Feature
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Langthårsklipperen har lagt saksen

Otto Pedersen var anarkist og drevet af en nysgerrighed efter et andet samfund. Så han droppede at klippe Københavns fine damer og lagde i stedet saks til de langhårede hippier
Otto Pedersen rejste altid med sin frisørsaks i tasken og fandt den tit frem, hvis en lokal på rejsen trængte til en studsning. Saksen var hans vej ind i mennesker.

Otto Pedersen rejste altid med sin frisørsaks i tasken og fandt den tit frem, hvis en lokal på rejsen trængte til en studsning. Saksen var hans vej ind i mennesker.

Moderne Tider
30. maj 2020

Det var Otto Pedersens mor, der fandt på, at han skulle være frisør.

Hans far var murer, men det var hårdt arbejde, og Otto Pedersens mere spinkle statur passede ikke til den slags arbejde, vurderede hans mor. Han blev udlært ved en fornem damefrisør i København, og siden overtog han en salon på Nytorv ved Strøget.

Ved siden af arbejdet som frisør var Otto Pedersen venstrefløjsanarkist. Han var engageret i nærmest alt, der rørte sig på venstrefløjen – Det Ny Samfund, Thylejren, Den Røde Højskole og Seksualpolitisk Forening.

Otto Pedersen

  • Født den 19. august 1939.
  • Anarkist og frisør.
  • Efterlader sig seks sønner og tre børnebørn.
  • Død den 17. april 2020

Han indså, at hans syn på verden ikke passede sammen med vandondulering og permanentning af byens fineste kvinder, så han begyndte at lægge saks til en anden kundegruppe: hippierne, hvis lange hår ingen anden etableret frisør ville røre med en ildtang i slutningen af 1960’erne. På den måde blev Otto Pedersen fra da af til Langthårsklipperen.

Opgør med vanerne

Frisørsalonen på Nytorv lå over en bank, og det blev et problem. Banken og udlejeren var hverken tilfredse med de langhårede kunder eller de plakater for Thylejren og Christiania, som Otto Pedersen havde hængt op i vinduerne.

Huslejen blev hævet, til han blev presset ud og ned i en salon på Sankt Peders Stræde i Pisserende-kvarteret. Det passede ham godt, og han etablerede en café i kælderen under salonen, som han også brugte til at afholde anarkistiske samtalesaloner og borgermøder.

Samtidig var Otto Pedersen aktiv i Thylejren, hvor han fungerede som kasserer. Sammen med sine to ældste sønner og sin første kone Margit tilbragte han hver sommer fra 1971 og mange år frem i lejren. Han var drevet af den frihedstrang, der bor i anarkismen, og hans vision var, at lejren skulle være et selvstændigt samfund, der tilbød plads til alle, der ville noget andet, end det etablerede samfunds snærende rammer.

Han var drevet af drømmen om at gøre op med det eksisterende og med vanetænkning. Han meldte sig aldrig ind i et parti, for det ville han også bare have fået lyst til at bryde op og stykke sammen igen på en ny måde.

I begyndelsen af 1980’erne mødte han Pia Myrthue. Hans hår var farvet sort i den ene side og kridhvidt i den anden, og han kørte rundt i byen i en gammel politibil i de samme farver. Alle i Pisserenden vidste, hvem Otto Pedersen var.

Hun arbejdede på en piratradiostation og skulle interviewe ham om en punkfestival, han havde arrangeret i Thylejren. Det havde været en enorm fiasko, for de gamle hippier i lejren var ikke så interesseret i den nye tids musik, som han var, og de var blevet ved med at hive stikket til højttalerne ud.

En uge efter, at hun havde nævnt, at hun skulle en måned til Indien og arbejde, havde han købt en flybillet, så han kunne tage med hende. Han havde aldrig været længere væk end Østrig, men sammen tog de afsted og senere rejste de verden rundt i et år.

Han rejste altid med sin frisørsaks i tasken og fandt den tit frem, hvis en lokal på rejsen trængte til en studsning. Saksen var hans vej ind i mennesker.

Tanzania

Sammen boede Pia Myrthue og Otto Pedersen i lejligheden over hans salon, og der var et evigt rend i lejligheden. Bumser, rockmusikere, kunder, kulturpinger og hans gamle mor, hvis hår han farvede rødt fra tid til anden. Han trivedes bedst, når han var omgivet af andre mennesker.

I starten af 1990’erne fik Pia Myrthue tilbudt job i Tanzania gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Organisationen kunne ikke lige komme i tanker om, hvad de skulle bruge en frisør til i Tanzania, men Otto Pedersen fik forklaret, at han kunne meget mere end at klippe, så han fik arbejde på et kulturcenter, og sammen med deres fælles søn, rejste de afsted.

I Tanzania brast forholdet mellem Pia Myrthue og Otto Pedersen og hun rejste hjem til Danmark med sønnen, da hendes kontrakt udløb efter to år. Han havde derimod forelsket sig i den lille landsby og blev boende, og siden forelskede han sig også i Maria, der boede i byen. Sammen fik de tre sønner, og de flyttede til Danmark sammen efter yderligere tre år.

Mens han havde været væk, havde salonen og cafeen ændret karakter, og han havde mistet lejligheden ovenover, så familien flyttede til Amager. Men selv efter han var gået på pension, kom kunderne for at blive klippet, og han fandt altid velvilligt saksen frem.

Selv da han var blevet gammel og en smule dement, klippede han dem, der kom og bankede på. Den evne blev ved med at ligge i fingrene på Langthårsklipperen.

Otto Pedersen døde i april efter kort tids pludselig sygdom.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her