Satire
Læsetid: 6 min.

Pausen – et eventyr om, hvad verden lærte af en lillebitte virus

— eller historien om hvordan coronakrisens engangs-nedlukning blev nøglen til at tage radikalt fat på at stoppe klimaforandringerne
»Når alverdens muslimer i alle tider har kunnet gennemføre en månedlang ramadan i profetens navn, så må vi da også kunne realisere en måneds klimapause i børnene og børnebørnenes navn,« tænkte journalisten.

»Når alverdens muslimer i alle tider har kunnet gennemføre en månedlang ramadan i profetens navn, så må vi da også kunne realisere en måneds klimapause i børnene og børnebørnenes navn,« tænkte journalisten.

Illustration: Sara Houmann Mortensen

Moderne Tider
30. maj 2020

Det var i 2020, de opfandt modellen. Faktisk var det en journalist på et mindre dagblad i Danmark, der fandt på den. Han skrev en kort artikel om ideen, og lynhurtigt bredte den sig via de sociale medier i en sådan grad, at andre medier også måtte begynde at skrive om den. Dermed blev det noget, de danske politikere følte sig presset til at forholde sig til. Gradvist tog de ideen til sig, raffinerede den og gjorde den til et nationalt projekt. De kaldte det ’Pausen for fremtiden’. Siden har den som bekendt spredt sig kloden rundt.

Tanken opstod under coronapandemien. Man kunne i foråret 2020 aflæse, hvordan nedlukningen af økonomien fik forbruget af el, olie, gas og kul til at falde markant – i Danmark og globalt. Kloge forskere lavede beregninger, der pegede på, at årets globale udledninger af CO2 ville blive reduceret med otte procent i forhold til 2019 – en dramatisk afvigelse fra CO2-udledningernes uheldssvangre vækstkurve gennem mere end 100 år.

Denne markante virkning af økonomiernes nedlukning fik journalisten til at tænke på Earth Overshoot Day.

Det er den dag på året, hvor ressourceforbrug og skadelige udledninger overstiger planetens bæreevne det pågældende år, og hvor man altså i teorien burde stoppe ethvert yderligere miljøbelastende forbrug. I 2019 var den globale bæreevne således opbrugt allerede den 29. juli.

»Vi kan jo ikke af hensyn til klimaet lukke hele verden ned halvvejs inde i et givent år,« tænkte journalisten.

»Men under pandemien lukkede det meste faktisk ned i mere end en måned. Det kan man altså godt, hvis krisen er dyb nok og forståelsen af situationens alvor ligeså.«

Så med udsigt til en langvarig klimakrise med langt større menneskelige lidelser og globale omkostninger end coronakrisen var det måske ikke en dårlig idé at gennemføre en lignende fælles pause af for eksempel en måneds varighed én gang årligt. Med blot nogle få procents reduktion i de årlige CO2-udledninger ville der kunne vindes tid til at afværge de store klimakatastrofer.

Når muslimerne kan

Sådan lød altså ræsonnementet: En måneds pause for al ikkelivsvigtig produktion og forbrug med et mærkbart fald i økonomisk aktivitet og dermed skadelige miljøbelastninger.

»Når alverdens muslimer i alle tider har kunnet gennemføre en månedlang ramadan i profetens navn, så må vi da også kunne realisere en måneds klimapause i børnene og børnebørnenes navn,« tænkte journalisten.

Først mødtes ideen af rasende protester. »Tænk på prisen i form af tabte arbejdspladser og statslig gældsopbyggelse under coronalukningen,« sagde erhvervsorganisationer, en stribe økonomer og mange politikere.

Men så begyndte folk at snakke om, at der også var gode erfaringer fra coronakrisen. De talte om traditionen med fællessang, der knyttede mennesker sammen. Om de færre trafikulykker, den renere luft og fuglesangen, der rykkede ind på stenbroen. Om hvor skønt det var, at man færdedes meget mere i naturen.

Og folk påpegede hensynet til andre og hjælpsomheden, der pludselig blev bærende værdier. Mange begyndte faktisk at savne roen og stilheden, da den hektiske hverdag vendte tilbage med genåbningen i sommeren 2020.

Efter pandemien var det gode jo, at mennesker ikke længere var syge eller smittefarlige. Under en månedlang klimapause kunne man omgås og dyrke menneskeligt samvær uden restriktioner. Herunder kramme og besøge de gamle på plejehjemmene.

Godt for meningsmålingerne

Fra flere sider blev statsministeren gjort opmærksom på, at hun op til folketingsvalget i 2019 havde omtalt klimatruslen som den største fælles udfordring nogensinde. Og hendes særlige rådgiver mindede om, hvordan regeringens og hendes egen popularitet sprang i vejret, da hun tog nationalt lederskab for coronakrisen, appellerede til samfundssindet og fik alle til at tage ansvar og løfte i flok.

»Der er som bekendt intet, der kan samle nationen om den politiske leder som en fælles udfordring under en krise,« sagde rådgiveren og forklarede statsministeren, at det tegnede mere end svært at nå regeringens egne klimamål, hvis ikke man fandt på noget ekstraordinært.

»Coronakrisen var så grim, fordi den kom som en tyv om natten. En månedlang klimapause kan på helt anden vis planlægges og bruges til at skabe resultater i den grønne omstilling, vi har forpligtet os på,« påpegede den særlige rådgiver.

»Denne gang skal vi ikke holde afstand for at dæmpe risikoen for vores sårbare gamle. Vi skal, om jeg så må sige, holde vejret i en måned for at beskytte vore børn og sikre dem en fremtid,« sagde statsministeren i den berømte tale.

»Denne gang skal vi ikke holde afstand for at dæmpe risikoen for vores sårbare gamle. Vi skal, om jeg så må sige, holde vejret i en måned for at beskytte vore børn og sikre dem en fremtid,« sagde statsministeren i den berømte tale.

Illustration: Sara Houmann Mortensen

Og som så ofte før gik det, som rådgiveren foreslog. Med opbakning fra sine støttepartier fik statsministeren flertal for et nationalt eksperiment med en måneds årlig klimapause, hvor al ikke livsvigtig produktion og økonomisk aktivitet blev lukket ned.

»Denne gang skal vi ikke holde afstand for at dæmpe risikoen for vores sårbare gamle. Vi skal, om jeg så må sige, holde vejret i en måned for at beskytte vore børn og sikre dem en fremtid,« sagde statsministeren i den berømte tale, hvor hun annoncerede klimapausen.

Den grønne kreativitet

Klimapausen blev italesat som et skabende projekt, hvor befolkningen skulle give sig i kast med at udvikle grønne løsninger. Og der blev eksperimenteret på livet løs med havebrug, genanvendelse, byttemarkeder, reparationsværksteder, madklubber, besøgstjenester, boligbytte, fælles kørselsordninger, børnepasning og meget andet.

Parallelt blev der på regeringens opfordring arrangeret studiekredse og nedsat lokale borgerting for udvikling af en grønnere økonomi. Højskolerne inviterede til gratis seminarer om nye værdier i tilværelsen.

Af egen drift startede folk på fælles cykel- og vandreture, skrive- og musikværksteder, poesioplæsning, dans, yogatræning, sejlture og andre kreative aktiviteter. Børnene anlagde nyttehaver i skolerne – det gav naturforståelse og et bidrag til besparelser på madbudgetterne.

Det hele knyttede mennesker sammen og gav dem noget nyt at tale om og tænke over. Der gik folkesport i at skabe en meningsfuld tilværelse uden at bruge – eller tjene – penge.

Samfundssind

Projektet var ledsaget af en statslig dogmeregel om, at man ikke måtte hamstre eller producere til lager før pausen. Og naturligvis kom det til at koste på BNP. Det var jo selve meningen, at økonomien for en tid skulle neddrosles for at give klimaet kunstigt åndedræt.

Folk havde langt færre udgifter, men også en lav eller ingen løn i klimamåneden. Økonomerne havde i årevis klaget over folks manglende forbrugsvilje og det store private ’opsparingsoverskud’, som de kaldte det, og derfor havde de fleste faktisk penge på bankbogen til at klare sig igennem.

I modsætning til de officielle udsagn under finanskrisen blev det under coronakrisen tydeligt, at staten i en ekstraordinær situation udmærket kunne bede Nationalbanken trykke penge for at hjælpe dem, der ikke kunne klare for eksempel huslejen. Hvad de private boligejere angik, blev kreditforeninger og banker pålagt at eftergive en del af de månedlige afdrag, renter og gebyrer på boliglånene.

»Finanssektoren har fået massiv hjælp under flere kriser, nu må sektoren vise lidt samfundssind,« sagde statsministeren.

Da finansministeren ved udgangen af 2021 gjorde status over det første år med en klimapause, var BNP faldet et par procent.

»Det svarer til, at årets økonomiske aktivitet og dermed velfærdsniveauet i 2021 bliver, som det var i 2019,« sagde finansministeren.

»Tilsvarende vil de kommende års klimapause betyde, at den ellers forventede stigning i danskernes rigdom forsinkes med højst et par måneder. Den pris kan vi betale for at sikre, at der faktisk bliver en fremtid,« understregede ministeren.

Den villige koalition

Det politisk geniale ved projekt Klimapause var, at statsministeren på forhånd havde koordineret med sine kolleger i andre progressive lande, så man kunne annoncere en Coalition of The Willing med nationer, der fra starten gik i takt om en måned med økonomisk nedlukning og klimamæssig oprustning.

Dette og et massivt nyt pres fra den globale klimabevægelse af unge og ældre betød, at det forbavsende hurtigt blev en global strategi, sanktioneret på FN-klimamødet COP 27 i 2022 af verdens lande – med nogle få markante undtagelser.

Klimapausen var slet ikke nok til at afværge klimatruslen. Men den gav et tiltrængt pusterum, en ny fælles optimisme og dermed et afgørende momentum til en ny international bevægelse frem mod den langtidsholdbare grønne økonomi.

Og den danske journalist, der nærmest som en strøtanke kastede ideen på bordet i sin lille avis? Han endte såmænd med at få Nobels fredspris, til deling med den svenske klimaaktivist Greta Thunberg. Pengene donerede han til de efterladte efter coronakrisens ofre.

Se, det var en rigtig historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Fosberg

Come on Jørgen. Du finder på alle mulige gode og rare grunde til at vi skulle lukke tempoet ned i en måned og sænke den morderiske forurening som truer med at trække eksistensgrundlaget væk under fødderne på os. Men du forklarer ikke hvorfor vi forurener. Du stiller ikke engang spørgsmålet: hvorfor forurener vi?

Er det ikke der vi skal starte? Uden svaret på det spørgsmål kan vi vist ikke løse problemet. Men du og din avis snakker udenom - ligesom resten af pressen og politikerne og det erhvervsliv der henter sine profitter ved at forurene. For ikke at nævne Informations højt kvalificerede debattører.

Matawa Baiocchi

Fantastisk idé. Der er allerede gamle traditioner i de forskellige større kulturer i verden for en nedsættelse af aktiviteter og refleksion, en slags pauser. I Islam (Ramadan, 30 dage), Kristendom (Fasten, 40 dage), Buddhismen (Vinterretræte, 1-3 måneder), Hinduismen (diverse). Kun den "evig-vækst religion" har ikke fået det ... endnu.

Tatiana Nielsen, Niels-Simon Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Bjarne Bisgaard Jensen, erik pedersen, Liselotte Paulsen, Ole Svendsen, Kurt Nielsen, Mads Lundby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lene Paulsen

Endnu en Corona relateret artikel med betalingsmur
Information! Hvad sker der for Jer?

Arne Albatros Olsen

Problemet er måden, den økonomiske model hele vores samfund er bundet op omkring.
Det opgør er vi vist ikke kommet nærmere, og alle er bare glade for at samfundet åbner igen
og "normaliteten" kommer tilbage.

Set fra et klimasynspunkt så er vi snart : " BACK ON THE SUICIDE TRACK ".

Jan Fritsbøger, Stella Nielsen, Maia Aarskov, Erik Winberg, Hanne Ribens, Søren Fosberg, Ole Svendsen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

God historie. Det er bare med at komme i gang.

Jan Fritsbøger

når jeg ser på verden sådan lidt udefra kan jeg miste håbet og blive lidt depri,
for jeg ser et tydeligt mønster som gentager sig, mennesket anser sig selv som højt hævet over alt andet liv her på kloden og mener ikke vi skal tage hensyn til andet end menneskeheden,
vi mener vi har ret til at udfolde alle vores behov, og så må den resterende natur bare leve med det hvis den kan,
og dette gentager sig så i menneskeheden, hvor den herskende / privilegerede klasse mener de har ret til at udfolde deres behov, og så må resten af menneskeheden bare leve med det,
og derfor er klimakrisen i praksis uløselig, for den eneste reelle løsning er en massiv nedsættelse af menneskenes forbrug,
og da politikerne ved at det kan de ikke blive genvalgt på, så foregøgler de os alle at problemet kan løses ved at gøre energiforbruget grønt, og ved andre tiltag som ikke indebærer en mærkbar nedsættelse af forbruget,
og dermed vil klimaet før eller siden kollapse og naturen løser selv problemet ved at mennesket forsvinder desværre sammen med næsten alt andet levende,
og dermed kan livet og evolutionen endnu engang starte nærmest forfra og måske kan en ny intelligent art gøre det bedre end mennesket,
jeg ville ønske at jeg tager fejl men det kræver et mirakel, miraklet kunne bestå i at enhver form for grådighed forsvandt i alle mennesker, men er det særlig sandsynligt ? vi kan dog selv bevæge os i den retning hvis vi synes mennesket er værd at redde,
og håbe på at nok mennesker får samme ide inden det er for sent.