Klumme
Læsetid: 8 min.

Sine Plambech: Sorte lig på de hvides middagsbord

Politiets mord på George Floyd og den voldsomme overrepræsentation af sorte i statistikken over coronadødsfald har gjort ’strukturel racisme’ meget synlig. Men hvordan gør man op med en struktur? Og kan man bekæmpe fortidens spøgelser, hvis ikke man tror på dem? Tag med til den hvide elites middagsborde i universitetsbyerne på USA’s østkyst
Sortes coronadød og mordet på George Floyd ser måske forskellige ud – som uafhængige begivenheder. Der er forskel på at dø af en virus og af hvide betjentes vold, men her ses de i sammenhæng. Dødsårsagen er ’den strukturelle racisme’.

Sortes coronadød og mordet på George Floyd ser måske forskellige ud – som uafhængige begivenheder. Der er forskel på at dø af en virus og af hvide betjentes vold, men her ses de i sammenhæng. Dødsårsagen er ’den strukturelle racisme’.

Allison Dinner

Moderne Tider
13. juni 2020

Antroprolog Sine Plambech er gæsteprofessor på det amerikanske eliteuniversitet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog om verden, som den tager sig ud fra hendes vindue på Yale.

I vores lokale park her i Connecticut nord for New York findes et terrarium. En venlig kraftig sort mand i 50’erne passer på slanger og edderkopper. Fremviser dem til de lokale skolebørn. En dag forklarer han mig om sit arbejde:

»Det er vigtigt for mig at lære folk ikke at være bange for slanger, edderkopper, naturen … og spøgelser,« tilføjer han så. Spøgelser? Ja, der er mange spøgelser heromkring. Folk, der døde en voldelig død, de kan ikke komme over på den anden side og få fred, forklarer han.

»Der er mange døde slaver og døde native americans. Jeg er ghostbuster – spøgelsesjæger. Jeg tager ud til hjemsøgte huse, kommer i kontakt med spøgelserne og sender dem videre. Ellers bliver de døde ved at spøge, og huset bliver aldrig fredeligt. Der er mange hjemsøgte huse heromkring. Vi er flere ghostbusters og har nok at lave.«

Jeg har boet i USA on and off i seks år. Det seneste år i New England, hvor briterne først kom, og hvor mange slaveskibe lagde til. Men jeg har ikke mødt en ghostbuster før. Jeg har tit tænkt på mit møde med ham. At der er mennesker her, der tror på, at fortidens spøgelser rumsterer, hvis de ikke sendes videre til den anden side; hvis de ikke får fred. Og at spøgelserne er døde slaver og native americans. Det giver i antropologisk forstand mening, at de findes her. Fortiden er altid en del af nutiden.

Opgøret med en struktur

De seneste fire måneder her i USA har været intense. Da coronaen kom, blev min familie og jeg her, vi tog masker på og forventede det værste. Men mens vi langsomt blev mindre ængstelige, blev vi sammen med amerikanerne vidne til, at sorte amerikanere i langt højere antal end hvide døde af corona.

Og så blev George Floyd myrdet for øjnene af os alle. Det var dråben, der fik aktivister på gaden og racediskussionen til at eksplodere, igen. Sortes coronadød og mordet på George Floyd ser måske forskellige ud – som uafhængige begivenheder. Der er forskel på at dø af en virus og af hvide betjentes vold, men her ses de i sammenhæng. Dødsårsagen er ’Den strukturelle racisme’.

Men hvordan tager man et opgør med en struktur?

Den er abstrakt og ja, netop strukturel. I løbet af året har jeg fået adgang til de indre ransagelser, der diskuteres her om den hvide elites middagsborde i universitetsbyerne på USA’s østkyst. I disse år og dage leder de lidt forvildet efter værktøjerne til opgøret med den strukturelle racisme.

Her, hvor fremtidens amerikanske elite uddannes, hvor præsidenternes børn uddannes, hvor New Yorks borgmestersøn går, og hvor Mike Pences datter lige har afsluttet sin juragrad. Ingen fra den hvide elite bruger N-ordet her, og selv om de anerkender, at de ikke altid lykkes med det, er de hyperopmærksomme på hverdagsracismen.

Men problemet er, som min første amerikanske professor i New York sagde for ti år siden, at det hvide USA aldrig har forstået eller anerkendt betydningen af slaveriet i forhold til nutidens racisme. De har svært ved at stede spøgelserne i den amerikanske fortid til hvile.

Slaveejere i familien

Jeg mødes med en lille flok venner. En af dem er forfatter. Hun fortæller om en bog, hun er ved skrive, om sin egen familie i Tennessee. I løbet af researchen fandt hun ud af, at de var slaveejere og havde slavelignende forhold på gården helt op til hendes bedstefars tid.

Hun er nervøs for at fortælle denne historie offentligt i en bog. Måske vil hendes familie blive vred på hende over, at hun afslører det. Måske vil der komme negative reaktioner andre steder fra. »Det har taget mig årevis at skrive den bog,« siger hun. »Måske bliver den aldrig færdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive om det, men jeg ved, det er nødvendigt.«

Det piner hende, at det hus hun bor i delvist er betalt af nedarvede slavepenge. Jeg elsker min familie, siger hun. Men de var også slaveejere. Hvad gør det mig til?

Vi taler om den amerikanske fotograf, kulturikonet Sally Mann, der i sin fantastiske selvbiografi Hold Still skriver om sin familie, der havde slavearbejdere på familiens bomuldsspinderi. De havde også sorte barnepiger gennem hele hendes barndom.

Men min forfatterven synes ikke, bogen er ærlig nok. Hun mener ikke, Sally Mann tør at gå nok ind i smerten over, hvad hendes familie faktisk var involveret i. Slaveri! Mann tilhører en ældre generation af hvide intellektuelle amerikanere. Mine yngre venner mener ikke, den ældre generation har taget nok ansvar i racespørgsmålet. De har ikke taget skylden på sig.

Jo, bevares, de kan da godt se in hindsight, at den var gal, når familiens sorte barnepige ikke måtte gå ind for at tisse på et cafeteria som resten af familien på den daglange biltur på vej på ferie, men i stedet måtte holde sig hele vejen, fordi hun ellers måtte sidde i grøften, hvor alle ydmygende kunne se hende.

Men som Mann og den ældre generation konkluderer: Sådan var det jo dengang … Vi vidste ikke bedre … Det var dengang med slaveriet, og så … videre.

Folk kan ikke altid lide at rode op i historien, for det kan være vanskeligt at dokumentere, præcis hvad der skete. Bedre at se ind i fremtiden end i fortiden. At svælge i fortidens synder hjælper ingen, lader de til at mene. Men holder spøgelserne op med at hjemsøge nationen, hvis man kun kigger mod fremtiden?

Min venner mener, den yngre generation af hvide som dem plages langt mere eksistentielt af skyld over den strukturelle og historiske racisme. Viden om, hvad deres familieformuer kom af. Selv min veninde, der er irsk-amerikaner og almindelig middelklasse kalder sig beneficiary. Er alle i den hvide middelklasse og elite ikke det, spørger hun mig? Irerne kom her og tog de sorte minearbejderes job.

De lader ikke altid til at vide, hvad de skal gøre med al den skyldfølelse. Men de mener, at et sted at starte er, at amerikanerne skal turde se i deres familiealbummer, gå ind i de smertefulde familiehistorier, familieformuerne og indre slåskampe. De mener ikke, USA kan gå ind i fremtiden uden at se ind i fortiden, helt ind i familiernes private og intime historier. Hvor kom pengene fra, hvem passede børnene, hvem er blevet udnyttet, så vi står her i dag?

De hvides privilegier forsvinder

En hvid kvindes rant i sin firehjulstrukne bil går viralt. Hun er rasende over mordet på George Floyd. Siger, hun ikke tidligere har forstået, hvor slemt det stod til med den strukturelle racisme.

Ved flere lejligheder har hun bedt moderate muslimer protestere, når muslimske ekstremister har begået terror i USA. Nu mener hun, »hvide moderate« bør gøre det samme. Protestere og tage afstand fra »hvide ekstremister« som dem, der dræbte Floyd.

Min nabo kommer over til en social distance-kaffe. Han er professor i sociologi. Kristen, hvid, mandlig texaner. Deltager i alle Black Lives Matter-protesterne i de her dage. Jeg spørger, om han også mener, det er det, der skal til. Ja, vi hvide skal gå langt mere aktivt ind i antiracismen.

Ser du en forskel på protesterne nu og tidligere? Spørger jeg videre.

»Den her konflikt har eksisteret siden den dag, den første slave satte sin fod på amerikansk jord for 401 år siden … den har været der hele min barndom, så længe jeg husker. Forskellen er, at nu filmes det på mobiltelefoner. Og så en befolkning, der demografisk er under forandring. Der er flere migranter, flere sorte, flere veluddannede med anden hudfarve end hvid. De finder sig ikke i det, og det gør nogle hvide bange. Det hvide flertal, der før har kunnet lukke munden på de andre, er ved at miste deres privilegier. Jeg synes, det er godt. Det er godt for os alle.«

Politiets brutalitet

Selv som hvid dansk kvinde har det amerikanske politi skræmt mig. Siden jeg første gang så tre politibiler omringe en hvid medstuderende på campus i Californien, hvor jeg læste, hvorefter de tasede ham med strømpistoler, fordi han og nogle venner fjollede halvnøgne rundt en sen sommeraften. De forstyrrede den offentlige orden.

Eller dengang vi, et hvidt kærestepar, småfulde en sen nattetime sprang over en subwayindgang på Manhattan, fordi vi ikke kunne finde vores billet, og toget var på vej ind på perronen. Vi havde ikke set betjenten på den anden side, som nu truede med at tage os med på stationen, fordi vi grinende prøvede at forklare os og faktisk havde billetten i baglommen. Selv i så uskyldige situationer – og selv som hvid – mærker man lynhurtigt, at politiet herovre kun får otte timers træning i teknikker til at deeskalere konflikter.

The talk, som man herovre skal have med sin teenagesøn, handler derfor ikke om blomsterne og bierne. The talk er den velkendte snak, som sorte forældre har med deres teenagedrenge: Gør altid, hvad politiet siger. Hold dig fra dem. Ingen pludselige bevægelser.

Mine sorte amerikanske venner lader ikke deres teenagedrenge tage alene ind til Manhattan og gå i butikker. De tager med. For hvis der opstår nogen tvivl om uro, butikstyveri eller lignende i nærheden af, hvor de er, så er deres drenge i fare. Langt større fare end min hvide søn, selv om jeg også har måttet have the talk med ham.

Jeg deltager i et ZOOM-møde med en af de tre kvindelige founders af Black Lives Matter. For hende handler det om at finde konkrete løsninger, der kan afhjælpe problemet med politiets brutalitet.

Hun er optaget af, hvordan politiet kan få mere undervisning i deeskaleringsteknikker? Hvordan kommer socialarbejdere – og ikke politiet – ud til psykisk syge, så de ikke bliver skudt? Gives der for mange ransagningskendelser uden grund, hvor politiet braser ind i sortes private hjem og skyder ved det mindste? Hvordan bliver politiet dømt og undersøgt? Hun virker ikke optaget af fortiden og hvide menneskers skyldfølelse. Deres følelser ændrer ikke rigtig noget.

Men USA’s hvide er i kamp med sig selv om fortiden. Trumps vælgere savner nostalgisk Amerikas storhed. De vil gøre Amerika stor igen. Andre kæmper i deres indre med den udnyttelse og det slaveri, som Amerikas storhed og deres familiers velstand byggede på. Måske er der faktisk brug for en ghostbuster.

Serie

Sine Plambech skriver dagbog fra Yale

Sine Plambech er seniorforsker på DIIS, antropolog og for tiden gæsteprofessor på eliteuniversitetet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog til Information om verden, som den tager sig ud set fra Yale.

Seneste artikler

  • Sine Plambech: Coronaen næres af racisme og økonomisk ulighed

    18. april 2020
    New York lærer os på ny, at coronaens arkitektur følger økonomiske strukturer, vi allerede kender. De er forudsigelige. Corona næres ved ulighed og finder vej gennem de sociale revner, som arbejdsløshed, små boliger og privat sundhedsvæsen efterlader
  • Corona: De rige er kun modstandsdygtige, hvis de fattige også er det

    14. marts 2020
    Fra autoritære regimer til rådne sundhedssystemer: Corona udstiller nådesløst akilleshælene i de lande, den raserer. I USA er corona en tidsindstillet bombe, skriver Sine Plambech i sin tredje dagbog fra Yale
  • Dagbog fra Yale: »Tænk ikke, find mig en mand!«

    25. januar 2020
    Enlige mødre, der sælger sex for at overleve, betagtes ikke som en del af den globale arbejdsmigration. Men de er netop et destillat af globaliseringen og viser en historie om ulighed, penge, rettigheder og længslen efter et bedre liv, skriver Sine Plambech i sin anden Dagbog fra Yale
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det der denne gang giver oprøret mere substans, og det lillebitte håb er at det virker til ikke kun at være afgrænset til en snæver identitetspolitisk bevægelse, selvom visse aktører, som eksempelvis Bwalya Sørensen herhjemme, forsøger at dreje det derhenad. Men snarere, og forhåbentlig, en dybere erkendelse af de strukturelle omstændigheder i fortiden (bestående af den nøje udtænkte cocktail af slaveri, kolonisering, undertrykkelse, folkemord, voldtægt, profitmaksimering, missioneren og helliggørelse og opfattelse af den hvide og kristne vestlige civilisation som overlegen), som vores velstand og lykke i nutiden bygger på. En sådan dybere erkendelse kan måske få os til at vise den ydmyghed overfor de lande, hvis udvikling stadig idag blokeres af regimet af vestlig hegemoni og evig gældsskrue, og som vi i virkeligheden stadig står i dyb gæld til.

Alvin Jensen, Trond Meiring, Hanne Utoft, Ole Henriksen, Ruth Sørensen, Tina Peirano, John Andersen, Karsten Nielsen, Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Per Christiansen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

"Men hvordan tager man et opgør med en struktur?

Den er abstrakt og ja, netop strukturel."

En sådan abstraktion er jo absurd; strukturer er særdeles konkrete. De handler om lovgivning. Om ressourcer. Om hvilke rettigheder og pligter der gælder - og som i strukturforandringer ikke skal gælde længere. Den strukturelle, politiske dimension er konkret, den er materiel. Og substantiel. Værdifuld.

Den kulturelle dimension er abstrakt - og det er tilsyneladende derhen, al offentlig debat skal føres. Identitet og kulturarv mig hér og dér. Men det virker.