Hjemkomst
Læsetid: 27 min.

Der mangler en historie om Yahya Hassan. Den handler om forsoning

Yahya Hassans litterære gennembrud kunne have været et brud med fortiden, kriminaliteten og ghettoens logik. Men sådan blev det ikke. For Yahya Hassan var en plads i kultureliten ikke nok. Han ville tilbage til Aarhus efter forsoning. Venner og bekendte tæt på den nu afdøde digter fortæller i dette portræt, hvorfor Yahya Hassan ville tilbage til det miljø, han blev rig og berømt for at gå løs på
Spørger man dem, der kendte Yahya Hassan, bliver særligt ét spørgsmål ved med at spøge: Hvorfor skulle Yahya Hassan partout tilbage til Aarhus?

Spørger man dem, der kendte Yahya Hassan, bliver særligt ét spørgsmål ved med at spøge: Hvorfor skulle Yahya Hassan partout tilbage til Aarhus?

Christian Belgaux

Moderne Tider
13. juni 2020

En novemberaften i 2013 var Yahya Hassan ved at følge sin kæreste til toget. De havde været en weekend i Berlin. Skændtes på museer, leget gemmeleg ved mindesmærkerne for de myrdede jøder og spist hummer på fancy restauranter. Mens de stod ved en billetautomat og krammede farvel, blev Yahya Hassan ramt i baghovedet af et slag. Han vendte sig om og slog igen, mens veninden skreg. Hans hårelastik blev revet ud, han fik et sår på læben, og hans jakke, som han over for politiet prissatte til 10.000 kroner, blev revet i stykker.

Blot en måned forinden var Yahya Hassan brudt igennem lydmuren med et debatinterview i Politiken, en tv-optræden i Deadline og en digtsamling om hykleriet i underklasseislam. Trusler var allerede en del af hans hverdag, men med overfaldet på Københavns Hovedbanegård blev det tydeligt at se, hvad det var for en vrede, Yahya Hassan havde vakt med ordene: »Jeg pisser på Allah og hans sendebude!«

Mens dele af indvandrermiljøet var i oprør, var den kreative klasse i ekstase. De elskede fortællingen om ham som mønsterbryder og lagde verden åben for ham.

Politiken stillede gentagne gange spalterne til rådighed for den unge digter og bragte efter overfaldet digtet ’FORURETTET’ på A-forsiden, så alle kunne se, hvilken pris Yahya Hassan betalte for sin ærlighed.

Da episoden fra Hovedbanegården kom for retten i december 2013, kunne Yayha Hassan pludselig intet huske. Han kunne ikke identificere gerningsmanden. Han kunne ikke huske, om vedkommende havde råbt »vantro«, mens slagene haglede. Han kunne ikke huske at have været forbi skadestuen med sin sårede læbe, at hans jakke var gået i stykker, eller at han havde skrevet om det hele i et digt til Politiken.

»Man kan ikke stole på aviserne,« konstaterede han tørt.

Yahya Hassans opførsel i retten kan ses som et eksempel på, at digteren allerede i 2013 var i konflikt med sig selv om, hvor hans loyalitet lå, og hvilket miljø han tilhørte mest. Hele hans korte, men intense karriere var et limbo mellem to verdener, som han ikke kunne få til at mødes og derfor følte, at han blev nødt til at vælge side i. Nogle dage var han på den øvre middelklasses hold. Andre dage var han på underklassedanmarks hold og fandt størst identifikation hos bavianerne og sjakalerne, som var de udtryk, han selv brugte.

Forsoning

Nu er Yahya Hassan død og hans eftermæle i gang med at blive gjort op. Han var digteren, der skrev med Rudolf Broby-Johansens versaler og med Karl Ove Knausgårds ærlighed. Han var sønnen, der hadede sin far. Han var islamkritikeren, der pissede på Allah. Han var mønsterbryderen, der blev omfavnet af den øvre middelklasse. Han var politikeren, der ville forsvare alle muslimerne. Og han var psykoseperkeren, der fik alle banderne i Aarhus på nakken.

Alt dette er velbeskrevet i de svimlende 19.619 artikler, der ifølge medieovervågningstjenesten Infomedia findes om Yahya Hassan.

Men spørger man dem, der kendte Yahya Hassan, bliver særligt ét spørgsmål ved med at spøge: Hvorfor skulle Yahya Hassan partout tilbage til Aarhus?

Hvorfor blev hans litterære gennembrud ikke det definitive brud med fortiden, kriminaliteten og ghettoens logik, som mange håbede, det ville være? Hvorfor købte han ikke en herskabslejlighed med udsigt over vandet for alle sine penge, fik en sød kæreste og skrev sin toer i ro og mag i en Wegner-stol? Hvorfor skulle han tilbage til Aarhus og det miljø, han blev rig og berømt for at kritisere?

Det korte svar er forsoning.

Det lange svar er mere komplekst og indeholder tre forklaringer, som en lang række af Yahya Hassans venner og bekendte – til baggrund og citat – har sagt ja til at gøre os klogere på med denne historie.

Men for at nå dertil skal vi først forstå, hvad det var for et miljø, Yahya Hassan blev født ind i og forlod, da han rejste til København for at udleve sine digterdrømme.

Vi starter derfor der, hvor det hele begyndte: i Trillegården.

Fædrenes identitetstab

Walid Zaher glider ubesværet ind og ud af dansk og arabisk, når han taler. Han er 52 år, palæstinenser og kom til Danmark i 1987 et par år efter Yahya Hassans far. Han har boet i Trillegården og kender stierne mellem de 482 lejeboliger ind og ud.

Det er her, Yahya Hassan blev født og voksede op. I betonblokkene, som knap fem kilometer vest for Aarhus centrum skød op med lynets hast i midt-70’erne for at give plads til byens hastigt voksende gruppe arbejdere og tilbyde dem lys, luft og udsigt.

Men arbejderne gad ikke bo her, og kommunen begyndte at anvise flygtninge, gæstearbejdere og særligt udsatte til de nye lejeboliger. I dag har størstedelen af indbyggerne i Trillegården en anden etnisk baggrund end dansk, og her bor mennesker, som aldrig har lært sproget eller været på det danske arbejdsmarked. Hassan, Sundaralingam, Ali og en enkelt Jørgensen står der på postkasserne.

Walid Zaher har i mange år været aktiv i det arabiske foreningsliv i Aarhus og kendte Yahya Hassans far fra længe før, han blev nogens mand og nogens far.

»Han var faktisk en utroligt velintegreret mand. Han spillede klaver i et band, datede, drak og gik til fester,« siger Walid Zaher. I en periode i slut-80’erne så de to jævnligt hinanden til fester på Skjoldhøjkollegiet eller på diskotek Paradis i midtbyen, hvor de dansede og festede med danskere.

Men pludselig en dag kunne Walid Zaher næsten ikke genkende faderen.

»Han var blevet gift, havde fået langt skæg, gik i dishdasha (muslimsk kjortel, red.) og kom i Grimhøjmoskeen.«

Han havde forandret sig fuldstændigt, men det var ikke unormalt, at det skete for arabiske mænd, som kom til Danmark, fortæller Walid.

Kvinderne kunne bevare deres identitet. De var husmødre i hjemlandet og skulle stadig være husmødre, når de kom til Danmark. Deres liv blev faktisk lidt lettere takket være køleskabe og opvaskemaskiner.

Men mændene? De blev udsat for et stort identitetstab, forklarer Walid Zaher.

I hjemlandet var fædrene konger. De arbejdede, tjente penge og nød respekt. I Danmark havnede de på bunden af samfundet – uden autoritet, arbejde eller sprogkundskaber. Hvor deres identitet førhen var meget andet end islam, havde de i Danmark kun religionen at holde fast i. Og den blev derfor en måde at vinde noget af den tabte styrke og autoritet tilbage.

Walid Zaher tror, at det var det, der skete med Yahya Hassans far.

En vantro kujon

I baggrunden kan man høre politisirener. En flok unge sorte mænd vælter ud af en bil, sætter sig ind i en anden og kører væk i høj fart. En fyr sidder og piller ved de sørgelige rester af en kofanger, som er faldet af hans bil, mens han var på flugt fra politiet.

Indtil nu har den danske offentlighed kun kendt faderen ud fra Yahya Hassans ord og digte som manden, der tvang sine børn til at stå på ét ben i timevis og lod dem vælge, om de helst ville piskes på hænderne eller fødderne. Den eneste gang, han selv udtalte sig om sin søn, var, da han to uger efter udgivelsen af Yahya Hassans første digtsamling, lagde en video op på facebooksiden Mit Islam.

I den læser han op fra en koran, mens islamisk musik flyder i baggrunden. På formfuldendt arabisk forklarer han, at han har givet Yahya Hassan alt, hvad han havde krav på, men at sønnen »opdigtede historier«, knuste faderens hjerte og flygtede som en »vantro kujon«.

»Jeg bevidner foran Allah og alle jer, at jeg slår hånden af Yahya.« Og sådan slutter videoen med, at faderen frasiger sig sin førstefødte.

Walid Zaher har talt med Yahya Hassan om hans far.

Til at begynde med kunne de ikke forstå, at det var det samme menneske, de talte om. For mens Yahya kun kendte sin far som voldelig og dybt religiøs, kunne Walid Zaher fortælle om sider, Yahya Hassan aldrig havde kendt til.

Morens sorg er for stor

Bygningen, som var Yahya Hassans barndomshjem, ligner alle andre i Trillegården. Den er bygget op på samme måde med fire gule bygninger, der danner små firkanter med græs, bænke og sandkasser i midten. Vi har været i kontakt med Yahya Hassans mor, som stadig bor i lejligheden, og spurgt, om hun vil medvirke. Men hun har svaret, at »sorgen er stadig for stor«, så vi bliver udenfor i regnen.

På hendes åbne facebookprofil skrev hun kort efter Yahya Hassans død et langt opslag på arabisk om sønnens sidste tid. Hun skrev, at Yahya Hassan havde opsøgt sin bedstefar og insisteret på at få mere at vide om sin far. Hvor var han? Hvordan kunne han komme i kontakt med ham? Bedstefaderen kunne ikke svare på spørgsmålene, og Yahya Hassan blev ked af det. Inden Yahya Hassan gik, sagde han, at det var sidste gang, han besøgte bedstefaderen.

»Jeg undrede mig over sorgen, der fyldte dit ansigt. Det ansigt, der altid plejede at være smilende,« skriver hans mor i opslaget. »Men jeg vidste ikke, at du var i gang med at sige farvel til folk omkring dig,« fortsætter det. Hun skriver, at hun prøvede at tale med Yahya Hassan, for hun kunne ikke forstå, hvad der hen over de sidste uger af hans liv var sket med den søn, der altid plejede at være i godt humør.

»Livet er hårdt,« svarede han som noget af det sidste, han sagde til sin mor.

Rapkollektivet

Første gang, Abu Malek mødte Yahya Hassan, havde han lyst til at kvæle ham.

Abu Malek var ansat på Rapakademiet i Trillegården, hvor han hjalp unge utilpassede drenge med at skrive og indspille tekster. Han sad udenfor i det gode vejr med sin computer i skødet, en smøg i munden og kaffe i hånden, da en provokerende 16-årig stillede sig, så han med vilje skyggede for solen.

Abu Malek var ikke pædagogisk anlagt og sagde, at han ville kaste computeren i hovedet på »møgungen med flapører«, hvis ikke han flyttede sig.

Drengen var Yahya Hassan, og han fortsatte med at være irriterende, indtil Abu Malek spurgte, om han ikke kunne pisse af eller indspille nogle tekster. Og så gik Yahya Hassan med i studiet.

»Jeg lagde hurtigt mærke til, at han ikke var ligesom alle de andre møgperkere med deres Yallahrup Færgeby-accent,« siger Abu Malek. Yahya Hassan talte perfekt dansk uden accent og brugte ord, som ikke hørte hjemme i ghettoen.

»Jeg sagde tit: ’Hallo hvad betyder det der?’ Mange af ordene havde jeg aldrig hørt før. Du ved, ligesom når en læge snakker til dig og siger, jamen du har ’bla bla bla’, og man bare nikker og ikke har forstået en skid.«

Yahya Hassan fik rappernavnet ’Natteravnen’, fordi han altid ringede klokken lort om natten og ville læse sine raptekster op for folk. De indeholdt ikke mange bandeord, men handlede om en hård barndom.

Yahya Hassan fik rappernavnet ’Natteravnen’, fordi han altid ringede klokken lort om natten og ville læse sine raptekster op for folk. De indeholdt ikke mange bandeord, men handlede om en hård barndom.

Privatfoto
Yahya Hassan havde aldrig rappet før, men da Abu Malek hørte ham, fik han kuldegysninger. Han var på et helt andet niveau. Han var hårdtslående uden at bande, og hans tekster var ikke bare tomme ord om para og bitches. Den ene tur i studiet blev til mange, og Yahya Hassan fik kunstnernavnet Natteravnen og endte med at blive en del af rapkollektivet Pimp-A-Lot, som Abu Malek var leder for.

Yahya Hassan blev en del af et slæng. Han så op til de store drenge i rapkollektivet og holdt kontakten med nogle af dem helt frem til, han døde i april. Det fællesskab, han fandt der, kunne både rumme den Yahya Hassan, der gik med kniv og skudsikker vest, og den Yahya Hassan, der solgte digte og skrev indlæg i aviserne.

De var vigtige for ham og kom senere til at spille en væsentlig rolle i forhold til, hvorfor Yahya Hassan vendte tilbage til Aarhus.

Abu Malek har næsten kun ros tilovers for Yahya Hassans evner som rapper. Det eneste – og måske ret væsentlige – problem var stemmen: »Den var alt for høj. Han lød som en prædikende imam.«

Pisser på Allah

Den samme høje, prædikende imamstemme lærte hele Danmark at kende, da Yahya Hassan dukkede op i Deadline på DR2 i 2013, hvor han efter et interview med Martin Krasnik reciterede et af sine digte og sluttede af med nærmest at råbe: »MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE«.

27 dødstrusler tikkede herefter ind på hans telefon.

Han havde i kulturelitens bedste sendetid stukket sine egne. Han blev straks opfattet som islamkritiker, og når journalisterne spurgte: »Er du muslim?« og »Hvad er det værste ved islam?«, så svarede han polemisk: »Jeg er ikke muslim«. Han kunne ikke bruge Allah til noget som helst. PET blev hurtigt en skygge, som fulgte Yahya Hassan i alt, hvad han foretog sig.

Koranen i ørene

Selv om det ikke var det indtryk, Yahya Hassan udadtil efterlod sig, så var han i virkeligheden meget optaget af islam. Det fortæller Saer El-Jaichi, som mødte Yahya Hassan på et tidspunkt, hvor han var ved at skrive ph.d. om islamisk filosofi. Det interesserede Yahya Hassan. Han lyttede nysgerrigt og stillede spørgsmål, når Saer El-Jaichi fortalte om den store islamiske fritænker Averröes, som mente, at filosofien og islam skulle gå hånd i hånd.

Islam var ikke bare lange skæg og sharia, ikke bare påbud og forbud, islam var også oplysning og åndelighed, og ligesom kristendommen kunne den fortolkes, man kunne være muslim på forskellige måder.

Alt det var helt nyt for Yahya Hassan.

I årene mellem 2013 og 2015 mødtes de to flere gange om ugen. Enten på Café Phenix i Valby eller i en bekendts kolonihavehus. Yahya Hassan gad aldrig snakke small talk eller om trivielle hverdagsproblemer, når han sad med Saer El-Jaichi. Det skulle altid handle om islam, arabisk filosofi og litteratur.

»Den der gængse opfattelse af Yahya Hassan som islamkritiker, den køber jeg slet ikke, det er noget sludder. Måske var han det i starten, men det ændrede sig hurtigt,« siger Saer El-Jaichi. Han har aldrig tvivlet på, at Yahya Hassan var muslim, endda en reflekteret troende. Når de mødtes, kom Yahya Hassan altid gående med store hørebøffer på, hvor han lyttede til koranrecitation, husker han.

I samme periode hang filmfotografen Fabrice Ntihwanya ud med Yahya Hassan i Aarhus. Han er fra Burundi, har små tynde dreadlocks og i en kæde om halsen en abe, som spiller pik på sig selv, hvis man trækker den i halen.

Fabrice Ntihwanya oplevede også Yahya Hassan som langt mere nuanceret i sit forhold til islam, end han fremstod i medierne. Han fortæller, at Yahya Hassan for eksempel elskede koranen og kaldte bogen »den bedste poesi«.

På et tidspunkt købte Yahya Hassan endda professionelt optageudstyr på internettet, så han kunne optage sine egne koranrecitationer. »For ham var det en slags meditation, han gik nærmest i trance, når han begyndte at recitere som en imam,« husker Fabrice Ntihwanya og imiterer Yahya Hassans stemme og ansigtsudtryk.

En af de episoder, Fabrice Ntihwanya husker bedst, og som for ham viste, at Yahya Hassan faktisk var muslim, udspillede sig en varm sommerdag, hvor de to venner sad på deres sædvanlige solplet i Aarhus og røg joints.

PET-vagterne sad ved et bord i nærheden og holdt øje med dem. Pludselig rejste Yahya Hassan sig op og spurtede afsted, og PET-vagterne fulgte efter. Vagterne var paniske, da de så, at han var på vej ind i en moské. På det tidspunkt var Yahya Hassan hadet af de fleste muslimer, men da de nåede ind i moskeen, sad Yahya Hassan helt roligt og udførte den muslimske vask inden bønnen. Først ansigtet, så armene og til sidst benene. Så stillede han sig hen til de andre muslimer og bad fællesbønnen.

»Han gjorde det ikke for at provokere de andre muslimer derinde, han mente det fandeme,« fortæller Fabrice Ntihwanya om episoden.

Høfligheden selv

Blandt de hvide danskere i København var Yahya Hassan derimod uhyre populær. Han var feteret, respekteret og efterspurgt. Han slog rekorder med sit bogsalg, skiftede læderjakken ud med jakkesæt i blå og bordeaux og købte blanke sko, som sagde klik, når han gik.

Derudover brugte han penge som enhver anden 18-årig og købte biler, ure og pelsjakker, som helt klart var for meget. Han fik rockstjernestatus og måtte ryge, hvor end han ville. Redaktører, forlæggere og journalister puffede diskret et vindue op og lod ham pulse løs. Han festede, drak og kunne godt finde på at være sammen med tre forskellige damer på en aften – så bookede han bare tre forskellige hotelværelser.

Som digter fik Yahya Hassan lynhurtigt stjernestatus blandt kultureliten. De lod ham bære våben, når han blev inviteret indenfor, og tændte han en smøg i et mødelokale, var der ingen, som bad ham slukke. Man åbnede bare vinduet.

Som digter fik Yahya Hassan lynhurtigt stjernestatus blandt kultureliten. De lod ham bære våben, når han blev inviteret indenfor, og tændte han en smøg i et mødelokale, var der ingen, som bad ham slukke. Man åbnede bare vinduet.

Ida Guldbæk Arentsen
Der var en vildskab og nogle kræfter i ham, som mange blev bange for ville kunne komme ham til skade.

Tidligere direktør for Gyldendal Johannes Riis var en af dem. Han talte godt med Yahya Hassan, han var kommet til at holde af ham og følte en form for trang til at passe på ham, og da Yahya Hassan bad om at få lov til at komme ind og sidde og skrive på Gyldendal, stillede man et skrivebord til rådighed, og så sad han inde på Johannes Riis’ assistents kontor og koncentrerede sig om sin næste digtsamling.

»Han var høfligheden selv,« husker Johannes Riis. »Han var venlig og omgængelig, bankede på, når han havde arbejdet med et digt, han syntes, jeg skulle læse, og kom ind og spurgte, om han skulle komme med en kop kaffe til mig.«

Når man i dag kender indholdet af Yahya Hassans anden digtsamling, som handler om biljagter, overfald og psykoser, så forstår man, at den ikke kunne skrives fra et skrivebord, og der gik da heller ikke mange dage, før Johannes Riis kunne mærke, at Yahya Hassan blev rastløs og kedede sig gudsjammerligt. Og inden der var gået meget mere end en uge, holdt han op med at komme på forlaget.

»Da blev det klart for mig, at der var sider i ham, som skulle tilfredsstilles på en måde, som vores miljø slet ikke kunne leve op til,« siger Johannes Riis.

Politikeren Yahya

I 2014 og 2015 blev Yahya Hassan tydeligt mere politisk i sine udmeldinger. Han talte mere om ytringsfrihed, om uddannelse og om Gaza-striben.

Alligevel kom det som en overraskelse, da han 7. april 2015 meddelte, at han stillede op som folketingskandidat for Nationalpartiet, der var blevet stiftet af tre pakistanske brødre som en reaktion på højredrejningen i dansk politik.

På et pressemøde, som nok vil gå over i historien, som et af de længste, holdt Yahya Hassan en 55 minutter og 40 sekunder lang enetale, som var så overvældende og apolitisk i sin form, at christiansborgjournalisterne havde svært ved at gengive den og sige, hvad den egentlig handlede om.

Lytter man godt efter, er det alligevel tydeligt, at Yahya Hassan havde ét formål med talen: Den dag, han valgte at stille op for Nationalpartiet, valgte han at stå på baglandets side. Han valgte rollen som præmieperker fra og blev indvandrernes mand.

Før var det forældregenerationen, han skød løs på. Men i sin lange politiske enetale var de unge indvandrere og efterkommeres problemer ikke længere de uduelige forældres skyld. Det var pludselig systemet, der havde fejlet. Det var systemet, der belejligt valgte »at mase flygtninge ind i samme boligblok«, det var systemet, der selv var »med til at skabe de parallelsamfund,« som havde forårsaget indvandrerforældrenes ulykke.

Yahya Hassan gik fra, at han ikke kunne bruge Allah til noget i 2013, til at mene, at muslimernes »tankegods ligger til grund for den europæiske renæssance«. I sin politiske tale var islam pludselig »litteratur, åndsfrihed, etik, debat, filosofi, videnskab, astronomi, arkitektur, kunst, hed sex og doggystyle«.

Hans valgvideoer var på arabisk, og han troppede op til vælgermøder i Gellerup med et palæstinensisk tørklæde om halsen. På halvandet år havde han vendt skytset væk fra forældrene og religionen og rettet det mod politikerne og medierne.

Valget den 18. juni endte som en stor skuffelse. Partiet havde ikke nået at blive opstillingsberettiget, så kandidaterne var stillet op som løsgængere. Yahya Hassan havde brug for lidt over 20.000 stemmer, men fik 944. Indvandrermiljøet havde fravalgt ham, og flere af hans venner fortæller, at han ikke kunne håndtere nederlaget.

To verdener

Yahya Hassan troppede en dag op på Gyldendal og meddelte Johannes Riis, at nu flyttede han tilbage til Aarhus. Den daværende direktør for Gyldendal syntes, det lød som en rigtig dårlig idé og prøvede at tale Yahya Hassan fra det, men Yahya Hassan stod fast.

Han sagde, at han ikke havde fået nogen rigtige venner i København, at han overhovedet ikke var faldet til, og at han savnede Aarhus.

»Jeg havde en dårlig fornemmelse med det, men jeg kunne jo ikke stoppe ham,« siger Johannes Riis.

Snart efter begyndte Yahya Hassan at lægge mærkelige, uhyggelige videoer op på sin facebook-profil. Jakkesættet var skiftet ud med mørkt sikkerhedstøj, elefanthue, rygsæk med knive i, mundbind og solbriller.

Mængden af videoer fik ham til at fremstå manisk. De var tit rystede og optaget i løb med råbende stemmer indover. Det lignede, at Yahya Hassan blev overfaldet, eller at han overfaldt nogen. Han talte pludselig ikke længere velartikuleret dansk, men brugte arabiske udtryk i flæng som wallah (jeg sværger ved Gud), ibn el-kalb (søn af en hund) – og den værste: aneek emak (jeg knepper din mor).

Hans liv lignede noget fra en film eller et computerspil, hvor hovedpersonen har galoperende storhedsvanvid og vælter sig i penge og damer, mens politiet og banderne konstant ånder ham i nakken. Det var en deroute for fuld udblæsning.

Johannes Riis fik endnu en gang besøg af Yahya Hassan. Han lagde vejen forbi forlaget i Klareboderne for at vise sin forlagsdirektør en video, han havde optaget af sig selv, mens han kørte vanvidskørsel på de små veje nord for Aarhus. Bilens speedometer viste uhyggeligt langt over det tilladte, og Yahya Hassan grinede og hujede, mens klippet afspillede på hans telefon.

»Jeg har aldrig set ham så opstemt og tilfreds med sig selv som der,« siger Johannes Riis.

»For mig blev det et billede på, at vi levede i to vidt forskellige verdener, og selv om vi gjorde et behjertet forsøg på at hjælpe ham med at få en mere rolig tilværelse, så sagde det ham ingenting.«

Psykoseperkeren

Så Yahya Hassan blev midt i orkanens øje og væltede rundt i Aarhus i en blanding af paranoia, overfald og psykoser. Det hele kulminerede, da han 20. marts 2016 skød en 17-årig ung mand i foden foran et pizzeria i Trillegården og blev idømt et år og ni måneders fængsel.

I fængslet rakte han ud efter gamle kontakter. Nogle ringede han til. Han undskyldte over for Abu Malek og andre, at han gik og legede gangster. Andre sms’ede han til for at mærke, om de stadig var der for ham. Det var særligt kultureliten, der modtog et »Hej, hvordan går det? Hvad render du rundt og laver?«.

Johannes Riis skrev han breve til, og selv om den tidligere forlagsdirektør har gemt dem alle, har han ikke lyst til at dele dem med offentligheden. Ind i mellem bad Yahya Hassan om hjælp til konkrete ting, og selv om Johannes Riis gjorde, hvad han kunne, betød det ikke, at der kom mere ro på digterens liv. Da han blev løsladt, blev han hentet af en ven i en sort limousine, og derfra var stilen ligesom lagt. Medierne bugnede igen af historier om Yahya Hassan, der levede livet farligt i et alt for højt gear.

Han købte nye køkkenknive, truede bander med at sprænge deres klubhuse i stumper og stykker, så de kom til at ligne Syrien. Han viste sin pik til tilfældige kvinder på Viborgvej, truede folk med at ville slå dem ihjel og stak en forbipasserende i armen med en knust flaske.

18. oktober 2018 erkendte Yahya Hassan sig ved byretten i Aarhus skyldig i 42 forhold, som blandt andet talte vold, trusler, hærværk og overtrædelse af polititilhold om at holde sig væk fra en kvinde.

Dommen lød på psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Retten lagde vægt på, at lægerne, som havde undersøgt digterens mentale tilstand, konkluderede, at han formentlig var sindssyg på gerningstidspunkterne, og at forbrydelserne blev begået under massiv stofindtagelse. Undersøgelsen konkluderede desuden, at Yahya Hassan havde et udpræget misbrug af hash og kokain, og at han til tider var både paranoid og psykotisk.

Ville ikke være del af eliten

Johannes Riis blev ligesom så mange andre både ærgerlig og foruroliget over den udvikling, Yahya Hassans liv tog. Den dag i dag tænker han stadig på, om han kunne have gjort noget mere for Yahya Hassan.

»Det tror jeg, at jeg vil spekulere på resten af mit liv,« siger han. Omvendt kan han ikke komme i tanke om et andet menneske, der har været så mange forsøg på at hjælpe som i Yahya Hassans tilfælde.

»Vi stod en hærskare af velmenende folk parat til at hjælpe, men det var, som om han ikke ville hjælpes. Han ville ikke være ligesom os andre, for jeg tror, han syntes, vores livsform var dødssyg,« siger Johannes Riis.

Det er den første af tre gennemgående forklaringer, vi er stødt på, når vi har bedt digterens venner og bekendte reflektere over, hvorfor Yahya Hassan vendte tilbage til Aarhus. Han ville ikke være en permanent del af kultureliten.

Han lærte koderne og var til en start betaget af at være blevet optaget i en klub, som han blot kort tid forinden ville have forsvoret, at han kunne blive en del af. Han blev båret frem til Gyldendals efterårsreception, men hvis han havde krydset det dørtrin 14 dage tidligere, ville alle have troet, at han var kommet for at rulle dem.

Tilbage i Aarhus købte Yahya Hassan en motorcykel, så han hurtigere kunne slippe væk fra banderne, der ifølge digteren jagtede ham med ISIS-sabler, og politiet, som han hævdede chikanerede ham konstant.

Tilbage i Aarhus købte Yahya Hassan en motorcykel, så han hurtigere kunne slippe væk fra banderne, der ifølge digteren jagtede ham med ISIS-sabler, og politiet, som han hævdede chikanerede ham konstant.

Christian Belgaux
Over for vennerne i Aarhus lagde han ikke fingre imellem, når han beskrev sine nye bekendtskaber i København. Han talte grimt om både Gyldendal, Politiken, som altid stod klar til at »trykke hans vrøvl for at sælge aviser«, og Martin Krasnik, »den der zionist, der tjener en sag ved at have en palæstinenser som mig boende,« fortæller Fabrice Ntihwanya.

Vennerne i Aarhus gjorde desuden alt for at bakke den fortælling op og sagde tit, at folkene i København ikke var Yahya Hassans rigtige venner.

Fabrice Ntihwanya var blandt andet én af dem, der tit sagde sådan. Han mener, at Yahya Hassan gennemskuede, at de mennesker i København, der interesserede sig for ham, ikke kunne lide ham som person.

»De var interesseret i hans historie, men de kunne ikke acceptere hans anden side.«

Familiens ære

Den anden forklaring, som går igen, når man spørger, hvorfor Yahya vendte tilbage til Aarhus, handler om den arabiske kultur, Yahya Hassan blev født ind i. Her er familiens ansigt udadtil og dens ry og rygte det mest dyrebare, man ejer.

I første digtsamling brød Yahya Hassan med den vigtigste uskrevne lov, alle arabere kender til: Man udleverer ikke sin familie. Men det gjorde Yahya Hassan ved at involvere hele Danmark i faderens vold, morens underliv og fætrenes kriminalitet.

I dette digt viser Yahya Hassan, at han er fuldstændig klar over, hvad hans handlinger har betydet for resten af familien:

»JEG LØB MED DERES ÆRE/ FOR HVIS BROREN ER VANTRO/ ER SØSTERENS MØDOM UREDELIG (…) /JEG LØB MED DERES ÆRE/ OG DA FORVANDLINGEN SKETE/ BED DE FINGRENE AF HINANDEN (…) / PÅ RANDEN AF GRÅD VAR DE«

Familiens ære er et kollektivt ansvar i den arabiske kultur. Mens danskere hæfter individuelt for deres gerninger, smittede Yahya Hassans handlinger af på hans søster og resten af familien. Skammen over hans digte og medieoptrædener tvang hans far til at flygte til Tunesien med en ny kone, hans mor isolerede sig fra sine veninder, og hans bror tog afstand fra ham. Hele familien betalte prisen for, at han skrev digtene. Selv skrev Yahya Hassan, at de ville ønske, han var »DØDFØDT«.

Ved at vende tilbage til Aarhus og tage sig af den familie, som den muslimske tradition foreskriver, at den ældste søn skal tage sig af, forsonede Yahya Hassan sig på den måde med det bagland og den kultur, han kom fra. Han afviste ikke islams æreskodeks, men accepterede det og anerkendte sit ansvar.

Forsoningen med baglandet afspejler sig også i hans sidste digtsamling, der i modsætning til den første næsten ikke nævner hans nære familie med ét ord. Yahya Hassan havde lært, at den slags gør man ikke – uanset om man er fundamentalistisk muslim eller abonnerer på en moderne fortolkning af islam, for familiens ære er i lige så høj grad forankret i kulturen som i religionen.

»Jeg elsker min mor«

Den tredje forklaring på, hvorfor Yahya Hassan vendte tilbage ligger i forlængelse heraf og handler udelukkende om hans mor.

Mens han boede i København, talte de i telefon flere gange om ugen. Når han var på besøg i Aarhus, var det første, han gjorde, når han steg af toget, at suse ned og købe gaver til hende i de eksklusive butikker på Strøget. Han købte ofte dyre smykker og parfumer med hjem til Trillegården. Han betalte morens regninger, og hun vaskede hans tøj. Yahya Hassan prøvede også altid at få hende med på ideen om, at han købte et hus til hende, hvori hele familien kunne bo.

Selv om Yahya Hassan havde ordet i sin magt, talte han stort set aldrig om følelser med sine venner og bekendte.

»Når han blev ked af det, ringede han altid til sin mor,« husker Fabrice Ntihwanya. »Og når de talte sammen, blev hans høje stemme blød som et lam.« Hvis der var larm eller musik i baggrunden, når moren ringede, bad Yahya Hassan altid folk om at holde kæft eller skrue ned.

Det kan heller ikke være tilfældigt, at nogle af hans sidste ord i hans sidste medieoptræden i Weekendavisen var:

»Du skal skrive, at jeg elsker min mor og min bror og elsker min familie. Det er vigtigt at få med, at jeg elsker min familie. Du skal understrege det. Lov mig det.«

Ikke en Fugl Føniks

De sidste år af Yahya Hassans liv er svært at kortlægge. Hans profiler på de sociale medier, som ellers ivrigt dokumenterede hans liv, blev lukket ned, mens han var indlagt på retspsykiatrisk, og kontakten til langt de fleste gled ud.

Han så til sidst stort set ikke nogen ud over sin mor, sine fætre og broren Abdullah. I august sidste år genopstod han pludseligt, men også kortvarigt på de sociale medier med profilen ’Yahya Ægte Hassan’. »Starter fra 0. Yahya Hassan er tilbage igen«. I nogle uger lagde han ting op. Billeder af frokoster, indkøb af Rolex-ure og besøg på vandpibecafeer. Han skrev ofte om sin bror, som sad inde, og som han glædede sig til at få ud.

Det næste glimt fra Yahya Hassans liv kom i november, hvor Weekendavisen bragte et interview foretaget over patienttelefonen på en psykiatrisk afdeling i Aarhus, hvor Yahya Hassan var frivilligt indlagt, fordi han havde prøvet at stikke sin bror ned med en køkkenkniv.

Dagen efter udkom hans digtsamling YAHYA HASSAN 2, som fik flotte anmeldelser. Jyllands-Postens anmelder gav den fem stjerner og skrev, at digteren havde »rejst sig som en Fugl Føniks«.

Det var dog ikke det indtryk, Yahya Hassan efterlod på Bogforum, hvor han pludselig stod på en scene og læste højt fra sine nye digte. Han lignede ikke en Fugl Føniks, men en sløv, snøvlende og kraftigt medicineret digter.

Oplæsningen varede 12 minutter, og Yahya Hassan kiggede ikke op undervejs.

Det er uklart, hvornår han blev udskrevet fra psykiatrisk, men han flyttede hjem til sin mor i Trillegården. Fabrice Ntihwanya var et af de sidste mennesker, som så Yahya Hassan i live. Det var cirka 14 dage før, han blev fundet død i den lejlighed, han ejede i Trillegården, men stort set ikke brugte til andet end at komme og ryge hash i.

De mødtes på café Under Masken, hvor Yahya Hassan kom igennem mange år – bortset fra de perioder, hvor han havde karantæne og forbud mod at være der, og kørte sammen til Risskov, hvor de skulle spise hos en veninde. Hun havde lavet pakistansk mad, og de drak en masse vin, røg joints på altanen, kiggede på gamle billeder og hørte 2Pac. Der var ifølge Fabrice Ntihwanya ikke meget »seriøs snak«. »Vi snakkede om vores fuck ups og om dengang, Yahya kom til at brænde Scandic ned, fordi han røg smøger på værelset.«

Yahya Hassan virkede afslappet, men på en mærkelig måde, tænkte Fabrice Ntihwanya.

»Han var rolig på en medicinsk måde. Han var tung i det og havde den der blankhed i blikket.«

De to venner aftalte, at de skulle ud at spille fodbold sammen, men Fabrice Ntihwanya hørte aldrig igen fra Yahya Hassan.

Slut, prut, finale

29. april blev Yahya Hassan fundet død i sin lejlighed. Familien havde ikke hørt fra Yahya Hassan i nogen tid, så hans mor tog over i hans lejlighed, hvor hun fandt ham. Umiddelbart efter genpostede hun en video på Facebook fra efteråret, hvor Yahya Hassan sidder i en sofa ved siden af imamen Abu Khaled, som leder bønnen i en af Gellerups mange moskeer, Fredens Moské, og som desuden er hans mors onkel.

I videoen citerer Yahya Hassan den muslimske trosbekendelse: »Jeg bevidner, at der ikke findes nogen Gud ud over Allah,« siger han på arabisk og slår over i dansk. »Og jeg vil gerne sige til alle, der måske har været i tvivl, om Yahya har været fratrådt islam, at det har der på intet tidspunkt været tale om. Jeg er født muslim, vil dø muslim, men man er måske ikke, som folk er flest. Slut, prut, finale.«

Abu Khaled er kortfattet, da vi ringer og spørger, hvad der er gået forud for videoen. »Jeg har besluttet mig for at svare kort, for journalister vender og drejer mine ord,« siger han.

Han understreger flere gange, at han absolut ingen relation havde til Yahya Hassan, men at han kom, fordi moren ringede og sagde, at hendes søn gerne ville tale med ham.

»Jeg tror, at han angrede,« siger Abu Khaled. »Jeg fik at vide, at han havde fået et bedetæppe og var begyndt at bede fast.«

Abu Khaled stod for begravelsen. Den var muslimsk og helt efter traditionen. Nogle så det som en hån, at oprøreren Yahya Hassan blev begravet af en dogmatisk, fundamentalistisk imam. Andre så det som en respektfuld afslutning på et omtumlet liv.

Der var mennesker til stede fra begge verdener, som Yahya Hassan gik på line mellem. Der var repræsentanter fra kultureliten, der var fætre og en grædende mor. Der var kriminelle, bavianer og sjakaler, og der var folk, som truede ham og vendte ham ryggen, da de følte, Yahya Hassan stak dem alle.

Om sin plads i verden skrev Yahya Hassan selv sådan her:

FREMMEDE BLEV BEKENDTE

OG BEKENDTE BLEV FREMMEDE FOR MIG

MENS FREMMEDE VILLE KENDE MIG

VILLE BEKENDTE IKKE LÆNGERE KENDES VED MIG

MIN SKYGGE FORLOD MIG

OG EN SKIKKELSE NEDFÆLDEDE SIG OVER MIG

(Pøblen, YAHYA HASSAN 2)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Young-suk No

Med alles krav
måtte du stække det du var
så du ikke kunne leve
Må din ånd bliver til en sommerfugl
hvis vingesus vi hører
når alles larm er gået til ro

Henning Kjær, Jimmy Hansen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Dommen lød på psykiatrisk behandling på ubestemt tid. Retten lagde vægt på, at lægerne, som havde undersøgt digterens mentale tilstand, konkluderede, at han formentlig var sindssyg på gerningstidspunkterne, og at forbrydelserne blev begået under massiv stofindtagelse. Undersøgelsen konkluderede desuden, at Yahya Hassan havde et udpræget misbrug af hash og kokain, og at han til tider var både paranoid og psykotisk".

Jeg finder referatet af Retslægerådets udtalelse i JyskeVestkysten: "Yahya Hassan blev dømt til behandling - kan hurtigt løslades", d. 18/10 2018 for mere nuanceret og for relevant uddybende, især vedrørende personlighedsafvigelse og muligheden for en begyndende kronisk psykisk lidelse:

"Yahya Hassan, der vurderes til at være normalt begavet, har givetvis været sindssyg i de perioder, hvor den lange stribe af lovovertrædelser er sket. Han er umoden, siger lægerne, mentalt svingende og lider af vrangforestillinger, og han har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Han kan veksle mellem på den ene side at optræde psykotisk, truende, råbende og ukorrigerbar og på den anden side afdæmpet og venlig. Han er selvovervurderende, har dårlig emotionel kontakt, er angst, føler sig forfulgt, frygter for sit liv og er bange for at blive overfaldet. Han er under indlæggelsen blevet mere stille og tilbagetrukket.

Vurderingen er, at han kan have udviklet sig psykotisk på grund af personlighedsafvigelse og et stigende stofmisbrug. Uviklingen kan være udtryk for en begyndende kronisk psykisk lidelse, fremgik det."

Alt i alt fandt Retslægerådet, at Yahya Hassan kom under under kategorien straf-uegnet, altså uegnet til almindelig straf i form af frihedsberøvelse i en fængselscelle. Det, han har brug for, er psykiatrisk behandling, fremgik det".
https://jv.dk/artikel/yahya-hassan-blev-d%C3%B8mt-til-behandling-kan-hur...(6)

Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen og Mikael Aktor anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Hvis vennerne i Aarhus havde været så meget bedre end vennerne i København, havde der da været så megen grund til at forlade dem?

Jeg har nok lagt i kakkelovnen til verbale øretæver her, men jeg har aldrig kunnet spotte Yahya Hassans talent. Bare jeg forstod, hvorfor Information igen og igen promoverer manden, som en stor (overset) kunstner.

Jeg forstår godt, at det at være død altid giver point, at være psykisk syg giver point, at have anden etnisk baggrund - og at være dømt for kriminalitet, i visse kreds, også givee point. Men jeg forstår ikke, at alle disse points ikke skal udløses af et unikt talent.

For mig at se, må det kunstneriske talentet stå som en absolut betingelse, for at alle de billige point kan komme i spil, og her synes jeg Informations kæledække falder igennem. Beklager!

Erik Fuglsang, Finn Sørensen, Martin Sørensen, Tommy Gundestrup Schou, Hans Aagaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen og Jannick Sørensen anbefalede denne kommentar

Voks aldrig op, sunnyboy
- tomme drømmes hotel

P. Laugesen

Ete Forchhammer

Erik Jensen - & co... Lagt i kakkelovnen? Hvorfor? Fordi nogle af "de billige points" du nævner, er høstet efter og ikke før debuten?
Jeg synes blot det er trist at du/I ikke har sans for fx YH's fænomenale sprogbrug, for rytmen i digtene, for ordbillederne og -fornyelserne... den slags kræver faktisk et vist talent foruden en enorm viden og belæsthed. Ok, det sidste er ikke forbeholdt talenter, men de der er blevet begavet/bebyrdet med et talent, får andet og mere ud af det end alle os andre vandbærere.
Iøvrigt er talent det mindste i det samlede billede. Nødvendigt, men ligegyldigt hvis ikke det plejes med disciplin.
En sjat held skader ikke... ligesom uheld kan være ødelæggende.

erik pedersen, Lisbeth Larsen, Peter Mikkelsen, Ruth Sørensen, Randi Christiansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Kære Ete Forchhammer
Vær ikke trist. Jeg lever fint med ikke at kunne se det samme i Yahya Hassan som du og andre kan. Jeg tænker, at jeg får en form for kompensation for dette handicap, ved at kunne glædes over andre ting der giver mig værdi og livsglæde. Og det behøver ikke skabe splid, så vidt jeg kan se.
- - -
Tillad mig at uddybe mit første indlæg, som jeg ikke tror du helt forstod...
Når jeg skriver at der er lagt i kakkelovnen, betyder det ikke andet, end at jeg selv forventer at høste nogle verbale lussinger, når jeg her udbreder min manglende evne til at spotte Yahya Hassans talent. Mere ligger der ikke i det.

Lussingerne relaterer slet ikke til min omtale af billige point. De billige pointe, er et ordbillede på plusser som Yahya Hassan, og andre kendisser, høster uden at have sået, hvis du forstår dette billede?

Randi Christiansen

Yahyas far var oprindelig udøvende musiker, hvilket betyder en særlig intelligens, hvis anlæg yahya arvede. Hans far magtede ikke omstillingen fra patriarkalsk alfahan til at se sig selv som underhund og konverterede til vold.

Kombinationen af den særlige intelligens, den dna, og den ekstreme miljøbaggrund tilvejebragte et væsen som yahya, en vildunge, med et særligt sprogligt talent. Han var een stor reaktion, men han gav noget særligt og værdifuldt videre. Fred være med ham.

Tommy Gundestrup Schou

Der mangler ikke historier og den overvurderede "kunstner". Tværtimod. Der er alt for mange. Lad ham nu hvile i fred og i stilhed.

Ete Forchhammer

Tommy Gundestrup Schou, som i denne sammenhæng vel er "læser". Ja og nej, uden for det, det drejer sig om, stortrives både over- og undervurderinger... desværre... og af flere grunde.
Skal vi iøvrigt nu til at sætte alle professioner i gåseøjne? Tilbage bli'r da den nøgne abe... hvis det da ikke er synd for den at bli' kaldt menneske?
Jeg har på fornemmelsen at du har et hul i din viden omkring dette at arbejde med kunst? Ved du fx at en som mig, der blot som musiker har formidlet andres musik, at jeg havde seks års uddannelse, 24/7 uden noget med studiejob eller fredagsbar (hvis den havde været der dengang), bag mig da jeg fik et fast job? Andre er ikke lige så heldige, at der er et job til dem, men uddannelsen er den samme. Jeg vil påstå at det også gælder autodidakte.
Jeg medgi'r dig gerne, at som med profeter m.fl. er ikke alle der kalder sig det, kunstnere. Her kommer omverdenens og markedets vurderinger ind i billedet, og resultatet af det tjener bestemt ikke altid omverdenen og markedet til ære. Suk.

Noget helt andet: overskriften om forsoning forekommer mig yderst tvivlsom! I så fald må der være tale om en mislykket forsoning,!! En forsoning der ikke lod sig gøre fordi kun den ene part, Yahya Hassan, virkelig ønskede den? Nu prøver den anden part så at vaske hænder - nb uden at se sig i spejlet over vasken?

Randi Christiansen

Rindalisten har kunstneren som prügelknabe, men det er først, når offentlige midler bruges, at den vinkel kommer i spil. Mit pis kan da godt komme i kog over f.eks. dårlig kunst på offentlige steder. En passant bemærket er samtalen om, hvad der er god og dårlig kunst ikke afsluttet. Se i den forbindelse informations artikel om skønhedsopfattelse.

Lidt samme sociale mekanisme fungerer overfor andre på offentligt underhold. Hvis der ikke er et alment 'anerkendelsesværdigt formål', står overførselsindkomstmodtageren på øretævernes holdeplads og i forsvarsposition. Det er sådan set ok at skulle forsvare sig, blot ikke når de, som skal forsvare sig, samtidig har de færreste ressourcer.

Og se på skattelydiskussionen hvor vel at mærke de udskammede ikke mangler ressourcer - det skulle da lige være i form af empati og social ansvarlighed.

Og så kører rouletten med indbyrdes udskamning. Hvor er f.eks. de fælles pejlemærker for, hvorledes de fælles ressourcer anvendes? Overvejende i de riges lommer, som dermed har allokeringsprivilegiet?

Judith Kaastrup

Yahya Haasan er et lysende ægte og sandt kunsnter- menneske, en stor og betydningsfuld dansker, der taler til vore hjerter, vores musikalitet, vores intellekt og vores ønske og behov
for at forstå, komplexiteten i identitet, fordomme, længsel, kærlighed og had i en tid, hvor disse følelser så tydeligt søges adskilt, undertrykt og forvist. Afhængig af hvilken identitet, man er født ind i og søger at klamre sig til.
Læs ham igen,både hans digte og hans interviews. Se og genhør ham, som politiker, digt oplæser, kriminel og psykisk syg. Et ægte menneske, der længes og har modet til at forfølge sin længsel, talentet til at dele den med os. Men ikke evnen til at opgive den og leve med den.