Baggrund
Læsetid: 6 min.

EU-Kommissionen giver et fransk-tysk bud på en ny verdensorden

EU-Kommissionens udspil til en vej gennem krisen sætter skub i diskussionen om unionens strategiske autonomi. Målet er mere global suverænitet og mindre afhængighed – men flere af planens elementer rummer også nye konflikter og modsætninger
Målsætningen om, at EU skal styre mod strategisk autonomi, var en del af udspillet fra Tysklands Merkel og Frankrigs Macron i sidste måned, og den er formuleret i EU-kommissonens udspil til en vej ud af krisen efter COVID-19.

Målsætningen om, at EU skal styre mod strategisk autonomi, var en del af udspillet fra Tysklands Merkel og Frankrigs Macron i sidste måned, og den er formuleret i EU-kommissonens udspil til en vej ud af krisen efter COVID-19.

Eliot Blondet

Moderne Tider
6. juni 2020

Da Kommissionen i sidste uge offentliggjorde deres bud på, hvordan EU skal igennem krisen, var det tydeligt, at EU skal komme ud på den anden side af COVID-19-krisen som en mere suveræn global magt end før.

I udspillet giver Kommissionen sit perspektiv på, hvordan EU bedst håndterer genopretningen efter COVID-19-krisen. Det er et vigtigt udspil på mange punkter, ikke mindst når det kommer til EU’s fremtidige industripolitik. Med sit udspil cementerer Kommissionen en udvikling i forståelsen af EU’s plads i verden, hvor en EU først-tankegang vinder frem.

Da den nye kommission tiltrådte i 2019, gjorde den nye forkvinde Ursula von der Leyen det klart, at EU skulle gentænke sin relation til omverdenen. I hendes valgprogram blev det understreget, at Europa skulle stå stærkere i verden. Diskussionen om EU’s plads i verden og særligt på hvilke områder det er nødvendigt at sikre EU’s suverænitet – med andre ord diskussionen om EU’s strategiske autonomi – er en dagsorden, der vinder frem.

Strategisk autonomi var også et vigtigt element, da Emmanuelle Macron og Angela Merkel i maj offentliggjorde deres bud på, hvordan EU skal håndtere COVID-19-krisen. Det fransk-tyske udspil understregede, at EU skal opbygge sundhedssuverænitet – herunder for eksempel styrke den europæiske kapacitet til at forske i og udvikle vacciner og etablere fælles europæiske medicin- og værnemiddellagre.

Men Europas strategiske autonomi er ikke kun væsentlig på sundhedsområdet, udspillet fremhæver også, at EU bør fremrykke revisionen af statsstøtte- og konkurrencereglerne og implementeringen af IPCEI’er (Important Projects of Common European Interest) – mere om det om lidt. Disse tanker er videreført i Kommissionens udspil, der lægger op til, at der skal afsættes penge til at investere i strategisk vigtige industrier, og udefrakommende investeringer skal screenes bedre.

Hvad er strategisk autonomi?

Europæisk strategisk autonomi er en idé, der længe har flydt rund i EU. I EU’s globale strategi fra 2016 bliver det fremhævet, at EU skal styrke sin strategiske autonomi og skal kunne agere og beslutte, uafhængigt af, hvad andre stater måtte mene eller gøre. Det er også en idé som statsledere, især Macron, har promoveret vigtigheden af. Det er dog en smule uklart, hvad strategisk autonomi indebærer.

At EU skal styrke sin strategiske autonomi kan betyde alt fra, at EU skal opruste militært, til at EU skal markere sig mere over for eksempelvis USA eller, at EU skal mindske sin afhængighed af varer og opbygge industrigiganter.

Det er særligt de handels- og industripolitiske fortolkninger, der har vundet frem i Macron og Merkels udspil og i Kommissionens genopretningsplan.

COVID-19-udbruddet har afdækket, hvor afhængig man i EU er af leverancer udefra og derfor også af andre staters villighed til at levere, når det kommer til for eksempel komponenter til at producere medicin og værnemidler. Især har COVID-19-udbruddet sat gang i diskussionen om, hvorvidt man i EU skal investere i sundhedsteknologi og kriseberedskab således, at man er bedre beredt til at imødegå eventuelle kommende sundhedskriser.

Kontrol med kritisk infrastruktur

COVID-19-krisen har også accelereret diskussionen af europæisk strategisk autonomi ud over sundheds- og beredskabsdagsordenen.

Da Margrethe Vestager – vicepræsident i Kommissionen – i april tilskyndede europæiske stater til at opkøbe ejerandele i nødlidende virksomheder, var rationalet ikke, at man skulle holde hånden under europæiske arbejdspladser. Rationalet var, at hvis ikke europæiske stater selv opkøber nødlidende virksomheder, der udgør en vigtig del af den europæiske kritiske infrastruktur, er der andre stater, der gør det – for eksempel Kina.

At Kina opkøber virksomheder – særligt inden for innovativ teknologi – er ikke nyt, men COVID-19-krisen har fået prisen på europæiske virksomheder til at falde og derved sat gang i købelysten.

Luftfart og sundhed er klare eksempler på kritisk infrastruktur, men dagsordenen er bredere og svært afgrænselig. Også systemer som digital betaling bliver set som en del af EU’s kritiske infrastruktur. Her har Kommissionen og ECB i fællesskab længe arbejdet for at etablere et europæisk system for digitale betalinger for at mindske afhængigheden af især amerikanske virksomheder.

Facebooks oprindelige annoncering om at etablere Libra som en slags global valuta fik europæiske beslutningstagere op af stolene og satte skub i udviklingen af betalingssystemer i samarbejde med europæiske finansielle institutioner. Senest har ECB vist tegn på utålmodighed med de private aktører og indikeret, at hvis ikke den private sektor formår at søsætte et pilotsystem snarest, må ECB træde til.

Frygten for udefrakommende opkøb har også højnet efterspørgslen efter ny europæisk lovgivning. Flere europaparlamentarikere har efterspurgt en fælles EU-position på, hvad der udgør EU’s kritiske infrastruktur – energi, vand, luftfart, betalinger, havne, forsvar etc. – og hvor meget af det man må sælge.

Investeringer i europæiske industrigiganter

En ting er at sikre sig mod udenlandsk opkøb, men sikringen af europæisk strategisk autonomi går videre end til at beskytte allerede eksisterende virksomheder. Et strategisk autonomt Europa bør også investere i strategiske værdikæder og derved sikre, at EU fremelsker industrier, hvor EU kan etablere globale industrigiganter – eller European Champions, som Macron og Merkel kalder dem.

Strategisk autonomi handler således ikke kun om, hvordan EU kan mindske sin egen afhængighed, det handler også om, hvordan EU kan styrke andres afhængighed af EU.

Et eksempel på en industri, der ses som strategisk vigtig er grøn hydrogen. EU ønsker at være blandt de første, der udvikler en bæredygtig industri inden for grøn hydrogen. Som led i at få dette til at blive til virkelighed har EU varslet en Hydrogen Alliance, som efter planen skal lanceres til sommer.

Alliancen, der sandsynligt bliver med tysk lederskab, er et samarbejde mellem industri, medlemsstater og EU og skal fokusere på både teknologisk udvikling, behovet for ny regulering og finansiering.

Kommissæren for det indre marked, Thierry Breton, har, siden han satte sig på posten, og længe før corona ramte europæiske virksomheder, været klar i mælet om, at han mener, at EU i højere grad end hidtil skal støtte strategiske vigtige industrier, hvor EU har mulighed for at skabe dominans på det globale marked. Det er en position, som med Merkel og Macrons udspil får klar fransk-tysk opbakning.

Under Bretons lederskab har Kommissionen varslet, at man vil gå pragmatisk til værks. Det betyder, at man vil udse sig strategiske vigtige sektorer – som for eksempel bæredygtig energi – og inden for disse identificere såkaldte IPCEI’er (Important Projects of Common European Interest).

Den pragmatiske tilgang betyder ikke kun, at man vil fokusere på disse sektorer og IPCEI’er, det betyder også, at man vil vurdere behovet for at lempe på EU’s statsstøtte- og konkurrenceregler således, at man beskytter udviklingen i de tidlige faser.

Regulativ elastik skal sikre suverænitet

COVID-19-krisen har synliggjort, at EU’s ellers fasttømrede dogmer om statsstøtte og offentlig gæld står til at ændre, hvis bare behovet er stort nok. Det er en lignende pragmatisk tilgang, der lægges op til, når det kommer til at investere i fremtidige strategiske værdikæder.

Det er selvsagt ikke alle medlemsstater, der er lige vilde med ideen om, at man kan lempe på EU’s regler, hvis bare industrien eller projektet er strategisk vigtigt nok. Hvor især Frankrig og Tyskland presser på for at skabe et mere fleksibelt regelsystem, er mindre medlemsstater, med færre penge og færre potentielle industrigiganter, mere kritiske over for den nyfundne elastik.

Indbyggede modsætninger

Men ideen om at beskytte Europas strategiske autonomi ved at beskytte mod opkøb af kritisk infrastruktur og skabe favorable vilkår for udvikling af europæiske industrigiganter kolliderer med EU’s frihandelstankegang.

EU er både internt et frihandelsområde og traditionelt set en organisation, der eksternt arbejder for at sikre de bedste betingelser for global frihandel. Dette gør man, fordi man vil sikre små, åbne stater de bedste betingelser ved at garantere fri og regelbaseret adgang til det globale marked.

Ønsket om at styrke den strategiske autonomi og udbredelsen af denne dagsorden til at omfatte industripolitik og en mulig lempelse af reglerne om statsstøtte og konkurrence er med til at trække EU i en retning, hvor fri konkurrence og handel nedtones til fordel for en styrkelse af europæisk industri.

Kommissionen lægger i genopretningsplanen op til en semantisk balance – ved at understrege, at EU skal bevæge sig i retning af åben strategisk suverænitet. Men det er næppe nok til at undgå en kamp mellem de medlemsstater, der kan se en fordel i denne dagsorden, og de medlemsstater der frygter, at den kun er en fordel for dem, der allerede har industrigiganter at promovere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Betyder det så, at Siemens og Eltron kan fusionere deres togafdelinger? Det nedlagde Vestager veto imod!
Dog, det var dengang, så tiden må være en anden nu!

Torben Hansen

Særligt som et lille land er det reelt lettere at opretholde vores suverænitet, hvis vi allierer os med vores nabolande, og det er EU. Og generelt er det godt, at EU ruster sig til en mere fjendtlig omverden. Det er vigtigt, at vi ikke bliver afhængig af hverken kinesiske penge og kinesisk eller amerikansk teknologi. Et militærpolitisk samarbejde er ligeledes ønskeligt, så vi selv kan tage ansvar og spille en mere fredsbevarende rolle i vores nærområder end den mere aggressive og imperialistiske rolle, som USA historisk har spillet.

Pietro Cini, Gert Romme og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Vi står tydeligvis foran et nyt afsnit af Historien, og den vil sandsynligvis indebære mere europæisk integration, men det er fortsat forkert, når nogle fremstiller det som om, beslutningerne er taget. Se eksempelvis Ole Ryborgs analyse af budgetforhandlingerne på www.dr.dk

Trumps ambition om at reducere de amerikanske styrker i Tyskland med 1/3, som kommer efter at A. Merkel har meldt afbud til hans valgkampsmøde kaldet G7, vil sætte det europæiske sikkerhedssystem under pres. Hvis Trump får det gennemført, - og det er foreløbig lige så åbent som spørgsmålet om europæisk integration, vil det bekræfte, at USA reducerer sit engagement på det europæiske kontinent.

For et lille land, som har hele sin sikkerhedspolitik liggende i en bankboks i Washington, er det ikke behageligt. Danmark vil da kun være en (1) sikkerhedspolitisk krise fra en ny folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og en sådan krise kunne man nemt forestille sig blive fremkaldt af den russiske zar.

Strategisk autonomi er et begreb, der koster rigtigt, rigtigt mange penge.