Feature
Læsetid: 8 min.

VM-semifinalen mellem Tyskland og Frankrig i ’82 var fodbold, når det er skønnest og grusomst

Michael Platini kaldte den »mit smukkeste opgør«. Det var kampen, der definerede fodbold i al sin skønhed og ubarmhjertighed for en hel generation. Og det var scenen for fodboldhistoriens mest berømte overfald. Hvis du ikke har bedre at tage dig til i coronakrisen, kære læser, så gense VM-semifinalen fra 1982 mellem Tyskland og Frankrig
Toni Schumacher (t.h.), da han ignorerer bolden og går efter sin franske modspiller Patrick Battiston (t.v.), som i sekundet efter ligger livløs på banen med knuste tænder, brækkede ribben og skadede ryghvirvler.

Toni Schumacher (t.h.), da han ignorerer bolden og går efter sin franske modspiller Patrick Battiston (t.v.), som i sekundet efter ligger livløs på banen med knuste tænder, brækkede ribben og skadede ryghvirvler.

Ritzau Scanpix

Moderne Tider
23. maj 2020

Meget kritisk kan man sige om verdensfodboldforbundet FIFA, men man må også huske at rose fodboldbosserne i Zürich, når de foretager sig noget fornuftigt, og det har de faktisk gjort i denne coronatid, hvor de har lagt historiske VM-kampe ud på deres egen youtubekanal i fuld længde.

Budskabet er klart: Brug pandemiens rasen til at gense VM-historiens klassiske opgør.

Information tager tråden op og iler med sin egen anbefaling af en kamp, det nok er værd at genopleve, nemlig semifinalen fra VM i 1982 i Spanien mellem det daværende Vesttyskland og Frankrig.

For en hel generation er dette kampen, der lærte dem (eller rettere sagt os – for skribenten tager gerne sig selv med i købet), hvad fodbold er, når det er skønnest og allermest grusomt.

»Det var min smukkeste kamp,« sagde anføreren for taberne, Michel Platini, bagefter. »Hvad der skete i de to timer, indkapslede alle elementer af livet i sig selv. Ingen film og intet teaterstykke kan nogensinde formidle så mange modsigelser og følelser. Det var fuldendt. Så stærkt. Det var fantastisk.«

Foragtede vesttyskere

Storheden i opgøret findes ikke mindst i optakten til kampen, der definerer aktørerne i de skurke- og helteroller, de kom til at indtage i løbet af dramaet.

Hvis vi tager vesttyskerne først, så ankom de til halvfinalen som det vel nok mest foragtede mandskab på kloden som følge af, at de tidligere i slutrunden havde været en aktiv part i én af de største skandaler i spillets historie.

Det var alt sammen startet med den første puljekamp mod Algeriet.

På forhånd var det en kamp, hvor ingen var det mindste i tvivl om udfaldet. Og da slet ikke vesttyskerne selv.

»Vi dedikerer det syvende mål til vores koner, og det ottende til vores hunde,« bemærkede én af spillerne før kampen, mens holdets træner, Jupp Derwall, annoncerede, at han ville »springe på det første tog hjem til München«, hvis hans hold tabte kampen.

Chokket gik verden rundt, da Algeriet vandt 2-1.

Det nederlag sendte tyskerne ud i tovene, men resultaterne i de efterfølgende puljekampe magede det således, at da Vesttyskland og Østrig tørnede sammen i den sidste kamp, vidste begge parter, at en 1-0-sejr til tyskerne ville sende begge mandskaber videre.

Og kun dette resultat.

Dermed var der dækket op til det, der efterfølgende er blevet kendt som ’Skændslen i Gijón’ – en fodboldkamp, der ophørte med at være et meningsfuldt opgør, da Vesttyskland efter ti minutter kom i front.

Efter den scoring brugte spillerne på begge mandskaber resten af kampen på at trille bolden formålsløst rundt, mens buhråb og skældsord regnede ned over dem. I sektioner af stadion brændte tilhængere pengesedler af for at vise deres mistanke om aftalt spil. Østrigske og vesttyske tv-kommentatorer opfordrede deres seere til at skifte kanal. Og dagen efter optrykte en spansk avis kampreferatet i døgnrapporten under nyheder om kriminalitet.

En storm af forargelse rejste sig i det hele taget i den internationale fodboldverden over det, man opfattede som to vesteuropæiske nationers sammensværgelse om at manipulere en afrikansk outsider ud af turneringen. Men fra de implicerede aktører var der ingen tegn på anger. Da vesttyske fans kastede flasker mod deres egne spillere foran deres hotel, svarede spillerne igen med vandbomber oppe fra hotellets vinduer.

Og Derwall, den vesttyske landstræner, afviste opbragt enhver antydning af aftalt spil fra den internationale presse.

Den magiske firkant

At Vesttyskland havde erhvervet status som public enemy number one, da de trådte an til halvfinalen på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla, kan der således ikke herske tvivl om.

Over for dem stod til gengæld et mandskab, der havde vundet status som hele slutrundens darlings.

Frankrigs gennembrud ved VM var kommet nærmest ud af ingenting. I de forgangne årtier havde de ikke været i nærheden af at vinde noget som helst. Men i al stilfærdighed var et mandskab af jævnaldrende boldekvilibrister vokset op i det galliske.

Deres omdrejningspunkt var den indolente spilfordeler med den magiske højrepote, Michel Platini. Og rundt om sig havde han ligesindede legekammerater i aktørerne Giresse, Genghini og Tigana.

Tilsammen udgjorde de det, der siden hen er blevet benævnt Le Carré Magique (den magiske firkant, red.) En uhørt offensiv midtbanekvartet bestående af tre 10’ere og en 8’er.

Bagkæden blev styret af den elegante Maxime Bossis, og oppe i front havde franskmændene den flagrende frontløber Dominique Rocheteau, der med sine lange proptrækkerkrøller lignede en af Alexandre Dumas’ tre musketerer. Oprørsk var han også af sind. Han var kendt for sin tilknytning til La Ligue Communiste Révolutionnarie (den revolutionære kommunistiske liga, red.)

Og nu gik denne bande af fritænkere og elegantierer altså op mod den vesttyske fodboldmaskine i et opgør, der skulle gå over i fodboldhistorien.

»Taktik er for dårlige spillere«

Når man ser kampen med nutidens øjne, bemærker man først og fremmest, hvor meget friere spillet flød på topniveau i starten af 80’erne – altså hvor meget løsere de taktiske bånd var for topspillere dengang.

Spillet på grønsværen var åbent på en måde, man ikke ser i dag. Løbene ikke nær så koordinerede, presspillet ikke nær så afpasset.

»Taktik er for dårlige spillere,« sagde den tyske midtbanespiller, Felix Magath – der var med i kampen – da Liverpools træner Jürgen Klopp mange år senere brød igennem med sine tanker om overfaldsfodbold.

De ord blev Magath hånet for, men når man ser denne kamp, forstår man, hvad han mente; nemlig at gode spillere er i stand til at finde deres egne løsninger på banen. Og det illustreres i dette opgør, hvor spillet udrulles under langt mindre kontrollerede former, end det ville have været tilfældet for en match på samme niveau i dag.

Overfaldet

Kampens vendepunkt indtræffer tretten minutter inde i anden halvleg. Her løfter Platini fra midten af banen bolden ned i tomrummet bag de tyske midterforsvarere, hvor Patrick Battiston kommer stormende og prikker kuglen forbi Tysklands målmand Toni Schumacher og snært forbi stolpen.

Det er dog ikke den brændte chance, men begivenhederne i sekundet efter afslutningen, der står prentet i hukommelsen på enhver, der overværede kampen.

Schumacher fortsætter nemlig sit løb ud mod Battiston, og da sammenstødet nærmer sig, springer målmanden op i luften og drejer en halv omgang, så han træffer den uforberedte franskmand med et flyvende hoftesving direkte i ansigtet.

Battiston falder livløs til jorden, mens rystede holdkammerater stimler sammen omkring ham. Og da han endelig, efter flere minutters ventetid, bliver lempet op på en båre, falder hans arm livløst ud over bårekanten og hænger og dingler ned mod jorden.

Platini, der ledsager båren, griber hånden, kysser den og lægger den på brystet af sin bevidstløse holdkammerat.

»Jeg troede, han var død,« har Platini senere fortalt. »Han havde ingen puls og var fuldstændig bleg.«

Død er Battiston ikke. Men han har fået slået tænder ud, brækket tre ribben og beskadiget nogle ryghvirvler. Han må have ilt af Røde Kors-hjælpere på stadion og tilbringer det næste døgn med at glide ind og ud af koma.

Overfaldet ophidsede sindene i de to nationer i en sådan grad, at den vesttyske kansler Helmut Schmidt og den franske præsident Mitterrand efter kampen må udsende en fælles pressemeddelelse for at gyde olie på vandene.

Og i en efterfølgende meningsmåling af de mest forhadte personer i Frankrig blev Schumacher nr. 1 – med Hitler på andenpladsen. Det hjalp i den forbindelse nok ikke på sagen, at målmanden efter kampen sagde om Battistons tandskader: »Hvis det er alt, hvad der er galt, betaler jeg gerne et par nye kroner til ham.«

Endnu et plottvist

Selve udåden får dog ingen umiddelbare konsekvenser for den tyske målmand. Dommeren har nemlig overset overfaldet, og derfor får han lov til at blive på banen. Og det virker, som om denne uretfærdighed – koblet med frisparkets voldsomhed – udstyrer franskmændene med et koldt raseri, der får opgøret til at stige endnu mere i intensitet.

Flere mål ser opgøret – der på det tidspunkt står 1-1 – dog ikke. Og den ordinære spilletid slutter uafgjort trods et fransk kanonskud på undersiden af overliggeren i sidste minut.

Da kampen går i forlænget spilletid, finder endnu et plottvist imidlertid sted.

Franskmændene bringer sig nemlig hurtigt foran 3-1, og pludselig ligger vejen til finalen åben for gallerne.

I en af de flotteste comebacks i VM-historien viser germanerne imidlertid, hvorfor de aldrig er slået, før – med afdøde sportsjournalist Per Høyer Hansens ord – »lyset er slukket på stadion og alle porte lukket med lås og slå«.

Først reducerer Karl Heinz Rummenigge til 2-3 på en vending og halvflugter inde i det franske målfelt. Og det afgørende stød bliver sat ind 12 minutter før tid:

Littbarski lader en lang bold svæve ind over det franske straffesparkfelt. Ved bageste stolpe stiger tankcenterforwarden Horst Hrubesch til vejrs og header kuglen tilbage mod mål, hvor Klaus Fischer er lusket i position.

Hrubesch’ hovedstød ligger imidlertid bag Fischer, men det stopper ikke tyskeren. Han roterer i luften, kaster sig baglæns og sparker et perfekt udført saksespark ind i nærmeste målhjørne.

Det var et drømmemål – og ét, som Fischer faktisk havde lavet flere gange før. Af samme grund blev han kaldt Herr Fallrückzieher (hr. Saksespark, red.) hjemme i Bundesligaen.

Dét mål knækkede franskmændene, der endte med at tabe den efterfølgende straffesparkturnering.

Kampen var slut – men debatten om opgøret har raset videre lige siden.

»Det er et sår, der aldrig bliver lægt,« har Giresse sagt. Mens Platini er mere generøs i sin erindring af opgøret:

»I kampens hede fyldtes jeg af en enorm følelse af uretfærdighed efter Schumachers frispark, men nu tænker jeg tilbage på kampen som et af mit livs højdepunkter.«

Én ting er i hvert fald sikker: Udfaldet definerede fremtiden for begge fodboldhold. Tyskland fik bekræftet sin status som den nærmest uovervindelige fodboldmaskine, der i perioden fra 1980-1996 kvalificerede sig til seks EM- eller VM-finaler.

Og i Frankrig var nederlaget på sælsom vis gennembruddet for fodbolden som nationalsport.

»Folk (i Frankrig, red.) forelskede sig i fodbold ved den lejlighed,« har den tidligere franske landstræner Gérard Houllier sagt.

»Alle følte, vi var blevet ofre for noget, og i Frankrig elsker vi ofre. Vi stod sammen. Og to år senere vandt vi EM.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Gudnæs

Jeg ser ellers aldrig fodbold, men lige den her kamp husker jeg tydeligt. Jeg sejlede som kok den sommer, og jeg blev vist rundt i Abidjan på Elfenbenskysten af en af de lokale, som jeg havde handlet lidt med på skibet. Første halvleg så vi nede i de sorte kvarterer, hvor folk stillede deres tv apperater op i vinduet, så naboerne kunne stå ude på gaden og følge med. Omkampen så vi på et fransk ejet værtshus oppe i den hvide del af byen. Luften var tykt af drama, der blev skrålet med på Marseillaisen ved de franske scoringer, og bandet højt og flot ved de tyske overgreb på banen. Til sidst, da Tyskland vandt straffesparkskonkurrencen, sænkede der sig en dødslignende stilhed i gaderne. Vores værtshusejer sank grædende sammen over sin bil, og vi var enige om at han nok havde spillet og tabt alt hvad han ejede. En mindeværdig aften!

Ja, tak for at minde mig om den kamp. Fantastiske spillere. Total krig på fodboldbanen.

Men gud hvor er det lang tid siden. Dengang i 1982 sagde de gamle om begivenheder som lå 40 år tilbage, at det var så lang tid siden at det næsten er løgn...