Feature
Læsetid: 7 min.

Når du er for gammel til eSuperligaen

Der er intet som en professionel FIFA-turnering, der kan minde dig om din alder, dødelighed, og at du alligevel hører til det 20. århundrede. Reportage fra eSuperligaen, hvor der ikke spilles på græs men på Playstation
FCK og FC Nordsjælland i opgør i turneringen. Siden 2018 har de danske klubber investret i e-hold. Formentlig i forventning om en voksende fan- og forbrugerbase.

FCK og FC Nordsjælland i opgør i turneringen. Siden 2018 har de danske klubber investret i e-hold. Formentlig i forventning om en voksende fan- og forbrugerbase.

Ali Hassan

Moderne Tider
27. juni 2020

Det er en varm og sunny eftermiddag, og det er lidt som at træde ind i Narnia, da jeg besøger det studie, hvor eSuperligaen bliver produceret til TV3Sport. Jeg bliver ikke taget imod af Mr. Tumnus i et snelandskab, men nu vi er ved fantasy, så er følelsen af at være overrasket i et fremmed land ikke helt ved siden af.

ESuperligaen er en ung turnering, hvor der dystes i Playstation-fodboldspillet FIFA. Siden 2018 har de danske fodboldklubber fra FCK – der altid gerne vil være med på noderne – til AAB og alle de andre altså investeret i at have et FIFA-hold.

Det består af drenge i alderen 16 til 27, hvor nogle ser yngre ud, nogle ser sporty ud, nogle ser knap så atletiske ud, og andre har taget fodboldspiller-æstetikken til sig med store, farlige tatoveringer. Nogle har valgt nogle cool kælenavne at spille under: Som PrimeTurbo, HassanPlayer og Keglekongen. De er ansat med løn fra klubberne, gutterne.

FIFA går ud på at imitere en fodboldkamp i de førende europæiske ligaer, så en del af det er altså at sætte sit hold med en masse andre stjernespillere ud over dig selv som for eksempel Ronaldo og De Bruyne (De var populære på FIFA-banen). Hvert år kommer en ny version med opdaterede hold- og spillerdatabaser på markedet, som stort set stemmer overens med den aktuelle fodboldscene plus nye spilfunktioner og såkaldt gameplay. Det er en stor ting! For nogle versioner kan ligge meget bedre til dig som spiller end andre. Alle er enige om, at den, vi spiller med nu, er lort.

Nu tænker du nok som mig, hvad det her e-sport overhovedet er for noget, om det er rigtig sport, og hvordan verden på forunderlig og fabelagtig vis er blevet således, at de computerboys, der, dengang du var ung voldspillede, deres Amiga 500, mens de spiste taffelchips og drak cola, og deres mor var supertræt af dem, nu kan tjene en god hyre på nogenlunde det samme. Ja, det er det, jeg er taget ud for at finde ud af.

Mønt

Produktionen er overraskende stor og involverer en masse (unge) mennesker. I begyndelsen tror jeg, de også er i gang med at optage Vild Med Dans samme sted, men det er bare e-sport det hele.

Der er et træningslokale, der minder meget om den type internetcafeer, du engang for over 20 år siden kunne finde på at frekventere, når du skulle tjekke din hot- eller yahoomail med det komplet useriøse navn cathryneL@ … som du senere skulle bruge til at maile med de universitetsundervisere, du ellers meget gerne ville imponere.

Meget kan man sige, men hvad e-sport ikke kræver fysisk – det er jo altid det, kritikken går på – synes det nu engang at kræve mentalt og koncentrationsmæssigt. I nogle af kvalifikationerne til de store internationale turneringer skal du sidde ti timer i træk og spille FIFA-kampe.

Det er Danmarks bedste FIFA-gamer, Fatih Üstün, der fortæller mig det. Fatih er på kontrakt i Astralis, der for ikke så længe siden har udvidet med at investere i et FIFA-hold. Ellers er Astralis noget nær verdens bedste Counter Strike-hold jo. Det blev børsnoteret for et trecifret millionbeløb som det første danske e-sportsselskab nogensinde i slutningen af sidste år.

De har også en aftale med Audi, så Fatih har en Audi og har også lige købt en lejlighed som en investering, selv om han kun er 21 år.

Men FIFA-spillere bliver pensioneret, når de fylder 27-28, det er der, du mister noget reaktionstid og måske også er stresset og udmattet af så mange år foran skærmen med det samme (bipbip-) spil. Fatih planlægger at investere i mere ejendom inden pensionsalderen, han har regnet den ud – til forskel fra nogle andre unge fodboldspillere, der har været lidt for høje på nutidslivet, mens det gik godt (Nicki Bille).

Den måde, du indtil videre tjener penge på som prof FIFA-spiller, er at få en løn fra din klub.

Det er stadig lidt uklart, hvor klubberne henter deres indtjening, men det er givetvis en mere langsigtet investering i en sport med en voksende fan- og forbrugerbase, de foretager. De fleste europæiske storklubber har nu etableret professionelle FIFA-hold.

Men hvis det skal være den store mønt – så er det pengepræmierne i tunge internationale turneringer, hvor det altså er røvsvært at kvalificere sig og ellers livestream, hvor du sidder og spiller og forklarer, så de andre gamere derude kan lære noget …

Fatih Üstün har i foråret både været i Singapore og London og er kommet hjem med sekscifrede gevinster. Men lige nu og resten af sommeren er alt aflyst. Corona, I ved.

80 procent talent

Jeg prøver at finde ud af, hvad der gør en FIFA-spiller god. Sådan rigtig god. Fatih siger, at en af hans store forcer er, at han nu er rutineret. Mentalt rutineret. Hans hjerte banker ikke længere, som det gjorde engang, når han skulle spille store kampe. Nu chiller han bare. Så langt, så godt. Men hvad med kvaliteter på banen, hvad for nogle er gode at have, spørger jeg.

»Jeg er offensiv. Jeg skynder mig ind og scorer,« svarer han.

Han træner selvfølgelig, fortæller han videre. Til forskel fra mange af de andre hold indgår det i kontrakten med Astralis, at han skal møde i nogle faste tidsrum om ugen til træning. Hvis jeg var arbejdsgiver for en flok semi-teenagedrenge, hvis testosteronniveauer biologisk set er utilregnelige, så ville jeg seriøst også arbejde med mødepligt.

Fatih træner for eksempel sit skud; i at score fra alle tænkelige vinkler. Men, som han gentager flere gange, 80 procent af at være en god FIFA-spiller er bare talent. Kun de sidste 20 procent er træning. Og det er åbenbart noget, du ret hurtigt ved, når du får det der joystick i hænderne.

Siden har jeg tænkt en del over, hvad de 80 procent FIFA-talent mere præcist indeholder. Hurtige hænder? Risikovillighed? Overblik? Det er måske en længere spekulation, hvad talent egentlig er, også hos de ’rigtige’ fodboldspillere. Messis lave tyngdepunkt er medfødt, men er hurtigheden, når han dribler med begge føder også? Jeg tvivler på, at 80 procent af Messis greatness kan tilskrives ren talent, 80 procent lyder af meget.

Nogle enkelte af eSuperligaens spillere har tidligere spillet fodbold på et højere plan, og holdene har jo rent faktisk også en træner og en taktik, de går på e-grønsværen med. En Mourinho-bus i feltet eller en Pep-tiki-taka (det har der alligevel altid været lidt bipbip-spill over), hvad ved jeg, for det var vitterligt umuligt for mig at følge med i. Til det har jeg nok set for lidt FIFA.

Produktionen af eSuperligaen mindede mig om almindelig fodbolddækning i fjernsynet, der er en vært, der snakker med to eksperter, der siger ting som outstanding og så det her, som jeg elsker: »Sådan er det med eSuperliga, det er de store følelser og nogle gange også de store drømme, der knuses.«

Der er to reportere, Drux og Flam, der uden tvivl ville have været dem, der altid larmede på en funny måde i matematiktimen i din folkeskoleklasse. De interviewer de indimellem chokerede spillere før og efter kampene. Oplevelsen af selve computerspillet FIFA er imidlertid ikke som at se en fodboldkamp, det er langt … kedeligere. Det er altså ikke bare mig. Jeg lader mig fortælle, at underholdningsværdien faktisk er en udfordring for industriens vækst. Counter Strike er åbenbart langt sjovere at se på. Who knew?

Senior

Alligevel er der publikum på de små tribuner i studiet. Jeg kommer til at grine for mig selv, da de alle sammen kommer ind, fordi det lige der bliver så tydeligt, at jeg, en kvinde i slutningen af 30’erne, en halvtræt småbørnsmor på en sen fredag eftermiddag (far henter) simpelthen ikke kan komme længere væk fra målgruppen til det her e-show. Det er drenge på 9-10 år, der har deres tålmodige far med, det er grupper af teenagedrenge, det er familier, der er her for at heppe på deres spillere. Mennesker af alle mulige forskellige etniciteter, ligesom spillerne også er det.

Og det understreger det, jeg holder usandsynligt meget af ved sport; at det virkelig har evnen til at samle, det er ikke bare en søvnig landsholdskliché. Og mens vi voksne går og taler om diversitet og mangfoldighed, så findes der altså øjensynligt steder, hvor ingen snakker om det, men alle lever det. Hvor nørdede drenge af alle mulige støbninger har det fedeste fællesskab. Det er her. Alt emmer af det fællesskab.

Stort set alle er mænd, men det er ikke kun en kønsting, som gør, at det er fremmedartet for mig, det er en generationsting, en generationskløft, et årtusinde til forskel. For Playstation var ikke engang opfundet, da jeg var barn. Ingen drenge omkring mig spillede FIFA. Fuck, jeg er en senior lige her. Fuck, jeg er barn af det 20. århundrede. Hvilket er helt, som det skal være.

Men jeg kom til at længes efter at være ung (og køre Audi i stedet for cykel). Jeg kom til at længes efter at brænde midnatsolie på arbejdet med de bedste kolleger, ikke skulle hjem til et barn, drikke lambrusco og flirte med nogen til en fredagsbar, der har udviklet sig. I stedet tog jeg hjem til sofaen, hvor der sad nogle andre gamle røvhuller og så en fodboldkamp fra et sted i England, med nogle rigtige mennesker fra Manchester United og Tottenham. Fuck, det var hyggeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her