Et liv er forbi: Britta Bak Boelsmand gjorde aldrig noget halvt

Det var på et tidspunkt i gymnasiet, at Britta Bak Boelsmand lagde en plan.

Hun ville være statistiker, hun ville skrive en ph.d., og hun ville arbejde i medicinalindustrien. Omkring et årti senere kunne alle, der havde hørt hende sige det, konstatere, at det var præcis, hvad der var sket.

Der var ingen svinkeærinder, kolde fødder eller bare en snert af tvivl undervejs. Hun gjorde det, hun havde sat sig for.

Det var ikke et enkeltstående tilfælde. Som aktiv i SF stablede hun kampagner på benene, malede bannere og delte flyers ud – i solskin og snevejr – og på sin arbejdsplads var hun selve årsagen til, at der var en fredagsbar.

Hun snakkede ikke bare om at flytte i kollektiv, hun gjorde det, og da hun købte stedet sammen med kæresten Benjamin og fem andre, stod hun selv for at spartle under renoveringen.

Hun var vokset op i en landsby 30 kilometer fra Nykøbing Mors, og hun var opflasket med et ideal om, at man skulle gøre sig umage, at man havde en pligt over for det fællesskab, man var en del af.

Det var sjældent, at hun selv råbte politiske paroler fra talerstolen, og de gange, hvor hun stillede op til byrådet i Aarhus, opfordrede hun gerne folk til at stemme på andre end hende selv, fordi hun vurderede, at deres chancer var bedre.

Hun lyttede også med en intens opmærksomhed, når hendes venner spurgte hende til råds, og de kunne altid forvente at få hendes ærlige mening.

Karl Marx på grydelapperne

Selv om hun lagde planer, hun aldrig veg fra, lignede Britta Bak Boelsmand sjældent en, der kerede sig om andet end øjeblikket. Slet ikke til fester, hvor hendes venner ofte så hende danse skørt og løsrevet fra enhver bekymring om, hvad andre måtte tænke.

Der var heller ikke hæmninger i sigte, når hun klatrede op i toppen af lygtepæle for at hænge valgplakater op. »Man skal lige have den rigtige strategi for at komme derop,« griner hun i en video fra sidste folketingsvalg, inden hun forlader fortovet.

Hun elskede både at strikke og lytte til punk og metal, og hun var en del af rygraden i flere vidt forskellige fællesskaber. Ikke bare i SF, hvor hun som næstformand i Aarhus og senere kasserer på Amager kæmpede for grøn omstilling og social retfærdighed, men også i den strikkeklub, som hun startede sammen med en håndfuld andre ph.d.-studerende.

Da nogle af dem flyttede fra Aarhus til København, kunne de ikke få liv i klubben, men så flyttede Britta Bak Boelsmand også til hovedstaden, og straks begyndte de at mødes hver måned igen.

»Jeg tror aldrig, jeg har set hende gøre noget halvt,« siger en af veninderne fra klubben.

Hun strikkede gaver til sine venner, blandt andet et sæt grydelapper, hvor der stod Karl på den ene og Marx på den anden, og da hun skulle giftes med Benjamin, satte hun sig også for at strikke sin egen brudekjole.

Nogle måneder senere stod hun i kjolen og sagde ja til den mand, hun havde forelsket sig i i SF Ungdom og tilbragt et lille årti med. Da hun senere fik at vide, at ægteparret ikke ville få et langt liv sammen, sagde hun, at hun var taknemmelig for, at de nåede at blive gift.

Det sidste, hun lagde på Facebook, var et billede af deres hænder, med hver deres vielsesring.

Mørket efter livet

Tragedien opstod i den lykkeligste stund.

Hun fødte sønnen Hassel i oktober 2019 og levede i en uges tid i det, hun beskrev som en boble sammen med sin nyfødte søn og sin mand.

Men Britta Bak Boelsmand døjede med smerter i kroppen, og det viste sig, at det ikke skyldtes fødslen, det var kræft, og det havde spredt sig så meget, at det var uhelbredeligt.

Hun tænkte meget over, hvordan hun bedst var mor for sin søn, når hun vidste, at hun ville forsvinde fra hans liv. Men det gav også hverdagen et skær af normalitet, at Hassel skulle mades, puttes og skiftes, kræft eller ej.

Britta Bak Boelsmand inviterede stadig sine venner i de sidste uger, og selv om hun var afkræftet, var der ingen spørgsmål, hun ikke ville svare på. Hun talte ærligt og afklaret om sin skæbne og spurgte endda ind til, hvordan det gik med de andre.

Hun nåede at holde jul sammen med sin mand og søn, men det nye år var få uger gammelt, da hun måtte give op. Hun døde den 22. januar, 32 år gammel.

Da strikkeklubben mødtes for første gang uden Britta, talte de om, hvilket tomrum hun havde efterladt, og overvejede i et kort øjeblik, om de bare skulle droppe at strikke og mødes på en café fremover.

De kom hurtigt på andre tanker, skammede sig over, at de overhovedet havde tænkt tanken, mens en af dem kiggede mod himlen og sagde:

»Undskyld, Britta.«