Centre for voldsramte kvinder forudså et stormløb under coronanedlukningen. De fik ret

Her er ganske stille. Bortset fra elevatorens summen og den metalliske lyd, når dørene glider op ved hotellets femte etage. Selv fodtrin forsvinder ned i de bløde tæpper, som dækker gulvene på gange og værelser. Man kan ikke høre, at der bag dørene bor mennesker med masser af støj i deres liv. Syv kvinder og 12 børn, som, inden de tjekkede ind her på hotellet, har levet en dagligdag med råb, gråd og frygt. Men nu er de her. På en hemmelig adresse, på en hoteletage, der fungerer som nødkrisecenter i Storkøbenhavn.

Da COVID-19 spredte sig i begyndelsen af året, og land efter land besluttede at lukke ned, blev voldsudsatte kvinder og deres børn ramt særligt hårdt. Isolationen, der blev brugt til at bekæmpe pandemien, betød, at mange kvinder blev lukket inde sammen med netop de mennesker, der havde potentiale til at skade dem mest: deres familie.

Og den 6. april 2020 kom FN’s generalsekretær, António Guterres, med en direkte appel på Twitter til verdens regeringer:

»Vi har den seneste tid set en forfærdelig global bølge af vold i hjemmene,« sagde han og opfordrede regeringerne til at sørge for øget hjælp til voldsramte kvinder og børn som en del af deres COVID-19-plan.

Danmark var ikke nogen undtagelse. Krisecentre og organisationer med speciale i vold i familien varslede et stormløb på landets krisecentre. Med midler fra Socialministeriet blev der i fem danske byer hasteoprettet midlertidige centre. Nødkrisecentret i København blev til i et samarbejde mellem Dansk Kvindesamfund, Kvindehjemmet på Jagtvej og Kvindehjemmet Danner. Og det stod klar den 8. april – to dage efter generalsekretær Guterres appel.

Ekstraordinært grov vold

Og nødkrisecentret har ifølge leder Susanne Lamhauge reddet liv:

»Volden har været livsfarlig for nogle af de kvinder, vi har modtaget. De har været udsat for ekstraordinært grov og alvorlig vold,« siger Susanne Lamhauge og uddyber:

»Al vold er selvfølgelig alvorlig, men ud over at være forslåede har flere af kvinderne oplevet kvælertag og dødstrusler. For eksempel i detaljer at få at vide, hvordan de vil blive slået ihjel. Den slags har vi hørt og oplevet før, men ikke i så udtalt grad.«

Det er også derfor, Information alene har fået adgang til nødkrisecentret under forudsætning af, at hverken billeder eller tekst røber, hvor vi befinder os. Og at kvinderne i teksten ikke kan genkendes. Deres navne er derfor ændrede.

Ingen af de kvinder, der netop nu bor på hotellet, er stabile nok til at give interview. De er ganske enkelt for forslåede – fysisk og psykisk. De to kvinder, der optræder i denne artikel, har boet på hotellet, men er siden rykket videre til andre krisecentre.

Det gælder blandt andet Faryal. Hun tog flugten en sen fredag eftermiddag i begyndelsen af maj. Hun havde været ude at løbe en tur. Men da hun forpustet og svedig ringede på dørtelefonen for at blive lukket ind i den lejlighed, hvor hun boede sammen med sin mor, blev hun mødt af råb og skrig.

Hun ventede. Ringede på igen. Pludselig kom en tung glasvase flyvende imod hende oppe fra lejligheden. Hun nåede at dukke sig i sidste øjeblik, før vasen splintrede foran hendes fødder. Faryal stak i løb. Væk fra ejendommen. Væk fra vasen. Væk fra volden. Hun satte sig på en legeplads i nærheden af boligkomplekset. Det eneste, hun havde med sig, var en telefon, der var næsten løbet tør for strøm. Hun ringede først til kommunen, men der var lukket. Faryal sad lidt og tænkte. Så googlede hun: ’Hvad gør du, hvis du er udsat for vold?’

Spærret inde med mand og børn

I videns- og rådgivningscentret Lev Uden Vold har man holdt nøje øje med udviklingen i henvendelser fra voldsramte familier under COVID-19-krisen. Den falder i to faser, fortæller Sine Gregersen, sekretariatschef i Lev Uden Vold: Lige efter nedlukningen den 12. marts var der en markant nedgang i henvendelser på organisationens nationale hotline.

»Det skyldes formentlig, at det er sværere at ringe efter hjælp, hvis man er sammen med den voldelige partner og børnene hele døgnet,« siger Sine Gregersen, der fortæller, at en kvinde, udsat for psykisk vold, blandt andet skildrede, at hun ikke kunne ringe i en hel uge, fordi manden arbejdede hjemmefra. Men nu havde han endelig forladt hjemmet.

Til gengæld var problemerne, kvinderne henvendte sig med, mere voldsomme. Selv om antallet af henvendelser faldt, var der dobbelt så mange af kvinderne, der havde akut brug for en krisecenterplads.

I fase to, da samfundet langsomt begyndte at lukke mere op i begyndelsen af maj, skiftede billedet, og rådgiverne oplevede en ketchupeffekt med 30 procents stigning i antallet af henvendelser.

»Så snart isolationen blev brudt en lille smule, havde kvinderne endelig mulighed for at række ud efter hjælp,« siger Sine Gregersen.

Og siden har henvendelsesmønstret gradvist stabiliseret sig til et normalt leje.

»Universet hjalp mig lidt«

Da Faryal sad alene på legepladsen i maj måned og søgte efter hjælp på sin telefon, dukkede et telefonnummer op til et krisecenter.

Faryal er i slutningen af 20’erne. En ung, stærk kvinde, som er vant til at klare sig selv. Hun så ikke sig selv som typen på vej til et krisecenter. Men hun ringede alligevel. Og endte med at få en socialrådgiver fra Danner i røret.

Faryal fortalte kvinden i den anden ende om, hvordan hun var flyttet hen til sin kæreste for at slippe væk fra sin voldelige mor. Men at kæresten også havde udsat Faryal for vold. Og at hun derfor var flyttet hjem igen til sin mor. Til mere vold.

»Og under corona eskalerede det bare. Der var jo en masse problemer i forvejen, men det blev fordoblet, fordi vi var isoleret,« siger Faryal.

Lige inden telefonen løb tør for strøm, fik hun fortalt om glasvasen, der næsten havde ramt hende i hovedet.

»Da jeg fortalte det, sagde rådgiveren: ’Det er alvorligt. Du skal ikke op i den lejlighed igen. Jeg prøver at hjælpe dig. Vent, så ringer jeg tilbage.’«

Kort efter ringede kvinden og sagde, at hun havde en plads til Faryal på akutkrisecentret. Faryal græder, når hun taler om det:

»Jeg føler, at universet hjalp mig lidt der.«

Hun fik adressen, og da hun hverken havde penge eller noget andet med sig, gik hun hele vejen hen til hotellet.

Husspektaklerne skal overvåges

Lev Uden Volds oplevelser af en stigning i volden under COVID-19 står ikke alene: Tal fra politiets sagsstyringssystem, Polsas, viser, at der sammenlignet med sidste år har været en stigning i de såkaldte ’husspektakler’ i årets fem første måneder. Særligt markant i forårsmånederne fra 646, 658 og 676 sager i marts, april og maj sidste år til 823, 821 og 802 sager i de samme måneder i 2020. En stigning på knap 20 procent i gennemsnit.

Som noget nyt har politiet derfor valgt fremadrettet at overvåge udviklingen for at blive klogere på vold i nære relationer, siger Allan Holm, vicepolitiinspektør og centerchef ved Nationalt Forebyggelsescenter i Rigspolitiet.

»Meningen er, at vi måske senere kan forsøge at se på, hvad der er årsagen til den her udvikling, og se, om det falder igen, efter at man er begyndt at åbne op for landet.«

Han fortæller også, at politiet har været særligt opmærksomme på at hjælpe kvinderne videre i de måneder, hvor nedlukningen var på sit højeste. I tæt samarbejde med blandt andet landets krisecentre.

Ægteskabet var en grotte

Det var netop politiet, der hjalp Nasrin, da hun en sen aften i april mødte op på den lokale politistation. Bag sig havde den 35-årige kvinde et ti år langt ægteskab, hvor hun var tvunget til at bo sammen med sine svigerforældre. Det var dem, der udsatte hende for psykisk og fysisk vold, mens hendes mand stiltiende så til. Hun stod det igennem så længe, fordi hun er opdraget til at se et ægteskab som noget ubrydeligt.

»En hellig kontrakt,« siger hun. »Særligt, når der er børn involveret.«

Men en dag midt i april besluttede hun sig for at »sige nej til undertrykkelse og uretfærdighed,« som hun siger. »Og den dag begyndte min rejse.«

Ligesom Faryal bor hun i dag på et andet krisecenter. Hvor kan vi ikke oplyse af sikkerhedshensyn.

Hun er klædt helt i hvidt. Hendes blik er klart og koncentreret, og hendes lange guldøreringe dingler, mens hun fortæller. Om hvordan politiet klokken to om natten kørte hende direkte til akutkrisecentret, hvor hun blev taget imod af Susanne Lamhauge uden for hotellet.

Nasrin har skrevet de ting ned på et papir foran sig, som er vigtige for hende at få sagt. Der er også ting, hun ikke vil tale om. For eksempel hvilke former for vold hun helt konkret har været udsat for. I stedet taler hun i metaforer. Hun beskriver sit ægteskab på følgende måde:

»Jeg havde altid troet, at for enden at tunnelen ville der være lys. Men mit ægteskab var ikke en tunnel. Det var en grotte.«

I familien var hun svigerforældrenes syndebuk, fortæller hun. Hendes venlighed blev set som en svaghed, og hun blev udnyttet som en tjener. Hun håbede, at hun ville vinde kampen med godhed:

»Men det var som at flytte mure med mine bare hænder.«

Grænseløs vold

At volden blusser op i perioder, hvor familien er tvunget til at være mere sammen, er ikke noget nyt, fortæller direktør i Danner, Lisbeth Jessen. Det ved man både fra internationale studier og fra erfaringer i praksis:

»Når familien ikke har åndehuller i dagligdagen, hvor far og mor eksempelvis går på arbejde, bliver volden værre,« siger hun.

Voldsudøveren er ofte styret af et behov for kontrol, og hvis han trues udefra, kan trangen blive voldsommere. Isolationen kan derfor have været med til at presse voldsudøverne psykisk.

»Flere af de kvinder, vi har modtaget, fortæller i hvert fald, at volden har været mere grænseløs,« siger Lisbeth Jessen.

Samtidig har de personer, der typisk hjælper en voldsramt kvinde, trukket sig tilbage. Dem, man inden for arbejdet med voldsramte familier kalder ’brobyggere’: sagsbehandlere, skolelærere og integrationskonsulenter. Men også kolleger, familie og veninder, siger Lisbeth Jessen.

»Det sikkerhedsnet, som normalt griber kvinderne, har manglet. Og fordi alle har lukket sig om sig selv socialt, har kvinderne ikke kunnet banke på hos eksempelvis en veninde eller en søster, når volden blev for voldsom,« siger hun.

Dyster global rapport

I slutningen af april kom FN’s befolkningsfond, UNFPA, med en dyster rapport. Den forudsiger, at for hver tre måneder nedlukningen fortsætter på verdensplan, vil der ske en global stigning på 15 millioner tilfælde af kønsrelateret vold. Det er ikke tal grebet ud af den blå luft.

I Paris alene steg antallet af tilfælde, hvor politiet blev kaldt ud til vold i hjemmet med 36 procent, efter landet lukkede ned. I marts og april var der i Australien en stigning på 75 procent i internetsøgninger om ’hjælp til vold mod kvinder’. Og i Storbritannien steg kvindedrab ifølge det britiske politi fra to til tre om ugen efter nedlukningen: 24 partnerdrab de syv første uger mod 14 partnerdrab i den samme periode sidste år.

Selv om mange lande langsomt og gradvist er ved at åbne deres samfund, er der stadig mange restriktioner. Blandt andet i Storbritannien, hvor man stadig ikke må forsamles mere end seks personer. Og endnu ved ingen, om det bliver nødvendigt at rulle genåbningen tilbage, i takt med at antallet af smittede blusser op.

»Det er ikke COVID-19 og nedlukningen, der skaber volden. Den er kun voldsudøverne ansvarlige for. Og vi har desværre set, hvordan situationen er blevet udnyttet til at skabe mere frygt, kontrol og vold,« siger Nicki Norman, fungerende CEO for Women’s Aid – en paraplyorganisation for 180 foreninger i Storbritannien, der støtter voldsramte kvinder og børn.

I en helt ny undersøgelse af henvendelserne til Women’s Aid under COVID-19 fortæller 67 procent af kvinderne, at volden er eskaleret under nedlukningen.

»Kvinderne fortæller historier om, hvordan gerningsmænd har brugt pandemien til at øge deres kontrol. En kvinde har eksempelvis fortalt, at hun var afhængig af sin voldsmand til at få fat på medicin og mad, hvilket han har brugt imod hende. Andre mænd har truet med at smitte deres partnere med COVID-19,« siger Nicki Norman.

TikTok og hjælpeapps

Women’s Aid har sammen med den britiske jernbanesektor blandt andet sørget for, at kvinder på flugt fra en voldelig mand kan rejse gratis med tog i hele landet. De har også arbejdet sammen med politiet for at skabe øget viden om deres ’Silent Solution’ – et system, hvor voldsramte kvinder kan ringe til nødtelefonen og få hjælp uden at sige noget. De skal blot trykke 55 – et direkte signal til politiet om vold i hjemmet.

Mange lande har på denne måde forsøgt at være kreative i deres måde at række ud til kvinderne på. I Frankrig og Spanien har kvinder under pandemien kunnet henvende sig på apoteket og blot sige ordet ’Mask-19’ for at få hjælp.

Andre lande har brugt opslag på det sociale medie TikTok til at nå ud til kvinderne, fortæller Lisbeth Jessen.

Globalt har man ladet sig inspirere af blandt andet oplæg via webinarer i den internationale organisation Global Network of Women’s Shelters. Også Danmark har deltaget, og det har været inspirerende, fortæller Lisbeth Jessen:

»I Finland har man udviklet en hjælpeapp til telefonen, som ligner noget andet, så voldsudøveren ikke får mistanke, hvis han kontrollerer kvindens telefon. Andre har oprettet nødtelefonnumre, som ikke kan spores.«

Bløde håndklæder og overvågningskameraer

På krisecentret er sengetøjet på hoteldobbeltsengen hvidt og damaskvævet. Håndklæderne på badeværelset er tykke og bløde. Der er abstrakt kunst og store spejle på væggene. For den uvidende ligner det kulissen til en afslappet storbyferie.

Men der er forskelle: Et enkelt sted fylder en tvillingeklapvogn næsten hele gangen. Uden for flere døre står affaldsposer klar til at blive båret ned. Og så er der de små kameraer, diskret monteret flere steder i loftet. Fra et personalerum indrettet i et af hotelværelserne kan de ansatte på den måde hele tiden overvåge, hvem der træder ind og ud af elevatoren. Og på parkeringspladsen foran hotellet står en vagt, betalt af krisecentret. Man kan ikke se ham, men han er der.

Trusselniveauet for flere af kvinderne er så højt, at de ikke ville kunne være på et almindeligt krisecenter, fortæller Susanne Lamhauge, der har arbejdet med voldsudsatte kvinder ad flere omgange, siden hun blev uddannet socialrådgiver. Til daglig er hun leder af Danners Krisecenter.

Mange gerningsmænd er meget opsøgende og forsøger at finde kvinden – dels ved at følge efter hende fysisk, men også ved at overvåge hende digitalt.

»Så noget af det første, vi gør, er at sikkerhedstjekke kvindens telefon,« siger Susanne Lamhauge.

Nogle gange er det nok blot at slå lokalitetstjenester fra. Andre gange er der brug for en større sikkerhedsgennemgang, hvor apps bliver afinstalleret. Kvinderne får også besked på ikke at lægge billeder op af sig selv på sociale medier, eller på anden måde afsløre hvor de er.

Kaotisk ankomst til hotellet

Det banker på døren til Susanne Lamhauges kontor. En ung kvinde med en lille dreng ved hånden kigger ind ude fra gangen. Hun har brug for en kort samtale. Da Susanne Lamhauge kort efter vender tilbage, fortæller hun, at kvinden gerne ville tage et sted hen i København for at foretage et bestemt indkøb. Hun ville høre, om det var sikkert. Det var det.

»I går var der en kvinde, som havde brug for at gå en tur. Men hendes mand er for opsøgende, så vi rådede hende til at gå ned i gårdhaven for at nyde solen og få lidt frisk luft,« siger Susanne Lamhauge.

Andre kvinder har større frihed til at tage deres børn med på legepladsen, handle ind eller dyrke motion.

Under almindelige forhold skal man til en samtale, før man bliver visiteret til et krisecenter. Men under COVID-19 har flere af kvindernes ankomst været mere kaotisk.

»Typisk tager en kvinde flere små skridt hen imod et krisecenter. Nogle har måske tasken stående pakket i længere tid, før de rykker på det. Men de kvinder, vi har modtaget her, er kommet meget mere akut og direkte. De har haft brug for en mere håndholdt hjælp. Så det har været meget intenst,« siger Susanne Lamhauge.

Nogle er kommet direkte sammen med politiet. Andre har fået besked på at tage en taxa til en adresse, hvor en medarbejder har samlet dem op og ført dem til centret.

Karbad og dyb søvn

Efter at Faryal kom gående til hotellet, boede hun på akutkrisecentret i knap en måned. Det var både mærkeligt og rart, fortæller hun. Rart, fordi der var helt, helt stille. Ingen der kørte på hende psykisk, kastede med ting og slog. Hun gik og løb lange ture. Tog karbade. Og faldt i pludselig, dyb søvn på alle mulige tidspunkter af dagen. Hun er stadig udmattet:

»Det er, som om jeg ikke kan blive udhvilet. Og nogle gange, når jeg skal fortælle om det, der er sket, går jeg i stå. Som om jeg har hukommelsestab. Det er virkelig surrealistisk,« siger hun.

Uanset hvad føler hun sig først og fremmest meget tryg. En følelse, hun ikke har mærket i rigtig lang tid.

»Der bliver passet på mig her,« siger hun.

Oplevelser med i rygsækken

Susanne Lamhauge har kontor på et af etagens mindste værelser. Bag hende står et dukkehus. Og på den redte seng ligger en lilla Lego Friends taske. Indeni er der farveblyanter, penalhus, malebøger og andet legetøj. Rygsækken er en gave fra Mary Fonden til alle børn, der kommer på krisecentret. Ud over 18 kvinder har 24 børn boet på hotellet de seneste tre måneder.

»Når vi giver børnene rygsækken, har vi en samtale med dem, hvor vi bruger det som en metafor til at tale om, hvilken bagage man slæber rundt på. Børnene har altid levet med en eller anden form for pres. Og de har ofte oplevet og opfattet meget mere, end deres mor tror, « siger Susanne Lamhauge.

Nogle børn bliver mere trygge på centret, larmer og leger, mens andre bliver tavse og indadvendte. Ofte er det netop børnene, der får kvinderne til at bryde med volden.

»De vil gerne være gode mødre og vil altid gerne beskytte deres børn, men under isolationen har det været sværere, og det har fået dem til at rykke,« siger Susanne Lamhauge.

På krisecentret arbejder fire socialrådgivere, tre børnerådgivere, en børnepsykolog, en receptionist og en leder. Samt omsorgspersonale i aftener og weekend. I arbejdet med voldsramte kvinder taler man ofte om flere faser: først den stabiliserende fase. Derefter bearbejdningsfasen, udflytningsfasen og efterfasen.

»Men her på akutkrisecentret når vi kun den først fase, hvor kvinden får ro på og bliver klar til at modtage hjælp,« siger Susanne Lamhauge.

Nogle af kvinderne har haft brug for lægehjælp, når de er ankommet og har været på skadestuen for at blive behandlet, og få optaget rapport til måske senere at anmelde volden til politiet.

Men ofte fylder det mentale mere end det fysiske. Kvinden skal have ro på, vænne sig til at være i sikkerhed og acceptere, at hun er landet på et krisecenter.

»Mange kvinder fortæller, at det er grænseoverskridende for dem at søge hjælp. Ofte har de kæmpet i lang, lang tid og klaret alting selv. Og så kan det være svært at modtage støtte og vejledning,« siger Susanne Lamhauge.

Hjem til voldsmanden igen

Opholdet på nødkrisecentret er kun midlertidigt. Nogle kvinder er her kun et par dage, andre en måned, før de er klar til at blive overflyttet til et almindeligt krisecenter, fortæller Susanne Lamhauge.

Og der er også kvinder, der tager tilbage til voldsudøveren igen. For når den umiddelbare frygt er dalet, og volden er kommet på afstand, kan der være andre faktorer, der presser dem tilbage: Forholdet til svigerfamilien, økonomien, og børnene, der savner deres far.

»Og det her er jo ikke et fængsel. Så hvis en kvinde ønsker at gå tilbage til voldsudøveren, taler vi med dem om, hvad de skal gøre, hvis volden eskalerer. Og vi siger til dem: ’Vi er her stadigvæk. Vi står klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for det.’«

Kvinder, der flytter videre fra hotellet til et almindeligt krisecenter, oplever det ofte som overgang til noget mere hjemligt og hyggeligt. På Danner er der eksempelvis flere fællesrum og mange aktiviteter for både børn og voksne. Man snakker sammen, spiser sammen og går på besøg hos hinanden.

Nasrin boede på nødkrisecentret i knap en uge, før hun blev overflyttet til et andet center, hvor hun har boet siden. Her har hun været positivt overrasket over at møde de andre kvinder, som hun ikke fik talt med under sit midlertidige ophold på hotellet.

»Selv om volden for mit vedkommende har været fra mine svigerforældre, mens andre kvinder her har oplevet vold fra mænd og kærester, er vores historier relaterede til hinanden,« siger hun.

Hun kalder krisecentret for et »empowermentcenter«, og med sin sans for billedsprog beskriver hun det som »en togstation.«

»Dette er ikke min destination. Men en perron, hvor jeg bliver ledt videre til det rigtige tog af krisecentrets medarbejdere,« forklarer Nasrin.

Hun overvejede længe, om hun skulle sige ja til interview. Og gav kun tilsagn, fordi hun håber, at hendes historie kan være en inspiration for andre kvinder. Særligt dem, der bliver tvunget til at bo sammen med deres svigerforældre, hvis de flytter hertil fra udlandet.

»De kender ikke deres rettigheder. I stedet fortæller familien dem, at de bliver nødt til at bo sammen med svigerforældrene, og at de ikke kan klare sig uden. De bliver isoleret og kontrolleret og truet med at blive sendt ud af landet. Jeg håber, kvinderne i fremtiden kan blive bedre oplyst om deres rettigheder. Og om at der er hjælp at få.«

Hendes svigerforældre var chokerede over, at hun forlod hjemmet den dag for over to måneder siden. Men nu har de mistet deres magt over hende, siger Nasrin. Hun har dog ikke besluttet sig for, om hun vil skilles. Tilbage til svigerforældre vil hun ikke. Krisecentret kan forhåbentlig hjælpe hende med at finde en bolig, komme i gang med arbejde og uddannelse – gerne inden for det sundhedsfaglige område.

På spørgsmålet om, hvad der ellers skal ske nu, svarer Nasrin:

»Kun gode ting.«

Tilbud om husly fra private

Både i Lev Uden Vold og på Danner håber man, at erfaringerne fra det kriseramte forår på sigt kan komme voldsramte kvinder til gode.

Sine Gregersen fra Lev Uden Vold understreger, at det aldrig er godt, at kvinder er blevet udsat for vold. Men at hun tror, at omtalen af de voldsramte kvinders problemer under COVID-19 har skabt større bevidsthed om problemet – både blandt politikere, fagprofessionelle og private:

»Da det kom frem i medierne, at voldsudsatte kvinder var særligt udsatte, fik vi mange henvendelser fra private, der tilbød at huse kvinder i deres hjem og sommerhuse, hvis der var brug for det. Det har været meget rørende at opleve,« siger Sine Gregersen.

Lisbeth Jessen fra Danner mener, at COVID-19 har synliggjort, at der mangler et akut beredskab for voldsramte kvinder. Og det kan man fremadrettet lære noget af:

»Og det kunne være godt, hvis vi på bagkant kan sætte os sammen med de relevante myndigheder og lægge en plan for, hvad vi gør, hvis der opstår en lignende situation,« siger hun og er glad for, at politiet vil monitorere området tættere i fremtiden.

Politiet har siden 2018 arbejdet med et såkaldt risikovurderingsværktøj, som skal øge forebyggelse og opsporing af vold i familierne. Det har de positive erfaringer med, fortæller vicepolitiinspektør og centerchef ved Nationalt Forebyggelsescenter i Rigspolitiet Allan Holm. Men det kræver løbende uddannelse af personalet.

»Vold i nære relationer kommer ikke på samme vis til vores kendskab som eksempelvis gadevold. Det kræver nogle andre værktøjer og en anden opmærksomhed,« siger Allan Holm.

Netop nu forhandler folketingets partier om en ny politireform. Og SF har et ønske med til bordet om særlige politienheder, som man kender det fra Sverige. I Stockholm har man et team på 250 betjente, der alene tager sig af vold i familien. For få måneder siden besluttede man at opruste enheden med yderligere 80 betjente.

Lisbeth Jessen drømmer om politisk vilje til at oprette specialiserede enheder i hver enkelt politikreds, der kun arbejder med vold i familien.

»Det kræver en særlig uddannelse at forebygge og efterforske det her område. Det er vigtigt, at kvinderne møder politifolk med den rette forståelse for, at vold ofte er noget, der bygges op over tid, og at der også kan være psykisk vold involveret,« siger Lisbeth Jessen.

Faryal samler mod

De kommende uger bliver der langsomt lukket ned for nødkrisecentret.

Kvinderne vil blive flyttet fra hotellet til andre krisecentre eller ud i egen bolig. Faryal er allerede rykket videre til et andet krisecenter. Vi kommer på besøg, og hun stikker med det samme hovedet ud fra en lille stue med et gråt og hvidt strikketøj mellem hænderne.

»Det skal blive til en simpel soltop,« forklarer hun. »Sådan en, der kan bindes på ryggen.«

Hun lærte at strikke for et par dage siden og er også ved at lære fransk på Duolingo. Det handler om at få tiden til at gå. Og der er heldigvis hele tiden flere gode dage end dårlige.

»Jeg er rigtig glad for at være her, men jeg har lidt stress over at finde arbejde og komme på benene igen. Jeg vil så gerne klare mig selv,« siger Faryal.

Hun skal stadig indimellem vænne sig til rollen som en kvinde, der har brug for hjælp.

»Jeg har altid tænkt, at jeg var sådan en, der ikke fandt mig i noget. Men det forstår jeg nu, ikke helt har været tilfældet.«

Faryal savner faktisk både sin ekskæreste og sin mor. Men medarbejderne har rådet hende til at skrive de ting ned, som hun har været udsat for, så hun kan læse dem, når savnet kommer. Og minde sig selv om, hvad hun forlod. Mest af alt savner hun sin hankat, som stadig bor hos hendes mor. Hun viser et billede på sin telefon: et hvidt pelset ansigt, en lyserød tunge og sorte øjne.

»Jeg har haft ham i 13 år. Han har været igennem alt med mig. Han er min companion.«

Katte må man dog ikke have med på krisecentret, så Faryal kan først blive genforenet med sit kæledyr, når hun finder sit eget sted at bo. Lige nu planlægger hun et kort besøg hjemme for at hente nogle personlige ting. Potteplanter og tøj.

»Og min egen dyne,« siger hun.

Det bliver nok i næste uge. Hun skal bare først lige samle mod.