Feature
Læsetid: 4 min.

I retten: »Jeg ved ikke, hvorfor mit dna er der – det undrer også mig«

Hver uge dækker Information en retssag, som den udspiller sig fra tilskuerrækkerne. I retssal 26 i Københavns Byret er E anklaget for at have begået indbrudstyveri i to villaer
Tiltalte kan ikke huske, om han har været på de adresser, hvor indbruddene har fundet sted.

Tiltalte kan ikke huske, om han har været på de adresser, hvor indbruddene har fundet sted.

Mia Mottelson

Moderne Tider
9. maj 2020

»Hvad betyder det her ord,« spørger tolken, der er listet op til anklagerens bord, og peger ned i anklageskriftet.

Hun oversætter for ham, og tolken, der forinden har fortalt, at han til daglig er billedhugger og derfor ikke kender så meget til retssprog, skynder sig ned på sin plads i det bageste hjørne af lokalet. På grund af smittefaren må han ikke sidde ved siden af den tiltalte.

»Du skal sætte dig på stolen der, men du må ikke røre ved stolen og bordet,« siger tolken højt og tydeligt på litauisk nede fra hjørnet, da den tiltalte, E, kommer ind ad døren flankeret af to betjente.

E, en 34-årig litauisk mand med skarpt klippet pandehår og en lille hvirvel i nakken, gør som han får besked på.

Hans dna er fundet i to villaer, der begge har haft indbrud sidste sommer.

Den ene i Dragør, hvor der blev stjålet Georg Jensen-guldure og smykker for i omegnen af 161.000 kroner. Og den anden i Ringsted, hvor tyven slap afsted med smykker og elektronik for lidt over 50.000 kroner.

Men E, der hjemme i Lithaun lever af at sælge reservedele til Rusland, nægter sig skyldig. Anklageren dog går efter tre måneders fængsel og udvisning.

Champagneflasken og øldåsen

På de hvide vægge hænger institutionsagtige tryk af beige firkanter med sorte streger hen over. Alle vinduerne er åbne for at holde luften ren og smittefri, og de lange hvide gardiner blafrer stille i vinden.

E har forklaret, at han jævnligt kommer til Danmark, men det er lidt uklart hvorfor.

»Hvad laver du, når du er i Danmark,« spørger anklageren.

»Hvad mener du? Jeg har besøgt Christiania flere gange, fordi det er et kendt sted for turister. Jeg ved også, hvor Tivoli ligger. Og de populære steder,« siger E.

Anklageren mener ikke, tiltalte har nogen gode forklaringer på dna-beviserne.

Mia Mottelson
Han har også »arbejdet lidt for en landsmand«. Uden arbejdstilladelse, kommer det frem, da dommeren spørger. Men det er ikke det, det skal handle om nu.

E kan ikke huske, om han har været på adresserne for de to villaer i Ringsted og Dragør. Han er vist nok kørt forbi afkørslen til Ringsted på motorvejen engang, erindrer han.

»Men man kan jo ikke huske, hvad alle gader, man har været på, hedder.«

I villaen i Dragør har politiet fundet hans dna på den vindueskarm, tyven brød ind gennem, og på en champagneflaske. Og i villaen i Ringsted blev hans dna fundet på en øldåse.

Chancen for, at det ikke er hans dna, er mindre end én til en million, forklarer anklageren, og spørger E, hvordan det kan være.

»Det kan jeg ikke forklare,« siger han og trækker på skuldrene.

»Jeg ved ikke, hvorfor mit dna er der. Det undrer også mig. Jeg har ikke været der. Måske nogen har taget en dåse, jeg har drukket af, og placeret den der.«

Anklageren rynker på øjenbrynene.

»Jeg har ikke flere spørgsmål.«

Huen i tasken

De to politibetjente får øjenkontakt, og den ene mimer med stor ansigtsmimik: »Skal vi bytte?«

De må kun sidde ned én ad gangen på grund af smitterestriktionerne. Så det gør de lynhurtigt, spritter fingrene af og følger med i E’s forklaring.

I februar var han igen på besøg i Danmark og hang ud med en litauisk ven. Men på en tur i Lyngby Storcenter blev vennen taget i at stjæle en kop kaffe, og da politiet kom frem, tog de også en DNA-prøve af E.

En prøve, som viste sig at matche dna’et fra de to indbrud. Siden da har E siddet varetægtsfængslet.

»Ved ransagningen af det sted, hvor du har angivet, at du boede, fandt politiet en elefanthue og et sort tørklæde,« siger anklageren og viser et billede frem.

»Det er ikke mit. Jeg har købt halstørklædet, men ikke elefanthuen,« svarer E, mens der på gulvet bag ham flyver en gråbrun sommerfugl forbi. Den sætter sig under den bænk, betjentene deles om.

»De blev fundet sammen i en rygsæk. Kender du noget til det,« spørger hun igen.

»Rygsækken var min, men ikke elefanthuen i den,« svarer E. »Nogen må have kommet den derned.«

Lad os kalde det beviser

Man kan ikke blive straffet alene på grund af en dna-prøve. Derfor bruger anklageren sin sidste bemærkning på at overbevise dommeren og de to domsmænd om, at hele E’s forklaring er mistænkelig.

»Tiltalte kan ikke rigtig forklare, hvad han laver, når han er i Danmark, og tiltalte har ingen plausibel forklaring på, hvorfor hans dna matcher den, der er fundet i villaerne,« siger hun.

Forsvareren er skeptisk over for værdien af dna-beviserne.

Mia Mottelson
Den ene domsmand stryger fingrene igennem sit lange, glatte, sølvgrå hår og retter på brillen. Han ligner en, der godt kan lide opmærksomheden.

Så er det forsvarsadvokatens tur.

»Det ene sted er der dna fra en vindueskarm. Men det andet sted er der kun dna fra en dåse, som jo er en flytbar genstand,« påpeger han. »Så vi har disse to – lad os kalde det beviser – men intet andet, der knytter E til stedet.«

Mens dommeren og de to domsmænd diskuterer sagen for lukkede døre, siger forsvarsadvokaten lavmælt:

»Hvis jeg har en chance, så er det med ham der,« og peger på den tomme stol, hvor manden med det glatte, sølvgrå hår sad.

Men den gik ikke. E dømmes til tre måneders fængsel og udvisning af landet i seks år – fra når coronakrisen engang tillader det. Han vælger at modtage straffen.

»Jeg havde alligevel ikke tænkt mig at komme tilbage til Danmark.«

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Høyer

"Den ene domsmand stryger fingrene igennem sit lange, glatte, sølvgrå hår og retter på brillen. Han ligner en, der godt kan lide opmærksomheden."
Hvad i alverden foregår der? Er det en retsreportage eller et indlæg fra "Det Vi Taler Om"? Var redaktionschefen uopmærksom eller fraværende da ovenstående slap igennem? Hvorfra ved journalisten (jeg formoder det er en uddannet journalist der skriver i Information) at manden med "det lange, glatte, sølvgrå hår" kan lide opmærksomheden, og hvad mener journalisten i det hele taget med den bemærkning.
Jeg synes det er underlødigt, tendentiøst sludder og vrøvl, og bestemt ikke værdigt i Information. Hold jer til sagen.