Klumme
Læsetid: 3 min.

Ugerevy: Hverdagens vildskab er tilbage

Lad mig i idiotiets anledning minde om det ældgamle etiske princip om, at man aldrig skal handle således, at man genskaber plottet i en deprimerende, sorthvid, østrigsk film. Seriøst
Det var næppe faren for at møde en svensker, der i ugens løb fik en besøgende delfin til at vælge Limfjorden frem for Øresund.

Det var næppe faren for at møde en svensker, der i ugens løb fik en besøgende delfin til at vælge Limfjorden frem for Øresund.

Rene Schutze

Moderne Tider
30. maj 2020

Igen i denne uge fandt vigtige og alvorlige ting sted over hele kloden. Pandemien fandtes, den økonomiske afgrund fandtes, Danmarks optagelse af lån for 200 milliarder fandtes, EU-budgettet fandtes, og den komplicerede optrævling af det store orange garnnøgle af notater, mails, mødereferater, journaliseringssystemer og lignende bureaukratiske sovemidler, som går under navnet Instrukskommissionen, fandtes.

Og i de store linjer lå de mindre, som igen blev tegnet af de små, og hernede begyndte tingene mere og mere at ligne sig selv. Og synes man, det lyder kedeligt, så skal man bare vandre en tur gennem det regionale medielandskab, for her er hverdagen rig på mystik og mørke dufte.

Husker du Det hvide bånd? Den østrigske mesterinstruktør Michael Hanekes guldpalmevinder fra 2009, hvor en læge styrter dramatisk på sin hest, da den for fuld gadagung får klippet benene af stykke ståltråd, nogen har spændt ud over vejen. Det foregår i begyndelsen af det 20. århundrede i en ond og knuget verden op mod Første Verdenskrig.

Klip til den nordjyske stationsby Vrå i begyndelsen af det 21. århundrede i en genåbnende og håbefuld verden før Tredje Verdenskrig. Det var sidste weekend, og vennerne Kasper og Christian havde næppe scooterne i fuld gallop, da de nær midnat drønede hjem ad stisystemet.

I hvert fald opdagede de snoren i tide. Helt almindelig snor af den slags, som man binder ting fast på en trailer med, sad stramt udspændt over stien i deres bryst og hovedhøjde, kunne TV 2 Nord berette denne uge.

»Ja, jeg tror da, det ville være farligt, hvis ikke vi var stoppet«, kunne den ene knallertkører berette. Og var det bare en enlig svale, kunne man også selv henfalde i et cool nordjysk skuldertræk.

Men i den anden ende af landet løb en ung gut ved navn Lukas rundt om Kobberdammen i Teglstrup Hegn ved den nordsjællandske by Hellebæk denne uge, da han blev ramt i ansigtet af nogle barberblade, der var hængt op i træerne i skoven. Han fik sig en forskrækkelse og snitsår nær øjet, kunne man læse i Sjællandske Medier.

Det burde være almen viden, men lad mig i idiotiets anledning minde om det ældgamle etiske princip, om at man aldrig skal handle således, at man genskaber plottet i en deprimerende, sorthvid, østrigsk film. Seriøst.

»Et fuldstændig ligegyldigt beløb«

Maj måneds katte er bløde og glatte med knurhår af silke og øjne som rav, skrev Halfdan Rasmussen engang så fint, men i Rønne på Bornholm har der været langt mellem kattene. I årevis er de forsvundet, men i denne uge blev der sat en form for punktum.

En 50-årig mand stod tiltalt for at have fanget mindst syv katte i en mårfælde og efter egen forklaring sat dem ud langt, langt væk, fordi han var træt af deres efterladenskaber. Denne uge blev han idømt en bøde på 10.000 kroner – hvilket kun var for bortførelsen af en enkelt kat. 

Kvinden Ditte Rømer, der havde oplevet at miste to katte – Mis og Kat (Mis blev senere fundet) – kaldte over for Bornholms Tidende bøden for »et fuldstændig ligegyldigt beløb«.

Men 10.000 kroner er stadig en slags penge. Det er for eksempel 83 gange så mange penge, som en 54-årig kvinde fik med, da hun denne uge knivrøvede en Fakta i Thisted. Oveni fik hun dog en straksdom på seks måneders fængsel med ganske gratis.

Hverdagens vildskab

Og på Mors har folk også muntret sig med de gratis glæder under nedlukningen. På den dejlige ø har man ifølge TV 2 Nord »bollet mere end normalt«.

»Det er helt vildt, hvad vi finder af kondomer i kloakkerne for tiden,« forklarede Lars Holm fra Morsø Forsyning og anbefalede at droppe præventionen: »Vi mangler jo flere indbyggere her på øen – og så var vi også lidt flere om at betale for at få ryddet klumperne i kloakkerne.«

Det kan næppe anbefales bare at skylle det hele ud i Limfjorden, som københavnerne gør med deres kloakvand. Denne uge kom det frem, at man over de sidste fem år har hældt over 35 milliarder liter i sundet.

Måske er det derfor, at Limfjorden og ikke Øresund denne uge havde besøg af en delfin. Til Nordjyske forklarede en havbiolog, at man nok ville se flere af den slags nuttebasser med tiden, da klimaforandringerne varmer vandet op – og med det i baghovedet fik det pludselig yderligere dybde, hvad Rasmus Stæhr, en almindelig dude, der i sin kajak havde været helt tæt på dyret sagde:

»Det er jo bare helt ekstremt«.

Hverdagens vildskab er tilbage.

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her