Læsetid: 6 min.

Den italienske succesforfatter Paolo Giordano undgår coronapanik med matematik i bogen ’I smittens tid’

Med hjælp fra matematikkens sprog forklarer Paolo Giordano epidemiens natur helt forfra i bogen ’I smittens tid’. Matematik skaber nemlig orden i kaos, mener den italienske succesforfatter
Billederne af vinterens skovbrande i Australien står stadig klart i vores hukommelse. Derfor bruger Paolo Giordano dem til at illustrere den – ifølge ham selv – vigtigste pointe i hans nye bog, ’I smittens tid’: Nemlig at epidemiens årsag skal findes i menneskets forhold til naturen.

Billederne af vinterens skovbrande i Australien står stadig klart i vores hukommelse. Derfor bruger Paolo Giordano dem til at illustrere den – ifølge ham selv – vigtigste pointe i hans nye bog, ’I smittens tid’: Nemlig at epidemiens årsag skal findes i menneskets forhold til naturen.

Perottino/Zuma/Ritzau Scanpix

23. maj 2020

Det var den 21. februar, og Italien lå allerede på andenpladsen i antallet af smittede – kun overgået af Kina. I løbet af et par dage blev det klart, at situationen var alvorlig. I hvert fald for den italienske forfatter Paolo Giordano.

Selv om det i dag kan virke helt urealistisk at tænke tilbage på, var der på det tidspunkt stadig diskussion blandt fagpersoner om alvorligheden af sygdommen: Om der var tale om en ny almindelig sæsoninfluenza eller en alvorlig pandemi. Italienske politikere lavede opslag på sociale medier, hvor de påstod, at alt var under kontrol, mens tallene gav udtryk for noget andet.

Forfatter Paolo Giordano var ikke i tvivl. Han havde nemlig sat sig ind i »smittens matematik«, som han kalder det i sin bog I smittens tid. Det var ikke svært for ham at se, hvilken vej det gik. Og den spirende coronakrise gav ham anledning til at tage nogle af de emner op, som han havde interesseret sig for de seneste år. Han gav sig til at skrive, så hurtigt han kunne.

»Det, at der var en nødsituation udenfor, gjorde det nemt for mig at skrive bogen så hurtigt. Jeg ser det ikke som et værk, men nærmere som en samling af noter,« siger Paolo Giordano.

Efter to uger havde han skrevet 88 siders tankestrøm, som begynder med virussen og slutter med menneskets forhold til naturen – og som giver et dagbogsagtigt indblik i en historisk tid i Italien. Nu bliver bogen udgivet i 31 lande, og fredag udkom den på dansk.

Paolo Giordano. ’I smittens tid’.

Den 37-årige forfatter er bedst kendt for sin debut, fiktionsromanen Primtallenes ensomhed fra 2008, som blev en international bestseller, og for hvilken han vandt Premio Strega – Italiens mest prestigefyldte litterære pris.

I I smittens tid bevæger han sig væk fra fiktionen og over i essaygenren. Det er en bog skrevet fra orkanens øje: Italien var det europæiske land, som først blev hårdt ramt af corona. Det var det første land, der satte begrænsninger på den individuelle frihed for at forhindre smitte. Nedlukningen af Italien varede næsten tre måneder, og først nu er landet begyndt så småt at åbne. Frisører og cafeer slog dørene op i mandags. Der er liv, men folk er forsigtige og mistænksomme, fortæller Giordano fra sit hjem i Rom:

»På grund af økonomien kunne vi ikke vente længere – det ville ikke være bæredygtigt. Men jeg ser det som en prøveperiode med en vis risiko indbygget.«

Matematikkens sprog

Som alle andre sad Paolo Giordano hver dag under nedlukningen og lyttede til tallene fra beredskabsstyrelsen. Antallet af smittede, antallet af døde, antallet af dage i karantæne. Det er ikke så underligt, at forfatteren, som har en ph.d. i partikelfysik, begyndte at tænke i matematiske baner.

De seneste måneder har vi alle sammen lært epidemiologiske eller virologiske udtryk som ’smittetryk’ og ’flokimmunitet’. Men før de var blevet en del af vores fælles ordforråd, gav Giordano sig i kast med at forklare koncepterne fra bunden i et simpelt sprog.

Først og fremmest, mener han, er det vigtigt at forstå, at en virus kun kender tre slags mennesker: Dem, der kan smittes; dem, der ikke kan smittes; og dem, der er smittede.

Og vi skal forstå, at gruppen, der kan smittes, består af 7,5 milliarder mennesker.

For at forklare, hvad det betyder, beder Paolo Giordano læseren forestille sig en bunke af 7,5 milliarder kugler, der alle sammen er modtagelige for virussen og ubevægelige. Så skal vi forestille os, at der bliver skudt en smittet kugle ind, som rammer – og dermed smitter – to kugler. De smitter så to, som smitter to, som igen smitter to.

Pointen er, at smitten er eksponentiel, og at det afgørende for hastigheden af smitten på den måde er, hvor mange modtagelige kugler, der bliver ramt af hver smittet kugle. Det tal kalder man R nul.

Men vi er ikke ubevægelige kugler, forklarer Giordano. Vi kan gøre noget ved, hvor mange der bliver smittet, og det afgørende er, at R nul skal være mindre end én.

»Det er derfor, vi ikke går i biografen mere. Hvis vi er standhaftige nok til at holde ud længe nok, vil R nul til sidst glide ned under den kritiske værdi 1, og så hører epidemien så småt op. At sænke R nul er det matematiske formål med vores afsavn,« skriver Giordano i I smittens tid.

Siden bogen blev skrevet og udgivet i Italien den 26. marts, er de fleste af os blevet bekendt med R nul – vi kender det bare som ’smittetrykket’. Når Paolo Giordano i dag bliver interviewet om bogen, understreger han, at meget har ændret sig siden slutningen af februar.

»Bogen er på mange måder også et tidsbillede. Da jeg begyndte at skrive den, var epidemien i Europa kun noget, man kunne se i tallene og endnu ikke på hospitalerne. På det tidspunkt var det ikke banalt.«

Matematik mod panik

I et andet eksempel beder Giordano læseren forestille sig, at der i går var ti smittede, og at der i dag er 20. Vi kan nærmest ikke lade være med at tænke, at der så i morgen vil være 30, mener han. Det skyldes, at vi intuitivt forventer en lineær udvikling. Men sådan ser det langtfra ud med coronasmitten. Og fordi det bryder med vores forestilling om, at alt udvikler sig lineært, kommer det som en overraskelse.

»Jeg syntes, det var vigtigt at forklare folk, at en eksponentiel vækst er indskrevet i selve epidemiens natur. Det, der ser ud, som om det er ude af kontrol, er faktisk forudsigeligt. Det gør det ikke mindre alvorligt, men mere forståeligt.«

Siden han var helt ung, har Paolo Giordano brugt matematik til at berolige sig selv. I utrygge situationer har han sat sig ned og reduceret matematiske udtryk – altså løst ligninger. Det giver ham en følelse af at skabe orden i kaos. Den følelse får han i øvrigt også af at skrive.

Og nu i smittens tid har hans evne til at overskue noget gennem matematikkens sprog vist sig helt afgørende. Han bruger den nemlig til at »forstå, hvad der foregår, og ryste vrangforestillingerne af sig«. som han skriver.

Argumenterer på skrift

En aften kort før Giordano begyndte at skrive I smittens tid, var han til middag. Den skulle være den sidste, inden han gik i isolation, sagde han til sig selv. Da han ankom, hilste han ikke på nogen ved at give hånd eller kindkys – og det irriterede nogle af de andre gæster.

»Der var stadig mange på det tidspunkt, der var i fornægtelse,« siger Paolo Giordano.

Han forklarer, at bølgerne gik højt, fordi hver side af diskussionen mente, at dem på den anden side var blevet vanvittige.

»Jeg er ikke så god til at skændes – eller, jeg mener diskutere – direkte. Det er meget nemmere for mig at sætte mig ned og skrive.«

Derfor gennemgår forfatteren i bogen en række grunde til at tage et individuelt ansvar på sig. I fysikkens verden har man brugt udtrykket ’mere er anderledes’ om elektroner og molekyler, men Giordano bruger det til at beskrive, hvordan den ophobede virkning af den enkeltes handlinger er større end summen af de enkelte virkninger. Altså at enkeltpersoners adfærd kan få større – og altså mere globale – følger, end man kan forestille sig.

Del af et større system

Billederne af vinterens skovbrande i Australien står stadig klart i vores hukommelse. Derfor brugte Paolo Giordano dem til at illustrere den – ifølge ham selv – vigtigste pointe i bogen: Nemlig at epidemiens årsag skal findes i menneskets forhold til naturen.

Argumentet er, at når skovene for eksempel svinder, er der bakterier fra udryddede dyrearter, der flytter andre steder hen. Og at vi derfor kommer til at se flere af denne slags virusser fremover.

»Men man kunne have brugt utallige andre eksempler til at nå min pointe,« siger Paolo Giordano.

Han vil nemlig frem til, at sundhedskrisen potentielt kunne lære os at ændre vores forhold til naturen, og at andre kriser – som klimakrisen – kræver af os, at vi på samme måde handler kollektivt og giver afkald.

Men han er bekymret for, at det er det modsatte, der vil ske.

»Der er ikke så ofte tid til længere perspektiver i den offentlige debat, fordi den er fokuseret på det mest præsente – i hvert fald i Italien. Vi har snakket udelukkende om nødssituationen, og ikke nogen længere perspektiver. Det forsøger jeg så at gøre i denne bog.«

Paolo Giordano. ’I smittens tid’. Oversat af Thomas Harder. Forlaget Klim. 88 sider. 100 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Mikkel Zess
  • Lillian Larsen
Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Maj-Britt Kent Hansen, Mikkel Zess og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu