Læsetid: 7 min.

Michel Houellebecq: »Verden vil blive præcis som før – bare en lille smule værre«

Også den franske romanforfatter døjer med selvisolation, men derudover er han meget skuffet over forandringspotentialet i coronavirusepidemien. Den er på samme tid stærkt angstfremkaldende og umådelig kedelig
»Det kan godt være, at coronavirusepidemien er i stand til at dræbe tusinder af mennesker verden over hver dag, men alligevel lader den os tilbage med et besynderligt indtryk af at være en ikkebegivenhed,« siger Michel Houellebecq.

»Det kan godt være, at coronavirusepidemien er i stand til at dræbe tusinder af mennesker verden over hver dag, men alligevel lader den os tilbage med et besynderligt indtryk af at være en ikkebegivenhed,« siger Michel Houellebecq.

Patrik Stollarz

9. maj 2020

Vi kan lige så godt sige det, som det er: Når vi i disse uger sender e-mails til hinanden, er hovedformålet som oftest at få afklaret, at modtageren ikke er død eller dødssyg.

Men når først det er fastslået, forsøger mange trods alt også at sige nogle interessante ting, hvilket ikke er så let endda, for den igangværende epidemi er lykkedes med en bemærkelsesværdig bedrift: Den er på samme tid stærkt angstfremkaldende og umådelig kedelig.

En banal virus, der deler en ikke videre prestigefuld stamtavle med diverse obskure influenzavirusser. En virus med uklare overlevelseschancer og vage egenskaber. En virus, som nogle gange er godartet, men andre gange dødbringende, og som ikke engang kan overføres seksuelt. Kort sagt: en virus uden egenskaber.

Det kan godt være, at coronavirusepidemien er i stand til at dræbe tusinder af mennesker verden over hver dag, men alligevel lader den os tilbage med et besynderligt indtryk af at være en ikkebegivenhed.

Forresten har mine højt skattede forfatterkolleger (jo, nogle af dem er trods alt højt skattede) heller ikke skrevet så meget om selve virussen. De har interesseret sig mere for spørgsmålet om selvisolationen. Her kommer mit eget bidrag til nogle af disse iagttagelser.

Frédéric Beigbeder (der sidder i selvisolation i Guéthary, i regionen Pyrénées-Atlantiques) pointerer, at en forfatter jo under alle omstændigheder ikke ser alverden til andre mennesker, men lever som eremit med sine bøger.

Så selvisolationen ændrer nærmest ingenting overhovedet. Jeg er helt enig med dig, Frédéric, det sociale liv var i forvejen ikke værd at skrive om.

Der er dog en vigtig pointe, du overser (utvivlsomt fordi du bor ude på landet og derfor i mindre grad er blevet offer for forbuddet mod at gå uden for din dør): En forfatter har behov for sine gåture.

Nervespændinger

Vores påtvungne selvisolation forekommer mig at være en ideel anledning til at få afgjort et gammelt skænderi mellem Flaubert og Nietzsche.

Et eller andet sted (jeg har glemt hvor) hævder Flaubert, at man kun kan tænke og skrive, når man sidder ret op. Hans påstand udløser protester og hån fra Nietzsche (jeg har også glemt hvor), som endda går så langt som til at kalde Flaubert for ’nihilist’ (vi er altså i den epoke, hvor han allerede er begyndt at bruge dette ord i flæng): Selv har han udtænkt alle sine værker, mens han gik, og alt det, som ikke bliver udtænkt under gang, er værdiløst, og desuden er han også dionysisk danser osv.

Selv om jeg næppe vil blive mistænkt for overdreven sympati med Nietzsche, må jeg anerkende, at han i dette tilfælde nok har fat i den lange ende. At forsøge at skrive, hvis man ikke har mulighed for i løbet af dagen at gå en timelang tur i fast rytme, må stærkt frarådes.

De ophobede nervespændinger vil da ikke kunne løses op, og tanker og billeder vil blive ved med at kværne smerteligt rundt i forfatterens arme hoved, hvilket snart vil resultere i, at han bliver stærkt irritabel, ja ligefrem vanvittig.

Det eneste, som virkelig tæller, er gåturens mekaniske, maskinelle rytme, hvis første eksistensberettigelse ikke er at lade nye ideer komme til syne (selv om dette i anden omgang udmærket kan ske), men at dulme de konflikter, som er vokset ud af de idésammenstød, som blev til ved arbejdsbordet (og det er her, at Flaubert ikke har absolut uret).

Når han fortæller os om de forestillinger, han har undfanget på de stenede skråninger i baglandet til Nice, i en schweizisk alpedal osv., fortaber Nietzsche sig i nogen grad i vidtløftigheder. Medmindre man skriver en turistguide, er de landskaber, man spadserer igennem, mindre væsentlige end det indre landskab.

Undergangsvision

Catherine Millet (som vel ret beset er pariser, men var så heldig at befinde sig i Estagel, Pyrénées-Orientales, da der kom påbud om at blive indenfor): Situationen får hende irriterende nok til at tænke på afsnittet ’Foregribelse’ i en af mine bøger, Muligheden af en ø.

Jeg må sige, at lige her tænkte jeg ved mig selv, at det nu kan være meget godt, at man har læsere. For selv havde jeg slet ikke overvejet, at der kunne være en parallel her, selv om det er fuldstændig oplagt.

Når jeg tænker tilbage, er det for resten meget præcist, hvad jeg gik og overvejede på daværende tidspunkt, da jeg reflekterede over menneskehedens undergang. Det skulle ikke være som en storladen katastrofefilm. Det skulle være skummelt og samtidig ret sølle.

Individer, som levede i isolation i deres celler, uden fysisk kontakt til deres medmennesker med kun nogle få og med tiden stadig færre udvekslinger over computeren.

Emmanuel Carrère (fra Paris, men p.t. i Roya. Åbenbart har han fundet en anerkendelsesværdig grund til at forlade hovedstaden): Vil der komme interessante bøger ud af denne periode? Ja, det spørger han sig selv om.

Det spørger jeg også mig selv om. Jeg har virkelig tænkt dybt over spørgsmålet, men dybest set tror jeg ikke rigtig på det. Fra tider med pest er der jo rigtig meget. Igennem århundreder har pesten vakt en stor interesse hos forfatterne. Men med coronavirus har jeg mine tvivl.

I forvejen tror jeg ikke et halvt sekund på det, når nogen erklærer, at »ingenting vil nogensinde blive som før«. Tværtimod! Alt vil blive præcis som før.

Selv afviklingen af denne epidemi forløber bemærkelsesværdigt normalt. Vesten vil ikke være dominerende i al evighed, vores guddommelige ret og særlige plads i solen som verdens rigeste og højest udviklede zone, alt det er slut, ja, har allerede været slut i et stykke tid, så intet opsigtsvækkende i det.

Hvis vi undersøger tallene lidt nærmere, kan vi se, at Frankrig klarer sig en lille smule bedre end Spanien og Italien, men langt ringere end Tyskland – heller ikke det er nogen stor overraskelse.

Mutationer

Det vigtigste resultat af coronavirussen kunne dog godt blive at fremskynde nogle af de mutationer, som allerede er i gang. Igennem snart ret mange år har den vigtigste konsekvens i teknologiens udviklinger, om de er små (video-on-demand, kontaktløse betalinger) eller store (fjernarbejde, internethandel, sociale medier) været at mindske de materielle og især de menneskelige kontakter.

Coronavirusepidemien spiller fuldstændig med på denne tunge megatrend: En særlig form for forældelse ser ud til at have ramt de mellemmenneskelige relationer.

Jeg kommer i tanke om en oplysende sammenligning, jeg fandt i en tekst, der agiterer imod retten til assisteret befrugtning, og som er skrevet af en aktivistgruppe, der kalder sig selv for ’Fremtidens chimpanser’ (jeg fandt disse mennesker på internettet – jeg har aldrig påstået, at der kun var ulemper ved internettet).

Men lad mig så citere dem: »At avle sine børn selv, gratis og tilfældigt, vil inden længe kunne blive opfattet som lige så upassende og forkert som at blaffe sig til et lift, som ikke er formidlet gennem en webtjeneste.«

Samkørsel, delelejligheder, ja, man har de utopier, man fortjener, men nok om det. Lige så forkert på den er dem, der hævder, at vi har genopdaget tragedien, døden, endeligheden osv.

Tendensen, som nu har stået på i over et halvt århundrede, og som mentalitetshistorikeren Philippe Ariès for mange år siden beskrev så glimrende, har været at skjule døden så meget som muligt, og faktisk har døden da heller aldrig været så diskret som i disse seneste uger.

Mennesker dør alene på hospitalernes sengestuer og på plejehjem, og man begraver dem straks (hvis ikke man kremerer dem – kremering er meget mere i tidens ånd), og alt dette sker uden at sammenkalde andre i al hemmelighed.

Døden indtræffer, uden at vi får det mindste vidnesbyrd om hvordan, og ofrene bliver opsummeret som enheder i den daglige statistik over coronaofre, og selv den angst, som breder sig i befolkningen, i takt med at det samlede tal stiger, har noget ejendommeligt abstrakt over sig.

Livsværdi

Et andet tal, som i disse uger er blevet særlig vigtigt, er de syges alder. Indtil hvor højt oppe i alderen skal man blive ved med at genoplive dem og pleje dem? 70, 75, 80 år?

Det afhænger tilsyneladende af, i hvilken region i verden man bor. Men i al fald har man aldrig med en så skamløs sindsro sat ord på det faktum, at ikke alle liv har samme værdi, som om mennesker fra en vis alder (70, 75, 80 år?) på en måde allerede er lidt døde.

Alle disse tendenser fandtes, som jeg var inde på før, allerede før den nye coronavirus. Der er ikke sket andet, end at de har manifesteret sig på en ny og mere iøjnefaldende måde. Vi kommer ikke til at vågne op til en helt ny verden, når selvisolationen er forbi. Det vil blive næsten den samme verden, bare en lille smule værre.

© Intertalent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Balling
  • Adrian Liechti
  • Hanne Utoft
  • Kurt Nielsen
  • Jan H. Hansen
  • Katrine Damm
  • Ervin Lazar
  • Hans Aagaard
  • ulrik mortensen
Morten Balling, Adrian Liechti, Hanne Utoft, Kurt Nielsen, Jan H. Hansen, Katrine Damm, Ervin Lazar, Hans Aagaard og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Arne Sejersen

Udover mange fortænkte tanker rummer Michel Houellebecks artikel om verden i coronavirussens greb en fuldstændig rigtig betragtning, som han gentager flere gange: ’Jeg tror ikke et halvt sekund på ... at ingenting vil nogensinde blive som før ... Tværtimod! Alt vil blive præcis som før’.
Hvad det er for kræfter, der hindrer en forandring er en tanke, Houellebeck ikke formår eller ikke ønsker at tænke til ende.
Hans konklusion lyder sløvt godtagende: ’Når selvisolationens tid er forbi ... (vil det) .. blive næsten den samme verden, bare en lille smule værre’.
Og det trods hans erkendende stadfæstelse: ’Vesten vil ikke være dominerende i al evighed, vores guddommelige ret og særlige plads i solen som verdens rigeste og højest udviklede zone, alt det vil være slut’.
Han ser ikke, eller vil ikke se, at kapitalismen styrer direkte mod det totale sammenbrud.
Ej heller ser han en ophævelse af den private ejendomsret som en mulig udgang på coronavirusepidemien.

Jørgen Wassmann, Jan Weber Fritsbøger, Kurt Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo et godt eksempel på, hvor radikalt anderledes situationen er i lande, hvor man sent greb til de nødvendige foranstaltninger.
Danmark er på mange måder tilbage i sin rolle som en avantgardistisk undtagelse, der handler selvstændigt ud fra almindelig sund fornuft og evne til at tage bestik af den situation, vi står i. Det, der altid har reddet os: at vi ikke er et socialistisk sindet samfund, der tror på centralisme, men et kooperativt samfund, der tror på den indbyrdes afhængighed og tillid.
Amerikanske venner spørger mig, om en artikel i New York Times om Danmark i dag er retvisende - og det er den faktisk, i modsætning til så mange gennem tiden, der altid lige har en eller anden fejlfortolket detalje af stor rækkevidde.
https://www.nytimes.com/2020/05/08/opinion/us-denmark-economy.html?fbcli...

Kent Nørregaard

Og det på dagen hvor der kommer nyheden om at virus muligvis kan overføres seksuelt.

Hele afsnittet om mutationer forekommer uendeligt trægt. Den vigtigste konsekvens af teknologi er for mig at se overhovedet ikke at det mindsker menneskelig kontakt. Hvad menneskelig kontakt er der i at stå i en kø og vente på en vare? Den vigtigste konsekvens må være at vi får mere tid til andet end trivielle opgaver. At Hollebek så bruger den ekstra tid til at side og overtænke konsekvensen af kunstig befrugtning og opdigte en lidt underlig fremtid hvor det er upassende at stifte familie er så lidt småutaknemmeligt. Han kunne jo bruge den ekstra tid han får i isolation til at pleje sine menneskelige relationer som han så kan dyrke frit efter isolationen. De mennesker kan så forhåbenligt fortælle ham at for de almindelige arbejdere er de umiddelbare sanktioner på fri bevægelighed og jobusikkerheden samfundsændringerne nok. De har ikke brug for store samfundsomvæltninger til at inspirer bøger, de har brug for arbejde. At han som intellektuel er fritage for pøblens småproblemer betyder jo ikke at de ikke er der.

Arne Würgler

Et langt liv har lært mig, at alt kan ske. Hans triste og banale forudsigelser gider jeg ikke.

Christian De Thurah

Man kan diskutere flere detaljer i artiklen, men jeg tror, forfatteren har ret i den centrale påstand, at Coronakrisen ikke vil forandre ret meget. Religiøse og politiske drømmere har gennem historien set katastrofer og kriser som varsler om “en ny tid”, men hidtil er de blevet skuffet.

Jens Ole Mortensen

@Arne Würgler

Et langt liv har lært mig, at alt kan ske. Hans triste og banale forudsigelser gider jeg ikke.

Ikke desto mindre er det rigtigt. Citatet kan minde os om at vi lever i en verden som hele tiden forandrer sig. Intet er stationært. Og i et samfund, hvor man tager for givet at disse betingelser, vi nu har, er for evigt, kan er ældre og gamle mennesker, som har oplevet store forandringer være pokkers nyttige i en forandrelig verden. Som gamle elefanter der leder flokken til nye græsgange. Men der selvfølgelig forskel på hvad man lærer af et langt trygt liv og et langt utrygt liv.
Mhst. nihilisme. ( Nu læser jeg ikke Nietzsche og den slags) Men det er da rigtigt at der ikke findes nogen universel definition på godt, ondt, rigtigt, forkert, moralsk og umoralsk. Mennesket er den eneste art som definerer det. Men vi er selvfølgelig nødt til at definere det, for at leve sammen i vores store civilisationer. Men Vesten, Østen, Mellemøsten, Afrika. Har alle forskellige definitioner . Det er ud fra den erkendelse jeg mener at vi ikke skal blande os i andre landes styreformer, men blande os i overgreb på mennesker ( eller dyr for den sags skyld)

Rikke Nielsen

Hvordan kan en forfatter, der selv lever sit liv i isolation, overhovedet udtale sig om medmenneskelige relationer ;-)

Jens Ole Mortensen

@Bent Gregersen

Du kunne måske lære noget, hvis du var mere openmindet. Og ikke kørt fast i den evindelige diskution om kapitalisme og socialisme, som kører i ring.

Morten Balling

@Arne Würgler

"Et langt liv har lært mig, at alt kan ske. Hans triste og banale forudsigelser gider jeg ikke."

Gentagne videnskabelige undersøgelser har dog vist, at pessimister er (mere end) significant bedre til at forudsige fremtiden end optimister. Her er en af klassikerne:

https://www.researchgate.net/publication/19601821_Depression_and_Pessimi...

Houellebecq er sjov (for en gangs skyld).

Søren Mortensen, Hanne Utoft og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Houllebecq har stort set ret i sine Corona-betragtninger, bortset fra det der med at man absolut skal ud at gå en langt tur for at få en tanke; det er en idiosynkrasi, Bevares, motion er da sundt, ingen tvivl om det, men det er der så meget der er. Hvis man udfører praktisk arbejde til hverdag, er det sandsynligvis slet ikke nødvendigt at gå en tur. Jeg har i hvert fald ikke behovet og ikke desto mindre synes jeg nogle gange jeg nærmest overvældes af geniale indfald, især om morgenen og gerne på vej til arbejdet, hvor jeg har mindst mulighed for at elaborere på dem. Dog vil hovedparten, indrømmet, ja faktisk op mod 99 % af de indfald jeg for stund takserer som guldkorn, efter en nærmere karens, vise sig at være ret så banale indfald. Men er det ikke enhver intellektuels lod, at være perlefisker i et hav af middelmådigheder og er det ikke med filosofi lidt som med perlefiskeri, at ud over en vis flair og knowhow, så skal der altså også en smule held til. Jeg synes Hollebecq har været ret heldig denne gang.

Pia Nielsen

Han beskriver vel hvad det betyder for en forfatter at være i isolation - at have udgangsforbud og at han selv har brug for lange gåture for at samle tankerne. Det kan måske også have påvirket ham. Forholdene har trods alt været noget mere restriktive i Frankrig end herhjemme.

Men Corona vil ikke forbedre menneskelige reletioner eller vores forhold til døden - Ensomhed, fremmedgørelse og distance fortsætter . ...".i al fald har man aldrig med en så skamløs sindsro sat ord på det faktum, at ikke alle liv har samme værdi, som om mennesker fra en vis alder (70, 75, 80 år?) på en måde allerede er lidt døde."

Teknologien kan udemærket forstærke tendensen - Facebook kan sagtens gøre dig mere ensom og øge fremmedgørelsen. Efterhånden som det går op for folk dropper de måske ud men hvilke fællesskaber sætter du i stedet. I virkeligheden udstiller steder som Facebook tit og ofte blot de værste og mest utiltalende sider ved mennesket

Afviklingen af Vestlig overlegenhed og levevis fortsætter men den er allerede igangværende for store dele af befolkningerne. Det knager og brager i konstruktionen, men han forestiller sig ikke at det kommer til at ske pludseligt som ved et slag men ..".da jeg reflekterede over menneskehedens undergang. Det skulle ikke være som en storladen katastrofefilm. Det skulle være skummelt og samtidig ret sølle"

Michel Houellebecq er som sædvanlig satirisk provokerende.