Feature
Læsetid: 13 min.

I dag er det Konsta og Ainhoa, der plukker Samsøs jordbær

De kommer fra en række syd- og centraleuropæiske lande til Permelille på Samsø for at plukke jordbær, der sælges i danske supermarkeder. For nogle af dem er det en ferie, for andre er det årets hårdeste måneder
Det er længe siden, danskerne gad plukke jordbær på Samsø. Så nu kommer de rejsende fra hele Europa for at arbejde.

Det er længe siden, danskerne gad plukke jordbær på Samsø. Så nu kommer de rejsende fra hele Europa for at arbejde.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
20. juni 2020

Med en jordbærstilk mellem pege- og tommelfinger og jordbærret hvilende i håndfladen sidder Mogens Mahler på hug på marken. I en halvcirkel omkring ham står de senest ankomne plukkere og betragter jordbærret i avlerens hænder.

»Det er vigtigt, at I ikke sætter mærker med fingrene på jordbærrene. Så er de andenklasses. Tag kun de røde jordbær,« siger han.

På marken er de mere erfarne jordbærplukkere allerede i fuld gang med hver deres række af jordbærbede. Hver plukker har en lille smårusten vogn, som de kan sætte en papkasse i med teksten: »Smag af sol og sommer fra det danske land. Friske håndplukkede bær.«

Der kan være ti bærbakker i en kasse. Hvis man er ny plukker, får man lov at tage en kasse ad gangen, indtil man har lært, hvordan man plukker hurtigt, sorterer bærrene korrekt og rammer den rigtige vægt pr. bakke.

Når der ikke er nogen, der bliver instruerede i plukning, er der helt stille på marken. Den varme morgensol får halmen mellem jordbærrækkerne til at udskille en sødlig duft.

Allerede klokken 6.21 – blot 20 minutter efter, at plukningen er gået i gang – er den første plukker klar til at aflevere to kasser. Det er Konstantinus Prodomou – eller Konsta, som han kalder sig. Han får vejet sine bakker hos Veronica – hende, der superviserer plukningen, og så er han ellers hurtigt tilbage på marken.

Omkring klokken ni er der pause på jordbærmarken. Den bruger plukkerne på at drikke kaffe og lære hinanden mere at kende

Omkring klokken ni er der pause på jordbærmarken. Den bruger plukkerne på at drikke kaffe og lære hinanden mere at kende

Sarah Hartvigsen Juncker
Med korte skarpe bevægelser finder Konsta de bær, som er helt røde på begge sider, knækker dem af med neglene og lægger dem med én hånd op i jordbærbakken. Med den anden hånd har han allerede fundet det næste bær. Bær, der er røde, men som ikke lever op til kvalitetsstandarden – for eksempel ved at være rådne, have et hul eller en underlig form – skal også plukkes, men ryger i en spand og tæller ikke med i vejningen. Han kører sin vogn med to bakker på og spanden til de dårlige jordbær mellem rækkerne.

Konsta holder ingen pauser. Han har det, han kalder en »sund konkurrence« med sig selv og de andre plukkere om at være hurtigst. Hvis han bliver tørstig, spiser han sommetider et af de saftige friske jordbær.

Markens cirka 50 jordbærplukkere udgøres af mere end ti forskellige nationaliteter.

Men hvorfor tager de rejsen fra forskellige syd- og centraleuropæiske lande til Mogens Mahlers mark i Permelille på Samsø? Bærplukkerne har mange forskellige motiver, som groft kan inddeles i tre grupper: Der er dem, der kommer, fordi der ikke er arbejde til dem i deres hjemlande. Der er dem, der kommer i år, fordi coronakrisen på den ene eller anden måde har sat dem i en knibe, så de har brug for at tjene ekstra. Og så er der dem, der bruger jordbærplukningen som en måde at komme på ferie, hvor arbejdet finansierer turen til Samsø, og de har mulighed for at tilbringe sommermånederne med en stor gruppe af primært unge mennesker fra hele Europa.

Det startede med franskmændene

Mogens Mahler, jordbæravleren, kan selv tage en del af æren for, at der overhovedet er jordbærplukkere fra hele Europa på alle Samsøs jordbærmarker.

I 1996 læste han en artikel i Jyllands-Posten om en kvinde, der var rejst til Frankrig for at formidle kontakt mellem danske unge og franske familier og sætte au pair-ordninger i stand. Mogens Mahler havde selv plukket vindruer i Frankrig, før han blev landmand, og på den måde fik han den idé, at franskmænd også kunne komme til hans gård og plukke bær. Så han ringede til Jyllands-Posten og blev sat i kontakt med kvinden fra artiklen, som så begyndte at sætte ham i forbindelse med franske plukkere. Jordbæravleren spredte rygtet blandt sine kolleger på Samsø.

Førhen var de fleste af jordbærplukkerne lokale unge og folk fra fastlandet. Men det blev hurtigt overtaget af folk fra Frankrig og England. Siden overtog Polen og Rumænien pladsen som primære ophavslande for jordbærplukkerne.

Clara del Río er freelance-oversætter. Efter hun mistede en af sine to kunder under coronakrisen, opdagede hun en facebookgruppe om bærplukning på Samsø.

Clara del Río er freelance-oversætter. Efter hun mistede en af sine to kunder under coronakrisen, opdagede hun en facebookgruppe om bærplukning på Samsø.

Sarah Hartvigsen Juncker
»Det er jo ikke skidt, men det går heldigvis bedre i Polen. Det har gjort det sværere og sværere at få folk derfra. Nu er det mest folk fra Rumænien, Slovakiet og den vej der,« siger Mogens Mahler.

»Hvis man kan styre rumænere, så er de altså gode arbejdere. De er fandeme flittige.«

De fleste af jordbærplukkerne bliver på Samsø til slutningen af sæsonen midt i august. Det vil sige, at de er her i tre måneder. Efter sæsonen tager en del hjem, mens andre bliver for at plukke æbler i efteråret.

Det er meget få, der kommer fra Samsø eller andre steder i Danmark. Og de, der kommer, bliver sjældent hængende længe, fortæller Mogens Mahler.

»Der er en del danskere, der melder sig til for lige at komme en uge og hygge sig og være ude i naturen, så finder de et job på en restaurant eller en tankstation, og så vil de hellere det og bo hjemme i nærheden af deres sociale netværk.«

For at blive plukker på Mogens Mahlers gård skal man være der i mindst én måned. Han tror også, at det er de mange andre muligheder for sommerjob på Samsø, der betyder, at øens unge ikke sidder i jordbærmarkerne i deres sommerferie – sommerjob, hvor man ikke skal helt så tidligt op.

»Der er måske heller ikke den helt store status i at plukke jordbær.«

Mogens Mahler kører kaffe og sandwich af toast med smør og pålægschokolade ud til marken, hvor det er blevet tid til en pause.

»Laver I en dokumentar om, hvor fucked up vores lande er, så vi er nødt til at komme her,« spørger en ung mand med et smørret grin. Pausen bruger jordbærplukkerne på at lære hinanden at kende. De udveksler tips til at sidde ordentligt, mens man plukker.

Den totale stilhed, da plukningen går i gang igen, bliver kun afbrudt af vejningen. Man skal ramme seks kg for hver kasse. Og hver plukker har et nummer på en seddel, hvor antallet af kasser, de har plukket, bliver noteret. Hvis man er ny plukker, får man i første omgang kun lov til at fylde én kasse mellem hver vejning. Når man så har lært at gøre det rigtigt, får man en lille forfremmelse og får lov at fylde to kasser ad gangen.

Jorbærplukningen foregår om morgenen, så plukkerne har tid til spil og strandture resten af dagen.

Jorbærplukningen foregår om morgenen, så plukkerne har tid til spil og strandture resten af dagen.

Sarah Hartvigsen Juncker
Mogens Mahlers jordbærplukkere er lønnet på akkord. Det betyder, at de ikke har en fast timeløn eller grundløn, men at deres løn afhænger af, hvor mange gode jordbær de har plukket.

For hvert kilo jordbær, de plukker, tjener jordbærplukkerne mellem 7,50 og otte kroner inklusive feriepenge. Hvis man er hurtig og plukker meget, får man en lønforhøjelse. Mogens Mahler tillader kun, at man plukker fra klokken seks om morgenen til omkring frokosttid. Bærrene skal nemlig i emballage, mærkes og ud til supermarkederne.

»Sidste år måtte vi sende fire hjem, fordi de simpelthen ikke plukkede nok. Vi brugte alt for meget energi på at lære dem det. Så det endte med, at vi måtte sige farvel og tak. Det var altså lidt hårdt,« siger han.

Allerede omkring klokken ti begynder jordbærplukkerne at lægge deres små stålvogne fra sig. Der er simpelthen ikke flere jordbær at plukke i dag. Nu er spørgsmålet, om der er arbejde i morgen.

Ingen job i Rumænien

Det er en varm dag, og nogle af plukkerne har allerede fået lidt røde kinder, da de går tilbage til gården. Forskellige grupper begynder de at planlægge, hvad de skal gøre med resten af dagen. En stor gruppe, som har det tilfælles, at de taler spansk, planlægger en tur på stranden. Andre tager sig en lur.

Jordbærplukkerne bor i telte, som de har stillet op på et grønt område, som de kalder campen, bag ved Mogens Mahlers bolig. Der er også et stort hvidt festtelt. Ved siden af teltene er der en stor lade med et køkken, to toiletter og to bade. Derudover er der stillet en toiletvogn op med tre ekstra toiletter og to bade. Når der er flest, er de omkring 60 personer på Mogens Mahlers mark, men ikke alle er ankommet endnu, for det er stadig tidligt på sæsonen.

Det koster 40 kroner pr. nat pr. person at sove der.

I den ene ende i campen i en campingvogn bor supervisoren Veronica. Det er tydeligt at se, at hun er en erfaren camper, for hun har både fortelt og havemøbler. Et par af plukkerne bor i varevogne, et par i campingvogne, mens størstedelen bor i små telte.

Helt nede i den ene ende af teltområdet bor en gruppe på 12 fra Rumænien. De har deres egen vogn med køkken, og nogle af dem sover i en sengevogn med sovekabiner. Hele gruppen er i familie med hinanden på kryds og tværs, og det er her, man finder jordbærmarkens ældste. Spørger man til, hvorfor de har taget turen til Samsø, lyder svaret: Der er ingen job i Rumænien.

»Vi er her for oplevelsen«

Den spansktalende gruppe er taget på stranden i Ballen. Nogle øver sig på at sige deres chefs lidt svære danske navn Mogens. Én falder i søvn i sandet. Et par af dem hopper i det noget junikolde vand. »Locos (tosser),« kommenterer resten.

Spørger man denne gruppe, hvorfor de er her, får man et enstemmigt svar: for oplevelsen.

Plukningen starter klokken seks om morgenen og slutter omkring frokost – eller når der ikke er flere jordbær. I dag var det allerede klokken ti.

Plukningen starter klokken seks om morgenen og slutter omkring frokost – eller når der ikke er flere jordbær. I dag var det allerede klokken ti.

Sarah Hartvigsen Juncker
Coronakrisen har gjort det sværere at komme på ferie, men med en arbejdskontrakt, kan man rejse ind i Danmark. Mange af jordbærplukkerne er i gang med eller har lige færdiggjort en uddannelse og har derfor ikke etableret sig på arbejdsmarkedet endnu. Og tilbagevendende kriser i for eksempel Spanien gør det ikke nemt. Det var også en af grundene til, at det unge spanske par Ainhoa Zabala og Clara Del Río for halvandet år siden flyttede sammen til Berlin.

Der arbejdede Ainhoa Zabala på et hostel, men blev under coronanedlukningen sendt hjem uden løn. Hun fik støtte fra den tyske stat, men ikke nok til at betale sine regninger.

Clara del Río arbejder freelance som oversætter, men mistede sin største kunde. Fordi hun fortsat betaler skat i Spanien, får hun ingen støtte fra Tyskland. Så parret stod altså i noget af en coronaknibe, da de fandt en gruppe på Facebook om jordbærplukning på Samsø og besluttede sig for at ansøge.

»Det er ikke så hårdt for kroppen at plukke jordbær, når man er ung. Men man får ondt i lænden – specielt når man også sover i telt,« siger Ainhoa Zabala.

Ainhoa Zabala og Clara del Río bliver til den 10. juli, og de håber på at nå at få 8.000 kroner med tilbage. I dag tjente de henholdsvis 250 og 280 kroner. Og så skal de som nævnt betale 40 kroner for overnatning.

Samtidig ser de deres tid på Samsø som en måde at komme på ferie på, mens de endnu ikke kan rejse tilbage til Spanien og besøge familie. De nyder at være på øen og det sociale liv i campen. Fordi de arbejder om morgenen, har de god tid til at spille spil, drikke øl og tage på stranden i løbet af dagen. Og så betragter de Samsø som en »tropisk ø i Danmark«.

»I Sydspanien er det marokkanere, der plukker jordbær med endnu værre vilkår. Sådan er det en nedadgående trappe,« siger Clara del Río.

»Her er vi fra alle Europas fattigste lande. Vi mangler kun Italienerne.«

»De kommer,« siger Ainhoa Zabala.

Lolland-Falsters roepolakker

Siden starten af det 20. århundrede har der været udenlandske sæsonarbejdere i Danmark.

’Roepolakkerne’ er måske de mest kendte og betegner de mange særligt unge kvinder fra Galizien – det fattigste område af det daværende Polen og Østrig-Ungarn, der kom til Lolland og Falster i 1893 for at arbejde i sukkerroemarkerne.

Det var nemlig svært at få danske landarbejdere til at hakke roer, mens roeindustrien voksede. I 1908 fik Danmark Europas første lov om sæsonarbejde ’fremmedloven’, som skulle beskytte sæsonarbejderne ved at sikre, at de havde sygeforsikring og ordentlige boligforhold.

Siden har der været bølger af udenlandske sæsonarbejdere i Danmark, som er blevet kaldt både ’fremmedarbejdere’, ’gæstearbejdere’ og ’østarbejdere’. Debatten har i store træk ikke ændret sig: Et synspunkt er, at udenlandske sæsonarbejdere presser lønnen ned ved at tage for lav en løn for deres arbejde i forhold til danske standarder. Det andet synspunkt er, at det er godt, at udenlandske arbejdere kan tage det arbejde, som danskerne ikke vil have, i spidsbelastede perioder, hvor der er særligt meget arbejde i for eksempel landbruget.

»I landbruget forsvarer man sig med, at de konkurrerer med rumænske landmænd, som betaler en meget lavere løn, så vi har behov for den her arbejdskraft,« siger Jens Arnholtz. Han er lektor ved Københavns Universitet og forsker i udenlandsk arbejdskraft.

»Sæsonarbejdere går ind i nogle brancher som landbrug og så hotel og restauration, hvor lønnen er lav for rigtig mange, og hvor danske arbejdstagere også får en relativt lav løn, og man derfor kan have svært ved at tiltrække nok arbejdskraft. På den måde er det ’hønen eller ægget’,« siger Jens Arnholtz.

De nordiske lande har brug for os, siger Konstantinus Promodou fra Grækenland, og vi har brug for arbejdet, tilføjer han.

De nordiske lande har brug for os, siger Konstantinus Promodou fra Grækenland, og vi har brug for arbejdet, tilføjer han.

Sarah Hartvigsen Juncker
I år skabte coronakrisens nedlukning bekymring i det danske landbrug for, at man ikke ville kunne få sæsonarbejdere fra hele Europa, og det er ifølge Mogens Mahler først inden for den seneste måned, at tilstrækkeligt med lande har åbnet grænserne til, at landmændene har kunnet ånde lettet op.

I Storbritannien, hvor situationen er en anden, og grænserne er helt lukkede, har regeringen lanceret en kampagne for at få briterne ud i markene og hjælpe med at høste afgrøderne. Pick for Britain hedder den, og den indeholder blandt andet en video med prins Charles, der med en retorik, som minder om den, man brugte under krigen for at få kvinder til at tage fabriksarbejde, beder briterne om at udvise samfundssind ved at tage sæsonarbejde i landbruget.

YAMAS

Henne i campen er Konstantinus Promodou vendt tilbage fra sit andet arbejde. Om eftermiddagen beskærer han grantræer, der skal blive til juletræer på en anden gård i nærheden. Det er fjerde år, Konsta er på Samsø for at plukke bær – det er derfor, han er så hurtig – men kun andet år, han er på Mogens Mahlers gård.

»Det er ligesom med fodbold. Man bliver nødt til at være et skridt foran og vide, hvad man vil gøre med bolden, før den kommer. På samme måde skal man vide, hvor det næste bær er,« siger Konstantinus Promodou.

»Det er derfor, jeg kommer tilbage hvert år. Jeg ved, at jeg er hurtig, så jeg kan tjene mange penge.«

Konstantinus Promodou kommer fra Grækenland. Han er i gang med en fodboldtræneruddannelse, som koster omkring 15.000 kroner om året. Sidste år flyttede han hjem til sine forældre for ikke at have udgifter til husleje. Det er derfor, han er på Samsø i år: for at kunne betale for sin uddannelse. Han kan nemlig tjene langt mere på Samsø end i Grækenland.

»Lønnen her er selvfølgelig ikke fair, men de nordiske lande har brug for os: for billig arbejdskraft. Og vi har brug for arbejdet.«

I dag tjente Konsta 490 kroner på at plukke jordbær. Hans rekord er fra sidste år, hvor han en dag fik lov at starte inden klokken fire om morgenen, fordi der ville være mange jordbær den dag. Der var stadig mørkt, så han holdt en lighter i sin hånd, mens han plukkede. Den dag plukkede han jordbær til 44 kasser med hver ti jordbærbakker i. Det giver en løn på cirka 1.500 kroner.

»Hvert år siger jeg til mig selv, at jeg ikke vil komme tilbage næste år, men når jeg kommer hjem til Grækenland, kan jeg kun huske de gode ting,« siger han.

Med de gode ting mener Konsta den smukke natur på Samsø. De mindre gode ting er for ham, at jobbet er stressende, fordi han presser sig selv hårdt til hele tiden at blive hurtigere og hurtigere. Og så at man skal bo sammen med så mange mennesker – specielt hvis der ikke bliver gjort ordentligt rent i køkkenet.

I den ene ende af campområdet bor en gruppe fra Rumænien. De har deres eget køkken og er alle sammen i familie på kryds og tværs.

I den ene ende af campområdet bor en gruppe fra Rumænien. De har deres eget køkken og er alle sammen i familie på kryds og tværs.

Sarah Hartvigsen Juncker
Rygtet har spredt sig om, at de ikke skal arbejde i morgen. Der er simpelthen ikke nok jordbær at plukke. De fleste dage vender Konsta hver en mønt og laver for eksempel kun simple måltider som ris, pasta og kartofler – formålet er jo at have så mange penge som muligt med hjem. Men i dag har han købt en hel flaske Jägermeister, for »vi skal jo også have det godt«.

»Det er godt med lidt alkohol. At tilbringe tid sammen og snakke,« siger han.

Om aftenen bliver forskellene på jordbærplukkernes forskellige motivationer tydelige:

At nogle er her, fordi de er nødt til at tjene nogle penge. Det er for eksempel den rumænske familie, hvor tre af dem nu sidder i en sofa i laden med ansigterne oplyste af telefonskærme, fordi de ikke har WI-FI i deres ende af campområdet. Imens spiser de spanske unge, der primært er her »for oplevelsen«, pizza og drikker øl. Pizzaen er bagt på grahamsmel, fordi de ikke kunne læse teksten på posen.

Selv om det er en kølig sommeraften, sidder en stor gruppe af plukkerne ude foran laden ved et sæt borde og bænke. Stemningen minder om en aften på et hvilket som helst hostel med rygsækrejsende i Europa. Konsta sender flasken med Jägermeister rundt.

»Hvordan siger man skål på græsk?« bliver han spurgt.

»YAMAS,« svarer hele bordet i kor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingen handsker. Ingen mundbind. Ingen coronatjek.

Klaus Lundahl Engelholt, Torben Arendal og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

No nothing, just work !

Michael Christiansen

Husker da det var in at tage ud og plukke jordbær som teenager. Hvorfor er det ikke in mere?

jens peter hansen

Michael Christensen hvordan kan man plukke jordbær og se på mobilen om farmand har sendt nogle penge på mobilpay på samme tid ?

Henrik Madsen, Flemming Kjeldstrup, Poul Kristensen, Else Marie Arevad og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

Nu kan de jo ikke komme til UK mere så der er billig arbejdkraft til danske frugtavlere.

jens peter hansen

Det har været folk fra Østeuropa der har plukket jordbærerne og andre grønsager de sidste mange år. I Sverige er det folk helt fra Thailand de plukker tyttebær og blåbær. Den højtbesungne kærlighed til grøn omstilling er smuk, men der er ingen der gider plukke jordbær, så det har vi polakkerne til. At store elever og gymnasiaster indtil for for 25 år siden plukkede løs af jordbærerne er ikke glemt, men de unge der hader boomerne gider ikke, så hellere på travetur i Nepal og skælde ud på os gamle idioter.

Arne Albatros Olsen, Henrik Madsen, Viggo Okholm, Rolf Andersen, arne tørsleff, Poul Kristensen, Claus Nielsen, Else Marie Arevad, Hanne Utoft, Bent Nørgaard, Dennis Jørgensen, Bo Klindt Poulsen og Jane Doe anbefalede denne kommentar

@jens peter hansen
Sikke noget vås. Først og fremmest er de fleste af disse plantageejere ikke interesserede i at ansætte danskere. Alle ved at desperate mennesker er de bedste arbejdere. Frugtavleren fra Samsø siger det jo selv i artiklen:

»Det er jo ikke skidt, men det går heldigvis bedre i Polen. Det har gjort det sværere og sværere at få folk derfra. Nu er det mest folk fra Rumænien, Slovakiet og den vej der,« siger Mogens Mahler.
»Hvis man kan styre rumænere, så er de altså gode arbejdere. De er fandeme flittige.«

Den flittigste og dermed bedst betalte arbejder udtaler:
»Lønnen her er selvfølgelig ikke fair, men de nordiske lande har brug for os: for billig arbejdskraft. Og vi har brug for arbejdet.«

Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek, Martin Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt, Holger Madsen, Thomas Andersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg taler vist ikke om fastansatte arbejdere men om sommerferiejobs som alle unge havde der for en generation siden. Det er i alle tilfælde ikke vås. Efter som det er akkordarbejde bestemmer man jo alt efter dygtighed selv hvor lidt/meget man tjener. Den nærmeste jordbærmand her på egnen har polakker, måske fordi han selv er polak. I italien hvor der er 11% arbejdsløshed flyver man marokkanere ind til arbejdet i marken, så det er vist et ret udbredt fænomen i hele Europa. Som en der har pløjet ,harvet og sået, sat kartofler og hyppet dem og ikke mindst samlet dem op ved jeg faktisk en del om hvad der kræves, hvis man ønsker gamle dage tilbage. Lad os håbe at rumænerne også kommer til mufffen så de unge kan komme i jordbærmarken. Vi gamle nøjes med at plukke til os selv og undertiden til gode venner.

Arne Albatros Olsen, Henrik Madsen, Viggo Okholm og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

@jens peter hansen
Vil du da ikke være så venlig og fortælle hvad det kræves, for a bringe de gamle dage tilbage?
Min pointe er at fattige mennesker i højere grad er villige til at tage underbetalt arbejde.
280 kr. (inklusiv feriepenge) for ca. 6 timers arbejde er ikke en anstændig løn, især ikke når man skal betale 40 kr. om dagen for at bo på sin arbejdsplads. Og så er det ligegyldigt hvor i verden du kommer fra.
Men lad os håbe at på bedre tider i Rumænien. Så kan vi jo bare ansætte nogle marokkanere, de er sikkert også meget bedre end sådan nogle forkælede syd/øst-europæere.

Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek, Martin Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt, ingemaje lange og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar

Udnyttelse af disse løsarbejdere, der ofte har status som free lancere, er et af internationaliseringes svøber. Men det er også en af internationaliseringens store fordele. Arbejderen har mulighed for at tjene penge, som hen ellers ikke ville kunne, og kan dermed udvide sin købekraft.

Men dette er absolut ikke nyt. Allerede i 1800-tallet under de store migrations-bølger til USA, var der skandinaviske landarbejdere, der ikke havde råd til at rejse. For mange var billettens pris uoverkommelig, og de tog på dårligt betalte sommerjob på de store godser i Danmark og Nord-Tyskland. Senere "importerede" de større danske landbrug såkaldte polske landarbejdere til lavt lønnet sæsonarbejde.

Men måske er der nye tendenser på vej, men det vil tage tid. For i mange Europæiske lande er der i dag en trend mod selv at producere sine fødemidler, og være mere eller mindre selvforsynende. Det ses bl.a. i mange store byer, hvor borgerne i fællesskab opdyrker områder af parker med grønsager, og denne tendens indføres hastigt i franske byer.

I andre Europæiske lande går tendensen mod at have et fuldtidsjob og et bi-job. Bijobbet kan f.eks. bestå i dyrkning af frugt og/eller bær, samt grønsager eller biavl og alt med salg for øje. Men også en vis færdigproduktion, f.eks. konservering af egne produkter er på tale. Jo større grad af forarbejdning man kan gøre, jo flere penge er der i det.

Dette forudsætter selvfølgelig, at man har et jordareal til rådighed, der ofte er meget små. Men hvis mange vil det, og specialiseret landbrug får stigende svært ved at skaffe lavtlønnet arbejdskraft, må det forudses, at markedet vil være til gavn for dem, der vil købe små jordlodder.

Denne tendens - at dyrke selv og at være selvforsynende, er nu så stærk, at f.eks. i Sverige viser undersøgelser, at 40% af borgerne har disse ønsker.

Og ved nær-produktion og salg af produkter i nær-områderne løser man også et alvorligt miljøproblem, der opstår, når produkter skal transporteres gennem hele Europa.

Henning Kjær

Der er stadig mange unge der har jobs i sommerferien, det er bare bedre betalt end akkordarbejde i jordbærrene, og så skal man ikke bo i telt på landet. Derfor plukkede jeg heller aldrig jordbær, der var andre bedre betalte feriejobs også for ca 2 generationer siden.

jens peter hansen

Ja selvfølgelig går man efter pengene. Jeg har samlet kartofler, men det var da meget bedre at arbejde hos en entreprenør som jord- og betonarbejder. Men den slags job hænger jo heller ikke på træerne mere, men så længe vi frit kan importere arbejdskraft fra fx Rumænien vil der være dårligt betalte løsarbejdere som ordner stort set hele gartnersektionen her i landet. Med hensyn til de unge jordbærplukkere vil jeg blot sige at jeg gad sgu heller ikke plukke hvis jeg kunne blive fri, men jeg tror såmænd at en sæsom i bærrene ville give en en forståelse af hvad hårdt fysisk arbejde er og hvor let en gang danske unge har på jorden. Boomerne HAR haft røven vejret når jorbærrene skulle plukkes.

Laurits Palo

Ja, hvis jeg har lært noget af at plukke jordbær i sin tid, må det være at sætte pris på hver eneste krone. Een uge blev det til for mit vedkommende. Jeg kan snart ikke huske om det var sommeren 96 eller 97, men forholdet mellem sol og regn havde ikke været optimalt, hvorfor der var langt mellem de enkelte bær. Det tog da også sin tid at tjene de 2,50 kr. som en bakke gav. Indrømmet, jeg var ikke den hurtigste plukker, men de 26 kilo (jordbær og lidt ærter) skulle belønnes med ca. 130 kr. Jeg siger skulle, fordi frikortet på en eller anden måde "sad fast" ved den lokale avis, hvor jeg var bud, og jeg altså endte med at være frivillig. Men beløbet var så lille, at jeg på en eller anden måde så de jordbær, der måtte være havnet i min mave samt halvanden times daglig cykelmotion som en slags belønning. Men jeg kom til at sætte pris på hårdt arbejde og fik også respekt for de, der måtte have landbrug som levevej. Hvilket ikke mindst talte mine bedsteforældre i sin tid.

jens peter hansen

Der kræves fx at man betaler en ordentlig løn og derfor betaler en rimelig pris for de varer man køber. Det skulle vel ikke være så svært at forstå. Ellers kan udnyttelsen af arbejdskraften vel bare flyttes til DK fra Marokko som du selv skriver. At fattige er nødt til at tage et hvilket som helst arbejde er vist ikke en nyhed.

Thomas Andersen

Fagbevægelsen burde få fingeren ud og lave en mærkningsordning, så forbrugeren kan se om varen er produceret under danske løn- og arbejdsvilkår.

Jeg betalte således gerne merprisen for en pose ærter, såfremt den merpris primært gik til arbejderen.

Ligesom at jeg gerne betaler merprisen for fairtrade varer.

PS. Jeg kunne aldrig finde på at arbejde som jordbær-/ærteplukker i landbruget, lønnen er simpelthen ikke god nok.

Arne Albatros Olsen, Gert Romme, Martin Sørensen, Klaus Lundahl Engelholt og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Den er jo svær den her, for netop frugt plukning kan ikke gøres mekanisk og det e rok at fastansatte skal have rimelig løn ud fra aftaler.
Men at unge som gerne vil slide lidt uden nødvendigvis at skæve til timeløn skader men jeg er ret sikker på at vi efter min mening, uanset min mere socialistiske indstiling ikke har store problemer med at købe de billigste jordbær.
Når de unge her ikke vil eller tvinges til det så hjælper vi trods alt mennesker,som har en anden levefod.

Lige netop plukning af bær - også vilde bær i Nordsverige, - grønsager i drivhus og så videre kræver, præcis, som det er med konsumkød, at konsumterne vil betale den pris, som det bør koste.

Vi spiser ikke meget kød mere, og det skyldes netop den manglende velfærd hos slagtedyr. Og der har faktisk i perioder været forsøg på at afsætte kvalitetskød i Danmark, der også havde haft et bedre liv inden den lange tur til slagteri og aflivning. Flere af disse "forsøg" har kørt i flere år, så konsumenterne har kunnet vænne sig til den bedre kvalitet og de lidt højere priser.

Men nej - absolut nej - for eksempel må lørdagskyllingen da godt være totalt smagløs, og have fået brækket begge ben på vej til slagteriet, bare den er billig. .

Man har det også med andre konsumentprodukter. Mange klager over, at tøjet er syet i Øst-Asien under slavelignende forhold. Eller at computere fremstilles i Kina og fragtes den halve jord rundt. Men er konsumenterne egentlig villige til at betale 7.000-10.000 DKK for en Europæisk mobiltelefon?

Før 2005 blev de fleste mobiltelefoner fremstillet i Europa, og Danmark havde 6 fabrikker i Nord-Jylland. med relation til Ålborg Uni. Men dengang kostede en typisk mobiltelefon faktisk det, der svarede til godt og vel en halv månedsløn for en arbejder.

Efter at have lavet et interview med en godt 30-årig italiensk mand, kan jeg oplyse, at forholdene for de udenlandske landarbejdere er langt, langt værre end man tror. Det er stadiet lige før slavearbejde. På Samsø er der 3 jordbæravlere (plus nogle små). I N G E N af stederne ville en dansker drømme om at søge arbejde. Og husk: Disse udenlandske slavearbejdere er IKKE studerende - det er voksne mennesker, som bare forsøger at overleve. Hvis du vil have jordbær - så pluk dem selv.