Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Behøver vi at vende tilbage til krammeriet?

Har du en nød, du ikke kan knække? Brevkassen svarer hver uge på spørgsmål fra læserne. Alle får to svar
Har du en nød, du ikke kan knække? Brevkassen svarer hver uge på spørgsmål fra læserne. Alle får to svar

Mia Mottelson

Moderne Tider
20. juni 2020

Her under coronakrisen har stort set alle mine venner og bekendte givet udtryk for, at de virkelig savner at kramme folk. Selv har jeg det sådan, at det har været overraskende nemt ikke at skulle igennem den rituelle kropsklemning ved ethvert goddag og farvel, og for at være helt ærlig ville det ikke gøre mig noget, hvis vi ikke genoptog det. Det virker fjollet på mig, særligt med folk man ser ofte.

Jeg har ikke noget problem med kropslig nærhed som sådan og har aldrig før tænkt over, at jeg måske helst var krammeritualet foruden. Men for mange virker det virkelig til at være et afsavn. Kan jeg sige til min omgangskreds, at jeg egentlig helst vil være fri fremover også, og i så fald hvordan? Jeg ville naturligvis stadig kramme for eksempel mine gamle forældre.

Den kramfri

Svar I:

I idealsamfundet skal ingen føle sig tvunget til at kramme folk, men i praksis kan jeg godt forestille mig, at det er svært at afværge kram, når folk kommer anstigende med strittende arme parat til at anerkende din tilstedeværelse og bekræfte nærheden mellem jer. Man vil jo nødig virke afvisende eller lægge unødig afstand til andre.

Selv kunne jeg under nedlukningen mærke mine arme blive længere af længsel efter igen at kunne bevæge mig storkrammende fra favn til favn. Alligevel mener jeg, at vi som menneskehed har en fælles interesse i at være tydelige med, hvad vi egentlig har lyst til, og lydhøre over for, hvad andre gider.

Jeg hverken skal eller vil kramme dig (hvem du end er derude), hvis ikke du gider have det. Måske bliver det akavet at sige nej tak til kram, men jeg synes alligevel, du skal gøre det, fordi det er den eneste vej frem mod mere personligt tilpassede hilseformer og dermed fremskridt.

— Lone Nikolajsen

Svar II:

Selvfølgelig kan du sige til din omgangskreds, at de skal lade være med at kramme dig. Men der er ikke nogen let måde at gøre det på, for uanset om du vil eller ej, så signalerer du dybest set, at de er nogle idioter.

Spørger du mig, skal krammeritualet ikke opsiges, det skal forbedres. Når coronaen fiser af, kan vi bytte det lidt fesne københavnerkram – hvor man hurtigt vikler en arm om hinanden og måske tildeler hinanden et klap eller to på ryggen – med den jyske variant, det solide, langstrakte bjørnekram. Forestil dig to vikingebrødre, der mødes i strandkanten efter i al slags vejr at have sejlet verdenshavene tynde i fladbundede, åbne træbåde. Sådan et kram! Et kram, der sender endorfiner, dopamin og serotonin rundt i skroget.

Det gode kram dæmper stress, angst og depression. Et studie fra Carnegie Mellon viser, at sådan et kram måske endda kan dæmpe symptomerne på forkølelse.

— Bo Elkjær

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Halfdan Illum

Hvis "den kramfri" læser kommentarene, så synes jeg lige det er voldsomt nok, når Bo Elkjær skriver, at en afvisning på krammet signalerer til dine venner og familie, at de er nogle "idioter".

Det gælder bare om at kommunikere det klart og tydeligt ud, og gøre det klart, på empatisk vis måske, hvad du mener om det, og at det selvfølgelig ikke har noget med dit forhold til pågældende at gøre (hvis det rent faktisk er tilfældet). Det burde din omgangskreds sagtens kunne forstå. Hvis ikke, er de måske ikke værd at samle på.

Søren Riber

Svar 2 skyder jo helt ved siden af.......Vi er mange mere eller mindre introverte, der har haft en jubelperiode de sidste 3½ måned. Jeg tror ikke "krammere " forstår hvor grænseoverskridende og intimiderende det er, at altid skulle kramme.
Jeg er ikke psykopatisk følelseskold, så ja, jeg krammer min kone, mine voksne børn, mine nevøer og niecer; min bror må nøjes med et niv i kinden!

Randi Christiansen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Jeppe Lindholm, Palle Jensen, Lise Lotte Rahbek og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jeg siger altid nej tak til en krammer. både før og efter corona. Undtaget er min datter. Og så de kvinder der da bare er for lækre ;-)

Jeg siger også nej tak til kage på f.eks. job, da jeg ønsker at leve sundt.

Særligt at sige nej tak til kage kan medføre en noget ubehagelig reaktion. Men andre skal ikke dikterer, hvad jeg skal spise eller ej. Sådan er det.

Jeppe Lindholm

Når danske kvinder bliver til robotter. Se forvanlingen her på DR Deadline :-) https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-anders-fogh-kalder-til-kamp-mod-kina...

Randi Christiansen

Det var hippierne, som indførte hilsekrammet. Som medansvarlig vil jeg gerne advokere for, at det erstattes af den mere fomfuldendte hilsen, hvor hænderne samles foran brystet og hovedet samtidig bøjes let, som betyder : det guddommelige i mig hilser det guddommelige i dig.

Randi Christiansen

'Formfuldendte' ... !!!