Det hedder sig, at ingen er liberalister under en pandemi. Når staten pumper hundredevis af milliarder kroner ud i et nødlidende marked, kan ingen som Ronald Reagan mene, at sprogets mest skræmmende sætning er:
»Jeg er fra regeringen, og jeg er her for at hjælpe.«
Når vi med åbne øjne ser ind i en økonomisk krise og opgiver vores sociale liv for at passe på ældre og svage medborgere, kan ingen med Margaret Thatcher hævde, at der ikke findes et samfund.
Krisen indeholder alle komponenterne i en god socialdemokratisk fortælling.
En pandemi kan kun bekæmpes med kollektiv handling. Alle må gå i takt og følge myndighedernes anbefalinger. I kampen mod sygdommen har staten handlet, mens markedet har virket magtesløs.
Måske har Joseph Stiglitz, Naomi Klein og andre venstreintellektuelle ret, når de siger, at coronavirussen kommer til at markere neoliberalismens endeligt. Ser man krisen som en kamp om ideer, lader det til, at venstrefløjen er ved at vinde.
Sådan er det imidlertid ikke alle, der ser på det.
Christopher Arzrouni griner bare lidt i det skæg, han ikke har, når han hører den slags udlægninger af krisen. Han er tidligere debatredaktør på Børsen og særlig rådgiver for flere borgerlige ministre. I dag arbejder han med kommunikation for tobaksgiganten Philip Morris. Og så er han et levende eksempel på, at man godt kan være liberalist under en pandemi. På den måde skriver han sig ind i rækken af debattører, som kun har fået deres verdenssyn bekræftet af krisen.
Socialister har en særlig begejstring for dommedag, mener han. En besynderlig kærlighed til katastrofer. De venter og venter og venter på den krise, som endelig skal gøre det af med kapitalismen.
»Venstrefløjen bilder sig måske ind, at denne her krise, som gør os alle sammen fattigere, vil blive løst med mere stat og højere skatter. Men den tager fejl. Det præcis modsatte kommer til at ske,« siger han.
»Hvis det her fortæller os noget som helst om samfundet, så er det, hvor afhængige vi er af åbne, frie og velfungerende markeder.«
Statsfejl
Markedet har generelt svært ved at håndtere store, udefrakommende chok. Det er der ingen, der benægter. Krig, naturkatastrofer og pandemier er klassiske eksempler på markedsfejl. Ekstraordinære begivenheder, som midlertidigt sætter økonomiske lovmæssigheder og liberale principper ud af spil.
Det er selv de mest begejstrede markedstilhængere enige om, forklarer Martin Ågerup, der er direktør i den borgerlig-liberale tænketank Cepos.
Men forløbet op til coronakrisen har også været kendetegnet af »statsfejl på statsfejl på statsfejl,« mener direktøren.
Sundhedsvæsenet er grundlæggende statens ansvar. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i de fleste andre lande. Selv om epidemiologer har advaret om katastrofen i årevis, har myndighederne forsømt at udvise rettidig omhu, påpeger Ågerup. Så sent som halvanden måned inden samfundet måtte lukke ned, betegnede sundhedsstyrelsens direktør det som »meget, meget usandsynligt,« at smitten ville komme til her til landet, ligesom Danmark afviste et sydkoreansk tilbud om at levere test.
»Det er altså ikke markedet, som har forhindret staten i at tage denne her trussel alvorligt,« siger Ågerup.
»Og undskyld mig, hvad var det, vi var ved at løbe tør for? Det var alle de ting, vi skal bruge i det centralstyrede sundhedsvæsen. Masker, sygeplejersker, håndsprit, testkapacitet. Og hvad har vi rigeligt af? Mad i supermarkedet og alle de andre ting, som bliver leveret af markedet.«
Det er naturligvis ikke helt det samme. Når en pandemi rammer, opstår der et akut behov for værnemidler. Alle skal bruge masker, håndsprit og test på samme tid. Det skaber en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, forklarer Ågerup.
»Men markedet er bedre til at håndtere sådan nogle ubalancer end staten. Private virksomheder lever af at tilfredsstille efterspørgsel,« siger han.
Når vi ikke længere mangler hverken håndsprit eller masker, skyldes det, at firmaer, der førhen producerede noget helt andet, har lagt produktionen om for at hjælpe samfund og finde nye måder at tjene penge i en vanskelig tid. Det er markedet, som viser sig fra sin bedste side.
»Det går mere trægt på de områder, som staten sidder tungt på. Ikke mindst i forhold til at skaffe testudstyr,« siger han. Mange private aktører er afskåret fra at gå til opgaven, fordi de først skal have en række offentlige tilladelser.
»Men sådan går det tit. Først pisser de på os, og så siger de, vi lugter. Først sætter staten markedet ud af kraft, og så konstaterer socialisterne, at markedet ikke virker.«
Lukkede markeder rammer fattige
Det er ikke uden grund, at venstrefløjen »venter og venter og venter« på den store krise, som skal omvælte hele samfundet. Gennem det 20. århundrede fungerede store katastrofer som katalysatorer for store samfundsforandringer. Velfærdsstaterne blev bygget efter Anden Verdenskrig, og 1970’ernes økonomiske kriser satte gang i en frimarkedsliberal bølge, som mange mener har rullet lige siden.
»Men der var tale om indre kriser,« mener Martin Ågerup. »I slutningen af 1970’erne, hvor Thatcher, Reagan og Schlüter kom til, var samfundet præget af kriser, som kom indefra. Staten havde brugt for mange penge og skabt en gældskrise, og en tårnhøj inflation vidnede om, at der blev ført en forkert økonomisk politik,« siger Martin Ågerup.
En pandemi er derimod noget fuldstændig udefrakommende, som ikke nødvendigvis gør os klogere på vores samfundsmodel.
Christopher Arzrouni er enig.
Var der en krise, som kunne have åbnet porten til en ny og mere kollektivistisk fremtid, var det finanskrisen i 2008, der vitterligt blotlagde indre modsætninger og svagheder i finanskapitalismen.
»Det her er en sundhedskrise, som har begrænset det frie marked og gjort os alle sammen fattigere,« siger han.
I sidste uge advarede David Beasley, som er direktør for FN’s fødevareprogram om, at »vi kigger ind i en sultkatastrofe af bibelske dimensioner«.
Ifølge en ny FN-rapport risikerer antallet af mennesker, som lever på sultegrænsen, at blive fordoblet som følge af det økonomiske sammenbrud.
Mangel på arbejdskraft truer fødevareforsyningen, og investeringer og efterspørgsel fra de rige lande tørrer ud. Og så vælter korthuset. FN vurderer, at op mod hvert andet job i Afrika kan gå tabt under krisen.
»Når markederne er lukket, handlen begrænset, og det frie marked er hæmmet, er det ikke mindst de fattigste, der bliver ramt. Den refleksion glemmer venstrefløjen ofte,« siger Christopher Arzrouni.
Det gælder også i Danmark, fortsætter han. Her og nu ligner krisen måske en politisk fordel for venstrefløjen, hvor de seneste meningsmålinger viser en opbakning til rød blok på små 60 procent. Men sad Arzrouni i sit gamle job som spindoktor for en borgerlig politiker på Christiansborg, ville han ikke være bekymret for de langsigtede, politiske konsekvenser af epidemien.
»Det her bliver en genfødsel for den økonomiske dagsorden. Og de borgerlige partier har typisk vundet, når der var en økonomisk dagsorden, og tabt, når der ikke var,« siger Arzrouni.
Når den umiddelbare sundhedstrussel har lagt sig, skal politikerne have fat i posen med vækstfremmende tiltag. Og den kan meget vel være fuld af skattelettelser, deregulering og offentlige nedskæringer.
Statens synlige hånd
Men hvad så med de store hjælpepakker? Folketinget har foreløbig brugt 400 milliarder skatteyderfinansierede kroner på at holde hånden under private virksomheder. Under de omstændigheder må det trods alt være svært at fastholde, at staten er en byrde for det frie marked.
Nej, forklarer Martin Ågerup. Grundlæggende står vi i en situation, hvor staten har forhindret virksomhederne i at producere. Det er mere retvisende at tale om, at staten udbetaler erstatning for eksproprieret værdi.
»Vi lever i samfund, hvor der ikke er den store vilje til at lade konsekvenserne af en økonomisk krise udspille sig. Lige nu er Folketinget i gang med at fordele byrderne fra pandemien udover hele samfundet, så man letter konsekvenserne for dem, der bliver hårdest ramt,« siger Martin Ågerup.
Generelt mener han ikke, at staten bør give kunstigt åndedræt til virksomheder. Økonomiske kriser er også udtryk for, at markedet regulerer sig selv. Dårlige investeringer bliver straffet, og kapital bliver ført nye steder hen, hvor den gør mere nytte.
– Synes du bare, vi skulle lade falde, hvad der ikke kan stå selv?
»Ja, hvis man fra statens side ikke havde bedt erhvervslivet om at lukke ned, kunne det have været en fornuftig løsning, at man lod sunde og raske virksomheder låne i banken.«
– Ingen bank havde lånt penge til en virksomhed i turistbranchen lige nu, uanset hvor sund og rask den var før krisen. Det havde vel ikke været godt for økonomien på lang sigt, hvis det rå marked lod hele brancher gå nedenom og hjem, så de skulle starte forfra, når det her er forbi?
»Det kan du have ret i under denne krise. Men det er også en særlig type krise. Den er ikke skabt af aktører, som har handlet forkert. Så ud fra en markedsbetragtning er indgreb fra staten mindre problematiske nu, fordi man ikke på samme måde holder liv i usunde virksomheder.«
Christopher Arzrouni bryder sig heller ikke om ordet hjælpepakke. »Det her er en diskussion af, hvem det er synd for. Den handler ikke om, hvad der er godt for økonomien,« siger han.
»Jeg kan godt se pointen i en eller anden udstrækning af fælles forsikringsdækning. Vi skal bare ikke bilde os ind, at vi redder noget. Vi fordeler tabene.«
– Der er næppe mange små erhvervsdrivende, som lige nu er enige med Reagan i, at den mest skræmmende sætning, man kan forestille sig er: »Jeg er fra regeringen, og jeg er her for at hjælpe«?
»Jeg vil gerne svare med et andet Reagan-citat, som jeg mener rammer det her bedre ind: ’Hvis det bevæger sig, beskat det. Hvis det fortsat bevæger sig, regulér det, og hvis det stopper med at bevæge sig, så etabler en tilskudsordning’.«
Liberal fortælling
Når Danmark foreløbig har klaret sig mere skånsomt igennem pandemien end andre lande, skyldes det ikke, at regeringen har haft en særligt håndfast, socialdemokratisk reaktion, mener Martin Ågerup. Det er slet ikke tilfældet.
Vores mest effektive våben i kampen mod coronakrisen har været, at oplyste og frie mennesker har truffet ansvarlige valg.
»Liberale er ikke imod samfundssind. Liberale går ikke ind for, at gamle mennesker skal dø af corona. Vi er bare optaget af, at finde nogle løsninger, som griber så lidt ind i den personlige frihed som muligt. Og så tror vi på, at den mest langtidsholdbare løsning er at appellere til folks personlige ansvarsfølelse,« siger Martin Ågerup.
Og det er netop, hvad regeringen har gjort. Grundlæggende har Danmark fulgt en mere liberal strategi end mange andre lande, hvor der for eksempel er udgangsforbud. I Danmark har der været relativt få forbud, påbud og tvungne nedlukninger. Og det er heller ikke de statslige kontrolregimer, som har gjort den største forskel. Det er, at vi alle sammen har sprittet hænder, holdt afstand og minimeret vores færden. Alt det, vi hver især kan gøre.
»Da Margaret Thatcher sagde, at der ikke findes et samfund, henviste hun til den ansvarsfralæggelse, som er forbundet med at sige, at det ene og det andet er samfundets skyld eller samfundets opgave. Coronakrisen er et godt eksempel på, at hun havde ret. I sådan her situation er vi dybt afhængige af, at hver enkelt borger udviser samfundssind og tager ansvar for sig selv,« siger Martin Ågerup.
»Grundlæggende set har det her været en meget liberal fortælling, som bare er blevet pakket ind i socialdemokratisk retorik.«
Vorherrebevares for en ynkelig retræte.
Hmm, sikke meget af Informations spalteplads at bruge på den slags. D’herrer Å og A: er der egentlig nogle af det kapitalistiske systems skavanker, som ikke kan tilskrives venstrefløjen? Helt som forventet en, fra ende til anden, analyseløs inkonsistent gang ideologisk demagogi. For Arzrounis vedkommende endda for 2.gang på få dage i denne avis. Imponerende.
Ågerup fremturer bl.a:
“Og undskyld mig, hvad var det, vi var ved at løbe tør for? Det var alle de ting, vi skal bruge i det centralstyrede sundhedsvæsen. Masker, sygeplejersker, håndsprit, testkapacitet. Og hvad har vi rigeligt af? Mad i supermarkedet og alle de andre ting, som bliver leveret af markedet.” For at derefter selv at afmontere eksemplet som brugbart:
“Det er naturligvis ikke helt det samme. Når en pandemi rammer, opstår der et akut behov for værnemidler. Alle skal bruge masker, håndsprit og test på samme tid. Det skaber en ubalance mellem udbud og efterspørgsel”
For derved alligevel at konkludere på det:
“Men markedet er bedre til at håndtere sådan nogle ubalancer end staten” Spot on!Udvid selv listen af inkonsistent nonsens. Der er masser at tage af.
Men hele artiklen virker vel egentlig også mest som et sprællende forsøg på at fremhæve to af d’herrers største politiske idoler i det 20. århundrede og disses smarte lommefilosofiske punchlines og hvis politikker og ideologiske korstog sidenhen i øvrigt har henvist milliarder af mennesker til fattigdom og social armod.
Optimismen herfra kan dog spores i forhåbningen om at Arzrouni for evigt vil være hengemt i tobakslobbyens perifere korridorer for kun til tider at kvække i pressens spalter fremfor igen at kunne besudle og forpeste de demokratiske institutioner indefra.
Det var markedsorienterede økonomer, der sparede beredskabet væk, fordi man havde købt forkert eller for meget ind tidligere. Den fejl ville man ikke begå igen. En typisk Peter og Ulven.
Jeg synes faktisk, det er nyttig læsning: hvad det ultraliberale Danmark mener. Det er jo det, 'vi' er oppe imod, det 'vi' skal ændre. Så tak til Information for at bringe, hvad de to herrer formentligt mener af deres fulde hjerte.
Ågerup siger: » - - - Først pisser de på os, og så siger de, vi lugter. Først sætter staten markedet ud af kraft, og så konstaterer socialisterne, at markedet ikke virker.« Tja, svært at sige, hvad der var sket, hvis samfundet ikke var blevet lukket ned. Men måske er Italien og Spanien gode eksempler på, hvad der kunne være sket. Mon markederne da ville have fungeret? Mon befolkningerne, arbejdskraften, ville have tilladt det?
Analogt kunne man sige, om et fænomen, vi bedre kender: Først kører borgerlige politikere offentlige virksomheder - oftest infrastruktur - i sænk ved manglende bevillinger. Så sælger staten hele herligheden til private - billigt, billigt. Så bliver der vedligeholdt og investeret - og så konstaterer de liberale, at de private er meget bedre til at drive virksomheden end det offentlige! Hvor tit er det ikke sket? Og hvornår mon - f.eks. DSB - er kørt så grundigt ned, at hele herligheden kan sælges - billigt - til private? Selvfølgeligt kan offentligt ejede virksomheder og infrastruktur ikke klare sig, hvis der ikke bevilges penge til vedligeholdelse og fornyelser!
Ågerup hævder også "at venstrefløjen »venter og venter og venter« på den store krise, som skal omvælte hele samfundet." Hov, gør Venstrefløjen det? Venstrefløjens mennesker er ikke almindeligvis tilhængere af Ågerups elendighedsteori. Elendige forhold skaber ikke nødvendigvis og da slet ikke automatisk grobund for socialisme, snarere tvært imod. Dette er ikke mindst diktaturerne i 1930'erne gode eksempler på.
Mere guld fra Ågerup - om hjælpepakker: "Grundlæggende står vi i en situation, hvor staten har forhindret virksomhederne i at producere. Det er mere retvisende at tale om, at staten udbetaler erstatning for eksproprieret værdi." Hov, den var ny! Den skal lige sive ind :)
Det taler da til markedets fordel, at det reagerede hurtigt på efterspørgslen efter respiratorer, så den amerikanske præsident ikke var nødt til at aktivere en produktion ved dekret.
Det er da naivt at tro, at vi ikke har behov for et marked. Der hvor markedet er stærkt er netop evnen til tilpasning. Markedet er jo mennesker som du og jeg, der, via vores uddannelse, erfaringer, kreativitet, stædighed og lyst, skaber noget, der f.eks. kan komme klimaet tilgode. Markedet er potentielt uendeligt og absolut uforidsigeligt.
Staten kan guide markedet via tilskud og afgifter.
Jeg har virkelig svært ved at se, at en stat vil kunne regulere noget tilsvarende ved at "overtage" al ejendom. Det vil i stedet blive en politiseret regnearksøvelse omkring, hvem der skal lave hvad. Nul innovation, nul nytænkning og ingen incitementer til at gøre noget bedre for nogle.
Gys, siger jeg bare...
Rikke Nielsen, få socialister taler i dag om en total statslig nationalisering af produktionen. Det bliver økonomien jo ikke mindre markedsafhængig af - i hvert fald ikke, hvis man kigger lidt ud over landets grænser. Bare ét eneste (ud af mange) eksempel på det er Venezuelas ulykkelige udvikling, sårbart og udsat fra især USA's boycot af økonomien. Arbejdet for socialisme må nødvendigvis foregå på internationalt plan, i samarbejde med alle andre landes befolkninger. For mig (og mange andre - der er da bestemt ikke enighed!) er en socialistisk politik i første omgang at bringe nøgleindustrier, infrastruktur og finanskapital under nøje samfundskontrol, enten ved overtagelse eller ved kraftig regulering. Design på forhånd af store konstruktioner er prøvet tit nok med triste resultater. Det bliver nødt til at tage den tid, det tager, at udvikle samfundet i socialistisk retning, d.v.s. med politisk og økonomisk demokrati, hvor borgerne er inddraget - ikke kun ved valg til parlament og kommunalbestyrelser, men ved aktiv daglig deltagelse. Mange tænker faktisk i socialistiske baner nu. Det er ikke længere 'ekstremt' at forestille sig samfundskontrol med finanskapitalen, faktisk tænker mange økonomer i de baner. Det er ikke længere 'ekstremt' at tænke i noget-for-noget baner: erhvervshjælp skal være ledsaget af grønne og sociale krav til erhvervene. Det er heller ikke længere 'ekstremt' at tænke borgerinddragelse i både politik og økonomi. Tænk selv videre :)
Det som springer en i øjnene, er de ikke kan klare sig selv på markedsvilkår, de er et hykleriske forretningsfortagende, et vi allesammen betaler til det over skattebilletten.
https://cepos.dk/stoet-cepos/
Alle bidrag er fuldt fradragsberettigede. Du skal blot oplyse dit CPR ved donationen.
Utroligt sådan en forretning, kan være omfattet af de almennyttige forenings regler, en foretning der arbejder for de meget få, velbjærget, på bekostning af de mange.
De skulle se sig at få et stykke reelt arbejde, at tænke sig, de har solgt deres sjæl til mammon.
Agnete La Cour
"..d.v.s. med politisk og økonomisk demokrati, hvor borgerne er inddraget - ikke kun ved valg til parlament og kommunalbestyrelser, men ved aktiv daglig deltagelse..."
Kunne du prøve at uddybe, hvordan dette helt konkret ville være ladesiggøreligt, sådan helt lavpraktisk uden floskler og faner?
Hvor er jeg træt at denne evindelige modsætning mellem kapitalisme det frie marked og staten.
Hvorfor ikke tænke det som en 2 forhold der skal være tilstede for at økonomien kan fungere. Markedet vil ofte finde de bedste løsninger og staten sørger for at der er stabilitet. En uddannet arbejdskraft. Infrastruktur, hospitaler m.m.
Mange varer fungerer bedst på markedet og under konkurrence, men staten er med til at sætte spillereglerne, så privat aktører overholder regler som miljøregler m.m.
Ligesom en fodboldbane hvor reglerne er sat til at spillerne kan spille spillet, men efter et regelsæt der medfører at man straffes for ikke spille unfair spil.
Men den form for kapitalisme vi har haft de seneste år, hvor mere og mere kapital bliver koncentreret og hvor konkurrence forværres, fordi markedet deles af stadig få og meget store aktører.
Det er adgangen til billig kapital, rentefri gæld, aktie tilbagekøb sprogrammer, som tidligere var ulovligt, men nu er lovligt som kanalisere kapital mod uproduktive aktiver.
Markedet, eller aktørerne bliver holdt i live, ved hjælp af obligations opkøb programmer og mere gæld, stiftet af BOE, Federel reserve USA, ECB osv.
Trilioner af dollars i jukk bonds, trilple BBB bonds.
Gæld med stort ser ingen muligheder for at virksomhederne kan betale det tilbage.
Derfor er det paradoksalt at nogle vare er forholdsvis for billige og andre som f.eks. Boliger er steget voldsomt i pris.
Konklusion markedet er den bedste løsning. Men kunstig stimulus er gift. Lave renter udhuler fornuften i at spare op. Og private og virksomheder ønskes at vedblive at gældssætte sig yderligere for at holde hjulene igang.
Tror ikke at den slags kapitalisme vi dyrker idag, er ikke den Adam Smith er hvem der nu var der oprindeligt skrev for over 100 år siden muligvis 200 år siden, at beskrive dynamikerne på et marked.
Måske en slags svar til Rikke Nielsen og andre 'markeds-beundrere':
(og undskyld at jeg så utidigt blander mig) ;).
Én måde at gennemføre en 'ikke-blodig' og i og for sig 'markedsvenlig' socialistisk 'revolution' på, ville ganske simpelt være at indføre en antitese til mindstelønnen, det vil sige en øvre grænse for hvor mange af samfundets ressourcer - immaterielle som materielle - det enkelte menneske kan gøre krav på...og dette helt uanset det enkelte menneskes påståede 'geni' eller 'markedsværdi'.
I og for sig er det netop det vi idéelt set allerede gør i velfærdsstaten Danmark, blot vil jeg - som mange andre socialister - hævde, at loftet for den enkelte fortsat er sat for højt.
Det er vel ikke umuligt at forestille sig en samfundsmodel, hvor enhver samlet indtægt over - lad os sige - en million kroner/år beskattes med 100%?
En sådan samfundsmodel vil 'selvfølgelig' resultere i det, som liberalistiske økonomer og sociologer beskriver som brain drain: Ud fra en logik der tilsiger, at mennesket primært er drevet af udsigten til økonomisk vinding, forudsiger den slags konformistiske tænkere, at snart sagt alle 'dygtige' og 'arbejdsomme' mennesker vil flygte til udlandet, for der at udleve deres 'drøm'..
Som en slags socialist, siger jeg: Lad det dog komme an på en prøve! Og selv hvis alle opportunisterne drager i landflygtighed, mon så ikke der er nok 'brain power' tilbage indenfor rigets grænser, selv når psykopaterne har fundet andre græsgange?
Lad det dog komme an på en prøve..?
Torsten Jacobsen
"Ud fra en logik der tilsiger, at mennesket primært er drevet af udsigten til økonomisk vinding, forudsiger den slags konformistiske tænkere, at snart sagt alle ’dygtige’ og ’arbejdsomme’ mennesker vil flygte til udlandet, for der at udleve deres ’drøm’.."
Bare fordi du ikke er drevet af udsigten til "økonomisk vinding", er de mennesker, der er, dårligere mennesker end dig, ja de er faktisk psykopater? Egentlig en ret usympatisk holdning, du har til dine medmennesker.
Jeg håber da ikke disse holdninger er repræsentative for andre socialister som dig; det ville i hvert fald gøre mig mægtig nervøs, den undertone af undertrykkelse og ensretning, der gemmer sig i det.
Hvem siger også, at mennesker, der skaber, udelukkende er drevet af jagten på økonomisk vinding? Bare det er i sig selv en stråmand. De gode mennesker, jeg kender, der er startet op med noget selv, er da drevet af visioner om at skabe noget godt; anerkendelsen gemmer sig i den økonomiske vinding, da det viser, der er efterspørgsel.
Det tilkommer ikke mig at sætte grænser for, hvad andre mennesker må tjene. Jeg tænker, at de i deres valg også fravælger noget, men det er deres frie valg.
Og så synes jeg egentlig, at det er ufattelig loyalt mod samfundet, at alle borgere leverer omtrent halvdelen af deres indtægter til fælleskassen. Det er fantastisk flot.
Torsten Jacobsen,
Det var sgu da egentlig en interessant idé, den med en maxgrænse for personlig indtægt!
Og for at glæde alle dem, der er overbevist om at det økonomiske incitament er det altoverskyggende og vigtigste element for menneskernes liv, så kunne man jo bare indføre en stigende skatteprocent der aldrig ville kunne ramme 100 pct.
Altså jo større indtægt, des tættere på 100 pct, men dog aldrig helt derop. Så ved de der sindssyge indtægter ville skatteprocenten måske hedde 99,99999987 pct.
Så vil der altid være det økonomiske incitament tilstede som bliver tiljublet. Mindre end i dag, jojo, men til stede vil det være.
Rikke Nielsen.
hvor borgerne er inddraget - ikke kun ved valg til parlament og kommunalbestyrelser, men ved aktiv daglig deltagelse-
Kunne du prøve at uddybe, hvordan dette helt konkret ville være ladesiggøreligt, sådan helt lavpraktisk uden floskler og faner?
Jeg har konkrete forslag. Går man ind på folketinget.dk. Bliver man informeret om hvordan man kan få en rundvisning og ser nogle malerier af stovte, tidligere regeringsledere. Man kunne omdanne folketinget.dk til et onlineforum, hvor bla. politikererne kunne formulere deres politik og bringe den til debat med befolkningen. Man kunne logge på via f.eks. nem-id. Alle politiske observanser og religiøse mindretal skulle kunne ytre sig, men med regler og moderatorer.
Jeg har spurgt mig selv, hvordan ville det påvirke vores demokratiske system? Vi ville næppe, udelukkende, høre de samme, udvalgte, "meningsdannere, eksperter , kendte, fodboldspillere, bagedystdeltagere, influencers. Som var blevet udvalgt til at kunne deltage i debatten. Der ville ikke være det samme incitament for lobbyisme fra pengestærke, fagforeninger og andre foreninger. Man ville, ikke, kunne købe indflydelse på politikken. Der ville ikke være det samme incitament til at tilbyde politikkere store stillinger efter endt arbejde i folketinget. Udelukkende fordi man ønsker at have en repræsentant blandt meningsdannerne og den magtfulde klasse. Pressen kunne stadig afdække råddenskab, men man kunne ikke i, uskøn, forening med magthavere lukke og sylte sager som Tibetsagen og Thornings, påståede skattesnyd umiddelbart før et valg. Debatforummet burde inkluderes i magtens tredeling. Politikkere skulle have mulighed for at moderere. Politikkerne skulle stadig til valg. Og måske skulle moderatorerne også til valg. Dygtige moderatorer hænger ikke på træerne.
Det ville efter min bedste overbevidsning være et mere demokratisk system end det vi har i dag. Vi kan godt se at når Orban, Putin og andre statsledere indskrænker domstole og presse ol. Er det fordi de vil kontrollere meningsdannelse og dermed sikre sig genvalg. Man kunne godt argumentere for at vi, på anden vis, gør det samme i Danmark og Vesteuropæiske lande.
Og hvad er alternativet ? At debatten bliver , mere og mere , flyttet til facebook og andre sociale medier. Selv de arveste politiske modsatander af facebook, har deres facebookprofil. Det er de nødt til for at nå ud til folk.
Kinesere og andre diktaturstater. (undskyld udtrykket) Ville skide i bukserne af skræk, hvis dette greb om sig.
Enhver diktaturstat er nødt til at fjerne dissidenter og anderledestænkende. Kun på den måde kan de manipulere så befolkningen har det samme verdensbillede og livssyn. Det er simpelthen en naturlov. Men hvis vi, i Vesten, bare satte det fri. Så ville diktaturstater komme under stort pres. Og muligvis ville deres regimer blive blæst væk.
Rikke Nielsen,
Vi lever på en klode, hvor der er knaphed på ressourcer. Galloperende global opvarmning. En klode befolket af omtrent 7.8 milliarder mennesker. Et tal, der kun forventes at stige i de kommende år, inden det måske flader ud omkring de 11-12 milliarder omkring år 2100.
Du frygter 'undertrykkelse' og 'ensretning', alene fordi jeg foreslår en indtægtsgrænse for det enkelte individ på 1.000.000 kroner om året?!?
Det tilkommer ikke dig at sætte grænser, siger du, og det er jo såre bekvemt. Du må således bilde dig ind at leve i en verden uden grænser? Ingen grænser for vækst, intet befolkningstryk, ingenting? Intet andet eksisterer der i din verden, end et ufravigeligt krav om et ubegrænset råderum for den enkelte?
Og det selv mens du hævder, at du selv og dine gode bekendte skam ikke primært er drevet af ønsket om at være ekstremt mere rige end elle andre.
Well, jeg anerkender din præmis: Jeg tror heller ikke, at gode mennesker primært er drevet af et ønske om at tjene meste muligt, for dermed at kunne hæve sig højst muligt over alle andre.. Jeg ha såmænd mere tillid til mine medmennesker end som så.
Af samme grund finder jeg en øvre indtægtsgrænse på 1.000.000 kr om året ganske passende. Hvilket godt menneske i en begrænset verden kan dog finde på at gøre krav på mere?
Psykopater?
Torsten Jacobsen
Jeg tror slet ikke, du kan se det undertrykkende i dine argumenter, og derfor tror jeg egentlig ikke, vi har mere at diskutere.
Rikke Nielsen,
Således kan man løbe tør for argumenter. Jeg havde såmænd i mit stille sind forudset netop denne, din pinlige retræte. Man kender vel efterhånden sine lus på travet? ;)
Men nej, jeg kan vitterligt ikke se det undertrykkende i dette, mit argument, med mindre jeg hævdes at undertrykke menneskers behov for i materiel rigdom at hæve sig højt op over alle andre.
Dette behov, dette lidet flatterende behov, betegner jeg polemisk som psykopatisk. Det er naturligvis en tilsnigelse. I og for sig er det blot fattigt!
Fattigt, som din surmulen hver eneste gang, du kommer til kort.. ;)
Det krisen vel har lært os er at vi har forsømt det man kan kalde beredskab, altså at vi som samfund har det der skal til, når det uventede eller uønskede sker. Det som vi også har lært er at vi er blevet mere sårbare, fordi vi hele tiden har jagtet profit og vækst. Vi har sendt al produktion til Kina og andre lavtløns områder, fordi det er billigere, men har glemt at når tingene virkeligt går galt så er alle sig selv nærmest. Og så har vi ikke mindst glemt at det koster, også i kroner og øre, at have et åbent samfund som vi lever i, for hvis vi vil undgå krig, så skal vi være klar til den.
Og det er vi ikke, hverken hvad angik Covid 19, eller den næste som kommer.
Jens Ole Mortensen
"Man kunne omdanne folketinget.dk til et onlineforum, hvor bla. politikererne kunne formulere deres politik og bringe den til debat med befolkningen."
Jamen, jeg er på ingen måde uenig med dig, det må du ikke tro. Spørgsmålet er bare, hvad godt der kommer ud af, at 4 millioner mennesker skulle sidde online og debattere? Og så tror jeg bare, at man skal huske på, at ikke alle mennesker er lige gode til at debattere; og jeg tror hurtigt, vi kan blive enige om, at nogle mennesker, måske endda nogle bestemte befolkningsgrupper, vil være bedre til det end andre, Det vil i sig selv give en ulighed. Vil alle føle de har indflydelse? Det tror jeg bestemt ikke. Ikke mere end nu.
Og hvad er så succeskriteriet for denne debat? Hvornår er den gode løsning fundet?
Men jeg synes ikke, man skal undervurdere styrken i det repræsentative demokrati. I det repræsentative demokrati vælger vi trods alle én til at tale for os, som vi er enige med; hermed bliver vi hørt via en proxy. Og jeg tror absolut heller ikke, vi skal undervurdere magten i de online debatmedier, der allerede eksisterer, i græsrodsbevægelser, i fagbevægelser og de type af meningsdannende fora rundt om politikerne.
Torsten Jacobsen
"Således kan man løbe tør for argumenter. Jeg havde såmænd i mit stille sind forudset netop denne, din pinlige retræte. Man kender vel efterhånden sine lus på travet? ;)
Men nej, jeg kan vitterligt ikke se det undertrykkende i dette, mit argument, med mindre jeg hævdes at undertrykke menneskers behov for i materiel rigdom at hæve sig højt op over alle andre.
Dette behov, dette lidet flatterende behov, betegner jeg polemisk som psykopatisk. Det er naturligvis en tilsnigelse. I og for sig er det blot fattigt!"
Ja, det er fattigt at kalde mennesker, man er uenig med, for psykopater. Så fattigt, at det egentlig ikke er flere ord værdigt.
Det er ingen naturlov at der skal være en offentlig og en privat sektor, det er noget man har bestemt. Og så har man bestemt, at det offentlige skal tage sig af det nødvendige, og det private af det man ellers kunne tænke sig. Det har vist sig at være en ordning, der kan fungere i forskellige samfund af en vis størrelse, så derfor bruger man den mange steder rundt om i verden.
Der har altid været diskussioner om hvad der var nødvendigt, og hvad man lige så godt kunne overlade til hvem der måtte have lyst. Og den opgavefordeling er blevet ændret og justeret hele vejen gennem historien.
Men når man nu havde besluttet at noget var nødvendigt, så måtte man stå sammen om det, enten ved at deltage, eller ved at belønne dem der tog sig af det. De som var gode til at skaffe sig rigdom, f.eks., de måtte aflevere noget af den til dem der sørgede for det nødvendige. Som ikke kun var at holde fjender, sygdom og dumhed væk, men også på andre måder at gøre samfundet til et velfungerende sted, hvor det i det hele taget var muligt at skaffe sig rigdom.
På et tidspunkt i historien, vistnok tidligt, fandt man ud af at belønne hinanden ikke kun med korn, øl og skinke, men også med nogle erstatninger, som ikke i sig selv havde nogen værdi, men repræsenterede en værdi. De var gode i en byttehandel, og dem kaldte man penge.
Og her indsneg misforståelsen sig. De nødvendige opgaver skulle jo løses til gavn for alle, derfor måtte alle bidrage, og hvis ikke med talent, timer og muskelkraft, så med penge. Det blev kaldt skat.
Fordi nogen på den måde måtte betale andre med penge, ikke for den enkelte ydelse, men for at ydelsen til enhver tid var tilgængelig, efter behov, frit og kvit, så blev det til en talemåde at alle ydelser gik fra det private til det offentlige, at det private kunne producere værdier, og det offentlige kun kunne forbruge dem.
Men det var jo præcis som man havde besluttet!
Kun hvis man tænker værdisubstitutter som egentlige værdier, og nødvendige ydelser kun som omkostninger, kan man se det forkerte i den opgavefordeling.
Og husk så i øvrigt, at under store kriser kan disse værdisubstitutter hurtigt antage deres egentlige værdi, som er mindre end det papir de er trykt på.
Ja undskyld, det kunne lyde som når man fortæller til børn, om hvordan et samfund fungerer. Men de fundamentalistiske liberalister har tilsyneladende behov for med mellemrum at få deres elementære børnelærdom repeteret, det var i den bedste mening.
Rikke Nielsen,
Det er bekvemt for dig at fokusere på ordenes leksikale betydning, det forstår jeg så udmærket. Du er løbet tør for argumenter, min ven, men alligevel kan du ikke rigtig give slip på det sidste ord?
For god ordens skyld gentager jeg mit indlæg i debatten, der hvor du løb tør:
--
Vi lever på en klode, hvor der er knaphed på ressourcer. Galloperende global opvarmning. En klode befolket af omtrent 7.8 milliarder mennesker. Et tal, der kun forventes at stige i de kommende år, inden det måske flader ud omkring de 11-12 milliarder omkring år 2100.
Du frygter ’undertrykkelse’ og ’ensretning’, alene fordi jeg foreslår en indtægtsgrænse for det enkelte individ på 1.000.000 kroner om året?!?
Det tilkommer ikke dig at sætte grænser, siger du, og det er jo såre bekvemt. Du må således bilde dig ind at leve i en verden uden grænser? Ingen grænser for vækst, intet befolkningstryk, ingenting? Intet andet eksisterer der i din verden, end et ufravigeligt krav om et ubegrænset råderum for den enkelte?
Og det selv mens du hævder, at du selv og dine gode bekendte skam ikke primært er drevet af ønsket om at være ekstremt mere rige end elle andre.
Well, jeg anerkender din præmis: Jeg tror heller ikke, at gode mennesker primært er drevet af et ønske om at tjene meste muligt, for dermed at kunne hæve sig højst muligt over alle andre.. Jeg ha såmænd mere tillid til mine medmennesker end som så.
Af samme grund finder jeg en øvre indtægtsgrænse på 1.000.000 kr om året ganske passende. Hvilket godt menneske i en begrænset verden kan dog finde på at gøre krav på mere?
--
Har du noget videre at bidrage med, andet end bitter fornærmelse?
Arsrouni er blevet afsløret i regulær svindel. Efterfølgende blev denne person med en så flosset moral indsat -af alle steder- i Etisk Råd
Hans argumentationsform er i dag som den gang: arrogant, nedladende og altid rettet mod personen, ikke bolden . Måske nok fordi han ikke magter en egentlig intellektuel disussion. Men han har været beundret og hævet op igen og igen af borgerlige politikere og og deres følgagtige medier' .Velsagtens på grund af netop denne karakter- og evnebrist. Det siger meget om den borgerlige fløj og dens institutioner
Martin Ågerup siger blot det han skal sige i kraft af sin position i den statsunderstøttede ultraliberalistiske tænketank Cepos Ingen overraskelse eller originalitet her.
Men hvorfor i alverden finder 'den mindst ringe' det nødvendigt igen og igen at understøtte disse personer og institutioner?
Torsten Jacobsen, her undskylder jeg også min utidige indblanding, men kunne du ikke bare skrive en sønderlemmende dissikering af de to herrer Ågerup og Arzrouni, det kan du så meget bedre end mig, og og jeg har heller ikke læst deres indlæg, da det ville være forbundet med stor fare for et apopleksisk tilfælde.
Please? ;)
Rikke Nielsen
Jeg vil da ikke afvikle det repræsentative demokrati. Men inkludere befolkningen i debatten og meningsdannelse. Er man af grunde ikke god til at formulere sig. Er der vel ingen forskel fra det nuværende system.
Jeg tror nu ikke på at der er visse befolkningsgrupper som er dårligere til at deltage i demokrati. Jeg tror snarere at vores meritokrati ikke lytter.
Ja krisen har lært os at vi er afhængige af det frie marked. Vi er afhængige at virksomheder og de ansatte som finansierer og holder hjulene i gang og skaffer os vores fornødenheder. Men man bør skille virksomheder fra den finansielle sektor. Vi kan lære af krisen- At værdipapirer, som aktier, kun er fiktive penge i situationer som under denne coronakrise. De er i et lukket system administreret af banker og investeringsselskaber og udbetales i kreditværdighed . Og jeg vil tro at kun mindre investorer kan omsætte deres aktier til penge på en almindelig konto.( Men de skal nok ikke regne med at banken sender dem en flaske vin på deres runde fødselsdag ) Jeg tvivler på at det er en mulighed for Jack and Jones. Lego eller Mærsk og andre større selskaber. De har muligvis sat aktierne i datterselskaber, holdingselskaber, omvendt fusion eller omvendt/omvendt fusion - eller hvad der er af muligheder for at undgå skattefar.
Omregner man aktier og andre værdipapirer overstiger den finansielle sektor langt de værdier som der er i den private sektor. Både i Danmark og i den øvrige verden. Man kan ikke skille mikro og makro økonomi ad med en lige linje. Men det er noget i retning af 70 % af økonomien i Danmark som ligger den finansielle sektor. Og så er den offentlige sektor indregnet i de 30 %.
Så krisen kan også lære os at hvis børserne krakker verden over. Har vi kun den private sektor og det virksomheder og andre selvstændige reelt omsætter at leve af. Liberalister og socialister adskiller aldrig virksomshedsøkonomi fra den finansielle sektor.
Når vi som nu har satset på den finansielle sektor. Er det som at spille på casino . Og vinder man udbetales casinodubloner, som kun kan bruges i casinoet.
Jeg syntes vi bør regulere den finansielle sektor og skabe gunstige betingelser for virksomheder.
Jeg kan ikke sige hvordan man bedst gør det. Det har jeg ikke den fornødne indsigt til.
Men noget som falder mig ind er pensionsopsparinger som er bundet for 20-30-eller 40 år. Den bindingsperiode kunne man ophæve. Det ville måske kanalisere nogle penge ud i samfundet og få hjulene til at køre. Og det er jo også det rene bondefangeri.
Det er vel også en liberal dyd at man tjener sine egne penge, hvis man har mulighed for det.
I forhold til klima og biodiversitet vil virksomheds økonomi altid være i en vis balance. Udbud og efterspørgsel . Bliver råstofferne sjældne og dyre stiger priserne på varerne. Firmaet har sit brand at tænke på. Men aktiehandel vasker alt hvidt i forhold til klima, menneskerettigheder, krig sult og nød.
Skal jeg være ærlig. Tror jeg ikke at vi ville kunne opretholde et forbrug og livsstil som vi har i dag, hvis vi satser på mikroøkonomien frem for den finansielle sektor. Og alene det ville være en stor gevinst for klima og biodiversitet.
Det forbrug vi i dag har, som efter min mening, er løbet løbsk. Tror jeg blev lagt med den finansielle deregulering i 80erne.
Det var måske det rigtige at gøre på det tidspunkt. Men i dag bør vi regulere den finansielle sektor.
En dissekering af Azrouni, Katrine Damm?
Manden, som nu arbejder med at levere talepapirer for det 'hæderkronede' firma Philip Morris? Et firma, som hæver at arbejde for 'a Smoke-Free Future' [sic], i samme bevægelse som det pumper millioner, hvis ikke milliarder, af kroner i reklamekampagner for deres cigaretter - særligt i ulande, hvor opinionen endnu ikke i helt samme grad som i det 'woke' vesten har vendt sig mod denne modbydelige last (jeg er selv ryger, lidt endnu).
Hvordan skal man dissekere et sådant menneske? En sådan liberalistisk fribytter, som tydeligvis ikke finder anden værdi i sit eget virke, end det, der står skrevet på bundlinjen?
Og hvordan anrettes dog en Martin Ågerup, uden at smagen helt forgår? Dette evigt argumenterende menneske, hvis vedvarende gerning fordrer evige sponsorater fra et velvilligt erhvervsliv? Sålænge han blot evindeligt bræger den sædvanlige vise? Man skulle jo nødigt ud og arbejde, sådan i ren bogstavelig forstand, vel..?
Hvordan skal man dog rimeligt dissekere sådanne mennesker? Sådanne vane-ideologer?
Ren Ad hominem!: således indtil videre min dissektion. Og mens det måske kan synes som en uværdig behandling, et tarveligt greb, så tillad mig at udfordre en så refleksbetinget reaktion:
For som salig Nietzsche - med væsentlig mere overskud og geni end jeg selv kan frembyde - lykkedes med at demonstrere til fulde: Der er såmænd intet galt med et 'Ad hominem' eller to, hvis blot skoen passer..
Martin Ågerups velbetalte job afhænger af, at han mener, hvad han mener.
Christopher Azrounis velbetalte job er betinget af et fravær af enhver moral.
Jeg væmmes ved at skære i sådanne døde fisk..
@Torsten Jacobsen
Det bliver ikke let at starte virksomhed og skabe arbejdspladser i din verden med et indtjeningsloft på en million kroner. Det bliver ikke let at opkræve skat til velfærd. Forslaget fra en gammel socialist har, som altid baggrund i den lille gule misundelse, forklædt som barmhjertig indignation. Få har for meget og mange for lidt. Staten må og skal være Robin Hood og stjæle fra de rige og gavegive til de fattige.
Socialismen er forlængst falsificeret som idegrundlag for et folkestyre. Hver forsøg ender altid op i en velstående, magtfuldkommen elite med voksende afstand til folket og skrumpende demokrati.
Produktionsmidlerne lader sig ikke længere overtage i en virkelighed på den anden side af industrialiseringen, og dermed er hele grundlaget for den socialistiske arbejderkamp væk og lever kun videre i nostalgiske krøllede hjerner, som febrisk famler rundt efter nye mål som erstatning for de gamle irrelevante dogmer.
Den socialistiske identitet skal i hvert fald overleve, koste hvad det vil. Den gode, retfærdige, humane jesusskikkelse i modsætning til den onde, griske, egoistiske satan. Socialismens sidste gasser fordamper i en indbildt og ynkelig identitetskamp mellem godt og ondt på jagt efter fortidens berettigelse.
Os og dem.
https://www.berlingske.dk/kommentatorer/hvorfor-er-venstrefloejen-blevet...
Jeg har intet imod, at avisen lader liberale debattører og lign. give deres besyv med i den aktuelle situation. Men kunne I ikke gøre læserne den tjeneste, at finde nogen, der er mere begavede end Aagerup og Arzrouni.
Vel sidder de altid ved telefonen og venter på at blive ringet op for at aflevere deres kyniske papegøjesnak. Det er bare ikke det, jeg som abonnement betaler for: Jeg vil have grundige og gennemtænkte refleksioner af folk, der ved hvad de beskæftiger sig med, hvilket ikke er tilfældet her,
Nogle eksempler. Aagerup mener, at når sundhedssektoren allerede på et tidligt tidspunkt stod og manglede værnemidler, så var det en "statsfejl". Ja, men affødt af den liberale filosofi om, at det er alt for dyrt, at opbygge lagre mhp. pandemier og lign. Det er lidt som når Lomborg siger, at vi ikke skal forhøje digerne før vandet står op over dørtrinnet - for hvem siger, at vandet overhovedet stiger. Og her vil Aagerup supplere med, at hvem siger, at der overhovedet kommer en pandemi, for hvis nu staten opbyggede så store lagre, som de fx har gjort i Finland, så ville CEPOS straks galpe op om, at det er meningsløst, at binde så store ressourcer i noget, der ikke bruges løbende. CEPOS' krav til en høj udnyttelsesgrad af de off. ressourcer er jo ingen hemmelighed, men Aagerup tror, at han kan fuppe sig fra det.
"Men der var tale om indre kriser, i slutningen af 1970’erne, hvor Thatcher, Reagan og Schlüter kom til, var samfundet præget af kriser, som kom indefra." Himmelråbende historieløst. Krisen var i høj grad affødt af 70'ernes oliekriser, der kom udefra. Selvom Aagerup ikke var født dengang, så fritager det ham ikke for at sætte sig ind i tingene.
Arzrouni: "Når den umiddelbare sundhedstrussel har lagt sig, skal politikerne have fat i posen med vækst-fremmende tiltag. Og den kan meget vel være fuld af skattelettelser, deregulering og offentlige nedskæringer."
Helt i skoven. Regeringen tager klassiske socialdemokratiske redskaber i brug, fx investeringer i infrastruktur - med igangsætning af Femern Bælt-projekter, bevilling af 30 mia kr. til energieffek-tivisering af lejeboligerne mv. Mette Frederiksen har lært af Thornings fadæse med at give skatte-lettelser, så hun kan godt nære sig, for ellers jager hun vælgere tilbage til DF. Ved Arzrouni ikke det?
Aagerup: "Vi lever i samfund, hvor der ikke er den store vilje til at lade konsekvenserne af en økonomisk krise udspille sig.." Kynikeren gider end ikke skjule, at det var det, han helst så - ad hensyn til sin neoliberale ideologi. Jeg er glad for den mand ikke har magt som han har agt, så skulle han snart få smadret samfundet, og få banket de fattige tilbage til sidste række.
"Dårlige investeringer bliver straffet, og kapital bliver ført nye steder hen, hvor den gør mere nytte"
Nej, de søger derhen, hvor profitten er størst, at det så af og til også er det, hvor investeringerne gør nytte, beror ofte på tilfældighed, og selskabsskattens størrelse. Læser Aagerup ikke aviser?
Andre læsere er givetvis faldet over andre uhyrligheder - der er nok af dem.
Ang. indtægtsgrænse
Selvfølgelig kan og vil der blive startet virksomheder i en verden, hvor udbyttet/lønnen til den enkelte person er begrænset til et maksimum.
Det højtbesungne økonomiske incitament bliver jo mindre, jo mindre behov man har for pengene.
Selvom nogle folk hidser sig op over topskatterne, så arbejder de samme folk jo alligevel.
Som en af mine venner siger:
"jamen maginalskatten er alt for høj, så jeg får ikke så meget udbetalt som jeg ellers ville have gjort. Derfor kan det ikke betale sig at arbejde. "
"næh, men du arbejder jo alligevel, så ergo er det ikke kun lønnen du finder vigtig."
Personligt synes jeg f.eks. at ordentlige arbejdsforhold og knap så mange timer, er klart at foretrække fremfor et virkelig vellønnet job uden øvre arbejdstid.
Min påstand er så at de folk, der foretrækker det vellønnede job uden øvre arbejdstid, vil forsætte med det arbejde uagtet om de tjener 1, 2, 10 eller 100 millioner om året.
Løn er industrialiseringens pendant til massefabrikationen: en ensartet, masseproduceret vare, som man kan spise alle af med i stedet for den efterspurgte anerkendelse for gjort gerning.
Har du set hvor mange hvide brød, du har at vælge mellem hos bageren nede på hjørnet Steffen ?
Lønnens størrelse er det prisskilt du bærer, og så er det op til dig at blive dygtig og overbevise en køber om, at han kan tjene på din ansættelse, så han kan ansætte en til.
Markedet er den baggrund, skuespillet udspiller sig i. Her i landet er det lykkedes os at effektivisere spillet så langt, at vi er i stand til at subsidiere de skuespillere, som ikke har så stor en returprofit til teatret til forskel fra rigtig mange andre lande i verden.
Samfundssind begrænser sig ikke til kun at ville yde værdier til de svage. Det handler også om at skabe disse værdier. Det burde være logik på trods af de identitære strømninger i tiden, men er det ikke.
Hvis jeg skulle nævne en sandhed, der kom bag på mig efter Danmark gik hjem og blev, er det størrelsen af de ressourcer og ikke mindst den tid, vi spenderede på ren underholdning og forlystelse før. Det er ikke uinteressant i forhold til ansvar og klimaudfordringer.
Det mest centrale spørgsmål, man burde konfrontere de to markedsbegejstrede herrer med, er om de mener kapitalismen og det frie marked er svaret på svindende naturlige ressourcer, stadig mere indskrænket biodiversitet og massiv forurening på en klode, som bliver stadig varmere?
I betragtning af, at det i høj grad er selv samme kapitalisme og markedslogik, der har bragt os til hvor vi er i dag, ville det være overmåde interessant at høre hvori den indbyggede logik består, henholdsvis hvilket lovende perspektiv den måtte bringe for vores fælles fremtid.
"Dødsensfarlig asiatisk kæmpe-gedehams er kommet til USA"
Er der andre end jeg der tænker på hvad det frie marked transporterer rundt?
Sidde her i landet og være hellig mens man benytter det frie marked til, at skide på arbejdsforhold og miljø andre steder.
Er det ikke lidt mere, at det frie marked har skudt os i foden, og nu vil have tak for at tjene på at skaffe os forbindinger?
Nu jeg tænker over det, er det så ikke netop det frie marked der trækker os ind i den ene krise efter den anden.
Og hver gang er det ikke det frie marked der "naturligt regulere sig selv" men alle os andre der skal betale tabene hos de roste risikovillige penge.
Hvis det frie marked var roserne værd, ville vi så nu se en tuden op om løn kompensation(betal vores tab), her i et land med en arbejdsmarkeds reform der indrettede tingene efter erhvervslivets (mindretallets) interesser, og ikke for arbejdstagerne (flertallet)?
Globaliseringen er det fri marked på steroider. Den grænseløse verdensby med fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft, produkter, profit, beskatning, kriminalitet, emigration og turisme under rent anarki.
Modsætningen er protektionisme blandt mindre enheder med mulighed for kontrolleret bevægelighed og mere lokal aktivitet og mindre trafik.
Den fri bevægelighed for vira har på kort tid bragt os fra det ene yderpunkt hen mod det andet. Et eller andet sted mellem de to yderligheder ligger fremtiden, hvis mennesket lærer at tøjle sin foretagsomhed og sin indlejrede drift mod mer og mer på den anden side.
'..hvis mennesket lærer at tøjle sin foretagsomhed og sin indlejrede drift mod mer og mer på den anden side.'
Det er lige præcis kernen af problemet. Og kan det løses? Næppe. Vi er ganske enkelt ikke disponeret til at erkende, at nok er nok. Uanset hvor meget, vi har i forvejen. Det er nærmest en umulighed at forestille sig en menneskehed, der ikke vil stræbe mod større, bedre, mere. For det er sådan vi er, vi mennesker.
Peder Bahne skriver,
"Det bliver ikke let at starte virksomhed og skabe arbejdspladser i din verden med et indtjeningsloft på en million kroner. Det bliver ikke let at opkræve skat til velfærd."
Hvorfor ikke?