske lære at krige sjældent, hvis ikke aldrig, skabes for fredens skyld? Selv Anden Verdenskrig, hvor en krigsmodstand blev nødvendig mhp. at undgå global fascisme, startedes jo af kapitalmagter som ville undgå en folkelig, socialistisk/kommunistisk mobilisering i kølvandet på erkendelsen af Første Verdenskrigs karakter af krig mellem de rige og mellemkrigstidens depressions massive udstilling af klassesamfundets brutalitet.

Enhver opfordring til krig eller vold som middel til løsning af (mulige) konflikter bør principielt mødes med kritisk granskning af motiverne bag samt en så fair og helhedsorienteret undersøgelse af sagens sammenhæng(e) som muligt. Faktisk dét som FN-pagten foreskriver, men som desværre i kun ringe omfang lader sig praktisere; tværtom misbruges FN-systemet i betydeligt omfang.

Senest er det blevet åbenbaret at FN-myndigheden OPCW (Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons) har voldsomme udfordringer mht. redeligheden i dets rapporter vedr. giftgasangreb i Syrien, hvilket på uheldig vis har bidraget til bl.a. (flere) amerikanske, franske og britiske krigsforbrydelser i landet:
https://www.youtube.com/watch?v=0yqaSSxgA6A
https://www.youtube.com/watch?v=IML3FpuLH_Q
https://wikileaks.org/opcw-douma/document/OPCW-Statement-final/

Carsten Svendsen

Hvad forventede man at få ud af at engagere sig i "The graveyard of empires"?

Jan Fritsbøger

hele konceptet med "krig for fredens skyld" er jo ikke spor andet end en propagandaløgn, og det samme er "krigen imod terror" som de facto snarere er årsagen til terrorens eksistens, sammen med de lyssky covert actions som magtstaterne bruger til at skabe basis for fjendebilleder og "borgerkrige"
se bare Syrien og det der foregik da "oprøret" imod assad blev til en krig,
det er på tide menneskeheden beslutter at afskaffe krige for alvor,
og det projekt handler om at afskaffe militær, det bør starte med et globalt forbud imod nationalt militær, og senere total afskaffelse af alt militær og alle militære våben, og ikke bare masseødelæggelsesvåben,
men vi får jo aldrig magthaverne til at tage den beslutning, og derfor skal folkene insistere og ikke tillade magthavere, som vil beholde krig og militær,
lad os benytte demokratiet der hvor det er muligt, og hvor det ikke er muligt må vi bruge civil ulydighed, for hvis vi vælger at bruge magt vil vi jo tabe, da det ikke er folket men magthaverne som har kontrol over samfundenes magtmidler,
krig er en forbrydelse imod menneskeheden og det samme er enhver produktion og ethvert salg af militære våben,
og soldat er stadig noget nær det usleste et menneske kan være.

Thomas Petersen

Der er mange vindere ved krigen i Afghanistan. Det militærindustrielle kompleks og de private militære kompagnier kan ikke klage. Den globale forsyningskæde af heroin var også truet af Taleban, inden krigen fik opiumsproduktionen på sporet igen. Og hvis CIA har fortsat traditionen fra Sydamerika er der adskillige operationer, der ikke tåler dagens lys eller kongressens opmærksomhed, der er sikret et budget.

At den danske vassalstat er nød til at ofre et par unge mænds mentale velbefindende for al den herlighed, er jo ikke noget at komme efter. De fik en på opleveren som de ønskede. Forhåbentlig var der ingen illusioner om gud, konge og fædreland involveret. Det havde været direkte uansvarligt!

Hanne Utoft

Thomas Petersen, Taleban fik international ros for i år 2000 at have bragt landets opiumsproduktion voldsomt ned - tilmed fik landet en medalje af FN, såvidt jeg husker. Og som du er inde på, bevirkede krigen at opiumsproduktionen ret hastigt røg tilbage til samme skala som før Talebans forbudpolitik blev iværksat.

Det er i øvrigt værd at bemærke at russerne i betydelig grad bistod amerikanerne og briterne ved indledningen af krigen i Afghanistan, men dette aftog betydeligt da Putins forsøg på at gøre Rusland til medlem af NATO blev modarbejdet af amerikanerne og krigen mod Irak dernæst så dagens lys.

Thomas Petersen

Hanne Utoft, jeg må med skam tilstå at jeg var en af dem der hylede med koret op til invasionen af Aghanistan. Taleban skulle ha sådan en lærestreg efter 9/11 og dere barbariske destruktion af oldtidsminder. Invasionen af Irak fik mig til at forstå motiverne bag "krigen mod terror" og "kampen for demokrati" og jeg er ked af at konstatere at det bare er gået ned af bakke siden. Nu følger jeg så ikke længere så meget med i hvad vores magthavere går og korrumperer sig med, for mit eget mentale velbefindedens skyld. Men nyder stadig Neil Youngs "keep on rocking in the free world" med et sarkastisk smil.