Baggrund
Læsetid: 4 min.

I retten: »Jeg har ikke skubbet-skubbet«

Hver uge dækker Information en retssag, som den udspiller sig foran tilhørerpladserne. I retssal 80 i Københavns Byret er M anklaget for at have skubbet en betjent i uniform
Tiltalte afviser at have skubbet betjenten. Han blev tværtimod overfaldet, siger han.

Tiltalte afviser at have skubbet betjenten. Han blev tværtimod overfaldet, siger han.

Mia Mottelson

Moderne Tider
27. juni 2020

»Skubber betjenten til dig,« spørger forsvarsadvokat Niels Kahlke.

»Ja ja, de tackler mig,« svarer M.

»Skubber han også med armene?«

»Ja, holder mig fast og rusker og et ben ind foran du ved – og så ned.« M bevæger sig på vidnestolen for at vise, hvordan han blev behandlet af politiet.

»Sætter du dig til modværge?«

»Ikke synderligt.«

Det er ikke politiets skub, retten skal tage stilling til i morgenens sag i Københavns Byret. Tværtimod er spørgsmålet, om den tiltalte, M, har skubbet en politibetjent to gange med begge hænder på Københavns Hovedbanegård den 15. april lige efter midnat. Men det nægter M at have gjort.

»Det kan ikke have ladet sig gøre«

»Jeg går på Hovedbanegården med en pose i hånden, og så er der de her unge knægte, der begynder at kaste ting efter mig,« siger den tiltalte, M, som det første, da anklageren spørger ham til, hvad der skete den pågældende aften.

Anklageren kalder betjentens forklaring »udførlig og håndfast« og kræver ubetinget fængsel.

Mia Mottelson
M har gråt tøj på, og han er tydeligvis hårdt spændt for. Gennem hans korte hår og skæg kan man se, at han er rød i hovedet. Han fortæller, at gruppen med 15-16-årige unge overfalder ham.

»Det næste, der skete var, at politiet var der. De påstår, at jeg har skubbet til en. Hvilket jeg ikke har. Det var mig, der blev overfaldet, og det næste, jeg vidste var, at jeg lå med ansigtet mod jorden og fik håndjern på.«

M har svært ved at gengive præcis, hvad der skete i hans møde med politiet den aften på Hovedbanegården. Men han er sikker på, at han ikke har skubbet.

»Det kan godt være, jeg har slået ud med armene.« M løfter armene på skift i bløde bevægelser for at vise, hvordan han tror, han har bevæget sig.

»Jeg har ikke skubbet-skubbet. Det kan ikke have ladet sig gøre.«

»Skubber du ham?«

Da politiet ankommer til Hovedbanegården, går M rundt og bløder fra hovedet, fortæller betjenten Anders. Betjenten har lyst hår sat med voks, en mørkerød poloskjorte og blå løbesko på. Om halsen bærer han sit politiskilt. Og han mener, at M skubbede ham to gange med begge hænder, så han måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen.

»Jeg retter henvendelse til ham for at spørge, om han er okay. I og med at han ikke vil snakke, kan jeg ganske vist ikke tvinge ham til at blive undersøgt af en læge, men jeg skal stadigvæk have sikret hans generalier.«

Generalier er de oplysninger, som man har pligt til at oplyse til politiet: navn, adresse og fødselsdag. Og da M ikke vil tale, fastholder Anders ham fysisk på stedet, siger han.

»Så skubber han mig i brystet med to hænder, hvilket gør, at jeg er nødt til at træde tilbage for ikke at vælte. Jeg siger, at han ikke skal skubbe til politiet. Han skubber mig igen, og vi lægger ham i håndjern.«

Betejentens vidneforklaring afviger fra politirapporten.

Mens Anders vidner, hviler M sit hoved på sin venstre hånd og stirrer tomt ud i luften. Hans venstre hånd er i gips.

Det er forsvarerens tur til at udspørge M. Han starter med at spørge, om politiet godt vidste, at det var M, der var blevet overfaldet. Det havde de en formodning om, svarer Anders.

»Skubber du ham?«

»På hvilket tidspunkt?«

»Ja, inden han skubber dig?«

»Nej, jeg fører ham fysisk over til væggen.«

Forsvarsadvokat Niels Kahlke finder nogle papirer frem. Det er politirapporten fra den aften på Hovedbanegården. I den er der en afhøring af Anders, hvor han fortæller, hvad der var sket samme aften.

»Her fremgår det, at det er dig, der skubber ham væk,« siger Niels Kahlke.

»Det, vil jeg mene, er et spørgsmål om ordfortolkning,« siger Anders.

Niels Kahlke holder en lang pause. Han gnider sin hage og betragter vidnet.

Vagten har ikke set et skub

Det sidste vidne er vagten fra Hovedbanegården, Karsten. Han har samlet sit hår i en lang tynd hestehale og taget en stor sort sweatshirt og militærshorts på.

»På grund af corona har vi haft en del grupperinger, der er kommet derinde. Altså unge, der ikke ved, hvad de skal tage sig til,« siger han.

»Der er en, der kommer hen til mig og siger, at der er nogle unge mennesker, der generer herren her,« siger han og laver en gestus mod M.

Karsten fortæller stolt om, hvordan han skilte de unge fra den tiltalte. Han ved godt, at han er blevet kaldt ind som vidne for at tale om et muligt skub. Men det har han altså ikke set.

Den forurettede havner i retten

Forsvareren har nogle opklarende spørgsmål til M om hans livssituation. Hvad der er sket med hans hånd? En ulykke på cykel. Hvor han bor? Sammen med en kammerat. Om han har fast arbejde? Som flyttemand. En kæreste? Ja. Fritidsinteresser? Han spiller fodbold. Et godt netværk, der støtter ham?

»Helt sikkert.«

Anklageren mener, at betjenten har givet en meget »udførlig og håndfast« forklaring. Et slag med en knytnæve mod en betjent giver typisk 30-40 dage i fængsel ubetinget. Siden der i dette tilfælde er tale om et skub, mener anklager, at det skal give 20-30 dage.

Forsvareren kalder det grotesk, at det er den forurettede, der er havnet i retten.

Mia Mottelson

»Det, vil jeg mene, har ret stor betydning, for det er måske årsagen til, at min klient teoretisk reagerer, som han gør i den anspændte situation.«

Niels Kahlke påpeger også, at der er uoverensstemmelse mellem politibetjenten Anders’ forklaring og politirapporten, når det kommer til, hvem der skubbede først. Han mener derfor kun, at der skal tages ét skub i betragtning.

Dommeren og lægmændene træder ud af retslokalet for at votere.

»Nu får du i hvert fald kun 20 dage,« hvisker Niels Kahlke til M. Han ser lettet ud.

Men så går der lang tid – mere end 25 minutter. Et ur tikker højt, som når man i en film vil vise, at tiden går langsomt. M hviler sit hoved i sine arme. Han smiler hurtigt, da han tager en selfie med sin telefon.

Da der afsiges dom, får M ganske rigtigt 20 dages betinget fængsel og samfundstjeneste.

»Det er en enig domsmandsret, der har fundet dig skyldig,« siger dommeren.

 

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Simonsen

Kunne man forestille sig et system hvor politi, anklagemyndighed, domstole og fængselsvæsen blev brugt til alvorlige og væsentlige sager?

Kim Houmøller, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Eller kunne man forestille sig, at politiet optrådte med konduite overfor en person, der var blevet overfaldet?
(Og desuden talte sandt i retten)

Bjørn Pedersen, Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne kommentar