Læsetid: 14 min.

Coronakrisen har vist amerikanerne, at de er borgere i en fejlslagen stat

Det var ikke pandemien, der smadrede det amerikanske samfund – den afslørede blot, at det allerede var sket. Den amerikanske forfatter og essayist George Packer beskriver her det sammenbrud i det amerikanske samfund, som tog fart efter 11. september og Irak-krigen
Trods utallige eksempler på individuelt mod og opofrelse over hele USA favner fiaskoen hele landet. Og den må fremtvinge et spørgsmål, som de fleste amerikanere aldrig før har måttet stille sig selv: Stoler vi nok på vores ledere og på hinanden til, at vi kan skabe et kollektivt modsvar på en dødbringende trussel?

Trods utallige eksempler på individuelt mod og opofrelse over hele USA favner fiaskoen hele landet. Og den må fremtvinge et spørgsmål, som de fleste amerikanere aldrig før har måttet stille sig selv: Stoler vi nok på vores ledere og på hinanden til, at vi kan skabe et kollektivt modsvar på en dødbringende trussel?

Stephanie Keith

6. juni 2020

Da virussen kom til USA, mødte den et land med alvorlige underliggende sygdomme, og den udnyttede dem uden skånsel. Kroniske sygdomme som en korrupt politisk klasse, et forstenet bureaukrati, en hjerteløs økonomi, en splittet offentlighed havde hærget ubehandlet i årevis. Symptomerne var ubehagelige, men vi havde lært at leve med dem. Det krævede noget så omfattende og fysisk pågående som en pandemi at afsløre alvoren – at ryste amerikanerne med erkendelsen af, at vi befinder os i den højeste risikogruppe.

Krisen krævede et hurtigt, rationelt og kollektivt modsvar. I stedet reagerede USA som Pakistan eller Hviderusland – som et land med en mangelfuld infrastruktur og en dysfunktionel regering, hvis ledere var for korrupte og for dumme til at afværge massiv lidelse. Vores regering lod to måneder, der kunne være brugt på at organisere et effektivt beredskab, gå til spilde.

Fra vores præsident flød konsekvente fornægtelser, jagt på syndebukke, storhedsvanvittige udtalelser og løgne. Fra hans talerør kom konspirationsteorier og mirakelkure. Nogle få senatorer og finansfyrster rykkede hurtigt – ikke for at imødegå katastrofen, men for at spinde guld på den. Og da en læge tæt på regeringen begyndte at advare befolkningen om faren, overtog Det Hvide Hus mikrofonen og politiserede budskabet.

George Packer

Hver morgen i den uendeligt lange marts måned vågnede amerikanerne op til den nye indsigt, at de var borgere i en fejlslagen stat.

Uden nationale planer – og uden sammenhængende instrukser overhovedet – måtte familier, skoler og arbejdspladser selv beslutte sig for, om de ville lukke ned og søge i sikkerhed. Da det viste sig, at der var fatal mangel på testkits, beskyttelsesdragter, masker og respiratorer, tryglede guvernørerne Det Hvide Hus om hjælp, kun for at blive holdt hen og få deres forespørgsler sendt videre til det private erhvervsliv, som ikke kunne levere. 

Stater og storbyer blev tvunget ud i budkrige og blev ofre for ågerpriser og profitmageri. Almindelige borgere fandt symaskinerne frem for selv at fremstille værnemidler, der måske kunne redde hospitalsarbejderes helbred og deres patienters liv.

Rusland, Taiwan og FN sendte humanitær hjælp til verdens rigeste og mest magtfulde nation, som viste sig som en tiggernation i et komplet kaos.

Et sært nederlag

Donald Trump forstod stort set kun krisen i et personligt og politisk perspektiv. Af frygt for ikke at blive genvalgt erklærede han coronavirus-pandemien for en krig og udnævnte sig selv til ’krigspræsident’.

Men den leder fra historien, han ligner mest, er marskal Philippe Pétain – den franske general, der i 1940 underskrev våbenhvilen med Nazityskland, da det havde løbet Frankrigs forsvar over ende, og derefter stillede sig i spidsen for det pronazistiske Vichy-regime.

Ligesom Pétain samarbejdede Trump med invasionsmagten og prisgav sit land til en langvarig katastrofe. Som Frankrig i 1940 har USA i 2020 paralyseret sig selv, men sammenbruddet har dimensioner, der rækker videre og dybere end til en enkelt elendig leder. En fremtidig obduktionsrapport om pandemien kunne få navnet a strange defeat – et sært nederlagligesom historikeren og modstandskæmperen Marc Blochs kaldte sin undersøgelse af Frankrigs fald.

Det er den tredje store krise i det korte 21. århundrede. Rusland, Taiwan og FN har sendt humanitær hjælp til verdens rigeste og mest magtfulde nation, som viste sig som en tiggernation i et komplet kaos.

Victor J. Blue

Trods utallige eksempler på individuelt mod og opofrelse over hele USA favner fiaskoen hele landet. Og den må fremtvinge et spørgsmål, som de fleste amerikanere aldrig før har måttet stille sig selv: Stoler vi nok på vores ledere og på hinanden til, at vi kan skabe et kollektivt modsvar på en dødbringende trussel? Er vi stadig i stand til selvstyre?

Århundredets tredje store krise

Dette er den tredje store krise i et kort 21. århundrede. Angrebene den 11. september 2001 ramte os, mens vi endnu levede mentalt i forrige århundrede, og minderne om Depressionen, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig stadig stod klart i erindringen. Den dag så folk fra de landlige stater ikke på New York som et fremmedartet sammenrend af indvandrere og venstreliberale, der havde fortjent deres skæbne, men som en amerikansk metropol, der havde taget en kugle for hele landet. Brandmænd fra Indiana kørte over 1.000 kilometer for at tage del i redningsindsatsen ved Ground Zero.

Vores første medborgerlige refleks var at sørge sammen og at mobilisere sammen.

Partipolitisk polarisering og katastrofale politiske beslutninger, især Irak-krigen, udviskede siden denne følelse af national enhed og nærede bitterheden over for den politiske klasse.

Den næste krise i 2008 forstærkede den udvikling. For samfundets top kan det økonomiske krak betragtes som noget nær en succes. Begge partier enedes i Kongressen om en hjælpepakke, der reddede det finansielle system.

Embedsmænd fra Bush-administrationen, der var på vej ud, samarbejdede med de embedsmænd, der var på vej ind i Obama-administrationen. Eksperter fra Centralbanken og finansministeriet brugte monetær politik og finanspolitik til at forhindre en ny stor depression.

De ledende bankfolk blev nok udskammet, men ikke retsforfulgt; de fleste af dem kunne beholde deres formuer og nogle af dem deres job. Inden længe var de back in business. En Wall Street-trader fortalte mig, at finanskrisen havde været et ’bump på vejen’.

Den vedvarende smerte mærkedes i midten og i bunden af samfundet ​af​ amerikanere, der havde stiftet gæld og mistet deres job, hjem og pensionsopsparing. Mange af dem kom sig aldrig over nedturen, og unge, der blev voksne under Den Store Recession, er dømt til at leve under fattigere kår end deres forældre. Uligheden – denne grundlæggende, ubarmhjertige kraft i det amerikanske liv siden sidst i ​70’erne – voksede sig større.

Dybe kiler

Den anden krise drev dybe kiler ind mellem amerikanere: mellem over- og underklasse, mellem republikanere og demokrater, mellem storbyborgere og landboere, mellem indfødte og indvandrere, mellem almindelige amerikanere og deres ledere. De sociale bånd, der igennem årtier var blevet stadig mere flossede, begyndte at briste.

Reformerne fra Obama-årene, der især var vigtige inden for sundhedsvæsenet, finansiel regulering og grøn energi – havde kun lindrende virkninger. Det seneste årtis lange genopbygning gjorde virksomheder og investorer rige, holdt de veluddannede trygge og efterlod arbejderklassen endnu længere bagude end før. Nedturens konsekvens var en polarisering og miskreditering af enhver autoritet – især regeringens.

Begge partier var længe om at forstå, hvor megen troværdighed de havde tabt. Fremtidens politik var populistisk. Dens bebuder var ikke Barack Obama, men Sarah Palin, den absurd ukvalificerede vicepræsidentkandidat, der foragtede eksperter og svælgede i egen berømthed. For Donald Trump blev hun Johannes Døberen.

Trump kom til magten ved at forkaste den traditionelle republikanske magtelite. Men den konservative politiske klasse og dens usædvanlige nye leder nåede hurtigt til gensidig forståelse. Uanset uenigheder om handelspolitik og indvandring delte de det samme grundlæggende mål: at skrælle offentlige aktiver til fordel for private interesser.

Republikanske politikere og donorer, der ønskede, at regeringen skulle gøre så lidt som muligt for det fælles bedste, kunne leve i en fin harmoni med et regime, der næppe vidste, hvordan det skulle regere overhovedet – og påtog sig villigt rollen som Trumps lakajer.

Som en dreng, der umotiveret kaster en tændstik på en knastør eng, satte Trump sig for at nedbryde, hvad der resterede af et medborgerligt nationalt fællesskab. Han foregav ikke engang, at han var præsident for hele landet. I stedet spillede han os dagligt ud imod hinanden på tværs af race, seksuel orientering, religion, statsborgerskab, uddannelse, region og politiske partier.

Løgnen var hans vigtigste styringsredskab. En tredjedel af landet låste sig inde i en spejlsal, som de troede var virkeligheden; en anden tredjedel drev sig selv til vanvid ved at fastholde, at der fandtes fælles erkendelige sandheder; en sidste tredjedel opgav overhovedet at prøve.

Kynisk udmattelse

Trump overtog et statsligt magtapparat, der var forkrøblet efter mange års højreorienterede ideologiske angreb, politiseringer fra begge partiers side og løbende udhuling af budgettet.

Han påtog sig at fuldføre jobbet med at smadre den professionelle embedsforvaltning. Han drev nogle af de mest talentfulde og erfarne karriereembedsmænd væk fra deres poster, lod vigtige stillinger stå ubesatte og indsatte egne loyalister som kommissærer, der kunne kue de tilbageblevne med ét eneste formål: at tjene egne interesser.

Hans vigtigste lovinitiativ, en af ​​de største skattelettelser i historien, sendte hundreder af milliarder af dollar i lommerne på virksomhederne og de rigeste. De begunstigede flokkedes som nye kunder hos Trump-imperiets hoteller og fyldte kasserne til hans genvalgskampagne. Hvis løgn var hans magtmiddel, var korruption hans mål.

Det var dette amerikanske landskab, der lå åbent for virussen:

Efter 11. september 2001 var vores første medborgerlige refleks at sørge sammen og at mobilisere sammen. Partipolitisk polarisering og katastrofale politiske beslutninger, især Irak-krigen, udviskede siden denne følelse af national enhed og nærede bitterheden over for den politiske klasse.

Preston Keres
I velstående byer en klasse af globalt forbundne skrivebordsarbejdere afhængig af en klasse af prekært ansatte og usynlige servicearbejdere; på landet forfaldne lokalsamfund i oprør mod den moderne verden; på de sociale medier et gensidigt had med uendelige giftigheder mellem de forskellige lejre; i økonomien – selv med fuld beskæftigelse – en stor og voksende kløft mellem en triumferende kapitalmagt og en trængt arbejdsstyrke; i Washington en tom regering ledet af en charlatan og hans parti af intellektuelle fallenter; på tværs af landet en stemning af kynisk udmattelse uden antydning af visioner om en delt identitet eller fælles fremtid.

Hvis pandemien virkelig er en ny slags krig, er det den første, der bliver udkæmpet her i halvandet århundrede. Invasion og besættelse afslører et samfunds brudlinjer, eksponerer, hvad der i fredstid går upåagtet hen eller accepteres, trækker væsentlige sandheder frem i lyset og fremhæver stanken af dybtliggende råddenskab.

Virussen skulle have forenet amerikanerne imod den fælles trussel. Med et andet lederskab kunne den måske have gjort det. Men da den spredte sig fra de blå til de røde områder, delte holdningerne sig i stedet efter de velkendte skillelinjer. Virussen burde have udlignet forskellene.

Ulighedens pris

Man behøver ikke være i militæret eller at være tynget af gæld for at blive ramt – man skal blot være menneske. Men fra begyndelsen er dens virkninger blevet skævvredet af den ulighed, vi i så lang tid har måttet tåle i Amerika.

Mens testkits næsten var umulige at opdrive, havde de rige og velforbunde – som model og reality-tv-stjerne Heidi Klum, hele basketholdet Brooklyn Nets og præsidentens konservative allierede – på en eller anden måde alligevel adgang til at blive testet, selv om mange af dem slet ikke havde symptomer.

Indhentningen af spredte og ​​individuelle resultater gjorde intet for at beskytte folkesundheden, og i mellemtiden måtte almindelige mennesker med feber og kulderystelser vente i lange og muligvis smitsomme køer for kun at blive afvist, hvis de ikke ligefrem var ved at blive kvalt. En internetvits lød, at den eneste måde at finde ud af, om man havde virussen, var at nyse en rig person i hovedet.

Da Trump blev bedt om at kommentere den åbenlyse uretfærdighed, sagde han først, det var da for galt, men tilføjede så: »Måske er det bare sådan, livet er«.

De fleste amerikanere bider næppe mærke i den slags særlige privilegier i normale tider. Men i de første uger af pandemien udløste det forargelse, som hvis de rige under en militær mobilisering havde fået lov til at købe sig fri af militærtjeneste og hamstre gasmasker.

Efterhånden som smitten har spredt sig, er dens ofre i alt overvejende grad blevet fattige, sorte og brune mennesker. Den grove ulighed i vores sundhedsvæsen viser sig tydeligt i synet af de kølebiler, der holder i venteposition ud for de offentlige sygehuse.

Essentielle arbejdere

Vi har nu to slags arbejde: essentielt og ikke-essentielt. Hvem har de essentielle arbejdere vist sig at være? Oftest mennesker i lavtlønnede job, hvor de skal være fysisk til stede og sætte deres helbred på spil: lagerarbejdere, vareopfyldere, leveringschauffører, kommunale medarbejdere, hospitalspersonale, hjemmehjælpere, langturschauffører.

Læger og sygeplejersker er pandemiens krigshelte, men supermarkedets kasseassistent med sin flaske med håndsprit og UPS-chaufføren med sine latexhandsker er de forsynings- og logistiktropper, der holder frontlinjestyrkerne oppe.

I en smartphone-økonomi, der skjuler hele klasser af mennesker, er vi ved at lære, hvor den mad og de varer, som holder os i live, kommer fra. En bestilling med økologisk babyrucola via AmazonFresh er billig og leveres allerede næste dag, blandt andet fordi de, der dyrker, sorterer, pakker og leverer varen, er nødt til at gå på arbejde, når de er syge. For de fleste servicearbejdere har sygefravær vist sig at være en luksus, de ikke har råd til. Det er værd at overveje, om vi kan acceptere en højere pris og langsommere levering, så de kan blive hjemme under sygdom.

Parasitterne

Pandemien har også udstillet, hvad det vil sige at være ’ikke-essentiel’.

Et eksempel er Kelly Loeffler, en republikansk juniorsenator fra Georgia, hvis eneste kvalifikation til den tomme senatsplads, hun fik i januar, er, at hun er helt enormt rig.

Finanskrisen skabte en vedvarende smerte i midten og i bunden af samfundet af amerikanere, der havde stiftet gæld og mistet deres job, hjem og pensionsopsparing. Mange af dem kom sig aldrig over nedturen.

Heidi Schumann
Mindre end tre uger inde i jobbet blev hun efter en dybt fortrolig briefing om virussen endnu rigere ved at sælge sine aktier, hvorefter hun beskyldte demokraterne for at overdrive smittefaren og gav sine vælgere falske forsikringer, der meget vel kan have fået fatale følger for deres liv og sundhed.

Loefflers impulser i offentlig tjeneste er en farlig parasits impulser. En politisk kultur, der placerer sådan en type i toppen, er i en kultur fremskredent forfald. 

Den klareste inkarnation af politisk nihilisme er måske ikke så meget Trump selv som hans svigersøn og chefrådgiver, Jared Kushner.

I sin korte levetid er Kushner løgnagtigt blevet fremhævet som både meritokrat og som populist. Han blev født i en velhavende ejendomsmæglerfamilie i samme måned, som Ronald Reagan overtog Det Ovale Værelse, i 1981, som en kronprins for en ny forgyldt tidsalder. Trods Jareds middelmådige akademiske præstationer blev han optaget på Harvard, efter hans far, Charles, gav tilsagn om at donere 2,5 millioner dollar til universitetet.

Faderen hjalp sønnen med et lån på ti millioner dollar til at få en god start i familievirksomheden, og herefter fortsatte Jared sin eliteuddannelse ved jura- og handelsskoler på NYU, som hans far havde skænket et bidrag på tre millioner dollar.

Jared tilbagebetalte sin fars støtte med ufortøvet loyalitet, da Charles i 2005 blev dømt til at afsone to år i et forbundsstatsligt fængsel for at have forsøgt at løse en familieretlig tvist ved at lokke sin søsters mand i en fælde med en prostitueret og videofilme deres møde.

Jared Kushner floppede både som skyskraberejer og som avisudgiver, men han fandt altid nogen til at redde ham, og hans selvtillid blev kun ved med at vokse.

I bogen American Oligarchs beskriver Andrea Bernstein, hvordan han udviklede sin selvforståelse som risikovillig iværksætter og disruptor af den nye økonomi. Under indflydelse af sin mentor, Rupert Murdoch, udviklede han strategier til at sammenlægge sine økonomiske, politiske og journalistiske aktiviteter. Han gjorde interessekonflikter til sin forretningsmodel.

Nepotisme

Så da hans svigerfar blev præsident, fik Kushner hurtigt betydelig magt i en administration, der ophøjede amatørisme, nepotisme og korruption til regeringsprincipper.

Så længe han beskæftigede sig med fred i Mellemøsten, spillede hans ubehjælpsomme indblanding ikke nogen rolle for de fleste amerikanere. Men efter at han er blevet en indflydelsesrig rådgiver for Trump om coronaviruspandemien, har resultatet været massedød.

I sin første uge på jobbet, midt i marts, var Kushner medforfatter til den værste tale fra Det Ovale Værelse i mands minde; han afbrød andre embedsmænds vigtige igangværende arbejde, kan have kompromitteret sikkerhedsprotokoller, flirtede med interessekonflikter og lovbrud og udgød en strøm af løfter, der hurtigt forvandlede sig til støv.

»Den føderale regering er ikke bygget til at løse alle vores problemer,« sagde han og forklarede, hvordan han i stedet ville trække på sine forretningsforbindelser og lave drive in-testfaciliteter. De kom aldrig.

Han lod sig overbevise af virksomhedsledere om, at Trump ikke skulle tvinge industrier til at fremstille respiratorer, og siden faldt Kushners eget forsøg på at forhandle en aftale igennem med General Motors på gulvet. Men uden at tabe troen på sig selv tørrede han manglen på nødvendigt udstyr af på inkompetente statsguvernører.

At se denne blege dilettant komme fejende ind i en dødbringende krise iklædt stramtsiddende jakkesæt og udspy businessschool-floskler for at dække over svigerfars administrations enorme fiasko, er at være vidne til et sammenbrud for en hel regeringsform.

Det viser sig, at videnskabelige eksperter og andre embedsmænd ikke er forræderiske medlemmer af en ’dyb stat’ – de er essentielle arbejdere, og at marginalisere dem til fordel for ideologer og spytslikkere er at true nationens sundhed.

Det viser sig, at ’omstillingsparate’ virksomheder ikke kan forberede sig på en katastrofe eller sikre en bred fordeling af livreddende fornødenheder – kun en kompetent føderal regering kan gøre det.

Det viser sig, at alt har en pris, og at de mange år, der gik med at angribe statsmagten og dræne den for ressourcer og moral, har påført os en tung regning, som offentligheden nu må betale i menneskeliv. Alle programmer, som blev udsultet for bevillinger, alle lagre, som blev udtømt, og alle planer, der blev skrottet, betød, at vi blev gjort til en andenrangsnation.

Og så kom virussen og dette sære nederlag – dette strange defeat.

Valget er klart og umuligt at overse

Kampen for at overvinde pandemien må også blive en kamp for at genvinde vores lands sundhed og opbygge den på ny. I modsat fald vil de trængsler og den sorg, vi nu må udholde, aldrig finde forløsning. Under vores nuværende ledelse vil intet ændre sig.

Hvis 11. september 2001 og finanskrisen fra 2008 sled tilliden til det gamle politiske etablissement ned, må 2020 aflive ideen om, at populistisk antipolitik kan frelse os. Men at sætte en stopper for dette regime, så nødvendigt og fortjent det end er, vil kun være en begyndelse.

Vi står over for et valg, som krisen har tegnet klart og uundgåeligt op.

Vi kan forblive fanget i selvisolation, frygt og gensidig udelukkelse, og vi kan lade vores fælles bånd blive slidt helt op.

Eller vi kan bruge denne pause i vores normale liv til at tage ved lære af de eksempler, som sættes af hospitalsarbejdere, der holder deres mobiltelefoner frem, så deres døende patienter kan sige farvel til deres familie; af de ladninger af ​​lægehold, der flyver fra Atlanta for at hjælpe i New York; af flyindustriarbejderne i Massachusetts, der krævede deres fabrik omdannet til respiratorproduktion; af de Florida-borgere, der stillede sig op i lange køer, fordi de ikke kunne komme igennem på telefonen til det udsultede kontor for arbejdsløshedsunderstøttelse; af indbyggerne i Milwaukee, der trodsede uendelige ventetider, hagl og smittefare for at stemme ved et valg, de blev påtvunget af en partisk domstol.

Vi kan lære af disse frygtelige dage, at dumhed og uretfærdighed kan være dræbende; at det at være borger i et demokrati er et essentielt stykke arbejde; at alternativet til solidaritet er død. Når vi først er kommet ud af vores skjul og har taget vores masker af, må vi ikke glemme, hvordan det føltes at være alene.

© The Atlantic og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • John Scheibelein
    • Vivi Rindom
    • Carsten Munk
    • David Zennaro
    • Olaf Tehrani
    • Nike Forsander Lorentsen
    • Jakob Silberbrandt
    • Anders Reinholdt
    • Alvin Jensen
    • Randi Christiansen
    • jens rasmussen
    • Jesper Eskelund
    • Flemming Berger
    • Jakob Sulsbrück Møller
    • Kurt Nielsen
    • Viggo Helth
    • Anders Graae
    • Frank Borchorst
    • Anne Søgaard
    • Ole Svendsen
    • Søren Veje
    • June Beltoft
    • Steen K Petersen
    • Ib Christensen
    • Tina Peirano
    • Marianne Stockmarr
    • Jens Frederiksen
    • Karsten Nielsen
    • Ervin Lazar
    • Jane Jensen
    • Karen Grue
    • Carsten Hansen
    • Bjarne Bisgaard Jensen
    • Markus Lund
    • Peter Wulff
    • Steffen Gliese
    • Eva Schwanenflügel
    • Rasmus Knus
    • Jens Flø
    • Jann Ringtved
    • Jørgen Fog
    • Erik Karlsen
    • Peter Beck-Lauritzen
    • Esben Lykke
    • Poul Anker Juul
    John Scheibelein, Vivi Rindom, Carsten Munk, David Zennaro, Olaf Tehrani, Nike Forsander Lorentsen, Jakob Silberbrandt, Anders Reinholdt, Alvin Jensen, Randi Christiansen, jens rasmussen, Jesper Eskelund, Flemming Berger, Jakob Sulsbrück Møller, Kurt Nielsen, Viggo Helth, Anders Graae, Frank Borchorst, Anne Søgaard, Ole Svendsen, Søren Veje, June Beltoft, Steen K Petersen, Ib Christensen, Tina Peirano, Marianne Stockmarr, Jens Frederiksen, Karsten Nielsen, Ervin Lazar, Jane Jensen, Karen Grue, Carsten Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Markus Lund, Peter Wulff, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Rasmus Knus, Jens Flø, Jann Ringtved, Jørgen Fog, Erik Karlsen, Peter Beck-Lauritzen, Esben Lykke og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Gitte Loeyche

    Det var godt nok rene ord for pengene!

    Rolf Andersen, David Zennaro, Alvin Jensen, Randi Christiansen, John Andersen, kjeld jensen, gert rasmussen, Karsten Lundsby, Ole Svendsen, Tina Peirano, Holger Nielsen, Birte Pedersen, Markus Lund, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen og Jens Flø anbefalede denne kommentar
    Søren Kristensen

    Spørgsmålet er om de får det læst, derovre eller har for travlt med at overleve?

    Rolf Andersen, David Zennaro, Alvin Jensen, John Andersen, kjeld jensen, Karsten Lundsby, Bjørn Pedersen, Marianne Stockmarr, Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Birte Pedersen, Jeppe Lindholm, Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Henrik Peter Bentzen og Jens Flø anbefalede denne kommentar
    Eva Schwanenflügel

    Det er helt skævt.
    Overklassen bliver testet, men ikke alle arbejderne.
    De rige gemmer sig i deres bunkere og huse, hvor kun særligt udvalgte tjenestefolk har adgang.

    "Trump administration queitly guts Covid19 paid leave provision that already excluded 75 percent of workers"
    https://www.rawstory.com/2020/04/trump-administration-quietly-guts-covid...

    Rolf Andersen, Mikkel Zess, Alvin Jensen, John Andersen, kjeld jensen, Karsten Lundsby, Michael Waterstradt, Gitte Loeyche, Marianne Stockmarr, Holger Nielsen, Pia Schertiger, Birte Pedersen, Steffen Gliese og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
    Jeppe Lindholm

    Så længe det stort set kun går ud over bunden af det amerikanske samfund, de overflødige, kommer der ikke til at ske nogen forandring. Bunden har ingen ressourcer overhovedet til at udrette noget af betydning. Ja, der er da gang i den i gaderne for tiden. Men det kommer til at ebbe ud som så mange mange gange før. Og så køre det hele videre.

    Den økonomiske magt elites lobby- og propaganda organisationer og broderskab har uendelige ressourcer til rådighed og kan styre USA med så meget en hård hånd, som det måtte være nødvendig. Det har den deregulerede kapitalisme udløst af den økonomiske magt elites marionetdukke Ronald Reagan sørget for for allerede mange år tilbage i 80'erne.

    Vores egen Anders Fogh Rasmussen, efterfulgt af dennes tronfølger Den-Lille-Svindler, fra Venstre har forsøgt sig med samme indgrib i Danmark. Hvilket heldigvis totalhavarerede.

    Erik Feenstra, Claus Nielsen, Alvin Jensen, John Andersen, Kristian Spangsbo, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, Karl-Axel Skjølstrup, kjeld jensen, gert rasmussen, Karsten Lundsby, Ole Svendsen, Lars Løfgren, Michael Waterstradt, Jan Weber Fritsbøger, Merete Frejstrup Pedersen, Marianne Stockmarr, Holger Nielsen, Pia Schertiger, Kim Houmøller, Birte Pedersen, Martin Rønnow Klarlund, olivier goulin og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
    Carsten Hansen

    Tak for en fin artikel der viser at det ikke er USA´s vej vi skal gå.
    At USA er en Failed state er dog ikke noget nyt. Det har nationen været i mange år.

    Rolf Andersen, Mogens Holme, Niki Dan Berthelsen, Alvin Jensen, Randi Christiansen, John Andersen, Kristian Spangsbo, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Karl-Axel Skjølstrup, kjeld jensen, Karsten Lundsby, Ole Svendsen, Jeppe Lindholm, Michael Waterstradt, June Beltoft, Ib Christensen, Jan Weber Fritsbøger, Gitte Loeyche, Marianne Stockmarr og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
    Jan Weber Fritsbøger

    Jeppe gid det var så vel, fogh og "den lille svindler" opnåede desværre meget af det de ville, med gule "fagforeninger" privathospitaler, og massivt øget ulighed,
    og også DF har været en særdeles destruktiv faktor for Danmark, med propaganda som har givet fremmedhadet en opblomstring og opbakning til borgelig nedskæringspolitik på det sociale område

    men det værste er faktisk at S er blevet borgerlige, med deraf følgende skadelig politik, især inden for økonomi, hvor de viderefører borgelig politik, og stadig fabler om gang i hjulene og vækst, og en fremmedpolitik som kun kan betegnes som urimelig og ond, utroligt at man kan føre politik som kun har det formål at genere visse grupper maximalt,

    men S fører også borgerlig såkaldt "sikkerhedspolitik" med villig deltagelse i USAs og natos rædselsregime som verdens suverænt største og værste aggressor,
    Danmark er ikke længere et godt land og vi er stadig på vej i forkert retning.

    Vivi Rindom, Hanne Utoft, Rolf Andersen, Erik Feenstra, Thomas Andersen, Mogens Holme, Mikkel Zess, Jakob Silberbrandt, Alvin Jensen, Carsten Svendsen, Niki Dan Berthelsen, John Andersen, Kristian Spangsbo, Flemming Berger, Karen Nygård, Steffen Gliese, Anders Graae, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, gert rasmussen, Trond Meiring, Ole Svendsen, Karsten Nielsen, Lars Løfgren, Michael Waterstradt og David Adam anbefalede denne kommentar
    Per Christiansen

    De dvs. US har den leder de har fortjent.
    Hvis demokraterne ikke gider bevæge sig ud for at stemme, fordi de er indbyrdes uenige.
    Ikke vil samles om en.
    Ligger de som de har redt.

    Ole Svendsen

    Fremragende artikel!
    Super godt skrevet og lige på kornet!!!

    Nike Forsander Lorentsen, Jan Weber Fritsbøger, Jakob Silberbrandt, Alvin Jensen, Karen Nygård, Eva Schwanenflügel og Karl-Axel Skjølstrup anbefalede denne kommentar

    Stærk og uforbeholden fremstilling af forholdene overthere. Det virker jo næsten håbløst. Med udsigt til enten 4 år mere med denne psykopatiske fantast eller den demente Biden. Suk suk...

    Eva Schwanenflügel, Erik Feenstra, Jan Weber Fritsbøger, Mikkel Zess, Jakob Silberbrandt, Alvin Jensen, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
    Randi Christiansen

    Det er svært at forstå, at solidaritet ikke er indlysende.

    Grædefærdig over menneskenes dumme dårskab.

    Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Jan Weber Fritsbøger og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
    kjeld hougaard

    Det som beskrives, er sikkert rigtigt – jeg har ikke boet i USA, fordi jeg ikke ville. Men texten overser vist at det USA vi i dag ser, er ganske konsekvent ideologisk: en Adam Smith med flere liberalisme: alle skal kunne leve ud fra det enkelte individs forudsætninger og ønsker. Det enkelte individs aktiviteter skal ikke underordnes samfundets, ”almenvellets”, interesser. Det har været, og er? en fantastisk succes: innovation indenfor teknik, handel og kommunikation, medicin er blevet sikret af, at de bedste af de bedste fra store dele af verden kommer til USA, just for muligheden at kunne gøre det. At det samfund også skabte en gigantisk ulighed i magt {uddannelse, penge mm = ”succes”] er en naturlig konsekvens. Det vi ser af social protest ses parallelt i Hong Kong: ingen af de unge mennesker der ses på gaderne, har en jordisk chance for at få et job som kan betale en lille lejlighed. På den anden ende af skalaen ses den statsdannelse af Confucius/Legalist type kinesere har levet med i 2-3000år: det enkelte individs aktivitet underordnet samfundets, ”almenvellets” interesser. Prisen de betaler: ufrihed for den enkelte. Kan Europa placerer sig midt imellem? Eller vil de enkelte staters egeninteresser overskygge gevinsten for Europas ve og vel?

    Jan Weber Fritsbøger

    jeg har rigtig svært ved at se succesen, USA er ikke ligefrem mere innovativt end andre lande, snarere tværtimod,
    amerikansk teknik er ofte primitiv sammenlignet med europæisk, se bare bilerne europæiske biler har i årtier været langt foran i teknik, i USA brugte man teknik arvet fra hestevognen ( stiv bagaksel + bladfjedre ) europæiske biler havde avancerede undervogne, typisk affjedring med skruefjedre, mc pherson, uafhængig affjedring, torsionsstænger osv for ikke at nævne citroens hydropneumatik,

    USA er i mine øjne et primitivt land, og innovationen inden for handel kan jeg heller ikke få øje på, USA er drevet af primitiv grådighed og svindel ( avanceret finansteknik er bare "røgslør" , grådighed i "forfinet" og camoufleret form ) du overser helt at økonomisk vækst slet ikke er gavnlig for et samfund hvor overfloden er udbredt, og især ikke når den ledes direkte i allerede overfyldte lommer,
    og nej ulighed er ikke naturlig, det er tegn på et fejlindrettet samfund, dermed er liberalismen en elendig ideologi, og man bør ikke basere noget samfund på den, er da logisk at det ikke er godt at bakke op om de stærkes "ret" til at undertrykke,
    USA er en failed state og alle de kvaliteter du mener der er handler kun om at landet er stort,
    ( 1 mio mennesker får jo flere ideer end 100 mennesker, men ikke nødvendigvis af bedre kvalitet )

    jeg mener at et lands kvalitet skal måles på den livskvalitet det tilbyder de nederste i hierarkiet, og absolut ikke de øverste,

    Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Erik Feenstra, Arne Albatros Olsen, Lars Løfgren, Palle Jensen, Ole Svendsen, Mogens Holme, Michael Waterstradt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
    David Joelsen

    Det er tenderende fake news og dårlig journalistik at udstille et hvilket som helst land eller leder som dum eller ond. For der er næsten altid gode og dårlige ting at sige om alle. I medierne er det oftest USA (Trump), UK, Kina, Rusland, Syrien, Ungarn, Venezuela, Israel, Iran, Brasilien som oftest udstilles negativt, gerne efterfulgt af et mindre flatterende billede.

    Gå efter sagen og ikke personen. USA har et sundhedssystem, der tilgodeser folk med penge. Vi er selv på vej der hen. Og så vil de mindre stillede blive hårdere ramt under en pandemi. Hvis man lavede en demografisk analyse af coronadøde, ville man måske ikke finde den store forskel mellem USA og EU (selv om fattigere Østeuropa er sluppet lettere gennem første bølge).

    USA er ikke et underudviklet land. Vi ville måske stadig læse trykte aviser, hvis ikke ikke for dem (sorry Information). Men de er også mestre i at rationalisere og markedsføre, deraf simplere bagaksler til billigere penge - og billigere mad, computere og tøj. Men desværre betyder det også at meget bliver fremstillet i lavtlønsområder. Selv vores egen kultur bygger i stor grad på USA og England som følge af af internet, litteratur, musik og film.

    Hanne Utoft, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
    Thomas Andersen

    Vi er så meget på vej mod amerikanske sundhedstilstande!

    Selvom jeg har forsøgt alle mulige krumspring, så har det gennem tiden vist sig umuligt at slippe af med de private sundhedsforsikringer jeg er blevet påtvunget gennem arbejdet.

    Uhh, jammen det er jo et medarbejdende...

    Ja tak, på bekostning af nogle andre, og nå ja, så skal jeg da også selv betale for at få det medarbejdergode.

    Penge som bliver trukket fra mine pensionsindbetalinger. Og når man er lavtlønnet, så er de tvunge forsikringer forholdsmæssigt meget dyre.

    Jeg har været oppe på at 20 pct. af mine pensionsindbetalinger gik til at betale for nogle forsikringer (jeg ikke kunne fravælge).

    Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, David Joelsen, Randi Christiansen, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
    Thomas Andersen

    Hov, "Uhh, jammen det er jo et medarbejdende"

    Det skulle have stået "medarbejdergode" ...

    Arne Albatros Olsen

    Udover alt det som er beskrevet, så ser det ud til at kontrasterne bliver trukket endnu kraftigere op i løbet af sommeren. Lige nu er over 2 millioner amerikanere smittet med covid 19 , deraf er antallet af active cases, dvs. potentielle smittebærere omkring ca 1,1 millioner , og effekten af de mange demonstrationer vil desværre nok trække tallene endnu højere op.

    Derfra kan udviklingen følge flere spor, som er svære at forudsige !

    niels astrup

    USA som en failed state. Hvorfor er det en overraskelse:? I årtier har doktrinen om den lille stat - helst en stat, der var så lille, at den kunne passe ind i en telefonboks - været amerikanernes største eksportschlager..fra Chile over Guatemala til Angola og Mellemøsten (Har vi allerede glemt, at det var de økonomiske "reformer" i Syrien, der udløste borgerkrigen). USA blev grundlagt med vold, landet har virket ved vold og det har spredt vold ud over hele kloden. I øvrigt en vold, der, sammenlignet med briternes, var både hjerneløs og overproportioneret.
    Så: Er det her ikke dagens gode nyhed?

    Randi Christiansen, Lars Løfgren, Palle Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
    Olav Bo Hessellund

    "Amerika er en geografisk og historisk fejltagelse."
    Det var en af konklusionerne i Alexis de Tocqueville's bog om demokratiet i USA. Disse profetiske ord skrev han i 1835 efter at have opholdt sig derovre flere år.

    Jan Weber Fritsbøger

    david Joelsen er næsten morsomt at du nævner de øvrige lande som kritiseres, for den kritik er domineret af amerikanske fjendebilleder/amerikansk dæmonisering, og så lande som ligner USA med hensyn til uacceptabel adfærd ( israel først og fremmest ) jeg bryder mig ikke om nutidens USA fordi jeg ikke kan lide grådighed, krig, og vold, og på disse områder er USA jo nærmest ekstremt intet mindre.