Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: En intellektuel bevægelse kræver, at man kan være tro mod noget andet end sit CV

Ville Derrida være stillet op til en DHL-stafet?
Hvis #MeToo eller klimabevægelsen eller Black Lives Matter tænker og provokerer, så er det, fordi de holder fast i universalismen, nærmest som en slags arbejdsplads.

Hvis #MeToo eller klimabevægelsen eller Black Lives Matter tænker og provokerer, så er det, fordi de holder fast i universalismen, nærmest som en slags arbejdsplads.

DAVID PARKER/SCIENCE PHOTO LIBRA

Moderne Tider
13. juni 2020

Hvordan kan det være, at der ikke mere findes bevægelser på universiteterne? Måske er der ikke mange, der ønsker sig tilbage til dengang, hvor forskellige former for marxisme rumsterede på gangene og i klasseværelserne, men det er, som om vi er havnet i en servil modpol.

Der er selvfølgelig stadig bevægelser rundt omkring i samfundet, men ikke rigtig på universiteterne, og det er ikke blot de eksplicit politiske bevægelser, der er forsvundet. Det er også de bevægelser i tænkningen, der var hyppige i det meste af det 20. århundrede, hvor grupper af intellektuelle samledes om at være f.eks. fænomenologer, strukturalister, dekonstruktivister osv.

For så vidt noget rører på sig, kommer det som regel fra studerende og får ikke rigtig institutionelt rodfæste.

Universiteterne er ikke så meget mere slagmarker for forskellige strømninger i tænkningen, dvs. forskellige forsøg på, at forstå hvordan ’det hele hænger sammen’. De er blevet til en slags fabrikker, der producerer forskningsvarer til gavn for vækst og velfærd.

Hvis tænkningen engang var orienteret mod at rippe op i samfundets sømme, forstå det hele forfra, bevæge sig videre, er tænkningen i dag pragmatisk, problemorienteret, rettet mod samfundets og økonomiens behov.

Den tænkning, der river det hele med, inklusive dem, der tænker, er erstattet af en mere fad kollektivitet uden kollektivitet, f.eks. i form af ’forskningsgrupper’, ’tværgående teams’, ’tværdisciplinær problemløsning’ osv.

For mens tænkende bevægelser forsøger at forstå verden på andre måder, holdes forskningsgrupper solidt fast af det ’objektive’ i det problem, der skal løses, eller den dims, der skal udvikles. Intet nyt sker på den måde, og ingen behøver at lave om på noget. Alle beholder de pladser, de i forvejen havde.

Universalisme

En intellektuel bevægelse kræver, at man kan være tro mod noget andet end sit CV. Da han engang blev spurgt, om der ikke var en uudtalt, dogmatisk lacaniansk understrøm i hans tænkning, svarede Slavoj Zizek hidsigt: »But I am a card-carrying Lacanian,« og påpegede, at han i øvrigt næppe var mindre kritisk over for Lacan, end dekonstruktivisterne var over for Derrida.

Zizek havde ret. Men måske er der også noget, der har ændret sig, siden Zizek gav sit svar, for efterfølgende er det på det nærmeste blevet umuligt at være noget som helst, der henviser til en større, samlende bevægelse med blot en smule politisk kant.

Selv venlige derridarianere har trange kår, samtidig med at deres teorier er sivet ud i de underligste grene af organisationsteori og ledelsesfilosofi. Det er ikke et smart karrieretræk at bide sig for fast på noget eller agere for normativt, vil mange forskningskonsulenter og ledere overbærende påpege. Find dit eget tema og hold dig til at registrere, beskrive og komme med nuancerede betragtninger fra alle mulige teoretiske retninger, bare de ikke forstyrrer samfundet alt for meget.

Mod dette er der i selve det at tænke, i selve filosofiens grundmanøvre, en satsning på at tænke noget, der går imod den herskende konsensus for at pege frem mod noget større og sandere.

Som f.eks. hos Platon, hvor livet i hulen er for dem, der tilfældigvis evner at spille spillet, mens filosoffen peger på, at det handler om at finde ud af, hvad der gælder universelt og vandrer ud mod lyset. Tænkning er den kile af lys, der blænder, men gør det muligt at sætte hulen i bevægelse og omstrukturere den.

Kile i konsensus

Men det er jo vejen mod Gulag, lyder en standardindvending; det er ren totalitarisme og elitær ensretning! Kritikken for ensretning kan være berettiget i forhold til ’simulacrer’ af bevægelser, der marcherer under metafysiske ideer om storhed. Bevægelser, der angår lukkede ideer om ’folket’ eller ’nationen’.

Men en tænkende bevægelse er ikke farlig på grund af ensretning. Hvis den er farlig, er det omvendt, fordi den åbner en kile i konsensus og de herskende fordelinger af magt, fordi den holder ’et sted for tænkning’ åbent. Hvis #MeToo eller klimabevægelsen eller Black Lives Matter tænker og provokerer, så er det, fordi de holder fast i universalismen, nærmest som en slags arbejdsplads, fordi de skaber rum for det universalistiske projekt uden at være bange for, at det stiller spørgsmål, vi endnu ikke har svar på.

Måske er det netop det, der afskrækker ved bevægelser? At en plads eller kile er åbnet, som det er svært at holde et konkret individ ansvarligt for. Hvis man forsøger at fange en bevægelse eller ’arrestere’ den, ved at holde nogle få personer tilbage, dukker nye op på samme sted.

Det bemærkelsesværdige, underlige, måske farlige, men også euforiske ved en tænkende bevægelse, er netop, at den ikke kan holdes fast. Netop fordi den tænker, er den ikke altid på sit kontor; tager den ikke imod spændende tilbud om efteruddannelse; deltager den ikke i DHL-stafetten.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Universitetet findes ikke mere...

Ib Jørgensen

Forklaring: Karriere, penge, titler, dannebrogskors

Rehne Bramlev Vokstrup

Hvad vil i da kalde den grønne bevægelse så? Eller den identitetpolitiske bevægelse? Bevægelserne lever da i bedste velgående, og sætter dagsordenen i samtidens politik.