Kommentar
Læsetid: 4 min.

Pandemien puster til drømmen om det upolitiske demokrati

For nylig advarede Angela Merkel mod »diskussionsorgier« i forbindelse med den tyske genåbning, og hun er ikke ene om at ønske visse debatter langt pokker i vold. Men demokratiet kommer næppe uden om de politiske diskussioners stridsomme besvær
Merkel bemærkning viser, at forestillinger om et upolitisk demokrati ikke kun er noget, der hører hjemme i de politiske filosofibøger.

Merkel bemærkning viser, at forestillinger om et upolitisk demokrati ikke kun er noget, der hører hjemme i de politiske filosofibøger.

Markus Schreiber

Moderne Tider
30. maj 2020

Det skabte stor opmærksomhed, da journalisten Michael Grunwald i starten af februar havde overværet en eksperthøring om biomasse på Christiansborg. »Amerikansk stjernejournalist storroser danske politikere,« lød overskriften hos alt fra Lolland-Falsters Folketidende til DR Nyheder.

Den store ros var foranlediget af, at Grunwald havde erfaret, at danske politikere tog høringen bogstaveligt – de sad og lyttede, mens eksperterne delte ud af deres indsigter. »Ingen af dem holdt taler! De stillede spørgsmål!« skrev Grunwald begejstret på Twitter og fortsatte: »Jeg kunne ikke sige, hvilke politikere der var i hvilket parti, eller hvilke fordomme nogen af dem havde om emnet. Det forekom virkelig, som om de var der for at lære.«

Ser man mod Grunwalds hjemland, forstår man godt hans reaktion.

Når Kongressen afholder høringer, får man ofte indtryk af, at der er tale om spil for galleriet, og vi har længe kunnet erfare den partipolitiske ensidighed og det råbende kaos, der præger den politiske debat i USA.

Det er indlysende, at det må være befriende for en amerikaner at overvære en politisk samtale på højeste niveau, som ikke går ud på at slagte modstanderen, men om at blive klogere.

Upolitisk demokrati

Der er dog grund til at være på vagt over for budskabet hos Grunwald. Hans begejstrede bemærkninger afslører nemlig ikke kun, at han er glad for politikere, der lytter, men også for politikere, der holder kæft.

Vi forstår, at mens eksperterne taler, bør parlamentarikerne tie, og når de endelig får ordet, skal de ikke bekende kulør. Vi forstår, at fraværet af partipolitiske meninger betyder fraværet af bullshit.

Dermed gør Grunwald sig også til eksponent for det, politologen Nadia Urbinati har kaldt »upolitisk demokrati«. I sin bog Democracy Disfigured fra 2014 analyserer hun, hvordan flere prominente demokratitænkere ønsker at pille »det politiske« ud af de demokratiske processer og fokusere på noget andet: demokratiets evne til at frembringe bestemte resultater.

I stedet for at se politik som noget, der er forbundet med strid, uenighed og beslutninger, som løbende kan omgøres og revideres, mener disse tænkere, at det er demokratiets opgave at levere kompetente løsninger til borgere. Borgerne og parlamentarikerne skal ikke selv deltage aktivt i det politiske arbejde, men lytte og lejlighedsvist vende tommeltotten op- eller nedad til diverse forslag.

Under coronakrisen er det blevet tydeligt, at sådanne forestillinger om et upolitisk demokrati ikke kun er noget, der hører hjemme i de politiske filosofibøger. I forbindelse med den tyske genåbning har kansler Merkel eksempelvis advaret mod »genåbningsdikussionsorgier«. Hun frygtede for negative konsekvenser i smittespredningen, hvis der blev diskuteret for meget om åbningen af landet.

Tilsvarende skrev professor David Budtz Pedersen en omdiskuteret kronik herhjemme under overskriften »Stop dig selv. Du er ikke ekspert«.

Også han ønsker den politiske strid om coronahåndteringen pakket langt væk, og for at bakke sine synspunkter op trak han på en analogi, der er kendt siden antikken: »De fleste er villige til at acceptere, at det er piloten og ikke overlægen, der skal få vores fly frem til destinationen.«

Vi skal altså ikke diskutere med de kompetente myndigheder, som kan få os effektivt i mål. I stedet skal vi allerhøjst regne med »transparent« kommunikation fra myndighederne, som »svarer på spørgsmål« og i sidste ende »står til ansvar« for deres handlinger, skrev Budtz.

Vi skal lytte, spørge og dreje på tommelfingeren, ikke deltage i krisehåndteringen.

Utilstrækkelig fagkundskab

Set i lyset af coronakrisen rummer disse upolitiske drømmerier mindst to alvorlige problemer. For det første abonneres der på et misvisende begreb om videnskabelig ekspertise. Epidemihåndtering er ikke det samme som at styre et fly, fordi det, der skal styres her, i omfattende grad er ukendt. Og konsekvensen er, at selv førende fagfolk ikke er enige om, hvad der er det rette at gøre.

For det andet ville det under alle omstændigheder være demokratisk forhastet at slutte fra viden til autoritet. En diætist ved måske, hvad der er bedst for folk at spise, men det giver hende ingen ret til at tvinge folk til at spise en bestemt kost.

På samme måde kan borgere godt have relevante holdninger til coronastrategier, selv om de ikke er fagspecialister. For enhver strategi indebærer også politiske valg og konsekvenser: Det er ikke kun viden, men også politik, der gør, at lande som Danmark, Sverige og Kina håndterer krisen forskelligt.

Pointen er, at nok gør borgere og politikere klogt i at lytte til forskere, sådan som Grunwald klapper af, men viden kan i sig selv ikke fortælle, hvad vi politisk skal stille op, og det er netop det, som Merkel og Pedersen synes at overse.

Lyttekunsten er et vigtigt værn mod ensidighedens råberi, men problemerne springer for alvor op af skænken, hvis vi tror, at vi kan lytte os fra det stridsomme besvær, som enhver politisk stillingtagen kræver. Her er der ingen vej uden om borgernes irriterende aktive deltagelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Uenighed og modstridende interesser er selve præmisserne for demokratiet. Uden dem er der ingen grund til at have ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed etc. Et upolitisk demokrati ville ikke være noget demokrati, men f.eks. et teknokrati.
Vi skal bare vende tommelfingeren op eller ned, hedder det. Men vi skal vel også begrunde, hvorfor vi vender den op eller ned - og så har vi diskussionen. Og demokratiet.

Karsten Lundsby, Alvin Jensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Næh, Christian De Thurah, uenigheden skal bare ikke ligge i det politiske system, der i højere grad skal udmønte og vedtage, når befolkningen er nået til enighed om ønskerne - og det er faktisk ikke så utopisk, og det slet ikke i et lille land som vores, hvor vi har vist, at man kan leve godt med mangfoldighed og alligevel trække på samme hammel; men vi har altså desværre indenfor de seneste par årtier professionaliseret politikken, selvom den jo er det eneste, den enkelte borger er forpligtet på i et demokrati.

Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Alvin Jensen, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Steffen Gliese
Uenighed er ingen skade til, men her er den kunstig. Jeg skriver ikke, at den alene skal ligge i det politiske system.

Randi Christiansen

Min far kom fra fattige kår i Sønderjylland og fik som ældste søn en uddannelse som værktøjsmager. Han var praktiker, og så må man kunne tænke klart. Én af hans udmærkede allegorier var til mekaniske anordninger, som når f.eks. den lysegule Lloyd 400 skulle klargøres til industriferiens over vinteren planlagte treugers smagsprøve på det frie liv, ned ad autobahn - et syn for guder, når et lastvognstog tillod overhaling af det lillebitte lysegule myr med tophastighed 90 - ned ad bakke - til de forjættede alpelande eller endnu længere sydpå.

Altså : systemiske grundpræmisser - som føde, klæder, bolig til alle med tilvejebragt med minimalt økologisk aftryk, og hvis der bliver noget til overs, deles vi om det - bør ikke ignoreres. Så går det galt. Som det ses.

Konkurrencestatens indbyggede systemfejl : privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcerne er vejen til sammenbrud. Eller værre, en fascistisk politistat, et herrefolk, som kontrollerer alt lige fra finansverdenen til mainstreammedier.

Så hvis der rod i styresystemet - gearkasse, kobling, motor, udstødning mv - er det klart, det går galt. Som det ses.

Karsten Lundsby, Trond Meiring og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Lyt til daniel schmachtenberger i denne utube video ´humanitys phase shift´ udlægge teksten og forklare at og hvorfor, jeg har ret

Torben K L Jensen

"Af alle dårlige systemer - er demokrati det mindst dårlige" - Winston Churchill.
Og det havde den gamle koldkriger nok ret.

Jens Christian Jensen, Karsten Lundsby og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

ret i.

Søren Kristensen

@ Torben K L Jensen
Jeg havde da gættet, at der manglede et "i" efter Og eller til sidst - eller et "der" i stedet for "det". Men det er selvfølgelig altid rart at få bekræftet at du rent faktisk kan skrive korrekt, hvis det skulle komme an på en prøve :)

Randi Christiansen

Torben@ - Ja, hvis det så var et ægte demokrati, som i folkestyre. Men desværre er denne oprindeligt gode intention borteroderet til kun at befinde sig hos magten og dens klakørers skåltaler.

Og den pt herskende magt forvalter tydeligvis hverken til almenhedens bedste eller i overensstemmelse med demokratiske principper.

Det lovede subsidaritetsprincip er fejet ind under gulvtæppet, alt i mens magtens klakører binder os i gældsætning til kreditorer og dermed reelt overgiver dansk suverænitet til tvivlsomme, skjulte aktører.

Og folket har ikke haft en chance for et reelt valg mellem selvforsyning eller et gældsat liv på første klasse - for nogen altså. Under-og mellemdanmark må stadig piske afsted i hamsterhjulet, mens velfærden skrumper.

Så hvad er folkestyret værd, hvis folket er underinformeret og samtidig forført af fodbold, fjernsyn og frygt for udkommet.

I min optik skyldes miséren kort sagt, at der er filosofisk uklarhed vedr hvilke forvaltningsprincipper, som er mest hensigtsmæssige. Og så længe konkurrencestatsprincippet er det gældende med privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourserne (det kan ikke siges for tit, for det synker åbenbart ikke ind lige meget, hvor ofte det gentages, lyt f.eks. til schmachtenberger, mit seneste fund) forhindrer den dermed indbyggede systemfejl blandt meget andet også et velfungerende folkestyre.

Jørgen Mathiasen

Man skal enten være i besiddelse af en ualmindelig stor lingvistisk finfølelse eller kende den konkrete baggrund for artiklens begyndelse, for ikke at få noget galt i halsen. Alle andre vil få det helt forkerte indtryk, at Angela Merkel vender sig imod demokratiet.

Allerede her begynder den tænksomme læser sine overvejelser. Voksede hun ikke op i DDR, og er det ikke CDU, hun leder? Merkel har ikke udtalt sig til fordel for et andet system, - hun ville forresten derved overskride sin forfatningsed, men først skal man forstå, at forbundslandene i det føderale Tyskland tager sig af sundhedsspørgsmål, og derfor kan kansleren ikke bare give en ordre.

Dernæst skal man vide, at smittesituationen i forbundslandene er temmelig forskellig, og at ministerpræsidenterne derfor ikke altid er enige om forholdsreglerne. Af den grund varierer de fra land til land, og det er besværligt for borgerne, der hyppigt bevæger sig fra et forbundsland til et andet. Fra kanslerens stol kan det godt se ud som om et fælles regelsæt for lempelser ville være det bedste, især fordi kansleren går ind for en forsigtig kurs i bekæmpelsen af viruset.

- Det rigtige i Informations indledning er derfor, at kansleren anser visse debatter for at være besværlige. Det gør jeg for resten også en gang imellem, og vi er vist også fælles om at mene, at interessemodsætninger kun forsvinder, hvis man forbyder meningsudveksling.