Læsetid: 3 min.

Ugerevyen: Lagkagehuset strikes back

Lagkagehuset var blandt de virksomheder med ejere i skattely, der i sidste uge blev ramt af en bølge af forargelse, da det kom frem, at de havde modtaget lønkompensation. I denne uge vendte forargelsen så den anden vej, da virksomhederne svarede på kritikken
Med fuld overholdelse af afstandskravene præsenterede Europas to store M’er et bud på solidarisk hæftelse i en coronatid.

Med fuld overholdelse af afstandskravene præsenterede Europas to store M’er et bud på solidarisk hæftelse i en coronatid.

Francois Mori

23. maj 2020

Efter i månedsvis at have rettet forargelsen mod hverdagens små coronaforbrydere hævede vi denne uge blikket for at fokusere på nogle andre svære ord: Skattelydiskussion, instrukskommission og forsvarstopssituation kravlede op ad dagsordenen, mens det at røre ved en bakke æg i Netto uden at lægge den i kurven gled ned ad listen over slem opførsel.

Hvor der sidste uge rejste sig en bølge af vrede over, at virksomheder med ejere i skattely havde puttet godt med statslige lønkompensationskroner i kurven, rullede bølgen i denne uge den anden vej. Sportmaster, Babysam, Lagkagehuset og andre store danske virksomheder slog igen med fortællinger om, hvor meget de bidrog med til samfundet, og hvor lidt folk i ejerkredsen udnyttede skattely til noget som helst.

Sidste uges forargelse blev afløst af denne uges forargelse over forargelsen. På den måde lignede hverdagen mere og mere sig selv. Skolerne åbnede, og cafeerne åbnede, folk forsvarede deres ideologiske positioner, og man måtte spørge sig selv, om det tungeste kulturelle aftryk, der stod tilbage efter coronakrisen, var en ny distinktion mellem dem, som mente, det var lækkert, og dem, der mente, det var ulækkert, at deres rundstykker kunne indeholde spor af Luxembourg.

Den ulovlige instruks

En anden fløjkrig blev denne uge kridtet yderligere op omkring kommissionsundersøgelsen af den forhenværende udlændingeminister Inger Støjbergs ulovlige instruks om uden undtagelse at adskille asylpar, hvor den ene var under 18 år. Mens der i afhøringerne tegnede sig et billede af, at nærmest gud og hvermand i ministerierne havde vidst, at instruksen var ulovlig, fortsatte Venstre sit forsøg på at diskutere noget helt andet. Venstres omkvæd i kommissionsdiskussionen går ud på at sige noget, som alle er enige i, nemlig at man er meget imod barnebrude.

»Og vi mener, enhver minister skal gøre, hvad vedkommende kan, for at beskytte de unge piger,« tilføjede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hvilket var værd at notere sig til en anden gang. For mon ikke den færdselsbetjent, som i tirsdags gav mig en bøde for at skære et højresvingshjørne af ved lige så nænsomt at cykle over fortovet, øjeblikkeligt havde revet bøden i stykker, hvis blot jeg havde forklaret, at »jeg jo mener, at enhver cyklist skal gøre, hvad vedkommende kan for ikke at køre over for rødt«.

Forsvaret skærer brullypskort

Hverken gode eller dårlige forklaringer hjalp dog manden kendt som HC, hvilket står for Hans-Christian, men i lang tid lige så vel kunne have stået for HærChefen. Generalmajor HC Mathiesen var engang forsvarsboss i den absolutte topliga, men tirsdag blev han idømt 60 dages ubetinget fængsel ved Retten i Viborg. Tre enige dommere fandt det bevist, at HC som hærchef havde fået fusket sin kæreste ind på en eliteuddannelse, forsøgt at presse en underordnet til at give hende et fedt job, ladet kæresten få adgang til fortrolige mails – og endelig i en kombination af et professionelt lavpunkt og romantisk højdepunkt at have sat forsvarsansatte til at printe og tilskære parrets bryllupskort.

»Vi mener, at enhver hærchef bør gøre, hvad vedkommende kan for at styrke kærligheden,« kunne Jakob Ellemann-Jensen have sagt i den sammenhæng, men han var der ikke, så i stedet ankede HC sagen på stedet.

Ude i den store verden skete større ting. Statslederne Merkel og Macron lagde op til, at EU skulle give 500 milliarder euro til de værst stedte regioner og sektorer, og fællesskabet skulle betale i solidaritet.

Vil man vide, hvad solidaritet ikke er, kunne man denne uge følge samrådet, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod (S) blev grillet. Tilbage i marts, mens italienere døde i hobetal, proklamerede han, at Danmark ville hjælpe sine nødstedte brødre og søstre sydpå med blandt andet respiratorer, men han fik ikke lige sagt, at maskinerne var ubrugelige. Som straf fik ministeren nu en næse. Kofod proklamerede ikke straks, at næsen skulle sendes til Italien, så coronaramte kunne trække vejret gennem den – og det kunne jo tyde på, at han har lært noget.

 

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Ole Svendsen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • ingemaje lange
Oluf Husted, Ole Svendsen, Peter Beck-Lauritzen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Christiansen

Lagkagehuset mf. er pga deres valg, at ikke vil betale skat, grunden til at min personskat er unødig høj.

Karsten Lundsby, Ole Svendsen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

Man kan sige meget, og man kan komme med mange (bort)forklaringer. Men når alle de syge undskyldninger er lagt på bordet, står fakta alene tilbage.

Og fakta er altså, at Lagkagehuset sammen med andre uanstændige nassere, nasser på samfundets skattefinansieret infrastruktur, men absolut ikke vil betale for det.

- FØJ FOR FANDEN.

Kim Houmøller, Karsten Lundsby og Gaderummet Regnbuen anbefalede denne kommentar

@ Arne Tørsleff,

Jeg er helt opmærksom på dette, men det ændrer ikke på min kritik.

Selvfølgelig skal selskabet bag Lagkagehuset betale løn til medarbejderne - hvad ellers?

Men hele konstruktionen bag selskaber i skattely er simpelt og modbydeligt nasseri på samfundet. man udnytter samfundets infrastruktur til at drive en virksomhed. Og man udnytter samfundets borgere (konsumenter) til at efterspørge produkterne. Og samtidig generer man sig ikke for at søge om corona-støtte fra de skattebetalere, som man snyder.

Det er tilsyneladende ikke ulovligt, men er udtryk for en ualmindelig lav moral. Og det er simpelt hen noget forbandet svineri, som hverken kan forklares eller undskyldes.