Klumme
Læsetid: 3 min.

Bliver coronakrisen kernefamiliens endeligt?

De seneste måneder har for mange budt på væsentligt mere tid med familien og dermed også mere af den kontrol, dominans og vold, der ofte gennemsyrer denne samfundsbærende institution. Ifølge en række kritikere er der imidlertid tegn på, at coronakrisen er ved at underminere familien, som vi kender den
Da arbejdet, undervisningen og børnepasningen pludselig rykkede hjem, blev det tydeligt, at familien altid har været afhængig af en masse arbejde udført af pædagoger, lærere, bedsteforældre, venner og naboer.

Da arbejdet, undervisningen og børnepasningen pludselig rykkede hjem, blev det tydeligt, at familien altid har været afhængig af en masse arbejde udført af pædagoger, lærere, bedsteforældre, venner og naboer.

Moderne Tider
13. juni 2020

Coronakrisen har på mange måder bekræftet, at kernefamilien stadig indtager en central plads i den sociale orden. Lukningen af arbejdspladser, skoler, børnehaver og vuggestuer har tvunget mange til at tilbringe det meste af tiden med familien, og som LGBT+-Danmark for nylig påpegede her i avisen, har den politiske håndtering af krisen taget udgangspunkt i en forestilling om kernefamilien som samfundets naturlige mindsteenhed.

Pandemien har imidlertid også sat kernefamilien under et gevaldigt pres: Da arbejdet, undervisningen og børnepasningen pludselig rykkede ind i hjemmet, blev det tydeligt for alle, at kernefamilien aldrig har været en selvtilstrækkelig enhed, og at den altid har været afhængig af en masse arbejde udført af pædagoger, lærere, bedsteforældre, venner og naboer.

Det kræver en hel landsby at opfostre et barn, som et gammelt ordsprog lyder. Eller som klummeskribenten Rebecca Onion for nylig skrev i Slate: »Det ironiske ved det amerikanske ideal om kernefamilien, som reklamefolk og politikere holder så kært, er, at man, så snart man får børn, opdager, at det ikke holder i virkeligheden.«

Coronapresset på familierne samt den omstændighed, at krisen har resulteret i en eskalering af vold, misbrug og omsorgssvigt i hjemmet, har givet anledning til en genopblussen af kritikken af familien.

Udvide eller afskaffe?

Flere kernefamiliekritikere peger – som den konservative kommentator David Brooks i et langt essay i The Atlantic på, at konstellationen far og mor og børn som reproduktiv enhed er en historisk set relativt ny institution, og at den nuværende krise giver anledning til at overveje, hvordan man kan genoplive tidligere tiders ’udvidede’ familieformer, der også inkluderer bedsteforældre, voksne søskende, fætre, kusiner, onkler, tanter og personer, der ikke nødvendigvis er biologisk beslægtede.

Andre går mere radikalt til værks. I et indlæg i The Nation langer den feministiske tænker Sophie Lewis – forfatter til den utopiske queer-marxistiske bog Full Surrogacy Now – Feminism Against the Family, der sidste år blev anmeldt her i avisen – ud efter pseudokritiske undsigelser af kernefamilien, der ifølge hende blot vil gøre kapitalismen mere resilient. Familien skal ikke udvides; den skal afskaffes. Samtidig anerkender hun også, at familien ikke kun er lig med vold og ensretning:

»Familien, som vi kender den, er på en og samme tid en anti-queer fabrik for fremstillingen af produktive arbejdere fyldt med asymmetrier og vold, og for mange af os den eneste kilde til kærlighed, omsorg og beskyttelse mod politiets, markedets, arbejdets og racismens brutaliteter.«

Den opgave, coronakrisen har gjort endnu mere presserende, består altså i at finde nye, ikkeundertrykkende former for reproduktion, kærlighed, omsorg og beskyttelse – det, Lewis også kalder for »den reproduktive kommune«.

Men hvad vil det egentligt sige at ’afskaffe’ familien?

I en artikel i det nyligt udkomne femte nummer af det kommunistiske tidsskrift Endnotes fortæller sociologen Michelle O’Brien historien om venstrefløjens skiftende holdninger til familien siden Marx og Engels, der anså den for at være en borgerlig institution, der var irrelevant for arbejderklassen, og som i øvrigt allerede var blevet undermineret af den frembrusende kapitalistiske industrialisering.

Senere socialister ændrede kurs og kæmpede for at sikre stabile vilkår for den respektable, heteroseksuelle arbejderklassefamilie med en mandlig lønmodtager som forsørger, der blev det dominerende ideal i arbejderbevægelsen.

Det lykkedes i et vist omfang at realisere dette ideal i den hvide, vestlige arbejderklasse, men siden 1970’erne har neoliberalismens pres på arbejderklassens levevilkår ifølge O’Brien gradvist undermineret denne familieform, blandt andet ved at gøre det umuligt for en familie at leve af én fuldtidsløn.

O’Brien understreger, at venstrefløjens attitude over for familien altid må ses i relation til kapitalismens historiske udvikling. Når kommunister som O’Brien og Lewis i dag kræver familiens afskaffelse, er det ikke en gentagelse af det ellers enslydende krav i 1970’ernes kvinde- og homobevægelser; hvor sidstnævnte angreb en snæver borgerlig norm, der i høj grad var blevet overtaget af arbejderbevægelsen og socialistpartierne, angriber nutidens familieafskaffende kommunister neoliberalismens »privatisering af social elendighed«.

Målet er ikke en subkulturel desertering, men en gennemgribende samfundsforandring, der sammen med familien afskaffer lønarbejdet og staten til fordel for »den positive skabelse af et samfund med generaliseret menneskelig omsorg og queer kærlighed«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

jeg hører tværtimod. Der sker en besindelse på familien, den får sit indhold tilbage, folk vil arbejde hjemmefra og gå ned i tid, tage deres børn ud af institutionerne og måske endog flytte på landet.

Katrine Marie Christiani, Peter Høivang, Kim Houmøller, Benno Hansen og Kristine Skøtt-Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Måske skulle man omdefinere begrebet "hjemme". Hvorfor kan man ikke være hjemme, når man er ude? Eller omvendt. Hvorfor overhovedet operere med begrebet "hjemme", når langt de fleste er enige om, at home is where the heart is.

Benno Hansen

Apropos den der med at alle kan få coronakrisen til at bevise lige netop det, de mente i forvejen.

Bullshit.

Finn Sørensen, Helle Winum, Lise Lotte Rahbek, Carl Chr Søndergård, Daniel Joelsen, Malene Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Malene Nielsen

Min kernefamilie har aldrig haft det bedre en nu her i coronakrisen. Jeg ser heller at coronakrisen bliver lønarbejdets endelig.

Erik Jensen, Katrine Marie Christiani, Trond Meiring og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Det er vel 35. gang, at skarpe journalister finder en grund til at forklare at kernefamilien er på vej væk.

Erik Jensen, Katrine Marie Christiani, Ruth Sørensen, Peter Høivang, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Kernefamilien er lige så vigtig som den altid har været. Ligeså er alle de andre familiekonstellationer, som der jo også findes mange af. Det er vel kun en simpleton, der mener, at der kun kan være én måde at leve på.

jeg er nu nået den modne alder af 62 og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, bare i min levetid, kernefamilien er blevet dømt ude, så mon ikke den overlever lidt endnu?

Det hele foregår heldigvis i en sulten journalists tomme hoved. Kernefamilien er kernesund for børn og voksne - corona eller ej. Og der er masser af plads til at andre familieformer, kan trives side om side med kernefamilien, uden det kommer til et endeligt for noget - eller nogen.

Mikael Velschow-Rasmussen

Hmm ...
Er der da ingen af jer kommentatorer her i tråden der har læst artiklen !
(og måske ligefrem også følgende artikel Søren Mau linker til:
https://endnotes.org.uk/file_hosting/EN5_To_Abolish_the_Family.pdf )

Kernefamilien er en konstruktion der havde sin storhedstid fra slutningen af anden verdenskrig og frem til 70'erne, altså en meget kort tidsperiode. Den bestod af en "breadwinner" far, der havde job på arbejdsmarkedet og bar lønnen hjem, en mor der passede hjemmet og et par børn.

Før anden verdenskrig var der så forskellige andre familieformer, hvor det fx i de fattigste arbejdsmiljøer, var nødvendigt for både mor og far at arbejde. Velfærdssamfundenes succes var så, at det lykkedes primært socialdemokratiske partier i vesten, at skabe mulighed for at udbredelsen - af denne kortlivede familiemodel ("kernefamilien") - medførte fremgang for næsten alle i samfundet.

Efter at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 70'erne ændrede familieformen sig så igen til noget andet, og det er jo nok dette, de fleste konstaterer som at familien overlever alle ændringerne.

Men det er bare slet ikke det artiklen handler om !
I stedet handler det om omkalfatringen af samfundet og arbejdsmarkedet i forhold til, at vi nu oplever i grel form, at de familieformer vi antog alle var selvopretholdende, slet ikke er dette, men i høj grad er afhængige af alle mulige andre former for institutioner og kulturelle og sociale grupperinger.

Faktisk kunne man godt påstå, at Thatchers udtalelse; "There is no society" ... (underforstået "There is only family"), hermed er modbevist. Der er netop stik modsat et samfund bestående af bl.a. institutioner og grupperinger, der hjælper med til at opretholde familieformerne. Og at vi er nødt til at kigge på hvordan vi kan undgå at samfundet bliver privatiseret og markedsliggjort.
(Det som Søren Mau kalder; »privatisering af social elendighed«).

Og at vi derfor nok er nødt til at foretage denne omkalfatring, hvis vi ikke skal se konflikterne i de forskellige familieformer spidse til, når markedet får større og større indflydelse på, hvorledes familielivet udfolder sig.