Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Hun delte ud af sine privilegier

Else Tophøj rettede sig ikke efter snærende autoriteter, og mindst af alt efter mænd. Sådan blev hun en af landets første kvindelige overlæger i reumatologi
For Else Tophøjs kolleger var der intet udsædvanligt i at blive slæbt med på dyrksue midt i arbejdstiden.

For Else Tophøjs kolleger var der intet udsædvanligt i at blive slæbt med på dyrksue midt i arbejdstiden.

Privatfoto

23. maj 2020

En sommerdag i 1972 kom et æsel med en lille hat på gående på en mark ved Holstebro. Aldrian C. Armstrong hed æslet – efter astronauterne Neil Alden Armstrong, Michael Collins og Buzz Aldrin, der som de første mennesker var landet på månen tre år tidligere.

Ved siden af gik Aldrians ejer, en kvindelig overlæge i hvid kittel og brune havetræsko. Else Tophøj var kørt fra Centralsygehuset i Holstebro for at kunne være med Aldrian, sin nevø og sin niece til børnedyrskue der på marken.

Med sig havde hun også flere kolleger fra den fysiurgiske afdeling, hvor hun arbejdede som overlæge.

Else Agnete Tophøj

  • Født den 12. september 1924.
  • Speciallæge i reumatologi og grundlægger af Fysioterapeutskolen i Holstebro.
  • Efterlader sig en stor familie bestående af blandt andre niecer, nevøer og deres børn.
  • Død den 8. september 2019.

De var vant til, at der skete opsigtsvækkende ting, når man var sammen med Else Tophøj. Så at hun pludselig insisterede på at skulle til dyrskue med sit æsel midt i frokostpausen, var bare business as usual.

Ting kunne lade sig gøre, når man var sammen med Else Tophøj. Det skulle de. Rutiner og autoritær vanetækning var til for at blive i hvert fald afbrudt. Og der var et mønster i Else Tophøjs liv, så var det, at hun kontinuerligt brød mønsteret.

Både da hun insisterede på at få en akademisk uddannelse som den første i familien, på at leve ugift og da hun arbejdede sig til en stilling som overlæge og senere leder af Fysioterapeutskolen i Holstebro – trods massiv modstand fra mandlige kolleger. I en tid, hvor det ikke var velset – eller muligt – for ret mange kvinder at leve på deres egen måde.

Matriarkalsk ophav

Else Tophøj blev født i Glyngøre i 1924 som nummer to ud af seks børn. Hendes mor var organist og ud af en matriarkalsk slægt på Læsø, hvor det var kvinderne, der satte dagsordenen. Faren var lærer og opvokset i Hirtshals i en familie fyldt med stædige mandlige fiskere.

Det gav anledning til en del konflikter i barndomshjemmet. Ingen var bange for at sige sin mening, og alle havde temperament.

Opvæksten var privilegeret på den måde, at kunne børnene argumentere for deres sag, fik de lov til meget. Uanset deres køn. Så da Else Tophøj gerne ville i gymnasiet og senere læse medicin, bakkede hendes forældre op.

Hun startede på Københavns Universitet i 1945 som en af de eneste kvinder på sin årgang. Og siden læste hun videre til speciallæge i reumatologi.

I 1958 rejste hun til USA med sin søster Lisbeth. Karl, en gammel studiekammerat, havde skaffet hende et job på et hospital derovre. Men første skulle søstrene holde lidt ferie, udforske staterne og køre i åben bil til Mexico.

Else Tophøj havde på fornemmelsen, at Karl også ville fri til hende. At det var en del af planen med at få hende derover. Da de endelig mødtes i USA, viste det sig, at Karl allerede havde en anden kæreste.

Dér besluttede Else Tophøj sig for aldrig at blive gift eller på anden vis blive afhængig af en mand. Og så var Karl i øvrigt »forfængelig, selvoptaget og pylret«. De forblev venner hele livet og forsikrede flere gange hinanden om, at det var godt, de ikke var blevet gift.

Else Tophøj fortrød aldrig sit fravalg af familielivet – hendes søskende, nevøer, niecer og venner var jo hendes familie, hendes selvvalgte børn. Og det var, med hendes egne ord, »meget bedre« end en konventionel familie. Og så slap hun for mange af de konflikter, ægteskabet og det biologiske forældreskab ellers kan medføre.

Socialt midtpunkt

I midten af 1960’erne forelskede Else Tophøj sig i et stykke land ved Råsted lidt uden for Holstebro. Hun købte det og fik bygget et hus, selv om ingen forstod, hvad hun ville så langt ude på landet. Men huset blev hurtigt et socialt samlingspunkt for hele familien, inklusive hunde, får, påfugle og selvfølgelig Aldrian.

Døren stod altid åben, og hun arrangerede familiefester, juleaftener, rejser, udflugter. Ingen anledning var for lille til at mødes, og Else Tophøj var generøs – både med penge og sit nærvær.

»Her er mit dankort, og her er koden,« udbrød hun ofte, når familien var samlet. Ingen skulle mangle noget sammen med hende.

Hun syntes grundlæggende, det var sjovt at leve, og hun gjorde sit for at dele ud af sine privilegier, så folk omkring hende også skulle have det godt.

Planmæssigt nedad

Sideløbende med sit sociale liv passede Else Tophøj trofast sit arbejde. Selv efter hun var blevet pensionist, drev hun en privat reumatologpraksis. Men som 83-årig måtte hun stoppe. Fysikken ville ikke rigtig længere, og hørelsen blev også dårligere.

»Det går planmæssigt tilbage, så jeg klager ikke,« svarede hun, når familien i de sidste år af hendes liv ringede og spurgte, hvordan det gik.

Selv om det var hårdt gradvist at miste venner, søskende, hørelsen og til sidst også sit kørekort, så prøvede hun at få det bedste ud af alderdommen. Hun kørte i bil, selv om hun ikke måtte, og boede i huset sammen med sine hunde helt op til et par uger før sin død.

I august 2019 blev hun indlagt på hospitalet efter endnu en gang at være faldet derhjemme.

Som læge vidste hun godt, at nu var det sidste stop. Så da familien kom og besøgte hende ved dødslejet, sagde hun med et roligt smil: »Jeg er meget syg, jeg dør snart.«

Det gjorde hun den 8. september 2019, fire dage før sin 95-års fødselsdag.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • Ditte Jensen
    • Steen K Petersen
    • Steffen Gliese
    • Randi Christiansen
    • Lise Lotte Rahbek
    • Stig Bøg
    • Maj-Britt Kent Hansen
    • David Zennaro
    • Anker Nielsen
    Ditte Jensen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Stig Bøg, Maj-Britt Kent Hansen, David Zennaro og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Der er ingen kommentarer endnu