Nogle gange sker der så skøre ting i sport, at vi aldrig bliver de samme bagefter. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kunne nok finde på at kalde det for mødet med ’det reelle’. Oplevelsen af det umulige og ubegribelige; noget, der undsiger sig sproget.
Som når Zidane nikker Materazzi en skalle i VM-finalen 2006 og går på pension. Som når Suarez flasher sit frådende tandsæt og bider italiensk forsvarsspiller i skulderen til VM i 2014. Som når Maradona i 1986 scorer sit berygtede mål med sin berygtede hånd, ført af Vorherre hende selv. Og som når Mike fuckin’ Tyson bider et stykke af Evander Holyfields øre af i Las Vegas i 1997. Det er tænderne igen.
Ingen af os glemmer billederne. Alt sammen helt uventet, helt uden for de regler, vi har vedtaget – i den forstand helt ’reelt’. Hvad jeg til gengæld havde glemt, var, at kampen ikke blev afbrudt umiddelbart efter biddet.
Sådan er det måske med det reelle, det fucker med din erindring. Faktisk bider Tyson først i Holyfields højre øre. Han ligner et stort kattedyr i det øjeblik, og det er, lidt efter at han spytter ørekød ud. Kampen fortsætter, fordi Holyfield indvilger, og nok fordi der er pænt mange penge i det her show, som nu kun har varet tre runder og ni minutter. Så bidder Mike Tyson, Holyfield i det venstre øre, og så synes dommeren alligevel, at nu er det godt med det. Trods alt har det ikke så meget med boksning at gøre. Så går Mike Tyson amok i sit ringhjørne. Så går verden amok.
Alt det her taler Tyson med Evander Holyfield om for nylig, da bokseren er gæst i podcasten Hotboxing med Mike Tyson. Det er semi tough guys som Sugar Ray Leonard, Eminem, Tony Robbins, Jimmy Kimmel og Dennis Rodman, der ellers er på besøg. Lad mig starte med at sige, hvor besynderlig en oplevelse det er at lytte til en podcast med en vært, der er eklatant ringe til at … tale. Så du kan høre det.
Tyson har altid læspet, det skal han ikke høre noget for. Men han lyder, som om der er sket noget med hans næse (det er der sikkert), som om han har røget på en ordentlig bong (det har han helt sikkert, cannabis er hans ting nu) og, som om han måske ikke er helt gennembagt (som vi siger i Jylland).
Men når alt det er sagt, så er han faktisk meget sød. På en underlig måde optaget af eksistensen. For Mike Tyson er en changed man. Tidligere var han all about the ego, som han forklarer Holyfield. Da han kom ud fra fængslet, var det eneste han ville have, hævn og magt. Han var ingenting, hvis han ikke havde alt det udenom – troede hans ego.
Voldtægt og Tupac
Mike Tyson kom ud fra fængslet i 1995 efter i tre år at have afsonet en voldtægtsdom, og det var vel blandt andet det, der gjorde ham til en af 90’ernes mest kontroversielle figurer. I 1991 inviterer han Miss Black Rhode Island op på sit hotelværelse under et skønhedskonkurrence-event. Et døgn senere dukker hun op på en skadestue og anmelder ham for voldtægt.
Historien bliver senere hen langt fra en ener, når det kommer til sportsatleter – den ligner den om basketballspilleren Kobe Bryants og Cristiano Ronaldos hotelværelser og voldtægtsanklager. Begge indgik forlig i kølvandet på, at vi snakkede en lille bitte smule om samtykke og den slags.
I 90’erne talte vi ikke om det. Ikke bare en lille bitte smule. Det var ikke fordi, Mike Tysons image var synderligt ødelagt, da han kom ud som dømt voldtægtsforbryder. Herre Gud, det kan jo komme over store stærke mænd.
Inden brummen var Mike Tyson gift med og skilt fra skuespillerinden Robin Givens. Hun havde også anklaget ham for hustruvold – og fortalt, at han engang efter et ’skænderi’ kom hjem med en Porsche til hende som undskyld.
Inden ægteskabet var Mike Tyson som 20-årig blevet den yngste verdensmester i sværvægtsboksning nogensinde og en verdensstjerne. Han var tilsyneladende ikke kun vred på kvinder, men på hele verden, så det ud til, når han trådte ind i ringen.
Modstanderen blev tit bange, det var meningen. Han gik ofte ind til et Tupac-nummer, de var venner, og Tupac var mindst lige så vred. Det gik ud på, at Tyson ikke skulle have et slag ind, hvis du boksede imod ham. For han slog overdrevet pissehårdt. Samtidig helt præcist. Derfor vandt han tit på knockout. Selv om han havde korte arme, meget kortere end Holyfields. Han var hurtig på fødderne for en sværvægter, egentlig hurtigere end Holyfield. Altid i bevægelse.
Inden verdensmesterskaberne voksede Mike Tyson op i et hårdt nabolag i Brooklyn hos en enlig mor, der døde, da han kun var 16. Ghettoen og vejen ud af den mod rigdom er stadig definerende for Tysons selvfortælling på den måde, den kun kan være det i USA.
Det er den, der viser sig i det excessive Las Vegas-liv, han i perioder levede. Med eksotiske dyr, kokain og damer. Et totalt Tiger King-univers, bare med flere penge. Dit ego skal have noget at vise frem, når du engang var fattig.
Det taler han en del med Eminem om, da han har ham i studiet. Eminem er super starstruck, og de bliver enige om, at den største frygt; den allerstørste frygt altid vil være den at ende der, hvor de startede. Vende tilbage til, hvor de kom fra. Alt, hvad de begge har foretaget sig, har aldrig handlet om andet end at bevise, at de var gode nok – gode nok til at slippe væk.
De taler selvfølgelig også om at fighte. Tyson er med på, at den hensynsløshed, han dyrkede for at blive den bokser, han var, ikke virkede specielt godt i livet: »At have succes på et felt, kan godt være en katastrofe på et andet,« siger han. »Bare se på dig, (henvendt til Eminem) du var great til rap, men i livet lidt mere shaky.«
Men ellers handler det at fighte (og her er vi igen ude i en analogi over livet) langt fra kun om at dele slag ud. Faktisk handler det mere om at kunne tage dem, siger Tyson. Stille sig derud og tage dem.
Evander Holyfield og hans mor
Da Mike bider Evander i begge ører, er det anden gang, de mødes. Første gang, i 1996, får storfavorit Tyson bank. Han er derude og tage nogle slag. De går 11 omgange, inden Holyfield, der har nærstuderet sin modstander, får løftet armen som den overraskende vinder.
Så i den anden kamp er det meningen, at Tyson skal have hævn, men som han siger om Evander, da de to mødes i Hotboxing-studiet: »Den motherfucka nægter at give quitte, og så er det svært at vinde.«
Tyson får en bøde på tre millioner dollar for hele øreaffæren og fortæller til sin egen forundring, at han i årene, der følger, tjener mindst fire gange så meget på hændelsen. Bøden kan han alene afbetale med indtægter fra komplette idioter – mine ord, ikke hans – der vil betale 250 dollar for at blive fotograferet med ham, mens han lader, som om han bider dem i øret. Det er vel noget med, at han griner hele vejen til banken.
Holyfields drivkraft og livsfilosofi er en anden en Tysons, viser det sig i deres samtale, det er to af sportens modsætninger. Grunden til, at Holyfield ikke er en quitter, er sådan set bare den, at han fik en masse tæsk af sin mor, hvis han skulle finde på at give op.
»Min mor tævede egoet ud af mig,« siger han, mens Mikes ego jo altså under hans karriere tit havde en værre fest. Det er lidt af et morkompleks, vi har at gøre med i tilfældet Evander Holyfield, siger jeg jer. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han refererer til hende. »Min mor sagde altid …,« lyder det igen og igen, og jeg sender virkelig en venlig tanke til hans kone for givetvis at skulle høre på det der gennem hele deres parforhold.
Holyfield har levet og bokset efter sit helt eget morkodeks, og det er ikke det såkaldt nye børnesyn – hvor man ligesom forsøger at respektere børn som mennesker i deres egen ret – Mama Holyfield har været præget af. Når det er sagt, så tilbyder hun alligevel nogle guldkorn: »Du ved ikke, hvem du er, før du er træt,« er et af de bedste – og som småbørnsmor, ved jeg fuldstændig, hvad hun taler om.
»Lad være med at undskylde«, »lad være med at beklage dig« og »vis ikke din smerte, smil og move on« – det er det, du skal gøre, når Tyson headbutter dig i en boksekamp. »You’re comin’ down again,« siger Evanders mor også, og det er nok noget, for eksempel Nicklas Bendtner ville ønske, at hans mor havde antydet over for ham lidt tidligere i forløbet.
Mange hårde boksere er bange for deres mor, siger Mike Tyson – ligesom mange seriemordere er, uden sammenligning i øvrigt. Men nu glæder de sig bare begge til at blive bedstefædre. Bare rolig, alt med øret er tilgivet for længe siden. Evander er religiøs. Jeg er ikke sikker på, de to nogensinde mødes i bokseringen igen, selv om snakken går.
Boys Club
Hotboxing med Mike Tyson er ved Gud en værre Boys Club, hvor de taler om alt det fisse, de har fået (Mike Tyson og Dennis Rodman har fået en del, kan jeg godt sige jer – og det de mærkeligste steder).
Men det er også sjældent oprigtige samtaler mellem mænd, der kommer ud af de ekstremt maskuliniserede miljøer, som sport og hiphop er. Det er samtaler, hvor mindreværd og den store usikkerhed om både fremtiden og selvet pibler frem. Sammen med den store fortrydelse af alt det shit, de fleste af dem har lavet i fortiden. Hey, du er sgu’ god nok, sidder den ene store mand og siger til den anden store mand. Du er sød, nej, du er sød.
Det er altid fint at blive mindet om, at alle mennesker – fra Eminem til Mike Tyson til måske i virkeligheden også Evander Holyfields mor – egentlig længes efter at blive set og holdt om som dem, de er.
