Interview
Læsetid: 6 min.

Utopierne vil blomstre, så længe mennesker tør drømme

Det seneste århundredes fejlslagne sociale eksperimenter har givet utopien trange kår. Men nu spirer den lige så stille igen, vurderer sociologen Michael Hviid Jacobsen
Forestillinger om fremtiden handler ofte mere om ønskerne til den, end om forventningerne. Her er det intellektet, der går sin sejrsgang.

Forestillinger om fremtiden handler ofte mere om ønskerne til den, end om forventningerne. Her er det intellektet, der går sin sejrsgang.

Album / Fine Art Images

Moderne Tider
30. maj 2020

I fredagens udgave af Information præsenterede en række kunstnere og forfattere deres bud på en utopi for den tid, der venter på den anden side af coronapandemien.

I mange år var den utopiske tænkning dømt ude efter det 20. århundredes fejlslagne forsøg på at skabe det ideelle samfund.

Men nu gælder det bare om at drømme derudad. Jorden er nemlig mere gødet end nogensinde for utopisk tænkning. Det vurderer Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi på Aalborg Universitet og har forsket i utopiens udbredelse i samfundsvidenskaberne.

»Vi lever i en verden, der skriger på utopien, på dens håbefuldhed, optimisme og troen på, at verden kan blive et bedre sted, end den for nuværende er. Vi står over for en klimakrise, en coronakrise og mange andre kriser, hvor netop utopien kan give os rygstød til at turde tro på, at vi kan gøre det bedre.«

Når utopi bliver til dystopi

Utopifænomenet blev første gang brugt af den britiske politiker og forfatter Thomas Moore, der skrev en bog om et imaginært idealsamfund i 1516 og kaldte den Utopia, som er et ordspil over de to græske ord ou-topos, der betyder et ikke-sted, og eu-topos, der betyder et godt sted.

Hos Moore er Utopia et konkret og ideelt sted – ligesom sagnriget Atlantis er det for Platon – men senere bliver utopien sidestillet med forestillingen om det ideelle samfund.

I samfundsvidenskaben kan fænomenet spores tilbage til Karl Marx og hans forestilling om et ’frihedens rige’ hinsides ’nødvendighedens rige’, som ville blive realiseret med kommunismen, fortæller Michael Hviid Jacobsen.

»Så utopien har sådan set været en del af sociologien fra starten. Men hvor utopien var udbredt blandt mange samfundsforskere i 1800-tallet, både blandt socialistiske, konservative og liberale tænkere, så forsvandt den gradvist ud af faget i det 20. århundrede – måske fordi to verdenskrige forvandlede utopien om det gode samfund til en stor dystopi.«

Siden da har ordet fået en temmelig negativ klang. Det var for eksempel næppe et kompliment, da Sophie Løhde (V) kaldte regeringens plan for udligningsreformen for »helt utopisk.« Og når en overskrift i Alt for Damerne lyder, at »det er en utopi at tro, at den lykkelige skilsmisse findes«, så dækker det næppe heller over et drømmende syn på den lykkelige skilsmisse som den ideelle familiekonstellation.

Snarere bruges utopien som en betegnelse for noget, der er urealistisk, uopnåeligt, naivt eller sågar lidt dumt. Når vi i vores dagligdagssprog har mistet troen på utopien, så skyldes det nok, at de fleste formentlig vil kunne nævne flere eksempler på utopier, der gik galt, end på utopier, der rent faktisk blev ført ud i livet til glæde for flertallet.

»Mange har nok opfattelsen af, at utopier handler om dagdrømmeri og luftkasteller, der udtænkes af virkelighedsfjerne tænkere i deres akademiske elfenbenstårne. Men vi må heller ikke glemme, at mange utopier i verdenshistorien har gjort mere ondt end godt,« siger Michael Hviid Jacobsen og nævner i flæng:

»Nazityskland, Sovjetunionen, formand Maos Kina, Nordkorea, Idi Amins Uganda, Pol Pots Cambodia og så videre, listen er næsten for lang til at nævne. Faktisk kan man sige, at de fleste utopier, der forsøges gennemtvunget fra oven sjældent ender lykkeligt. Langt de fleste af den type totalitære utopier dækker jo over stor menneskelig lidelse og uretfærdighed. Og det er den form for fejlslagne sociale eksperimenter, der har bidraget til, at utopien har trange kår og ofte betragtes med en vis skepsis.«

De grumme eksempler peger på, at utopi for nogen måske altid vil betyde dystopi for andre. Og selv for utopier, der rent faktisk bliver til virkelighed, gælder det, at det ofte har krævet frihed, liv og folkelig modstand for dem, der har kæmpet for utopien.

Og i skønlitteraturen er utopien og dystopien også ofte viklet godt og grundigt ind i hinanden. I en dystopisk klassiker som Aldous Huxleys Fagre Nye Verden fra 1931 er utopiske elementer fordrende for et dystopisk samfund – for eksempel er smerte udryddet, og mennesket er konstant underholdt og lykkeliggjort. Og i Margaret Atwoods dystopiske succesværk Tjenerindens fortælling, der senere er udødeliggjort som tv-serien The Handmaid’s Tale, fremstår det samfund, der var engang, som utopien, der forsvandt.

»Enhver dystopi rummer en smule utopi, og enhver utopi rummer en smule dystopi,« har Margaret Atwood selv sagt.

Frem eller tilbage

Der er også de utopier, der rent faktisk bliver til virkelighed. Vi kan bare godt have tendens til at glemme, at de engang har været utopier, når vi står midt i dem. Det danske velfærdssamfund er et eksempel på en samfundskonstruktion, der engang var intet mere end en utopi.

»For 150 år siden var det samfund, som vi nu tager for givet, med dets lighed, frihed, sociale sikkerhedsnet og alle de andre goder, vi nyder godt af, en nærmest utænkelig tanke. Med tiden er utopien så blevet til virkelighed, og selv om velfærdsstaten har sine kritikere, så vil de fleste nok mene, at det trods alt er et ganske vellykket samfund, vi her har skabt os. Måske fordi det er foregået ad den demokratiske vej.«

De seneste år har også budt på et stigende antal populærvidenskabelige bogudgivelser med udgangspunkt i utopisk tænkning.

Michael Hviid Jacobsen oplever, at der de seneste 25 år har været en stigende interesse for såkaldte »realistiske utopier«, der forsøger at foreslå konkrete og umiddelbart opnåelige samfundsforandringer som for eksempel borgerløn eller kortere arbejdsuger. Og fordi politik handler om konkrete løsninger på konkrete problemer, så forbliver utopier i den politiske arena ofte i kategorien af realistiske utopier.

Samtidig ser han, at et andet, men beslægtet, fænomen er trådt frem på den politiske scene: Retrotopien – et begreb, som især er gjort populært med den polske sociolog Zygmunt Baumans bog af samme navn fra 2017.

»Hvor utopien ønsker at foregribe fremtiden ved at arbejde målrettet mod forbedringer, så er retrotopien derimod optaget af at søge tilbage til fortiden for at finde trøst, styrke og fællesskab. Vi ser denne retrotopi i mange populistiske afskygninger i disse år på begge politiske fløje, hvor det handler mere om at genrejse fortiden end at forsøge at løse nutidens problemer, sådan så vi kan skabe en bedre fremtid for alle,« siger Michael Hviid Jacobsen.

Det er retrotopien, der gør sig gældende i Tjenerindens fortælling, men den er også herskende i de politiske kampråb, vi hører hele tiden. Donald Trump praktiserer for eksempel retrotopisk retorik, når han taler om at »Make America Great Again,« og Brexit-sloganet »Take Back Control« spiller på de samme tangenter.

Med utopiens genkomst har den fået en ny rolle. Snarere end jagten på eller drømmen om det perfekte land eller samfund, der leder til enorme, totalitære omvæltninger, skal utopien i 2020 måske i højere grad spille rollen som jagten på og drømmen om et bedre land eller samfund.

Allerede i 1891 formulerede Oscar Wilde den idé sådan her:

»Et kort over verden, der ikke inkluderer Utopia, er ikke engang værd at kigge på, for det udelader det ene land, hvor menneskeheden altid lander. Og når menneskeheden lander der, ser den ud i horisonten, opdager et bedre land og sætter sejl. Fremskridt er virkeliggørelsen af utopier.«

Drømmen om idealet driver forandringer, og uden bare en lille flig af tro på det ideelle samfund, gider mennesket ikke engang prøve at forbedre det, de allerede lever i, er forfatterens pointe.

Og Michael Hviid Jacobsen tror da også, at den utopiske tænkning er kommet tilbage for at blive.

»Vi kan naturligvis forvente, at der til stadighed vil blive udtænkt utopier også fremover – både politiske, sociale, og religiøse utopier, men også i science fiction-genren. Mennesket er en drømmer, og håbet om en bedre verden er altid lysegrønt. Derfor er rygterne om utopiens død stærkt overdrevne.«

Serie

Utopier om verden efter pandemien

Hvordan kan en lykkelig verden se ud efter corona? Det spørgsmål stillede vi en række kunstnere, der overtog avisen den 29. maj og kom med hver deres utopiske bud på, hvordan en vidunderlig verden kunne se ud efter pandemien. Men drømmene slutter ikke her. Følg med, når vi i den kommende tid undersøger og udfolder utopier om verden efter pandemien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Der er en hel del, I ikke rigtigt har fået med i jeres betragtninger på Information vedrørende det at formulere en utopi, og der er forskel på utopisk tænkning og så det eksplicit at have formuleret en utopi, f.eks. i den traditionelle marxistiske forstand.

Når nu I har bedt kunstnere om at formulere utopier er det også værd at overveje, hvorfor det er så svært at skrive kunsthistorie om samtidskunsten. Hvad er i det hele taget ”samtidighed” i denne sammenhæng?

For i det hele taget at kunne etablere et fundament at arbejde ud fra, bliver man nødt til at redegøre for en række af sine ontologiske forudsætninger, om sin tilgang til fortid, nutid og fremtid, om tid og rum og om forandring.

Pointen er her, at man for i praksis at kunne skabe sammenhæng, for at kunne skabe en fortælling, der binder det hele sammen (forståelse og forklaring), ikke kan undgå det utopiske element, der indebærer forventninger om håb og frygt for fremtiden. Enhver historieskrivning om samtidskunsten indebærer således også et fiktivt element.

Når èn af de første procesmetafysikere Thales siger, at man ”ikke kan bade i den samme flod to gange”, viser det noget om de problemer, man står over for med henblik på det at få formuleret en utopi i et samfund og en verden som vores, der er uendeligt kompleks og under hastig forandring, og hvor man konstant, som man siger, ”bliver nødt til at asfaltere, mens man kører”.

Som også Adorno gjorde opmærksom på i forhold til Marx utopi om det kommunistiske samfund, så er en traditionel mål – middel tænkning helt utilstrækkelig på vejen frem mod realiseringen af et sådant samfund. Man bliver nødt til hele tiden at stoppe op undervejs og spørge, om de forudsætninger, man formulerede utopien på, stadig er til stede, eller om de har ændret sig i mellemtiden. Hvis forudsætningerne ændrer sig, bliver man også nødt til at ændre utopien.

Man kan sige, at utopisk tænkning ikke kun er en nødvendighed, men også er noget, vi ikke kan undgå at praktisere. Til gengæld kan utopier være farlige, fordi de ofte, i bestandige ”paradisiske” former, meget nemt kommer til at indebære fascistiske elementer eller, i værste fald, ligefrem antage karakter af dystopier.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

som den hollandske forfatter og historiker. Rutger Bregman stiller spørgsmålet er utopier realistiske. i bogen utopia for realister, ja så kommer svaret, nej vi lever faktisk på mange måder i fortidens utopi.

ja utopier har en tendens til at blive virkeligheden, jeg er godt igang med hans nye bog humankind og ja måske har vi mennesker set helt forkert på os mendesker i gennem historien. ja Katarina Juselius udgav sidste år bogen økonomien og virkeligheden. som der var en rambuk mod, hele måden og se på os mendesker som et økonomisk væsen. udelukkede drevet af vores egoisme.

ja begynder man og se verden igennem det humanistiske, liberale menneskes øjene, så bliver man på en helt anden måde fri, humlen er at magten korumpere ja forstår man dette så forstår man at decentrale enheder er essensen for et samfund der bygger på at verden ikke er det onde sted som følgerne af thomas hobbes mener den er eller følgerene af den endnu værre navne bror født. 178 år senere thomas malthus som der helt basalt mener at vi mennesker er som baktierner, eller ja rotter, magten har i alt for mange år haft lette vilkår til at fordæve os, til at tro at vi er små egoistiske rotter der hvis vi blev sluppet fri for magtens snærende bånd, ville æde hinanden i et rotteræs. som beskrevet i fluernes here, der for en kærlig omgang, i Rutger Bregman nye bog. humankind. eller som med påskeøen, der blev fordrejet af den ja ambisøse men ikke særligt fakta bårnene, thor heyerdahl, ja basat set er hele historien vi har fået fortalt om påskeøen en ja stor historie der ikke har nogen kontant til virkeligheden

og med det så har vi en meget solid kontant til vikrligheden da jeg læste de to meget markante bøger the emty planet og the price of tomorow som der fortæller om at verden ikke er ved og blive overbefolket. og at teknologien vil gøre alt i fremtiden forsat billigere, mens vi om få år måske faktisk nu vil møde et decline i vores egendomspriser, som følge af det store demografiske skifte,
hvilket så faktisk åbner for ja at utopierne kan blive til virkelighed ,

Vi har et styresystem der er udviklet på et tidspunkt hvor dampmaskinen var epos for vores teknologiske formåen, ja i 1849 var jernbanen ikke særlig udbredt i danmark, så transport foregik på hestevogn eller, med sejlbåd. telegrafen var knap nok lige opfundet og trods dettte så har vi et demokratisk styresystem der er udviklet til den virkelighed. ja udviklet til at vi alle hade vores enten politikken socialdemokrat, berlinske tidne og var enten arbejder og medlem af en fagforening, landmand, eller fabrikant, eller butiks indehaver vores systesystem er udviklet til en verden der ikke eksistere længere. ja de digitale medier som så stadig heder de gamle navne, er langt væk fra den virkelighed de blev skabt i de politiske partier, er ikke længere folkebevægelser og derfor fungere systemet ikke til den tid vi lever i nu. det represantaive demokrati er ganske enkelt blevet den skjorte vi voksede ud af. og skifter vi ikke, styresystem så vil samfundet gå til grunden, vi kan ikke forsætte med at tro at vi kan leve i et fastfrossen tidsbilled af en fortid der er væk vi skal finde en ny model. for uden utopier. dør vi som mendesker ja uden troen på fremtiden er der ikke en fremtid.

klar anbefaling, læs den nye bog med Rutger Bregman humankind a hopefull historty . den er ca 2 uger gammel.