Baggrund
Læsetid: 6 min.

Ruslands store sejrsparade er aflyst, men krigen om historien holder ikke pause

Denne weekend er det 75 år siden, at Nazityskland kapitulerede, og det skulle have været fejret på den helt store klinge i Moskva. Men selv om den store militærparade er aflyst, holder den politiske brug af historien ikke pause
Sovjetsoldater på toppen af rigsdagsbygningen i Berlin i 1945. Coronapandemien har afblæst den planlagte sejrsparade i Moskva, men ikke den russiske omskrivning af krigshistorien.

Sovjetsoldater på toppen af rigsdagsbygningen i Berlin i 1945. Coronapandemien har afblæst den planlagte sejrsparade i Moskva, men ikke den russiske omskrivning af krigshistorien.

Akg-Images/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
9. maj 2020

Hvad angår prestige, penge og politisk symbolik er der næppe nogen coronaaflysninger, der slår udsættelsen den gigantiske militærparade, der skulle have fundet sted i Moskva på selveste 75-årsdagen for Nazitysklands kapitulation i dag. Roskilde Festival og Hjallerup Marked kan godt pakke sammen.

Infanteri, kanoner, kampvogne, raketter – titusinder af uniformerede, støvletrampende soldater skulle defilere gennem Moskva, forbi veteranerne, forbi præsident Vladimir Putin, forbi de internationale dignitarer som en dobbelt markering af både russernes store sejr over den nazistiske fjende, og som en understregning af at Rusland fortsat er en betydelig stormagt.

Siden efteråret har man bagt op til denne dag med markeringer af delsejre i krigen og med offensive markeringer på den internationale scene: Molotov-Ribbentrop-pagten er blevet nedspillet, Polens ansvar for krigsudbruddet talt op, Tjekkiet har fået ballade for at fjerne en statue af en sovjetisk marskal, og senest er Finland lidt overraskende blevet anklaget for folkemord.

Og selv om der ingen parade bliver i dag, står det klart, at historien om Den Store Fædrelandskrig som russerne kalder den, er af kolossal betydning – ikke bare af historiske grunde, men også af ganske nutidige, politiske årsager.

»Hvis der fandtes en medalje for statslig historiepolitik, så ville Vladimir Putin få en flidspræmie,« som institutchef Niels Bo Poulsen siger. Han leder Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie, -kulturforståelse og Krigsteori og har bl.a. skrevet bogen Den Store Fædrelandskrig.

Han forklarer, at nok spiller historien en politisk rolle i de fleste lande, men få andre lande bruger så mange statslige ressourcer, så meget politisk energi og er så hurtige til at true med retssager eller til at smide nazikortet over for nationer med en anden udlægning end Rusland.

»For Putin er Anden Verdenskrig den vigtigste sten i den mosaik af historiske begivenheder, der fortæller, at Rusland er truet, og at det eneste, der kan forsvare landet, er en stærk stat,« siger han.

For nylig godkendte parlamentet en række forfatningsændringer, hvoraf en fastslår, at staten ligefrem er forpligtet på at »beskytte den historiske sandhed«, hvilket af de fleste kritikere dog udlægges som en sandhed med modifikationer. For den russiske historiefortælling er under Putin blevet overvejende patriotisk og fokuseret på Rusland som et uskyldigt offer og en heroisk sejrherre, mens eksempelvis de dele, der handler om Sovjets rolle som besættelsesmagt fylder mindre.

Og hvad er så meningen med det hele?

»Hvis man kun skal pege på én ting, så handler det om at holde Putin ved magten«, siger Niels Bo Poulsen.

Men der er også andre ting at pege på.

De gode befriere

Hvis ikke Den Røde Hær havde kastet al sin samlede styrke ind mod Nazityskland og sammen med vestmagterne tvunget nazisterne til at kapitulere, havde vi i Danmark næppe fejret befrielsesdag i denne uge. Vi havde måske snarere rendt rundt og sagt ’Heil Hitler’ til hinanden – »eller siddet bag pigtråd i en fangelejr«, som Niels Bo Poulsen tilføjer.

Den Røde Hær påførte tyskerne meget store landmilitære tab, men prisen var ufattelig høj: 27 millioner døde på sovjetisk side.

Derfor har historien også en enorm følelsesmæssig appel i den russiske befolkning. Nok kan den bruges som et politisk værktøj til at skabe en stemning af modsætning mellem Rusland og Vesten og skabe en stemning af at være belejret, som Putin kan udnytte.

»Men Putin er ikke kun kyniker, og befolkningen lader sig ikke bare manipulere,« siger Niels Bo Poulsen. Det handler også om, at store dele af befolkningen er oprigtigt interesserede i og stolte af de ofre, som deres forældre og bedsteforældre bragte.

»Ligesom vi herhjemme ikke kan blive trætte af vikingerne og kan lide at sole os i, at vi var en del af en enorm rockergruppe, der holdt Europa i skræk og rædsel, så er det rart for russerne at tænke på sig selv som de gode befriere.«

Druknede tyskerne i russisk blod

Ifølge historikeren Erik Kulavig fra Syddansk Universitet har der groft sagt været tre måder at skrive historien om Sovjetunionens indsats under krigen. Der er den sovjetiske, der siger, at folket frejdigt ofrede alt i kamp for staten og partiet og Sovjet; der er den vestlige, der siger, at soldaterne kun kæmpede, fordi de ville blive skudt, hvis de vendte om; og så er der en tredje, der ligger midtimellem og anerkender, at man både kan gå i krig for Stalin og ønske de sovjetiske jordreformer rullet tilbage.

Han er forfatter til bogen Stalins Hjemmefront, der udkom i 2004 – og han vurderer, at hans beskrivelser af krigens omkostninger og Stalins tvang ville bringe ham på kant med den russiske lovgivning i dag. For grebet om historien er blevet strammet.

Op mod Sovjetunionens fald og i 1990’erne efter svingende den russiske historieskrivning fra jublende patriotisme til at blive entydigt sort – at Den Røde Hær sejrede ved at drukne Hitlertyskland i russernes blod, som Kulavig siger.

»I deres iver efter at få sandheden frem gik reformvenlige folk i den anden grøft og forsøgte at gøre hvidt til sort og sort til hvidt. På den måde blev der igen tale om misbrug af historien, nu blot fra en anden kant. Historiografien mistede sin samlende kraft, og det fik alarmklokkerne til at ringe i Kreml,« siger han.

Under anden halvdel af Putins regeringstid er pendulet dog svinget tilbage igen:

»Statsmagten tager nu aktivt historien på sig som værktøj til at samle nationen om Putin og det aktuelle styre. Det er et skridt tilbage til hurrapatriotismen.«

I Rusland er historieskrivning ikke forbeholdt historikerne, men integreret i den nationale politik. For en akademiker er det svært ikke at rynke brynene, når man læser, at landet i udkastet til en ny forfatning forpligter sig på at beskytte den historiske sandhed.

»Det er noget sludder. Den findes ikke,« siger lektor i statskundskab Mette Skak, der forsker i Ruslands historie ved Aarhus Universitet.

»Set med akademiske briller er det en meget naiv formulering. Men set med politiske briller er det en understregning af, at historiepolitik er en diplomatisk og udenrigspolitisk slagmark.«

Lige for tiden udspiller der sig to ret vilde historiepolitiske sager:

I Prag i Tjekkiet har en lokal borgmester mødt stærk russisk modstand, efter at han pillede en statue af den sovjetiske marskal Ivan Konev ned. Rusland betragter Konev som en krigshelt, mens han for en del tjekker står som en påmindelse om kommunistisk undertrykkelse. Rusland har igangsat en strafferetlig undersøgelse, og den ansvarlige borgmester er blevet sat under politibeskyttelse.

I forrige uge skrev det tjekkiske medie Respekt på baggrund af anonyme efterretningskilder, at en mand, der rejste på russiske diplomatpapirer havde været i byen med giftstoffet ricin i kufferten og en plan om at myrde borgmesteren i baghovedet. Rusland afviser attentathistorien som nonsens – men konflikten om statuen er reel nok. Og det er ikke den eneste konflikt, der er i gang lige nu.

Et overraskende folkemord

At Finland pludselig skulle stå anklaget for folkemord, kom en smule bag på direktøren for det finske rigsarkiv, Jussi Nuorteva. Gennem gaskamre, begravelse af levende og udsultning skulle Finland have myrdet civile russere i hobetal, lød det fra en officiel russisk undersøgelseskommission. Og i april blev det annonceret, at en kriminalundersøgelse skulle indledes.

Jussi Nuorteva har selv forsket i den tid, hvor Finland i 1941 som Tysklands allierede erobrede en bid sovjetrussisk land i Karelen og drømte om et Storfinland. I de besatte områder indespærrede man de russiske indbyggere for en dag at deportere dem østpå, når sejren var i land. Mange sultede, mange døde. Det var et mørkt kapitel, men det er et velbeskrevet et.

Det er det, der undrer rigsarkivaren.

For Sovjet endte som bekendt som sejrherre, og i Finland blev 910 sager mod mulige finske krigsforbrydere ført – flere endda med livstidsdomme til følge. Det er ikke nogen hemmelighed, at der skete overgreb. Rigsarkivaren har selv skrevet en bog om det – men der er intet, der matcher de beskyldninger om folkemord og gaskamre, der indgår i den russiske kriminalundersøgelse. Derfor tager han det også ret roligt.

»Man kan ikke hive et land for retten. Vi har allerede behandlet sagerne – juridisk og historisk – så jeg ved ikke, hvad de kan stille op med deres efterforskning. Folkene bag undersøgelsen har end ikke kigget i de finske arkiver,« siger han.

»Jeg ser det ikke så meget som en politisk handling mod Finland, det er snarere henvendt til lokalbefolkningen i Rusland. Det er en del af markeringen af 75-året for sejren.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Rasmussen

Den politiske korrekthed har mange ansigter...

Hvad er i øvrigt bedre end ét armbåndsur? To!

Kent Nørregaard

Hvem kan dog stole på noget som helst russerne kommer frem med. Hvis man vil vide noget om krigsforbrydelser skal man bare læse lidt om Ilya Ehrenburgs voldtægts- og mordopfordringer til den røde hær. De blev som bekendt til grusom virkelighed i Berlin.

Dog kan det ikke forventes at russerne overhovedet ved at det skete. De troede jo heller ikke på massakren i Katyn-skoven. Noget der var forbudt at tale om i Polen under den 45 år lange russiske besættelse.

Torben Siersbæk

@Lars Rasmussen.
Ja, det er et fremragende billede den russiske fotograf Chaldaj tog på toppen af Rigsdagsruinen. Og det er fint, at Inf har valgt netop den oprindelige version som illustration.
Jeg har været så heldig at se en udstilling af hans fotografier (i Berlin), og her set en gennemgang af billedets historie og udvikling.
Da han - kort efter at billedet var taget - kom til Moskva, blev det ene ur fjernet ved en simpel udkradsning. Til den senere propagandaversion blev det retoucheret pænere, så man ikke så let kunne se, at der vbar en russisk soldat, der gerne ville se, hvad klokken var slået i Kreml, samtidig med at han havde styr på den lokale tid (for det har da ikke været for at sælge et stjålet ur at han havde to ure...).
Billedet har dog her allerede de indkopierede røgfaner i baggrunden, som heller ikke var der, da billedet blev skudt.
Vi har iøvrigt et eksempel på misbrug og vildledende historieskrivning i Anders Fogh Rasmussens nedgøring af den samarbejdspolitik, hans parti selv støttede (selv om motivet bl.a. var at få rullet sociale forbedringer fra 1930'erne tilbage!). Et af problemerne var, at Venstre var det parti, der var suverænt dårligst repræsenteret i modstandsbevægelsen - og at samarbejdspolitikken i den grad støttede landbruget, der havde kæmpe eksport af fødevarer til Tyskland.
Dobbeltmoral siges at være dobbelt så god som moral.
Om den russiske selvros er dobbeltmoralsk skal jeg ikke gøre mig til talsmand for. Men en af årsagerne til at Tyskland kunne trænge så langt ind i Rusland var, Stalin i sin paranoia havde aflivet generalstaben inden verdenskrigen. Og havde Rusland ikke fået massiv materiel støtte fra USA, gad jeg nok se, hvordan fædrelandskrigen var forløbet....

Torben Lindegaard

@Torben Siersbæk 09. maj, 2020 - 18:06

Det er det rene ævl at gøre Anders Fog Rasmussen ansvarlig for Venstres politik i 1940'erne -
AFR blev født i 1953.

Man kan endda hævde, at det tjener AFR til ære, at han gør op med den danske samarbejdpolitik med nazi-tyskerne; men lad os nu ikke koge den gamle diskussion op igen.

Det er dog en modbydelig tanke, at hvis alle lande havde handlet som Danmark under krigen, så havde Tyskland vundet krigen .... og vi var måske alle rendt rundt og sagt ’Heil Hitler’ til hinanden, eller siddet bag pigtråd i en fangelejr.

I den almindelige vestlige historieforfalskning, har Sovietunionen ikke den plads i krigen, som landet fortjener. Uanset den berettigede kritik af landet, så var det ved Stalingrad, at luften gik und af den tyske hær.

Ole Arne Sejersen, Nike Forsander Lorentsen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Karen Grue 10. maj, 2020 - 09:17

Det er helt rigtigt, at det var på Østfronten Tyskland tabte krigen, startende med Stalingrad i 1942/43. Men det er da en almindelig anerkendt opfattelse - også i Vesten.

Kent Nørregaard

Karen Grue det er rigtigt at Sovjet ikke får den anerkendelse for at de nedkæmpede 80% af tyskernes styrke. Noget helt andet er at Sovjet bestemt heller ikke får deres fair andel af de ulidelige grusomheder de har udsat befolkningerne for i samtlige lande som de besatte.

Den største perversitet omkring den Anden Verdenskrig er vel at russerne befriede Østeuropa. At genbesætte efter at have smidt facister ud for så brutal at indsætte sit eget facistiske og totalitære militærdiktatur er ingen steder sammenlignelig med "befrielse". Det er voldtægten af Ostpreussen og Berlin heller ikke. Krigsforbrydelserne vi burde tale om står i kø på den Sovjetiske side men er blevet totalt fortiet i 75 år.

Jan Henrik Wegener

Hvilke former for "ret" kan efterhånden udvindes af den krig? Kan de historiske diskussioner der kan føres i grunden gøre meget fra eller til i den henseende nu?

Kent Nørregaard

Man kan vel starte med at undskylde for alle krigsforbrydelserne på de allieredes side. Det er så ufatteligt barnligt at høre voksne mennesker acceptere en forsimplet forklaring om godt versus ondt og at heldigvis vandt de gode. Samtlige allierede lande havde et ulækkert menneskesyn, ikke så langt endda fra aksemagternes. Men hvor Japan og Tyskland i dag er langt mere humanistisk anlagt er de allierede stadig ikke kommet ind i det 21. århundrede og nægter at acceptere skyld for deres forbrydelser. De værste af dem er at bortforklare brandbombningerne af civile mål i Tyskland mod krigens ende og atombomberne mod civile befolkningscentrene i Japan. Derudover selvfølgelig accepten af russernes ondskabsfulde imperium i efterkrigstiden og USAs, Storbritanniens og Frankrigs hærgen i kolonitiden. Det mangler i den moderne vestlige kontekst. Det er så utidigt som noget kan være at lade briterne og russerne negligere deres egen ondskab ved at gemme sig bag Anden Verdenskrig. 300 års britisk hærgen, slaveri og udnyttelse forsvinder vel ikke fordi Hitler også hærgede?

Christian de Thurah

Der er vist ingen, der vil benægte, at Sovjetunionens krigsindsats var helt afgørende for sejren over Nazityskland. Det, man kan bestride, er den russiske opfattelse af, at man ofrede sig for at skille verden af med naziregimet. Russerne ofrede sig ikke, de forsvarede sig, da de blev angrebet. De havde ikke noget reelt valg.
Det ironiske er, at de blev angrebet af det Tyskland, de selv havde hjulpet til at vokse sig stærkt op gennem 30’erne, og hvis aggressive fremfærd de tilsyneladende ikke havde haft ret meget imod - før den ramte dem selv.