Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Hvem prædiker i dag?

Hvis Kim Larsen havde kunnet skrive en sang om tiden efter coronakrisen, ville den måske have heddet: »Om lidt bliver her larm igen«
Prædikenens ro er ved at være forbi, og lederne haster tilbage til den gamle, kendte larm. Desværre.

Prædikenens ro er ved at være forbi, og lederne haster tilbage til den gamle, kendte larm. Desværre.

Album / Ritzau Scanpix

Moderne Tider
20. juni 2020

Hvis man skal identificere det moment, som udmærker en prædiken frem for alle mulige andre former for tale, så er det givetvis øjeblikket lige efter, den er slut. Når præsten er færdig med sin prædiken, er der stille. Helt stille. Der er ikke nogen, der rækker hånden op for at stille et kritisk spørgsmål. Der er ikke nogen indvendinger fra salen. Der er bare stille.

En prædiken er en form for tale, der har den særlige egenskab, at den altid står uimodsagt. Der kan måske være lidt hvisken rundt omkring ved kaffen efterfølgende, men når der bliver prædiket, bliver der svaret med stilhed.

Det er denne stilhed, der giver en prædiken sin magi. Der er derfor også noget uendeligt passende ved, at præster i den danske folkekirke har for vane at gå direkte til spredte praktiske bemærkninger, når de er færdige med at prædike. Det er, som om den forventede stilhed efter en prædiken er så metafysisk højspændt, at man ikke kan holde til den på en helt almindelig søndag i en helt almindelig kirke, hvorfor man skynder sig videre og fortæller om næste uges banko i menighedshuset.

Selv i kirken er stilheden efter en prædiken således prekær, og præsterne har slet ikke for vane længere at holde brandtaler uden for deres revir. Så hvem prædiker egentlig i dag?

Kapitalisme som religion

I den postmoderne kapitalismekritiks ABC står der, at det er reklameindustrien, der prædiker. Walter Benjamin satte denne pointe på spidsen ved i et fragment at forstå kapitalisme som religion. I stedet for at underkaste sig kirkelige og statslige autoriteter skal man dog i reklamens prædikener underordne sig nydelsens imperativ. Det vil sige, at den opskrift på livet, som reklamen leverer, er: forstå dig selv som forbruger – hvorimod de mere traditionelle religiøse prædikener siger: Forstå dig selv som synder.

Men det, reklamen mangler i forhold til de prædikener, vi ser i kirker, er stilheden. Reklamer bliver tværtimod mødt af en fyrig aktivitet, likes, delinger, diskussion, meninger og ikke mindst kritik. Enhver reklame, der er lidt for frisk, lidt for politisk ukorrekt – eller snarere lidt for politisk korrekt – vil lynhurtigt blive angrebet intenst med snak. Det er endda i reglen selve pointen.

Reklamers liv i det offentlige rum er netop betingede af at blive mødt af snak. Her er reklamen nærmest modsat prædikenen. Når prædikenen bliver mødt af stilhed, så er det en adlydende og modtagelig stilhed. Hvis en reklame bliver mødt af stilhed, er det, fordi den er i fare for at blive glemt.

Dette siger en hel del om den kult, som Benjamin udpegede i kapitalismen. Den kristne prædiken finder sin substans i den tavshed, der følger efter den. Den stemning, der breder sig her, er først og fremmest andægtig. Det er med andre ord i den stille andagt, at den kristne prædiken har sin kerne.

Den kapitalistiske prædiken bliver først for alvor modtaget, når den bliver kritiseret. Der skal menes og siges noget. Det skal ikke blot forstås i den instrumentelle logik, som siger, at det er smart, hvis reklamer er så provokerende eller dagsordensættende, at man bare bliver nødt til at tale om dem overalt i medielandskabet, fordi det ganske enkelt giver gratis eksponering. Det har også en bestemt spirituel funktion. Det er i dette virvar af skarpe meninger, for og imod, at kapitalismen som religion har sin fornemmelse for virkelighed. Det er her, vi kommer tættest på Gud.

Hvorfor det? Fordi, som Benjamin siger, kapitalisme er en kult uden soning og skyld. Autoriteten i kapitalismen siger aldrig »du må ikke«, »du er syndig«. Den siger: »Synd lidt mere. Nyd lidt mere.« Et sådant imperativ kan ikke mødes i stilhed. Det ville nærmest være en helligbrøde. Det skal mødes aktivt. På spring. Klar til at slås. »Ja! Jeg vælger at synde sådan.« »Nej! Slet ikke på dén måde.«

Mette Frederiksen og tavsheden

Da coronavirussen ramte verden, blev vi for en stund ramt af en afmontering af den kapitalistiske aktivisme. Pludselig lå gader og stræder øde hen, butikker lukkede, ingen muligheder for at synde, ingen fear of missing out.

Pludselig syntes det igen, som om vi kun havde brug for én retning, ét simpelt sæt af regler og love at forholde os til. De ledere, der formåede det, kunne endda slippe afsted med noget, der ellers har syntes umuligt i mange år: at prædike. Ingen politiske modstandere i Danmark havde noget at sige andet end: Vi er enige. Vi vil det samme som Mette.

Måske er det sørgelige dog, som vi er ved at indse, at den prædiken, vi hører fra forskellige politiske ledere, ikke så meget handler om at gøre noget andet, at lægge en fuldstændig ny linje i forhold til klima, ulighed osv., men mere om at vende tilbage til den kapitalistiske knævren, dens virvar af snak, meninger og forbrug.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Damm

"Måske er det sørgelige dog, som vi er ved at indse, at den prædiken, vi hører fra forskellige politiske ledere, ikke så meget handler om at gøre noget andet, at lægge en fuldstændig ny linje i forhold til klima, ulighed osv., men mere om at vende tilbage til den kapitalistiske knævren, dens virvar af snak, meninger og forbrug."

Amen! (;-))