Carlos Alberto Brilhante Ustra.
Det var navnet på en oberst, der stod i spidsen for de mest frygtede torturbødler under militærdiktaturet i Brasilien fra 1964-85.
47 personer døde ifølge de officielle tal i hænderne på ham og hans håndlangere, og yderligere 502 blev underkastet tortur.
En kvindelig venstrefløjsaktivist ved navn Amelinha Teles fra Brasiliens Kommunistiske Parti har beskrevet sit møde med den mand, der under diktaturet blot var kendt som Oberst Ustra:
»Han tæskede mig i politistationens gård. Han slog mig til jorden, mens han råbte ’terrorist’. Så gav han nogle af de andre torturbødler ordre til at trække mig ned i torturkammeret. (…) Han førte mine børn ind i kammeret, hvor jeg sad overskrævs på dragestolen (et redskab, som blev brugt til at give fangerne elektrochok, red.), nøgen og med bræk og urin ud over min krop. Hvad skulle det til for? Mine børn var fire og fem år gamle. Det var den værste del af den tortur, jeg blev udsat for.«
Bolsonaros hyldest til bøddelen
Da militærdiktaturet faldt, var oberst Ustra den første officer, der blev stemplet som torturbøddel ved en civil retssag i São Paolo. Og siden da har hans navn og det barske ansigt med de mørke solbriller været synonym med militærdiktaturets overgreb mod dets egen befolkning.
I kredse på den yderste brasilianske højrefløj er han dog forblevet en helt. Blandt andet for landets nuværende præsident, Jair Bolsonaro.
Da socialisten Dilma Rousseff for nogle år siden blev tvunget væk fra præsidentposten ved en rigsretssag, dedikerede Bolsonaro således sin stemme i kongressen til »mindet om oberst Carlos Alberto Brilhante Ustra«.
Og da Bolsonaro efterfølgende selv stillede op til valget som præsident, fik hans sønner trykt billeder af torturbøddelens ansigt på T-shirts med påskriften »Ustra lever!«
Det kan i den forbindelse nævnes, at Bolsonaro har fire sønner, hvilket han er vældig stolt over. Og en enkelt datter, hvilket glæder ham knap så meget.
»Jeg fik fire sønner, men så havde jeg et øjebliks svaghed, og så blev den femte en datter,« har han udtalt.
Et citat, der kan lægges oven i bunken med udtalelser fra hans side, der har vakt offentligt anstød, såsom hans bemærkning om, at han hellere ville se sine sønner dræbt i en bilulykke end blive homoseksuelle. Eller hans tvivlsomme forhold til borgerrettighederne, der kom til udtryk i ordene:
»Jeg er tilhænger af tortur, og det er folket også.«
Spillerstøtte til tropernes Trump
I det hele taget er Bolsonaro en dybt splittende skikkelse i Sydamerikas største land. Og holdningen til ham har naturligvis også delt vandene i det brasilianske fodboldmiljø, der er blevet flået midt over i henholdsvis tilhængere og modstandere af den såkaldte Trump of the Tropics.
Hvis man tager tilhængerne først, så finder man her spillemæssige legender som Ronaldinho, Rivaldo, Kaka og Cafu. Da Bolsonaro for to år siden førte valgkamp til præsidentposten, meldte de sig under fanerne hos skikkelsen på den yderste højrefløj.
»For et bedre Brasilien ønsker jeg fred, sikkerhed og en leder, der kan bringe vores glæde tilbage. Jeg har valgt at leve i Brasilien og vil have et bedre Brasilien for alle,« skrev Ronaldinho således i en støtteerklæring til Bolsonaro på Instagram; et opslag, som i øvrigt blev liket af både Neymar og Gabriel Jesús.
Og den tidligere landsholdsanfører Cafu bekræftede sin støtte til højrefløjskandidaten med ordene: »Anføreren for de femdobbelte verdensmestre vil stemme på Bolsonaro.«
Også Lucas Moura fra Tottenham har erklæret sin begejstring for den tidligere kaptajn i hæren, ligesom midtbanemanden Filipe Melo på et tidspunkt dedikerede et mål til ham.
Modstand på grønsværen
Det er dog ikke alle grønsværens helte, der er begejstrede for manden, der engang har sagt, at militærdiktaturets fejl var, at de »kun torturerede, men ikke dræbte«, og som har bemærket om den afrobrasilianske del af befolkningen, at de »ikke engang kan finde ud af at formere sig længere«.
Den gamle frisparksspecialist fra Lyon, Juninho, modtog således nyheden om den store tilslutning til Bolsonaros præsidentskab med ordene:
»Jeg er i mit hjerte taknemmelig for den klovn. Han har vist os, at mange af dem, vi lever sammen med til daglig, er skabsfascister, der forsøger at drage fordel af situationen. Det kan være en slægtning eller en ven. Reaktionære vil aldrig være velkomne i mit hus.«
Og modstanden mod Bolsonaro i den brasilianske fodboldverden er vokset i forbindelse med coronakrisen – og ikke mindst præsidentens håndtering af den.
Lige fra starten har Bolsonaro affærdiget coronavirussen som »en lille influenza«, og han har konsekvent underdrevet den smittefare, der truer især de svage i samfundet, og modarbejdet sundhedsmyndighedernes forsøg på at dæmme op for smitten.
1980’ernes demokratibevægelse
Og denne attitude har vakt en af den brasilianske højrefløjs ældste modstandere til live, nemlig den såkaldte Democracia Corinthiana, der er noget så unikt som en socialistisk inspireret massebevægelse centreret omkring en elitefodboldklub.
Democracia Corinthiana brød oprindelig frem som en folkelig modbevægelse mod militærdiktaturet i starten af 80’erne, og den er – som navnet antyder – sprunget ud af fodboldklubben Corinthians, der er en af de mest berømte og succesfulde i Sydamerika.
Helt konkret skete det ved et eksperiment, der vel nok ikke er set nogen andre steder i elitefodbold – nemlig at førsteholdsspillerne i 1980 med klubpræsidentens velsignelse simpelthen overtog ledelsen og administrationen af Sports Club Corinthianas Paulista, som er klubbens officielle navn og ved hjælp af håndsoprækning på fællesmøder traf alle beslutninger angående klubbens drift, lige fra de daglige spisetidspunkter til afviklingen af træningslejre op til afgørende kampe.
Lederskikkelsen i Democracia Corinthiana i den periode var den karismatiske midtbanespiller med fuldskægget Sócrates, som mange hjemlige tv-seere sikkert husker fra hans rolle på det smukke brasilianske landshold fra VM i 1982. Han har senere i spøg bemærket, at klubdemokratiet blev så udbredt »at vi til sidst skulle stemme i spillerbussen om, hvorvidt vi skulle stoppe, så folk kunne stå af og tisse«.
Demokratisk alvor
Grundlæggende var Democracia Corinthiana dog blodig alvor. Det var benhård opposition mod militærdiktaturet. En af bevægelsens varmeste støtter var formanden for stålarbejdernes fagforening, en vis Lula da Silva, der mange år senere endte som præsident for landet.
Sócrates selv var hovedtaler ved en kæmpe demonstration først i 80’erne, hvor over en million demonstrerede for genindførelse af direkte præsidentvalg.
Og en af bevægelsens mest berømte aktioner fandt sted i slutningen af 1983, hvor Corinthianas spillere trådte ind på grønsværen til den afgørende kamp om statsmesterskabet med et banner, hvor der stod: »Ganhar or perder mas sempre com democracia« (Tab eller vind, men altid med demokrati).
Eller som den sydamerikakyndige sportsjournalist Daniel Edwards fra GOAL har udtrykt det:
»Da Brasilien blev kvast under hælen på general Joao Figueiredo (landets militærdiktator, red.), lyste Sócrates’ Corinthians op som en flamme af håb for demokratiet.«
Efter afskaffelsen af militærdiktaturet svandt Democracia Corinthianas betydning dog ind, men bevægelsens navn har stadig en mytisk klang i mange brasilianske ører på grund af den rolle, den spillede i kampen mod undertrykkelsen.
Og nu er bevægelsen atter vågnet op til dåd, ikke mindst provokeret af en hændelse, der indtraf i starten af juni. Her marcherede en paramilitær gruppe ved navn De 300, der støtter Bolsonaro og kæmper for opløsningen af parlamentet og højesteret, gennem hovedstaden Brasilia med masker og fakler anført af deres leder, der kalder sig selv Winter i en hyldest til et tidligere medlem af den Britiske Union af Fascister.
Dén markering var for stor en provokation for fodboldtilhængerne fra Corinthiana.
De vakte Sócrates’ og Democracia Corinthianas’ gamle kampånd til live i en massedemonstration mod Bolsonaro og hans støtter – og til fordel for både det stadig relativt unge, brasilianske demokrati og en hårdere kurs mod coronavirussen. Og som noget nyt skete det i fællesskab med tilhængere af deres bitre ærkerivaler, Palmeiras.
»Vi støtter demokratiet,« stod der på det banner, hvorunder skarer af fodboldsupportere fra de to klubber marcherede gennem São Paolos gader. Mens en talsmand for Corinthianas fanskare begrundede deres modstand mod præsidentens nedtoning af coronavirussens farlighed:
»Det er afskyeligt at høre præsidenten tale om ’en lille influenza’ og klorokin (malariamedicin, som det kan være farligt at tage imod virussen, red.), når 12 medlemmer af vores fangruppe er døde af COVID-19.«
Fronterne er trukket op
En tilsvarende markering fandt sted i storbyen Belo Horizonte, hvor fans af arvefjenderne Atlético og Cruzeiro slog pjalterne sammen og marcherede under fælles faner, mens tilhængere af storklubben Flamengo gik gennem gaderne i Rio de Janeiro under slagordet Democracia Rubro-Negro (rød-sort demokrati, opkaldt efter klubbens farver, red.)
Bolsonaro svarede igen med sin egen demonstration, hvor han red på hesteryg gennem hovedstaden Brasilias gader omgivet af jublende støtter, der råbte »Myte! Myte! Myte!« som et ekko af præsidentens egen affærdigelse af coronapandemiens farlighed.
Og sådan er fronterne trukket op over for hinanden i det store, sydamerikanske land i dag. Fodboldtilhængerne over for præsidenten og hans støtter. Om Democracia Corinthiana for alvor er vakt til live, er for tidligt at sige, men ordene fra Sócrates huskes stadig:
»Jeg drømmer om den dag, hvor Corinthianas tilhængere vågner politisk, for de kan virkelig accelerere den politiske transformation af dette land. Når de bliver politiske, vil tingene ændre sig, og ikke kun i fodbold.«
