Feature
Læsetid: 3 min.

Skal tolerance, forskningsfrihed og fredelig racesameksistens skrottes som venstrefløjsidealer?

Ifølge kritikere som Rolling Stones-redaktøren Matt Taibbi er det, hvad fanatiske kræfter på USA’s nye venstrefløj er i færd med. Har Taibbi ikke opdaget COVID-19, politivolden og den økonomiske nedsmeltning, lyder modsvaret
Hvordan kan midt i et oprør mod politivold, en pandemi og en økonomisk nedsmeltning mene, at identitetspolitikken er tidens største trussel, spørger modkritikken.

Hvordan kan midt i et oprør mod politivold, en pandemi og en økonomisk nedsmeltning mene, at identitetspolitikken er tidens største trussel, spørger modkritikken.

Spencer Platt

Moderne Tider
20. juni 2020

Styrer USA’s venstrefløj imod selvdestruktiv dogmatisme? Eller har den fantastisk historisk momentum?

På et bagtæppe af storbyer i oprør, politibrutalitet, pandemisk smitte – og en historisk inkompetent, splittende og autoritær præsident – er det spørgsmål blevet genstand for indædt debat i amerikanske medier.

Betragtere på og uden for fløjen byder ind i en diskussion, der ikke er ny, men har fået skærpet relevans med den antiracistiske tidevandsbølge, som nu på fjerde uge bruser over Amerika. Den kompliceres dog af, at det er så svært at bringe dagens venstrefløj på formel.

The New York Times-klummisten Ross Douthat undrer sig over fraværet af enhed: »Den kraft, der er i gang med at transformere Vestens venstrefløj, kommer med mange hashtags og slagord, (...), men ikke med et samlende navn, der kan identificere den«.

Med termer som #MeToo, Black Lives Matter, social justice, intersektionalitet, great awokening, kulturmarxisme, forsøger Douthat at indkredse de diffuse impulser, men konkluderer: »Som en blind mand, der føler på forskellige kropsdele af en elefant, indfanger alle disse ord et eller andet sandt. Men selve dyrets form vedbliver med at være sløret, og snabel og hale sidder ikke, hvor man skulle vente at finde dem.«

Hans analyse udmunder i den påstand, at vi måske ser en ny slags ideologi skille sig ud: en såkaldt ’arvtager-ideologi’ (successor ideology).

Halvbagt

’Arvtagerideologien’ er »halvbagt« og i højere grad karakteriseret ved sit brud med ældre venstrefløjstænkning end ved bud på et nyt forenende verdensbillede. Et egentligt program har den ikke. Men ’arvtagerideologien’ findes. Og man kan angiveligt møde den dér, hvor tidens erklærede progressive bevægelser ophører med at forfølge gamle progressive og universalistiske mærkesager for i stedet at gribe til intolerante og identitetshævdende argumentationsformer.

Specifikt går Douthats frygt på en ny antiliberal ’kulturrevolution’, der vil hævde en offerfortællings-ortodoksi. Dette ser vi efter hans mening udstillet i de udartninger af #MeToo og Black Lives Matter, der ikke tåler modsigelse og ikke vil forstå, at vid ytringsfrihed og dialog, også med politiske modstandere, er uomgængelige for ethvert seriøst venstreorienteret projekt.

Hans kritik lægger sig i forlængelse af de senere års kritik af rigide universitetsmiljøer, der hævdes at dyrke krænkelse over ’mikroagressioner’ og skærme sig med ’safe spaces‘ – det hele sammenfattet i begrebet om ’cancel culture’ forstået som praksisser, der skal udelukke afvigende stemmer og uvelkomne synspunkter.

Det nye er, påstås det, at denne kultur nu rykker fra de amerikanske campusser og ind i den større offentlighed: »Vi bor alle på campus nu,« som forfatteren Andrew Sullivan har udtrykt det.

Douthats kritik får tilslutning fra venstrefløjsstemmer som Matt Taibi, der er redaktør for Rolling Stones og som journalist for samme medie selv har brugt år på at afdække racistisk politivold. I essayet The American Press Is Destroying Itself leverer han nu en række opsigtsvækkende eksempler på netop den ortodoksi, som Douthat fremdiagnosticerer – og som han ikke tøver med at kalde »galskab«. Som Sullivan, mener han, at denne galskab nu er ved at invadere og dermed ødelægge medierne.

Blandt Taibis eksempler er postyret om Lee Fang, journalist ved The Intercept, et flagskib for undersøgende journalistik, der blev udsat for twitterhån, som fik titusindvis af likes. Hans brøde var et onlineinterview med en sort amerikaner, som blandt andet udtalte: »Jeg sætter altid spørgsmålstegn ved, hvorfor et sort liv kun tæller, når en hvid mand tager det …«

Beskyldt for ’antisorthed’ måtte Lee Fang øve offentlig selvkritik af egen ’ufølsomhed’. Det er, mener Taibi, som om Robespierre, Den Franske Revolutions mest morderiske inkvisitor, er genopstået på Twitter og har underkastet fri opinionsdannelse et rædselsherredømme.

Udskamninger

Taibi sammenfatter: »Lederne af den nye bevægelse er i gang med at erstatte traditionelle frisindede ideer om tolerance, forskningsfrihed og sågar harmoni mellem racer med ideer, der er så giftige og frastødende, at de ikke selv kan klare sig i debat, men må gå direkte til udskamninger, trusler og intimideringer.«

Spørgsmålet er dog, om ikke Douthats og Taibis kritik bliver for nærsynet i en kontekst defineret ved bemærkelsesværdig bred mobiliserende fremdrift for borgerrettighedsaktivisme – og med stor folkelig opbakning til kampen mod strukturel racisme.

Det er synspunktet hos Jeet Heer, der i The Nation skriver:

»Som generaler kan gøre sig skyldige i at udkæmpe forrige krig, foretrækker nogle kommentatorer at udkæmpe forrige kulturkrig. Har de ikke bemærket, at verden står i flammer med globale protester over politivold, fortsat spredning af COVID-19 og afledte effekter af den værste økonomiske krise i et århundrede? Kan det passe, at nogle af Amerikas mest prominente meningsdannere i den situation stadig ser politisk korrekthed, der ødelægger ytringsfrihed, som den egentlige fare? Hvordan kan de i en tid med så vigtig politisk kamp tro, at verden bare er en debatklub?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Der er intet galt med politisk korrekthed så længe den dyrker faktuel korrekthed. Det gør den ikke uanset at der kan være overlap mellem faktuelle problemstillinger og følelsen af uretfærdighed. Men der er ikke nødvendigvis nogen forbindelse mellem ens følelser af uretfærdighed og ens ideologiske og pseudovidenskabelige årsagsforklaringer, teorier og konspirationsteorier.

"The New York Times-klummisten Ross Douthat undrer sig over fraværet af enhed: »Den kraft, der er i gang med at transformere Vestens venstrefløj, kommer med mange hashtags og slagord, (...), men ikke med et samlende navn, der kan identificere den«."

Det tilbagevendende krav om at den vestlige venstrefløj skal samles under et identificerende navn er jo netop udtryk for ... identitetspolitik af værste skuffe - og slet ikke befordrende for den mangfoldighed, som skal og kan berige progressive, marxistisk inspirerede synspunkter. Venstrefløjen mødes igen og igen af mainstreamoffentlighedens krav om klar identitet, uniformering, klare og velplanlagte alternativer til kapitalismen og klar samling på tropperne - mens der slet ikke stilles samme krav til den såkaldte højrefløj ... og af samme årsag må kravene betragtes som reaktionære og politisk motiverede. Desværre motiverer de store dele af den mere reformorienterede venstrefløj til at dyrke identitetspolitiske anliggender og indgå i politiske debatter på borgerligt-(neo)liberale præmisser - mens den grundlæggende, dialektiske analyse efterlades på historieløshedens perron. Partikulære debatter om racisme og individrettigheder, sundhed, forbrugerbeskyttelse, dyrevelfærd o.a. erstatter de helt grundlæggende, strukturelle klassesamfunds- og naturressourcedebatter

https://en.wikipedia.org/wiki/Bret_Weinstein

https://www.youtube.com/watch?v=pRCzZp1J0v0

"...if it is not clear your podcast which you have built is one of the few things of its magnitude that is not corrupt which is why I think you have so many good people willing to come here at the drop of a hat and talk"

Kim Folke Knudsen

Der eksisterer ikke nogen naturvidenskabeligt begrundede racer. Race begrebet er et politisk instrument til, at en bestemt gruppe af mennesker kan hævde deres egen falske overlegenhed over andre mennesker.

Race er en naturvidenskabelig løgn, som har ført til fatale historiske begivenheder: de belgiske myrderier i kolonien Kongo, slavehandel, White Power, og Nationalsocialismens racevanvid der førte til et af historiens massemyrderier på jøder og såkaldt mindreværdige mennesker.

Vi er som dyre art abe: mennesket helt ens skabt og tilpasset vores klimatiske herkomst.

Race er udelukkende et politisk instrument til at splitte menneskene og opdele dem i dem som hersker og dem som slaver for de herskende.