Læsetid: 6 min.

Utopierne vil blomstre, så længe mennesker tør drømme

Det seneste århundredes fejlslagne sociale eksperimenter har givet utopien trange kår. Men nu spirer den lige så stille igen, vurderer sociologen Michael Hviid Jacobsen
Forestillinger om fremtiden handler ofte mere om ønskerne til den, end om forventningerne. Her er det intellektet, der går sin sejrsgang.

Forestillinger om fremtiden handler ofte mere om ønskerne til den, end om forventningerne. Her er det intellektet, der går sin sejrsgang.

Album / Fine Art Images

30. maj 2020

I fredagens udgave af Information præsenterede en række kunstnere og forfattere deres bud på en utopi for den tid, der venter på den anden side af coronapandemien.

I mange år var den utopiske tænkning dømt ude efter det 20. århundredes fejlslagne forsøg på at skabe det ideelle samfund.

Men nu gælder det bare om at drømme derudad. Jorden er nemlig mere gødet end nogensinde for utopisk tænkning. Det vurderer Michael Hviid Jacobsen, der er professor i sociologi på Aalborg Universitet og har forsket i utopiens udbredelse i samfundsvidenskaberne.

»Vi lever i en verden, der skriger på utopien, på dens håbefuldhed, optimisme og troen på, at verden kan blive et bedre sted, end den for nuværende er. Vi står over for en klimakrise, en coronakrise og mange andre kriser, hvor netop utopien kan give os rygstød til at turde tro på, at vi kan gøre det bedre.«

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Der er en hel del, I ikke rigtigt har fået med i jeres betragtninger på Information vedrørende det at formulere en utopi, og der er forskel på utopisk tænkning og så det eksplicit at have formuleret en utopi, f.eks. i den traditionelle marxistiske forstand.

Når nu I har bedt kunstnere om at formulere utopier er det også værd at overveje, hvorfor det er så svært at skrive kunsthistorie om samtidskunsten. Hvad er i det hele taget ”samtidighed” i denne sammenhæng?

For i det hele taget at kunne etablere et fundament at arbejde ud fra, bliver man nødt til at redegøre for en række af sine ontologiske forudsætninger, om sin tilgang til fortid, nutid og fremtid, om tid og rum og om forandring.

Pointen er her, at man for i praksis at kunne skabe sammenhæng, for at kunne skabe en fortælling, der binder det hele sammen (forståelse og forklaring), ikke kan undgå det utopiske element, der indebærer forventninger om håb og frygt for fremtiden. Enhver historieskrivning om samtidskunsten indebærer således også et fiktivt element.

Når èn af de første procesmetafysikere Thales siger, at man ”ikke kan bade i den samme flod to gange”, viser det noget om de problemer, man står over for med henblik på det at få formuleret en utopi i et samfund og en verden som vores, der er uendeligt kompleks og under hastig forandring, og hvor man konstant, som man siger, ”bliver nødt til at asfaltere, mens man kører”.

Som også Adorno gjorde opmærksom på i forhold til Marx utopi om det kommunistiske samfund, så er en traditionel mål – middel tænkning helt utilstrækkelig på vejen frem mod realiseringen af et sådant samfund. Man bliver nødt til hele tiden at stoppe op undervejs og spørge, om de forudsætninger, man formulerede utopien på, stadig er til stede, eller om de har ændret sig i mellemtiden. Hvis forudsætningerne ændrer sig, bliver man også nødt til at ændre utopien.

Man kan sige, at utopisk tænkning ikke kun er en nødvendighed, men også er noget, vi ikke kan undgå at praktisere. Til gengæld kan utopier være farlige, fordi de ofte, i bestandige ”paradisiske” former, meget nemt kommer til at indebære fascistiske elementer eller, i værste fald, ligefrem antage karakter af dystopier.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

som den hollandske forfatter og historiker. Rutger Bregman stiller spørgsmålet er utopier realistiske. i bogen utopia for realister, ja så kommer svaret, nej vi lever faktisk på mange måder i fortidens utopi.

ja utopier har en tendens til at blive virkeligheden, jeg er godt igang med hans nye bog humankind og ja måske har vi mennesker set helt forkert på os mendesker i gennem historien. ja Katarina Juselius udgav sidste år bogen økonomien og virkeligheden. som der var en rambuk mod, hele måden og se på os mendesker som et økonomisk væsen. udelukkede drevet af vores egoisme.

ja begynder man og se verden igennem det humanistiske, liberale menneskes øjene, så bliver man på en helt anden måde fri, humlen er at magten korumpere ja forstår man dette så forstår man at decentrale enheder er essensen for et samfund der bygger på at verden ikke er det onde sted som følgerne af thomas hobbes mener den er eller følgerene af den endnu værre navne bror født. 178 år senere thomas malthus som der helt basalt mener at vi mennesker er som baktierner, eller ja rotter, magten har i alt for mange år haft lette vilkår til at fordæve os, til at tro at vi er små egoistiske rotter der hvis vi blev sluppet fri for magtens snærende bånd, ville æde hinanden i et rotteræs. som beskrevet i fluernes here, der for en kærlig omgang, i Rutger Bregman nye bog. humankind. eller som med påskeøen, der blev fordrejet af den ja ambisøse men ikke særligt fakta bårnene, thor heyerdahl, ja basat set er hele historien vi har fået fortalt om påskeøen en ja stor historie der ikke har nogen kontant til virkeligheden

og med det så har vi en meget solid kontant til vikrligheden da jeg læste de to meget markante bøger the emty planet og the price of tomorow som der fortæller om at verden ikke er ved og blive overbefolket. og at teknologien vil gøre alt i fremtiden forsat billigere, mens vi om få år måske faktisk nu vil møde et decline i vores egendomspriser, som følge af det store demografiske skifte,
hvilket så faktisk åbner for ja at utopierne kan blive til virkelighed ,

Vi har et styresystem der er udviklet på et tidspunkt hvor dampmaskinen var epos for vores teknologiske formåen, ja i 1849 var jernbanen ikke særlig udbredt i danmark, så transport foregik på hestevogn eller, med sejlbåd. telegrafen var knap nok lige opfundet og trods dettte så har vi et demokratisk styresystem der er udviklet til den virkelighed. ja udviklet til at vi alle hade vores enten politikken socialdemokrat, berlinske tidne og var enten arbejder og medlem af en fagforening, landmand, eller fabrikant, eller butiks indehaver vores systesystem er udviklet til en verden der ikke eksistere længere. ja de digitale medier som så stadig heder de gamle navne, er langt væk fra den virkelighed de blev skabt i de politiske partier, er ikke længere folkebevægelser og derfor fungere systemet ikke til den tid vi lever i nu. det represantaive demokrati er ganske enkelt blevet den skjorte vi voksede ud af. og skifter vi ikke, styresystem så vil samfundet gå til grunden, vi kan ikke forsætte med at tro at vi kan leve i et fastfrossen tidsbilled af en fortid der er væk vi skal finde en ny model. for uden utopier. dør vi som mendesker ja uden troen på fremtiden er der ikke en fremtid.

klar anbefaling, læs den nye bog med Rutger Bregman humankind a hopefull historty . den er ca 2 uger gammel.