Feature
Læsetid: 8 min.

Da grænsen åbnede, satte Jannie sig i bilen og kørte 810 km for at holde om Carsten igen

Verden over er elskende blevet skilt af COVID-19. Blandt andet Jannie Hvidsted i Danmark og Carsten Kraft i Tyskland. Men så åbnede Tyskland grænsen for kærestepar
Nu er grænsen åben. De næste tre dage skal de bare være sammen. Hun ved, at det bliver meget intenst.

Nu er grænsen åben. De næste tre dage skal de bare være sammen. Hun ved, at det bliver meget intenst.

Arne Piepke

Moderne Tider
6. juni 2020

Hun har kørt i knap tre timer, da hun når den tyske grænse. I et rum over instrumentbrættet ligger en Selbstdeklaration fra det tyske Bundespolizei. Her har danske Jannie Hvilsted skrevet under på, at hun er kæreste med tyske Carsten Kraft. Hun får hjertebanken, da hun nærmer sig.

Hun er nervøs for at blive vinket til side af grænsepolitiet. Dels fordi hun er autoritetstro og taler dårligt tysk. Men også fordi hun bare skal over den grænse. Der er dog ingen kontrol. Jannie kører lige igennem. Nu er der intet, der kan stoppe hende.

Overalt i verden er elskende skilt fra hinanden på grund af pandemien. På tværs af grænser skriver de beskeder og laver videoopkald. De luftkysser, griner og græder med utydelige skærmbilleder. Drømmer om at se hinanden. Holde om hinanden igen. Og de tæller dage, uger og måneder, mens de venter på myndighedernes næste udmelding.

Den 16. maj åbnede Tyskland endelig grænsen mod Danmark for kærester. Og ugen efter gjorde Danmark det samme. Det er derfor, Jannie endelig kan forcere de 810 kilometer mellem Dronninglund og Dortmund med kurs mod Carsten. Det er derfor, hun sidder bag rattet på E45 og længes.

Et kys under stjernerne

De mødtes i sensommeren for snart to år siden på et vikingemarked i Bork i Vestjylland.

Til daglig er 42-årige Jannie Hvilsted sygeplejerske. Men i sin fritid går hun til vikingekamp – en sport, hvor man får sved på panden af at slås med økser, spyd og sværd. 38-årige Carsten er historiker med speciale i blandt andet vikingetiden og arbejder på et museum i Dortmund. Han er kommet på vikingemarkeder i Danmark gennem mange år.

Hun var i Bork for at kæmpe med sin kampgruppe. Klædt i en simpel særk af hør med bælte og det røde hår brusende som en sky om hovedet. Han stod i et af vikingeteltene i en rød tunika, med sit lange sorte hår samlet i en knold. Hun tænkte, han var lækker. Han tænkte, at hun så sød ud, da hun dansede kædedans i langhuset.

Arne Piepke
De faldt i snak ved et bord. Grinede. Krammede. Senere udenfor kiggede de på stjerner. Og gav hinanden et enkelt kys. Men Jannie fik straks dårlig samvittighed. Hun var nemlig gift. Resten af weekenden holdt hun sig på afstand af Carsten. Hun havde moralske tømmermænd og sørgede for hele tiden at være omgivet af andre, så det ikke kunne blive til flere kys. Og hun pakkede sammen uden at sige farvel. Men da hun kørte hjemad, tikkede der en venneanmodning ind på Facebook fra den tyske viking. Hun var i tvivl. Skulle hun tage imod?

En tåre om halsen

Der er kø på motorvejen lige før Hamburg. Som altid. Bilens GPS hopper skånselsløst en time i den forkerte retning. Køreturen var ellers allerede udmålt til otte lange timer, da Jannie kørte afsted fra sit arbejde i Aalborg fredag midt på dagen. Hun er nok først fremme efter klokken 21.

Om halsen har hun et vedhæng af sølv i en kæde. Det er en kopi af et gammelt vikingesmykke, og det kom med posten fra Carsten omkring påske, mens COVID-19-epidemien i Danmark var på sit højeste, og alting stadig var lukket ned. En af de mange dage, hvor Jannie var fortvivlet over ikke at vide, hvornår hun skulle se ham igen. Det var en opmuntring og en kærlighedserklæring på en og samme tid. Smykket ligner lidt en tåre.

Da Jannie kom hjem fra vikingemarkedet i august 2018, accepterede hun venneanmodningen fra Carsten. Og med det samme begyndte beskederne at flyve mellem Tyskland og Danmark. De talte også sammen over Facetime. Nærmest hver dag. Hun nævnte blandt andet, at hun skulle til en koncert med det dansk-tyske folkband Heilung i København. »Er det en invitation,« spurgte han.

Hun tænkte længe over det. Hun vidste godt, at det ville blive til mere end et kys, hvis de mødtes igen. Til sidst sagde hun til sin mand, at hun ville skilles. Hun havde mødt en anden. Han tog det pænt og var enig i beslutningen. De havde i flere år været gift uden at være kærester. Nu blev de i stedet venner uden at være gift.

Kort efter kørte hun til Dortmund og besøgte Carsten for første gang. Hun havde ellers været lidt bange for længere bilture i udlandet. Men den frygt var pludselig forsvundet. Det blev til en enkelt overnatning, med pizza og en god film.

Jannie kørte hjem igen i godt humør. Carsten var sød, sjov og megalækker. Men hun havde ingen intentioner om et nyt forhold. Hun havde haft bollevenner før. Og tænkte, at det kunne hun godt håndtere. Det var Carsten med på. De behøvede ikke blande følelser ind i det. Og de talte åbent om, at det kun var sjov og ballade.

Alt andet ville også være for kompliceret. Jannie har tre børn på 22, 14 og 11 år. Carsten er fire år yngre og har ingen børn. Og så var der den store afstand. Over 800 kilometer.

Månederne gik. De skiftedes til at besøge hinanden. Og i foråret 2019 kunne Jannie mærke, at hun stille og roligt fik dybere følelser for Carsten. Hun sagde det til ham. Men han var ikke klar til et forhold. Han var bange for, at det ikke kunne fungere, fordi der var så langt imellem dem. Hun trak sig. De forsøgte bare at være venner. Men de kunne ikke undvære hinanden, og i juli mødtes de igen til vikingemarked ved Moesgaard i Aarhus. Og besluttede at blive kærester.

Håbløshed og katastrofetanker

Jannie hører musik, mens hun kører mod Dortmund. For det meste P4. På de lange strækninger sætter hun sin Dacia Lodgy på autopilot, så hun kan hvile fødderne lidt. Sæderne kan også lægges ned, så hun kan køre ind til siden og sove undervejs, hvis hun har brug for det. Men på denne tur standser hun kun en enkelt gang for at tanke. Hun køber også en pretzel – en saltkringle. Ellers kører hun bare på vand.

Hun har ikke så meget bagage med ud over sin kuffert. Og en kurv med danske ting, hun ved, Carsten godt kan lide: dronningemandler, en pakke Holly Bar og øl fra Thisted Bryghus. Carsten og Jannie ved godt, at de ikke kommer til at bo sammen foreløbig. Hun er bundet til Danmark, hvor hendes børn bor, og han kan som historiker ikke så let få arbejde i Danmark. Men måske kan han søge arbejde lidt længere nordpå, så de får kortere køretid imellem hinanden.

Bilen er helt ny. Hun købte den, efter at hendes gamle bil brød sammen under et besøg i Tyskland den første weekend i marts. Udstødningsrøret faldt af, og hun måtte blive et par dage ekstra hos Carsten, mens den blev repareret. Siden har de tænkt tilbage på, at det var heldigt, de fik lidt ekstra tid sammen. Netop i de dage var både danske og tyske medier fyldt med mange og uhyggelige meldinger: Smitte- og dødstal steg – ikke mindst i Sydeuropa. Jannie kørte nordpå den 11. marts, og to dage efter tændte hun for Radioavisen og hørte, at grænsen mellem Tyskland og Danmark blev lukket.

Arne Piepke

Hun blev ramt af håbløshed og katastrofetanker: Hvad nu hvis hun eller Carsten blev alvorligt syge? Så skulle de ligge der langt fra hinanden uden den, de holdt allermest af, ved siden af sig?

De seneste måneder har hun savnet alt ved Carsten. Måden, han får hende til at grine på. Og serverer kaffe til hende på sengen. Men allermest længes hun efter hans kram. De er så varme. Hun føler sig hjemme, når han holder om hende. Hun kan være i de arme i rigtig, rigtig lang tid. Carsten er høj – 1,88 og hun er kun 1,65. Og nogle gange løfter han hende også. Det er det allerstørste og bedste. Så føler hun sig levende. Og ganske særlig.

Når Jannie taler om alt det, hun godt kan lide ved Carsten, bliver hun blød i stemmen: Han er altid optimistisk. Omsorgsfuld. Rummelig. God til at lytte. Og så er han en gentleman. Han åbner bildøren for hende. Giver hende gaver. Det eneste, der er galt, er, at han bor så langt væk. Hvis man var fornuftig, ville man finde en kæreste i nærheden – ikke en otte timers kørsel væk. Men hverken Jannie eller Carsten er fornuftige. De er forelskede.

Brændende kærlighed og citronfromage

Det var ekstra svært at være væk fra hinanden i en periode med så meget frygt og usikkerhed på grund af pandemien. Jannie savnede et menneske, der kunne drive alle de ufornuftige, angstfyldte tanker på flugt. Det mest frustrerende var den manglende tidshorisont. Ikke at vide om man så hinanden om to måneder eller to år.

Hun var vred over, at de ikke måtte besøge hinanden. At det ikke blev anset for et ’anerkendelsesværdigt formål’ at være kærester. Havde de været gift, havde reglerne været anderledes. Det var da gammeldags, at man skulle have papir på hinanden for at krydse en grænse, tænkte Jannie. Det er da ikke det, kærlighed handler om.

Indimellem blev hun ramt af apati. Tænkte, at så kunne det hele også bare være lige meget. Men Carsten var klippen. »Du skal ikke være bange,« sagde han. »Vi kommer ikke til at dø. Og vi skal snart være sammen igen.«

Men nu er grænsen åben. De næste tre dage skal de bare være sammen. Hun ved, at det bliver meget intenst, når de endelig ses. Hver time er eksklusiv. De skal sætte pris på det hele. De skal slås på vikingemaner. De skal også lave mad til hinanden. Hun har planlagt at lave brændende kærlighed og citronfromage.

Der er ikke langt til Dortmund nu. Jannie har sommerfugle i maven. Selv om hun er alene i bilen, smiler hun. Hun er træt, men også spændt. Hun ser Carsten for sig: Høj. Bredskuldret. Hans mørke, krøllede hår. De brune øjne og skægget. De kæmpestore hænder.

Hun parkerer. Han står klar neden for sin opgang. Hendes skridt bliver hurtigere. Og endelig kan hun synke ind i hans arme. Han lægger dem omkring hende og løfter hende. Højt, højt op.

Arne Piepke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Mon ikke der kommer en høring, ombudsmandsafgørelse og en kommissionnesdsættelse som afgør at dette var/er imod menneskerettighederne.