Læsetid: 3 min.

Bliver coronakrisen kernefamiliens endeligt?

De seneste måneder har for mange budt på væsentligt mere tid med familien og dermed også mere af den kontrol, dominans og vold, der ofte gennemsyrer denne samfundsbærende institution. Ifølge en række kritikere er der imidlertid tegn på, at coronakrisen er ved at underminere familien, som vi kender den
Da arbejdet, undervisningen og børnepasningen pludselig rykkede hjem, blev det tydeligt, at familien altid har været afhængig af en masse arbejde udført af pædagoger, lærere, bedsteforældre, venner og naboer.

Da arbejdet, undervisningen og børnepasningen pludselig rykkede hjem, blev det tydeligt, at familien altid har været afhængig af en masse arbejde udført af pædagoger, lærere, bedsteforældre, venner og naboer.

Sigrid Nygaard

13. juni 2020

Coronakrisen har på mange måder bekræftet, at kernefamilien stadig indtager en central plads i den sociale orden. Lukningen af arbejdspladser, skoler, børnehaver og vuggestuer har tvunget mange til at tilbringe det meste af tiden med familien, og som LGBT+-Danmark for nylig påpegede her i avisen, har den politiske håndtering af krisen taget udgangspunkt i en forestilling om kernefamilien som samfundets naturlige mindsteenhed.

Pandemien har imidlertid også sat kernefamilien under et gevaldigt pres: Da arbejdet, undervisningen og børnepasningen pludselig rykkede ind i hjemmet, blev det tydeligt for alle, at kernefamilien aldrig har været en selvtilstrækkelig enhed, og at den altid har været afhængig af en masse arbejde udført af pædagoger, lærere, bedsteforældre, venner og naboer.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Utoft
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Lise Lotte Rahbek
Hanne Utoft, Peter Beck-Lauritzen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

jeg hører tværtimod. Der sker en besindelse på familien, den får sit indhold tilbage, folk vil arbejde hjemmefra og gå ned i tid, tage deres børn ud af institutionerne og måske endog flytte på landet.

Katrine Marie Christiani, Peter Høivang, Kim Houmøller, Benno Hansen og Kristine Skøtt-Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Måske skulle man omdefinere begrebet "hjemme". Hvorfor kan man ikke være hjemme, når man er ude? Eller omvendt. Hvorfor overhovedet operere med begrebet "hjemme", når langt de fleste er enige om, at home is where the heart is.

Benno Hansen

Apropos den der med at alle kan få coronakrisen til at bevise lige netop det, de mente i forvejen.

Bullshit.

Finn Sørensen, Helle Winum, Lise Lotte Rahbek, Carl Chr Søndergård, David Joelsen, Malene Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Malene Nielsen

Min kernefamilie har aldrig haft det bedre en nu her i coronakrisen. Jeg ser heller at coronakrisen bliver lønarbejdets endelig.

Erik Jensen, Katrine Marie Christiani, Trond Meiring og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Det er vel 35. gang, at skarpe journalister finder en grund til at forklare at kernefamilien er på vej væk.

Erik Jensen, Katrine Marie Christiani, Ruth Sørensen, Peter Høivang, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Kernefamilien er lige så vigtig som den altid har været. Ligeså er alle de andre familiekonstellationer, som der jo også findes mange af. Det er vel kun en simpleton, der mener, at der kun kan være én måde at leve på.

jeg er nu nået den modne alder af 62 og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, bare i min levetid, kernefamilien er blevet dømt ude, så mon ikke den overlever lidt endnu?

Det hele foregår heldigvis i en sulten journalists tomme hoved. Kernefamilien er kernesund for børn og voksne - corona eller ej. Og der er masser af plads til at andre familieformer, kan trives side om side med kernefamilien, uden det kommer til et endeligt for noget - eller nogen.

Mikael Velschow-Rasmussen

Hmm ...
Er der da ingen af jer kommentatorer her i tråden der har læst artiklen !
(og måske ligefrem også følgende artikel Søren Mau linker til:
https://endnotes.org.uk/file_hosting/EN5_To_Abolish_the_Family.pdf )

Kernefamilien er en konstruktion der havde sin storhedstid fra slutningen af anden verdenskrig og frem til 70'erne, altså en meget kort tidsperiode. Den bestod af en "breadwinner" far, der havde job på arbejdsmarkedet og bar lønnen hjem, en mor der passede hjemmet og et par børn.

Før anden verdenskrig var der så forskellige andre familieformer, hvor det fx i de fattigste arbejdsmiljøer, var nødvendigt for både mor og far at arbejde. Velfærdssamfundenes succes var så, at det lykkedes primært socialdemokratiske partier i vesten, at skabe mulighed for at udbredelsen - af denne kortlivede familiemodel ("kernefamilien") - medførte fremgang for næsten alle i samfundet.

Efter at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 70'erne ændrede familieformen sig så igen til noget andet, og det er jo nok dette, de fleste konstaterer som at familien overlever alle ændringerne.

Men det er bare slet ikke det artiklen handler om !
I stedet handler det om omkalfatringen af samfundet og arbejdsmarkedet i forhold til, at vi nu oplever i grel form, at de familieformer vi antog alle var selvopretholdende, slet ikke er dette, men i høj grad er afhængige af alle mulige andre former for institutioner og kulturelle og sociale grupperinger.

Faktisk kunne man godt påstå, at Thatchers udtalelse; "There is no society" ... (underforstået "There is only family"), hermed er modbevist. Der er netop stik modsat et samfund bestående af bl.a. institutioner og grupperinger, der hjælper med til at opretholde familieformerne. Og at vi er nødt til at kigge på hvordan vi kan undgå at samfundet bliver privatiseret og markedsliggjort.
(Det som Søren Mau kalder; »privatisering af social elendighed«).

Og at vi derfor nok er nødt til at foretage denne omkalfatring, hvis vi ikke skal se konflikterne i de forskellige familieformer spidse til, når markedet får større og større indflydelse på, hvorledes familielivet udfolder sig.