Interview
Læsetid: 7 min.

Det største ekkokammer er eliten

Samfundets top læser nyheder fra helt andre medier og om andre emner end resten af befolkningen. Og det er med til at skabe en klassekløft, advarer professor ved University of Oxford Rasmus Kleis Nielsen
I modsætning til teorien om, at sociale medier leder til ekkokamre, så finder vi i praksis, at de her platforme er en af de få dynamikker i vores nuværende mediebillede, som kan reducere den ellers voksende informationsulighed, siger Rasmus Kleis Nielsen.

I modsætning til teorien om, at sociale medier leder til ekkokamre, så finder vi i praksis, at de her platforme er en af de få dynamikker i vores nuværende mediebillede, som kan reducere den ellers voksende informationsulighed, siger Rasmus Kleis Nielsen.

John Angelillo

Moderne Tider
27. juni 2020

Ekkokammer. Ordet har en negativ klang. Det er i ekkokamrenes virtuelle indelukkethed, at man kan blive radikaliseret eller konspirationsteoretiker ved kun at blive præsenteret for information, som bekræfter et syn på verden uden at udfordre det.

Men det største ekkokammer er måske ikke det, du tror det er. Det er nemlig den centrumsøgende politiske og kulturelle elite.

Det siger Rasmus Kleis Nielsen, der er direktør for Reuters Institute for Study of Journalism og professor i politisk kommunikation ved University of Oxford.

»Det er en gruppe, der ser verden helt anderledes end den øvrige befolkning. De opsøger journalistik, som i høj grad opretholder deres syn på verden, men som er utilgængelig for de fleste almindelige mennesker. Den forudsætter, at folk følger med og er meget bevidste om navne, og om, hvad de forskellige partier står for. Det afspejler et syn på verden, som er ret fjernt for de fleste almindelige mennesker, og det er en form for ekkokammer.«

Eliten læser sine egne nyheder

I England, hvor Rasmus Kleis Nielsen bor, arbejder og forsker, beskriver han dette elitens ekkokammer som bestående primært af veluddannede, velhavende, midaldrende, hvide mænd, som politisk spænder fra Tony Blair til David Cameron.

»Det er i virkeligheden folk som mig selv. Det er det stærkeste establishment, der eksisterer, og man skal ikke overdrive, hvor homogen den gruppe er. Folk har forskellige holdninger og baggrunde, men det er et establishment, der ser verden og oplever verden på en anden måde end langt de fleste.«

Eliten er et mindretal, siger Rasmus Kleis Nielsen, og den måde, dens medlemmer bruger medier på, adskiller sig meget fra den øvrige befolkning.

»Der er det her lille mindretal i befolkningen, der både er meget interesserede i nyheder og politisk velorienterede. De lader tit deres holdninger styre deres valg af kilder, og i et land som USA vil det betyde, at du læser Wall Street Journal, du ser Fox News, og du tjekker Breitbart og Daily Quarter ud på nettet, hvis du er højreorienteret. Så har du mange forskellige kilder til nyheder, flere end den gennemsnitlige amerikaner, de er bare alle sammen højreorienterede.«

»Det er meget sjældent for almindelige mennesker. Den almindelige amerikaner vil typisk bruge to til tre forskellige nyhedskilder. Det er næsten altid en lokalavis eller lokalt tv, en af de store nationale tv-stationer, og så det, de bliver præsenteret for på deres sociale medier. Det er en mindre nyhedsdiæt, men en grundlæggende mere divers nyhedsdiæt på mange måder,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

Ekkokamre er ikke i sig selv dårlige, mener Rasmus Kleis Nielsen. Om vi opfatter dem som truende eller negative afgøres af, om ekkokammerets værdier stemmer overens med vores egne og dem, der er bredt accepteret i samfundet.

»Så længe et ekkokammer ikke fører til et totalt sammenbrud i muligheden for at have en robust udveksling af synspunkter og have klar, men konstruktiv uenighed i samfundet, så er der ikke nødvendigvis noget i vejen, når folk søger og får information fra kilder, som de overvejende er enige med,« siger han.

»Der vil uden tvivl være nogen Black Lives Matters-aktivister, som i høj grad opererer i et ekkokammer, og det er jo en grundlæggende positiv bevægelse. Problemet er, hvis man begår den frygtelige og udbredte fejl at tro, at verden rent faktisk er, som den ser ud i ens yndlingsmedie. Hvis folk forveksler kortet med verden, så at sige.«

Sociale medier skaber ikke ekkokamre

Ifølge Rasmus Kleis Nielsen er det en udbredt misforståelse, at algoritmernes magt på de sociale medier leder til ekkokamre. Tværtimod indgår medieforbrugere, der selv opsøger sine nyhedskilder, oftere i ekkokamre, siger han.

»Hypotesen om, at den måde, teknologiske platforme som Google og sociale medier som Facebook, filtrerer indhold for brugerne på, leder folk til mere og mere homogen information og information, der forstærker og repeterer eksisterende synspunkter, er sådan set en plausibel teori. Det er en vigtig teori, og det er teknisk muligt, at det kunne være sådan, men det er en hypotese, der viser sig at være falsk, når man kigger på det empirisk,« siger han.

Tværtimod viser Rasmus Kleis Nielsens studier, at de, der får nyheder gennem disse platforme, får et mere sammensat nyhedsbillede, end dem, som ikke gør. For det er især de mediebrugere, der selv opsøger deres nyheder, der ender i et ekkokammer.

Google og Facebook har slet ikke interesse i at præsentere enslydende information eller de samme nyhedskilder for brugerne igen og igen – ikke fordi konglomeraterne aktivt søger at bekæmpe ekkokamre, men for at sikre, at det ikke bliver kedeligt at scrolle ned over siderne. For hvis brugerne ikke føler sig underholdt, så stopper de med at komme.

»Det er ikke, fordi de her virksomheder bedriver en eller anden form for privat public service, det handler sådan set bare om deres kommercielle egeninteresse for at give folk et alsidigt nyhedsudbud – og et nyhedsudbud, der så faktisk viser sig i praksis, når man kigger på den egentlige evidens at være mere alsidigt end de nyheder, folk opsøger af sig selv. Så i modsætning til teorien om at sociale medier leder til ekkokamre, så finder vi i praksis, at de her platforme er en af de få dynamikker i vores nuværende mediebillede, som kan reducere den ellers voksende informationsulighed,« lyder det fra Rasmus Kleis Nielsen.

Skjuler eliten noget?

Netop den voksende informationsulighed er, for Rasmus Kleis Nielsen at se, et stort demokratisk problem. For når den politiske, kulturelle og i høj grad beslutningsdygtige elite læser nyheder i helt andre medier og om helt andre emner end størstedelen af befolkningen, så opstår der en kløft.

Den informationsulighed, som Rasmus Kleis Nielsen ser som voksende, hænger i høj grad sammen med nye medievaner og -udbud.

»Det, der har ændret sig, er sådan set ikke, at folk er blevet mindre interesserede i politik og samfundsstof, end de var i gamle dage. Det, der har ændret sig, er, at de har fået mere at vælge imellem. For 20 år siden, når du kom hjem fra arbejde og gerne ville se fjernsyn, så var der ikke andet at se end nyhederne. Det betød, at der var en masse mennesker, der så nyheder uden egentlig at være specielt interesserede i at opsøge det, bare fordi de gerne ville se fjernsyn, når de kom hjem fra arbejde. Nu kommer de hjem fra arbejde, og så kan de se lige, hvad fanden de vil. Det er en af drivkræfterne i den øgede ulighed i vores informationssamfund.«

Problemet er mindre i de skandinaviske lande, hvor vi har en tradition for stærke public service-medier kombineret med en stærk morgenavisjournalistik, siger Rasmus Kleis Nielsen.

»Det har ført til en situation, hvor der var relativt høj informationslighed, fordi der var noget for alle – dels noget, som alle var fælles om, public service, og dels noget, som appellerede til forskellige klasser i samfundet.«

I lande, hvor man har svage eller ingen public service-medier, ser Rasmus Kleis Nielsen et langsomt kollaps af de tabloidmedier, der appellerer til »mindre privilegerede mennesker.«

»De tabloide medier er i stærk retræte, blandt andet når det kommer til deres evne til at dække det politiske. Det betyder, der er færre og færre medier på udbudssiden, der er orienteret mod mindre privilegerede grupper i samfundet, mens der er mere og mere journalistik for groft sagt de rige og veluddannede,« siger han og nævner USA som eksempel.

En nylig undersøgelse fra analysebureauet Ipsos beskriver dette skel mellem eliten og resten af befolkningen. Her er knap 23.000 voksne i 33 lande blevet bedt om at vurdere, hvor enige de er i, at eliter i deres land konspirerer om at skjule noget for den øvrige befolkning.

Danmark ligger næstnederst på listen med 44 procent, der erklærer sig enig i udsagnet, mens Peru ligger i top med 83 procents enighed.

— Det er nogle høje tal. Hvad siger det dig?

»Det er skægt, at du siger det, for jeg synes i virkeligheden, det er udtryk for en rørende tillid. Hvis du ser logisk på det, burde svarprocenten jo være 100 for alle lande, for selvfølgelig skjuler eliten noget. Det er åbenlyst, at der selvfølgelig, og fuldt ud legitimt i langt de fleste tilfælde, er information, som både offentlige myndigheder og private virksomheder og andre magtfulde dele af eliten forholder den almene offentlighed og ikke ønsker at dele med den,« siger Rasmus Kleis Nielsen.

Han anerkender dog, at svarprocenten måske i højere grad afspejler, hvor stor en del af befolkningen, der oplever, at de bliver forholdt væsentlige informationer, som de burde have adgang til. Men alligevel er han optimistisk.

»Det er da opmuntrende, at det kun er et mindretal af den danske befolkning, der oplever, at de bliver forholdt informationer på den måde. Det er jo udtryk for en form for tillid til folkestyret.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Tak, det var endelig en genkendelig gengivelse af de sociale platforme. Selv oplever jeg til min frustration i disse dage, hvor lidt jeg egentlig ser, når jeg ikke aktivt benytter Facebook.
Så bliver det netop kun til mine to aviser, og evt. et par magasiner, som jeg betaler til, hvis der er noget, der fanger min opmærksomhed, hvilket indebærer, at jeg ser efter, om det er tilfældet.
I gamle dage surfede vi jo meget mere på google på må og få, men dén algoritme er blevet alt for snæver og alt for inficeret af reklamer til at være ægte brugbar, hvis man ikke på forhånd ved, hvad man søger.

Allan Stampe Kristiansen, Troels Ken Pedersen, michael andersen, Bjarne Andersen, Anina Weber, Markus Lund, Jens Ole Mortensen, ingemaje lange, Alvin Jensen, Bjørn Pedersen, Benta Victoria Gunnlögsson og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I øvrigt er spørgsmålet om tillid til eliterne formodentig også et spørgsmål om erfaringer. I et land som Peru, hvor befolkningen indtil for ganske nylig var undertrykt af et nærmest feudalt system, er det klart, at man er langt mere opmærksom, mens man i specifikt Danmark vil have en lang række foranstaltninger, der reelt tjener til at nedbringe truslen om konspirationer - f.eks. det ganske udbredte ejerskab til virksomheder igennem pensionsopsparing.

Allan Stampe Kristiansen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Det må betyde at "vi" skal passe på DR og ikke blive ved og ved at skærer i deres udvikling og politisk bestemme mere og mere

Allan Stampe Kristiansen, Torben Bruhn Andersen, Cristina Nielsen, Gert Romme, Ole Frank, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Eva Schwanenflügel, Jens Ole Mortensen, ingemaje lange og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

"De opsøger journalistik, som i høj grad opretholder deres syn på verden"

Hvem gør ikke det?

Ole Frank, Claus Nielsen, Rikke Nielsen og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Problemet er så at i Danmark er journalist erhvervet blevet til mikrofonholder. Der er godt nok langt mellem de journalister der udfordrer deres egen sponsor.

Christian Skoubye, Allan Stampe Kristiansen, Torben Bruhn Andersen, Jeppe Bundgaard, H Nyboe, Rolf Andersen, Egon Stich, Ole Frank, Randi Jensen, Claus Nielsen, Anina Weber, Ib Christensen, Susanne Kaspersen, Jens Ole Mortensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Ib, derfor præcis er fx information og The Intercept vigtige!

Torben Bruhn Andersen, Ole Frank, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
henrik poulsen

Mainstreammedierne er vel egentlig også et ekkokammer.Man gentager hinanden,og det meste kommer fra Ritzau/Reuters

Christian Skoubye, Allan Stampe Kristiansen, Palle Yndal-Olsen, Jeppe Bundgaard, Per Torbensen, Ole Frank, Rikke Nielsen, Claus Nielsen, kjeld hougaard, Anina Weber, Jens Erik Starup og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

"Samfundets top læser nyheder fra helt andre medier og om andre emner end resten af befolkningen."...
"Netop den voksende informationsulighed er, for Rasmus Kleis Nielsen at se, et stort demokratisk problem. For når den politiske, kulturelle og i høj grad beslutningsdygtige elite læser nyheder i helt andre medier og om helt andre emner end størstedelen af befolkningen, så opstår der en kløft."

Er det ikke et problem at der ikke er lige adgang. Mange af nyhedsmedierne befinder sig bag betalingsmure?

"»De tabloide medier er i stærk retræte, blandt andet når det kommer til deres evne til at dække det politiske. Det betyder, der er færre og færre medier på udbudssiden, der er orienteret mod mindre privilegerede grupper i samfundet, mens der er mere og mere journalistik for groft sagt de rige og veluddannede,"

Men hvem vil lave nyheder til mindre priviligerede grupper som ikke har råd til at betale for x antal nyhedsmedier - eller som måske heller hverken har tid eller overskud til at læse dem?

I det scenarie er det klart at public service bliver vigtig, så strategien må være at styrke den - på det politiske felt - der er vist rigeligt af det andet - sport og underholdning.

Allan Stampe Kristiansen, Anina Weber, Rolf Andersen, Carsten Svendsen og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Efter et semester på journalisthøjskolen kan jeg bekræfte, at der kun uddannes mikrofon holdere.
Fik mine bange anelser bekræftet, da vi i grupper skulle liste de ti vigtigste træk/egenskaber, en journalist skulle besidde. Det vigtigste træk mine unge medstuderende kunne finde på var gåpåmod... Jeg argumenterede for, at viden var det vigtigste værktøj en journalist havde, men lige lidt hjælp det. Viden kunne man jo tilegne sig(Google sig til)

Allan Stampe Kristiansen, Jakob Silberbrandt, Steffen Gliese, Ib Christensen, H Nyboe, Anina Weber, Trond Meiring, Rolf Andersen, Carsten Svendsen, Ole Frank og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Droppede iøvrigt ud inden semesteret var slut.

Allan Stampe Kristiansen, H Nyboe og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
michael andersen

og så skal vi huske at den samme elite får via mediestøtte den højeste kontanthjælp i Danmark, men de største dagblade enten er af klar borgerlig observans eller er elitære kultur og værdiorienterede, hykleriet fortsætter, frelstheden blomstre og på afstand af problemerne, selv for de ikke bor de steder de prædiker om.
Glimrende artikel

Rolf Andersen

På Danmarks Medie og Journalisthøjskole står der under journalistuddannelsen:

"Hvad lærer jeg på Journalistuddannelsen?
Journalistens rolle er grundlæggende at holde borgerne orienteret om, hvad der sker aktuelt i vores samfund og resten af verden. Derfor skal du lære at udvælge relevante problemstillinger og formidle din historie videre, så modtagerne forstår den og har mulighed for at blive klogere."

https://www.dmjx.dk/uddannelser/journalistuddannelsen

'hvad der sker aktuelt ..'
'udvælge .. og formidle DIN historie videre ...'

Der er altså ikke meget graverjournalistik eller overordnet samfundsfortåelse i denne formåls-beskrivelse. Den minder mest om beskrivelsen på en god marketingassistent-uddannelse.

Disclaimer: Jeg har selv været salgs- og marketingdirektør i flere sammenhænge, så jeg kan godt gennemskue 'salgsgas' ;)

PS: "Hvad lærer JEG på journalistuddannelsen" - tilsyneladende ikke dansk sprog. Prøv at bytte om på 'jeg' og 'du' ;)
Hvem er afsender af budskabet, og hvem er modtager? ;)

Er der måske en årsag til, at journalisters troværdighed er så lav ... ?

Steffen Gliese, Ib Christensen, Jeppe Bundgaard, H Nyboe, Anina Weber og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Pia Nielsen, hvis man er interesseret i de pågældende medier, kan de tilgås på de fleste af landets biblioteker, lidt mere kompliceret nu med begrænset åbningstid og begrænset service - men normalt fuldkommen tilgængeligt fra tidlig morgen til sen aften.