Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Behøver vi at vende tilbage til krammeriet?

Har du en nød, du ikke kan knække? Brevkassen svarer hver uge på spørgsmål fra læserne. Alle får to svar
Har du en nød, du ikke kan knække? Brevkassen svarer hver uge på spørgsmål fra læserne. Alle får to svar

Mia Mottelson

20. juni 2020

Her under coronakrisen har stort set alle mine venner og bekendte givet udtryk for, at de virkelig savner at kramme folk. Selv har jeg det sådan, at det har været overraskende nemt ikke at skulle igennem den rituelle kropsklemning ved ethvert goddag og farvel, og for at være helt ærlig ville det ikke gøre mig noget, hvis vi ikke genoptog det. Det virker fjollet på mig, særligt med folk man ser ofte.

Jeg har ikke noget problem med kropslig nærhed som sådan og har aldrig før tænkt over, at jeg måske helst var krammeritualet foruden. Men for mange virker det virkelig til at være et afsavn. Kan jeg sige til min omgangskreds, at jeg egentlig helst vil være fri fremover også, og i så fald hvordan? Jeg ville naturligvis stadig kramme for eksempel mine gamle forældre.

Den kramfri

Svar I:

I idealsamfundet skal ingen føle sig tvunget til at kramme folk, men i praksis kan jeg godt forestille mig, at det er svært at afværge kram, når folk kommer anstigende med strittende arme parat til at anerkende din tilstedeværelse og bekræfte nærheden mellem jer. Man vil jo nødig virke afvisende eller lægge unødig afstand til andre.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Ruth Gjesing
  • David Zennaro
Thomas Tanghus, Ruth Gjesing og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Halfdan Illum

Hvis "den kramfri" læser kommentarene, så synes jeg lige det er voldsomt nok, når Bo Elkjær skriver, at en afvisning på krammet signalerer til dine venner og familie, at de er nogle "idioter".

Det gælder bare om at kommunikere det klart og tydeligt ud, og gøre det klart, på empatisk vis måske, hvad du mener om det, og at det selvfølgelig ikke har noget med dit forhold til pågældende at gøre (hvis det rent faktisk er tilfældet). Det burde din omgangskreds sagtens kunne forstå. Hvis ikke, er de måske ikke værd at samle på.

Søren Riber

Svar 2 skyder jo helt ved siden af.......Vi er mange mere eller mindre introverte, der har haft en jubelperiode de sidste 3½ måned. Jeg tror ikke "krammere " forstår hvor grænseoverskridende og intimiderende det er, at altid skulle kramme.
Jeg er ikke psykopatisk følelseskold, så ja, jeg krammer min kone, mine voksne børn, mine nevøer og niecer; min bror må nøjes med et niv i kinden!

Randi Christiansen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Jeppe Lindholm, Palle Jensen, Lise Lotte Rahbek og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Jeg siger altid nej tak til en krammer. både før og efter corona. Undtaget er min datter. Og så de kvinder der da bare er for lækre ;-)

Jeg siger også nej tak til kage på f.eks. job, da jeg ønsker at leve sundt.

Særligt at sige nej tak til kage kan medføre en noget ubehagelig reaktion. Men andre skal ikke dikterer, hvad jeg skal spise eller ej. Sådan er det.

Randi Christiansen

Det var hippierne, som indførte hilsekrammet. Som medansvarlig vil jeg gerne advokere for, at det erstattes af den mere fomfuldendte hilsen, hvor hænderne samles foran brystet og hovedet samtidig bøjes let, som betyder : det guddommelige i mig hilser det guddommelige i dig.