Baggrund
Læsetid: 7 min.

Som historiestuderende ville Putin være havnet på dumpeniveau

Ruslands præsident, Vladimir Putin, fremlægger i et amerikansk tidsskrift, hvad han kalder ’den sande lære om Anden Verdenskrig’. Men som historiestuderende ville Putins evne til at reflektere bredt, forstå en kontekst og gå kritisk til kilderne bringe ham i alvorlig fare for at dumpe, skriver historiker ved Institut for Militærhistorie Niels Bo Poulsen
Putin bruger  ikke anledningen til at søge forsoning med det Østeuropa, som sovjettiden undertrykte. Og heller ikke til at gøre op med den religiøse mytologisering af krigen.

Putin bruger ikke anledningen til at søge forsoning med det Østeuropa, som sovjettiden undertrykte. Og heller ikke til at gøre op med den religiøse mytologisering af krigen.

Alexei Druzhinin

Moderne Tider
27. juni 2020

I 2009 forærede den daværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton sin russiske modpart Sergei Lavrov en genstartknap. Knappen var et humoristisk forsøg på at signalere vilje til en frisk begyndelse i det russisk-amerikanske forhold.

Der var bare to problemer: Den russiske oversættelse af det amerikanske ord reset var forkert – det blev oversat til ’overbelastning’ – og knappen virkede ikke. Det lykkedes nemlig ikke de to lande ’at finde melodien’. Tværtimod gik Ruslands forhold til USA og størstedelen af Europa fra køligt til iskoldt med anneksionen af Krim i foråret 2014. Og det er ikke blevet bedre siden.

Det kan være, at præsident Vladimir Putin skal ringe til sin udenrigsminister og bede ham finde knappen frem fra bunden af det skab, den måske ligger i. I øjeblikket kunne Putin i hvert fald godt have brug for en sådan knap; dog helst en, der fungerer.

Den forkerte knap

2020 har indtil videre ikke været et godt år for præsidenten. COVID-19 har både ramt Ruslands økonomi og befolkning hårdt. En folkeafstemning om en ny forfatning, der skulle give Putin adgang til at præsidentposten, når hans nuværende periode udløber, har måttet udskydes, og det samme skete med den længe planlagte sejrsparade i anledningen af 75-året for sejren i Anden Verdenskrig den 9. maj.

Og ifølge tal fra det uafhængige meningsmålingsinstitut Levada nyder Putin dette forår en uset lav popularitet i befolkningen.

Måske Putin har kigget forkert i skabet og fundet en genbrugsknap frem for genstartknappen. Et af de greb, han nu tager i anvendelse til at mobilisere støtte, er nemlig velafprøvet og jævnligt anvendt: tale Ruslands historie og særligt Anden Verdenskrig op og samtidig hævde, at stærke kræfter søger at forfalske historien.

For få dage siden fik Putin udgivet en lang artikel i det konservative amerikanske tidsskrift The National Interest med nogenlunde det indhold.

Artiklen bærer titlen »The Real Lessons of the 75th Anniversary of World War II«, fylder omkring 28 printsider og illustreres med et foto af en meget alvorligt udseende Putin.

Sovjetunionens rolle

Grundlæggende er der ikke meget nyt i teksten, som kommer i forlængelse af en historielektion, Putin gav de forsamlede SNG-repræsentanter ved et uformelt topmøde i St. Petersborg i december 2019. Dengang holdt han en lang tale over samme emne. Lad os i det følgende se på, hvad der ifølge Putin er »krigens sande lære«.

Teksten behandler tre hovedemner: Krigens forhistorie, krigen på østfronten efter Hitlers overfald 22. juni 1941, samt den verdensorden, som byggedes op af de allierede efter sejren.

Putin peger med rette på, at forhistorien til krigen er lang og kompleks og ikke kan reduceres til Molotov-Ribbentrop-pagten i sensommeren 1939. Han dvæler ganske meget ved München-aftalen året før, herunder særligt ved Polens egoistiske forsøg på at mele sin egen kage på bekostning af nabolandet Tjekkoslovakiet.

Putin gør også en del ud af, at Sovjetunionen i midten af september 1939 var tvunget til at rykke ind i det østlige Polen for at beskytte de derboende folkeslag mod nazisterne. Han får i samme skynding gjort den sovjetiske anneksion af de baltiske lande i sommeren 1940 til udtryk for balternes eget frie valg.

Så følger Hitlers overfald på Sovjetunionen. Takket være omfattende patriotisme uanset nationalitet i det store multietniske land, kastede alle sovjetborgere sig ind i kampen mod overmagten, og derpå går det raskt fremad mod sejren i Putins fortælling. Undervejs får han betonet, at Sovjetunionen bar krigens hovedbyrde og aflastede tyskernes militære pres på de vestallierede. Krigen slutter med, at Sovjetunionen opnåede en »episk sejr« og frelste »hele verden«.

Spørgsmål til arkiverne

Putin takker de andre allierede magter for deres bidrag til sejren og for den økonomiske bistand, de ydede Sovjetunionen under krigen. Han roser fremsynede statsmænd som Churchill, der gerne ville samarbejde med Stalin, og dvæler en del ved skabelsen af FN og særligt sikkerhedsrådet, hvor Rusland som bekendt er et af medlemmerne med vetoret. Denne konstruktion skabte et godt fundament for konflikthåndtering mellem stormagterne, og Putin vender sig skarpt på forsøg på at underminere sikkerhedsrådets autoritet.

Flere steder i teksten advarer Putin om unavngivne grupper og stater, som manipulerer historien, bruger den til at udskamme Rusland eller ønsker at hvidvaske egne kollaboratører og nazi-tilhængere.

Kampen mod den således identificerede historieforfalskning skal føres gennem åbning af arkiverne. Her fremhæver Putin sit eget lands arkivpolitik og antyder samtidig, at der kan gemme sig hemmelige aftaler med Nazityskland i andre landes arkiver.

Ligesom han gjorde i sin tale til repræsentanterne for SNG i december 2019, citerer Putin flere gange sovjetiske og udenlandske dokumenter. Det sker ud fra synspunktet, at »det er umuligt at argumentere imod originaldokumenter«.

Ud over at dette i sig selv er en diskutabel påstand, kan man indvende, at det sjældent i historieskrivningen kun handler om det enkelte dokuments ægthed eller ej. I stedet er det, som kan give anledning til forskellige og helt i gennem legitime fortolkninger, hvilken kontekst, man skal se det enkelte dokument i.

Det handler blandt andet om, hvad skribenternes vidensniveau var, samt hvilken dagsorden, fremtidsforventninger og erfaringer, som lå bag det, de skrev. Det er i den sammenhæng Putins udlægning af historien bliver problematisk.

Udeladelser

Til dette kommer er række ret markante udeladelser i teksten. At nazismens fremgang bl.a. skyldtes Sovjetunionens fremfærd i mellemkrigstiden, er Putin helt tavs om. Han forbigår også, at Sovjetunionens uigennemskuelige, paranoide og terroristiske system i 1930’erne gjorde det svært for omverdenen at stole på landet f.eks. i forbindelse med forhandlinger om en alliance i 1938-39.

Det havde også været relevant at komme omkring de forbrydelser, Sovjetunionen begik i de baltiske lande og Polen forud for nazisternes angreb 22. juni 1941, f.eks. Katynmassakren på 22.000 polakker.

Det store nationale sammenhold på tværs af nationaliteter og sociale grupper, som angiveligt skabte sejren for Sovjetunionen, kunne have godt af at blive nuanceret med en bemærkning om Stalins deportationer af hele nationaliteter, som han anså for forræderiske, f.eks. tjetjenerne. Eller med en påmindelse om, at Sovjetunionen jo også under krigen var en brutal politistat.

Hvordan blandingen af genuin offervilje, tvang og frygt (for både Stalin og Hitlers regime) var inde i hovedet på den enkelte borger, er det svært at sige noget entydigt om. Det er ikke underligt, at Putin selv kun har hørt de gamle veteraner betone patriotismen som motiv, for andre ytringer var ikke mulige før slutningen af 1980’erne – og er det stort set heller ikke i dagens Rusland.

Vi andre må konstatere, at sovjetborgerne, som alle mennesker, havde mange karaktertræk og næppe var de supermænd og -kvinder, Putins mytologisering gør dem til.

Det er dog svært at være uenig med Putin i grundfortællingen. Hvis Hitler ikke havde angrebet Sovjetunionen i 1941, havde Europas historie set meget anderledes og langt sortere ud. Den Røde Hærs spillede en nøglerolle i sejren over Hitler, og dermed også i at afslutte nazisternes folkedrab.

Den Røde Hærs soldater opførte sig sammenlignet med Det Tredje Riges tropper langt bedre og gennemførte ikke systematiske mordaktioner mod civile. Men befrierne fra øst, blev også besættere i de lande, de rykkede ind i. Det nye politiske og økonomiske system, som Stalin indførte gennem undertrykkelse og manipulation var totalitært og forkvaklende for de samfund, det gik ud over.

Politisk brug af historien

Der er heller ikke noget odiøst i, at Putin anvender historien til opbyggelige fortællinger, til handlingsanvisning og til politik. Det er en historiebrug, mange politikere betjener sig af.

Et eksempel på dette er Anders Fogh Rasmussens tale på Holmen 29. august 2003. I anledning af en mindehøjtidelighed ved 60-året for flådens sænkning og samarbejdspolitikkens ophør, benyttede han dagen til at forsvare regeringens beslutning om at deltage i den amerikanske invasion af Irak med en henvisning til Hitlertyskland og Anden Verdenskrig. Hussein var lig Hitler, måtte man forstå. Hvis ikke Danmark gik med USA, svarede det til vores passive og usle samarbejdspolitik under besættelsen.

Problemet med sådanne analogier er, at de jo som regel tager den historiske case ud af sin kontekst, og at den kun med den allerbedste vilje og største forsigtighed kan anvendes på nutiden. Igen og igen taler Putin om historiens lære, om den historiske sandhed og om objektive dokumenter og om fakta. De, som er uenige med ham, anklager han for nynazisme, historieforfalskning, fornærmelser og tilsmudsning af mindet om de sovjetiske ofre i krigen.

Hvis Putin var historiestuderende og skulle bedømmes på sine evner til at reflektere bredt over en historisk begivenhed som Anden Verdenskrig, var han nok endt med en karakter tæt ved dumpegrænsen.

Han har naturligvis de grundlæggende fakta i orden, men nuancer og kontekst er røget overbord i forsøget på at skabe et helteepos, hvor skurkene er alle de andre lande. Som politiker og magtmenneske har Putin styret Rusland med snilde og kløgt i 20 år.

Hans tekst i The National Interest er først og fremmest et stykke gedigen og ret gennemskuelig politisk historiebrug. Om den kan bidrage til at styre ham gennem de aktuelle inden- og udenrigspolitiske udfordringer, vil tiden vise.

Et er sikkert: Putin har ikke anvendt lejligheden til at anslå mere forsonlige toner over for de tidligere østlande, som led under sovjetisk dominans og undertrykkelse under Den Kolde Krig eller for den sags skyld til at demontere den nærmest religiøse kult, Rusland har bygget op om mindet om Anden Verdenskrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Det er mikronfonholderi af den værste slags.

Thomas Bindesbøll

Ole Arne Sejersen,

Jeg synes nu ikke ligefrem, at Jørgen Mathiasens stilfærdigt og klart demonstrerede tyske færdigheder. plus historisk viden - senest om Leopold Von Ranke - blot er at affeje som "grammatiske krumspring", for nu at citere hvad du bl.a. skrev.

Der er i øvrigt til tider god brug for i et demokratisk samfund at "tærske langhalm'', især hvad angår en ikke-eksakte videnskab, historie.
Jo mere man tærsker, jo flere nuancer dukker der frem, mellem avnerne.
Det er ikke så dårligt. Som også denne debat viser.

Bortset fra de besynderlige "fraklip" som er sket i denne debat, har den forekommet forfriskende sober og ordentlig, trods alle uenigheder. Det er da såre godt. En tilsvarende fri debat i Putins Rusland om (egen)historien forekommer kun sporadisk på ganske få, og ikke særligt læste såkaldt "sociale medier".

Du er ikke ligefrem blid ved artikelforfatteren Niels Bo Poulsen. Det er selvsagt OK i en fri debat (bortset fra Informations egne mærkværdige fraklip, se mine kommentarer/ konstateringer ovenfor), når du i eet af dine indlæg ovenfor antyder noget om "videnskabelig uredelighed".

Kender jeg denne stilfærdige mand ret, vil han nok gerne blot have lidt flere konkrete eksempler frem på det, set fra din side? Det er følgelig fortsat frit frem fortsat at skrive mere om det her, inklusive konkrete eksempler. Tak.
Selv finder jeg ingen ansatser til "videnskabeligt uredelighed" i denne artikel. Jeg finder den blot som en enkelt historikers egen og velargumenterede/dokumenterede version at et vigtigt udsnit af historien (og ikke mindst Putins egen "omgang" med samme historie).

Thomas Bindesbøll

Nu, da vi stadig kan vedlægge TV-links der virker, så lige her lige for alle interesserede links til vistnok endnu tilgængelige DR-programmer om nyeste russiske historie, bragt seneste måned.

Først - nedenfor - links til en TV-en trilogi om Putin.
Og allernederst et interview med Gorbatjov, 2019.
(Følg links nedenfor)

De 3 afsnit om Putin er nyligt producerede, marts 2020, hos Channel4, UK. De rummer sjældent vigtige og centrale vidnesbyrd. Vidnesbyrd, som - i mine øjne - alt for længe blot har været lagt alt for langt nede i skuffen. Lagt ned i den "realpolitiske" skuffe, skønt det altsammen forekom ganske klart, allerede dengang Putin overtog magten, eftersommeren 1999:
Den beskidte krig i Tjetjenien,
den hurtige centralisering af magten,
nedlukningen af de frie russiske medier,
forfølgelsen af al, seriøs politisk opposition,
undertrykkelsen af frie russiske NGO'ere

Og dermed i sidste ende: Nedlukningen af dét, der så fint betegnes som "civilsamfundet".
Samme størrelse er i dag reduceret til en ''by i Rusland". Nærmere betegnet - og for at blive i samme kendte "billedsprog" - en nu MEGET fjern og meget lille by i Rusland.

Dét faktum ved enhver, også alle der deltager i denne debat.
Her lige de nævnte 3 afsnit, så længe de kan ses på DR:
1) ’Vejen til magten’
https://www.dr.dk/drtv/se/putin-_-en-russisk-spionhistorie_-vejen-til-ma...
2) "Spioner og Forrædere"
https://www.dr.dk/drtv/se/putin-_-en-russisk-spionhistorie_-fjender-og-f...
3) "Putin for evigt"
https://www.dr.dk/drtv/se/putin-_-en-russisk-spionhistorie_-putin-for-ev...

Se selv. Ligesom man - via Hanne Utofts link ovenfor, tjek gerne lige det - kan se Oliver Stones interview med Putin. Og dermed mandens egen udlægning. Uden mindste, centrale, kritiske spørgsmål fra interviwende Stone. Men det er jo også en dokumentation i sig selv.

Sidste link er til den berømte tyske filmmager Werer Herzogs lange interview med Gorbatjov, anno 2019.

https://www.dr.dk/drtv/program/sovjetunionens-sidste-helt-_-samtaler-med...

Det har (ligesom kritikken af Stones pinlige "interview" med Putin) med væsentlig tyngde været kritiseret for at være alt for lammefromt og mikrofonholdende. Det er det også. Sidste del bliver tillige alt for privat, vdr mandens egen forståelige og dybt menneskelige depression over tabet af sød hustru og udsigten til livets afslutning.

Dog er jeg så subjektiv / eensidig ;-) at jeg gerne vil forenkle det en smule ned, og igen - ganske subjektivt - sige: Hellere eet mikrofonholder-interview med en type som Gorbatjov, der trods alle mangler - inklusive eget magmisbrug - dog besad den enestående historieske evne, at ville "reformere" sit eget system, for derefter at være realist nok til at gå af,
UDEN brug af (massiv) vold. Og gå af, ganske frivilligt.

Ganske modsat både Jeltzin og ikke mindst Putin.
Det sidste kan ikke gentages mange gange nok. Og er i sig selv en deprimerende historie, hvor utallige nye links kunne vedlægges. Enhver der har begge deres øjne i brug - og deres kritiske rygmarv i behold - ved, hvad jeg taler om.

Jørgen Mathiasen

Tak, Thomas. Ole Arne Sejersen kritiserer Niels Bo Poulsen for videnskabelige mangler, men citerer selv fra andenhåndskilder, som enten indeholder fejl eller som han citerer galt.

Hvilken off-side position Ranke er havnet i som historiker, kan man illustrere med følgende tanke fra videnskabsfilosoffen Søren Kjørup: Havde Ranke vist hvor mange hånsord der ville falde ned over ham i det 20 århundrede [på grund af citatet], havde han sikkert formuleret sig anderledes.
De (mere eller mindre) henkastede bemærkninger er et farligt tekststed.

Ole Arne Sejersen

Mathiasen og Thomas Bindesbøll fortsætter med at svinge plejlen i håb om at finde guldkorn mellem avnerne.
Med den beskaffenhed deres langhalm ejer, er det vist omsonst.

Thomas Bindesbøll

Ole Arne Sejersen,

Tak for en god humor, selvom det ikke rummer noget svar. Men det her er da i hvert fald en bedre og friere debat end den historieforvridning vi ser i "Putinstan". Derovre er der ikke meget plads til f.eks en Niels Bo Poulsen, han kunne nemt ryge ryge i kachotten, hvis hans artikel her var blevet distribueret. Det hører også med, hvad angår manglen på større systemkritik i Putins

Jeg håber vi kan være i fremtidig dialog om andre historiske emner. specielt her Rusland.
Apropos Rusland vil jeg nok næppe holde mig vågen, for at se det meget "spændende" resultat af den afsluttende "folkeafstemning" om en ny forfatning.
Det mest underholdende bliver som vanligt - set over de sidste 20 års putinisme - at se, hvorvidt det lykkes et par overloyale valgsteder at nå op over 100 procent's ja-stemmer... Det er "lykkedes" før, især i det besatte Nordkaukasus. hvor enhver "Durak" (russisk for idiot) ved at sympatien for netop Putin her nok snarere er i den anden ende af skalaen 100- til nul.
Som skrevet i andre indlæg: Russerne og alle dets minoriteter fortjener bedre ledere.
Det bliver desværre nok en meget lang march, men der findes modige demokrater, inklusive sanddru historikere, som vi aktivt bør støtte
Tak for mig i denne ombæring.

Alana Frederiksson

“Artiklen påpeger også med stor dokumentationsvægt at den russiske hær under Anden Verdenskrig slet ikke anvendte samme dehumaniserende tilgang i sin krigsførelse eller behandlingen af civile, som Nazityskland gjorde.”

Hanne Utoft. Den røde hær udrensede 11-12 millioner etniske tyskere fra bl.a Østpreussen, dræbte efter forgodtbefindende i samtlige territorier de genbesatte (bl.a. 20.000 polske officere i Katyn-skoven) og Stalin krævede 4 millioner tyske slaver i krigsskadeerstatning. Forskellen for mig at se imellem den tyske hær under Anden Verdenskrig og den røde hær er den udprægede voldtægt som den røde hær begik i de nyligt “befriede” (i sig selv en fornærmende betegnelse) områder.

Godt båret frem af afskyelig propaganda. Bl.a. af den moralsk fattige “forfatter”, “historiker”, “journalist” Ilya Ehrenburg som fandt det nødvendigt at kultivere hadet til civile tyskere:

The Germans are not humans. […] From now on, the word German causes gunfire. We shall not speak. We shall kill. If during a day you have not killed a single German, you have wasted the day. […] If you do not kill the German, he will kill you. […] If it is quiet at your section of the front and you are waiting for the battle, kill a German before the battle. If you let the German live, he will kill a Russian man and rape a Russian woman. If you have killed a German, kill another one too. […] Kill the German, thus cries your homeland.

Interessant han taler om voldtægt for voldtægt var som bekendt det der skete i monumental skala da den røde her indtog Østpreussen og senere Berlin.

Vi er heldigvis mange der har historisk sans og godt kan gennemskue den flittige sovjet-propaganda der stadig hylder Uncle Joe som om han var andet end en kriminel massemorder hvis egen datter skred flisen og tog til USA. Han døde som han var født, en taber. Ligeså vil Putin blive husket af eftertiden, som en taber. En total fiasko der endte med at blive diktator fordi et demokratisk, oplyst Rusland selvfølgelig ville sætte ham i fængsel hvis han en dag opgav magten.

Det er der vi er i dag. Tyskland som værende intet mindre end verdens fremmeste demokrati og Rusland som værende en joke der lever videre på løgnen om Anden Verdenskrigs “storhed”.

Churchill skulle have gennemført Operation Unthinkable. Så havde vi ikke stadig levet med den russiske trussel og 100 millioner mennesker i Central- og Østeuropa var blevet sparet for at skulle leve i 45 år med racistisk russisk overherredømme der ødelagde deres kulturer og økonomier i årtier efter at den røde hær omsider fattede at den var uønsket.

Sider