Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Jørgen Wilson blev iværksætter som knap 60-årig

Jørgen Wilson var finmekaniker og bassist. I en sen alder forenede han sine to interesser og konstruerede en pickup, som kan forstærke en kontrabas. Den var så god, at han sagde sit job op – og pludselig stod verdens bedste jazzbassister i Jørgen Wilsons kælder i Risskov
Også som iværksætter udfyldte Jøgen Wilson basistens rolle som ham, der samler det hele.

Også som iværksætter udfyldte Jøgen Wilson basistens rolle som ham, der samler det hele.

Poul Nyholm

27. juni 2020

Jørgen Wilson var sidst i 50’erne, da han besluttede sig for at blive iværksætter. Nogle år forinden var det lykkedes ham at konstruere en pickup, som kunne forstærke lyden af en kontrabas. Gildesalen i kælderen under hans og Henny Wilsons parcelhus i Risskov blev forvandlet til et kombineret værksted og musikrum, hvor berømte musikere kom for at få sat Jørgen Wilsons pickup på deres instrumenter.

I forsvaret med Otto Brandenburg

Jørgen Wilsons far, farfar og oldefar var alle kobbersmede – det velrenommerede familiefirma har blandt andet lavet de tre kroner, som udgør toppen af tårnet på Christiansborg. Han selv brændte dog mest for musikken og købte sin første harmonika som 14-årig. Han var soldat sammen med Otto Brandenburg, og de to underholdt de øvrige på kasernen så godt, at de fik særlige vilkår og ofte blev bedt om at spille og synge for officererne om aftenen. På kasernen arbejdede Henny som sekretær, og hun flyttede senere med Jørgen til Aarhus, hvor de var sammen i de næste 67 år – de fleste af dem i parcelhuset i Risskov, hvor Henny stadig bor, og hvor de først fik datteren Bente og siden sønnen Ole.

Jørgen Wilson

  • Født den 20. april 1936 i Aarhus.
  • Musiker og finmekaniker.
  • Efterlader sig sin hustru, to børn, 5 børnebørn og to oldebørn.
  • Død den 7. juni 2020 i Aarhus

    Jørgen Wilson havde arvet familiens evner med hænderne, og selv om han brændte for musikken, syntes hans far, at Jørgen skulle have en håndværksuddannelse. Han kom i mesterlære som finmekaniker og fik siden arbejde på Aarhus Universitet, hvor han i 40 år byggede de apparater, som forskerne i fysik og astronomi skulle bruge til forsøg. Det var mekanik i den helt fine ende af skalaen.

    Musikken lagde han aldrig fra sig. Harmonikaen blev skiftet ud med en bas, som han spillede på rundt omkring i byen i forskellige sammenhænge. Helst jazz. Det irriterede ham, at der altid var dårlig lyd på bassen. Ofte fik den bare stukket en mikrofon hen til strengene. Så han begyndte at arbejde på sin pickup.

    Den århusianske bassist, Jens Jefsen, var den første, der fik en Wilson-pickup. Det var i 1985. Siden hørte Niels-Henning Ørsted Pedersen om den og fik også monteret en. Herfra gik det stærkt. NHØP turnerede hele verden rundt, og pludselig skulle alle bassister, der var noget ved jazzmusikken, have en Wilson-pickup. Pickuppen var blandt de første på verdensmarkedet og ifølge mange musikere også den bedste. I dag har sønnen Ole overtaget forretningen, og selv om han flere gange har forsøgt at udvikle pickuppen, er det aldrig lykkedes at lave en, der er bedre end den originale.

    Iværksætter

    Han sagde sit job op. Og i de følgende år stod han i kælderen i Risskov og arbejdede, mens verdens bedste jazzbassister – folk, han hidtil havde lyttet til og set op til – kom på besøg. Den danske bassist Bo Stief fik tidligt en Wilson-pickup. Han kalder den slet og ret for »epokegørende,« og har ikke overvejet at skifte mærke siden. Han fortæller også, at NHØP ikke havde lydt som NHØP uden Jørgen Wilsons pickup. Den blev en del af hans karakteristiske lyd.

    Bo Stief husker de hyggelige aftener i kælderen, hvor han og Jørgen nørdede med lyd, og han husker, hvordan Jørgen altid kom og så koncerterne, når Bo Stief spillede i Aarhus. Så snakkede de lidt bagefter og finjusterede måske pickuppen. Med en pickup fulgte også en livslang service.

    Selv om han elskede selskab og samvær med andre, var han ikke frembrusende. Man siger, at bassisten er den i bandet, som står i baggrunden og binder det hele sammen, og det passer ret godt på Jørgen Wilson. Ifølge Søren Keiding, som er professor på Aarhus Universitetet og kendte Jørgen som både musiker og finmekaniker, var det Jørgen, der samlede folk. Han var pligtopfyldende, omhyggelig, ordentlig og fællesskabsorienteret.

    Kun én gang har Søren Keiding set Jørgen Wilson være rasende. Det var, da de skulle spille til universitetets årsfest, og en af de andre musikere meldte afbud på dagen, fordi han havde fået et andet job. Man kunne ikke lade sine venner i stikken, fordi man havde fået noget mere prestigefyldt.

    Det omhyggelige kom til udtryk, da Jørgen en dag fik en sending komponenter til sine pickupper. Med tiden blev succesen så stor, at han ikke længere kunne lave alt fra bunden – men nu kom der en sending, hvor maskinfirmaet havde lavet noget en hundrededel af en millimeter for stort. Jørgen kunne se det med det samme, men ringede til Søren Keiding for at få lov til at komme op på universitetet og måle efter, og selvfølgelig havde han ret.

    Den slags undrede han sig over. Han kunne ikke forstå, at når nu han havde bestilt én ting – at han så fik noget andet. Tingene skulle være ordentlige. Formentlig er det derfor, Jørgen Wilsons pickup er så god, at den i dag stadig benyttes af nogle af de bedste musikere i verden.

    Serie

    Et liv er forbi

    På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

    Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

    Seneste artikler

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • Anders Reinholdt
    • Tommy Clausen
    • Olaf Tehrani
    • Oluf Husted
    • Thomas Tanghus
    • David Zennaro
    Anders Reinholdt, Tommy Clausen, Olaf Tehrani, Oluf Husted, Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Der er ingen kommentarer endnu