Ugerevy: Tiden er en stor lasagne

Efter et par temmelig stillesiddende og ængstelige måneder kunne vi denne uge forsigtigt konstatere, at vi ikke bare befandt os i comebackets tid, men måske ligefrem var trådt ind i en slags tidløs tid, hvor fortid, nutid og fremtid udspillede sig oven i hinanden i en højst forvirrende trippeleksponering.

Fitnesscentrene var åbne, mens Olof Palme var på forsiden. Danske Banks bestyrelse bevilgede sig selv lønforhøjelse, mens USA flirtede med atomprøvesprængninger. Ahmed Akkari talte i aviserne, mens spøgelset af den forsvundne Madeleine McCann slog følge med århundredernes forpinte slaver.

Temperaturen i Arktis ramte 30 grader, mens forskere i USA påviste, at der på 14 måneder var regnet mikroplast svarende til 120 millioner vandflasker ned over 11 beskyttede naturområder i det vestlige USA.

Koldkrig, sci-fi, kolonialisme. Hvilket år var det overhovedet? Måske historien ikke var geologiske aflejringer dybt begravet, men synlige lag som en lasagne i et glasfad. Måske tiden stod stille, og det var os, der gik igennem den – og nu pludselig i alle retninger samtidig. Spørgsmålet rungede: Hvem havde puttet LSD i kaffen?

Kampen om historien

Der var musik på cafeerne om aftenen og revolution i luften. Den mulige forandring gik hånd i hånd med umulig forvirring. Forkvinden for Black Lives Matter i Danmark bragte sig selv i modvind med racismebeskyldninger mod ngo’en Amnesty International, fordi den ville afholde en antiracistisk demonstration i Aalborg.

I flere byer i USA og Europa blev kolonihistoriske statuer vandaliseret, og uanset hvad man måtte mene om alt det, stod en ting klart: Det var ikke de fortsatte demonstrationer for sortes rettigheder i USA og Europa, der havde gjort historien nutidig. Det var historiens formgivning af nutiden, der havde gjort demonstrationerne nødvendige.

Selv Donald Trump syntes at have fanget en snert af det hele.

»DE, DER FORNÆGTER DERES HISTORIE, ER DØMT TIL AT GENTAGE DEN,« tweetede den frie verdens leder, hvilket isoleret set var rigtigt nok, men ikke uden dobbeltbund, fordi det trods alt kom fra en mand, der blev valgt på et løfte at om gå baglæns ind i fremtiden og føre USA tilbage til fordums storhed.

Fremtidens teknologi som våben

I den mere futuristiske afdeling valgte to store techselskaber at sætte teknologien lidt på pause. Fremskridtet har det med at miste sin positive klang, hvis det fører mod en afgrund. Både IBM og Amazon meddelte derfor, at det var slut med at sælge overvågningsudstyr i form af ansigtsgenkendelsesteknologi til det amerikanske politi.

Og IBM – hvis system har svært ved at være præcist, når det gælder sorte mennesker, særligt kvinder – ville helt trække sig ud af den branche.

»Vi mener, at det nu er tid til at begynde en national samtale om, hvorvidt og hvordan ansigtsgenkendelsesteknologi bør bruges af ordensmagten,« meddelte administrerende direktør Arvind Krishna til den amerikanske kongres.

Og apropos teknologi og overvågning kom videomødetjenesten Zoom i problemer, da The Washington Post kunne afsløre, at virksomheden – angiveligt under pres fra den særdeles overvågningsglade og demonstrationsfjendtlige stat Kina – havde censureret videotaler i Hongkong og USA, der markerede årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads. Her så vi fremtidens teknologi brugt som våben mod nutidens markeringer af fortidens forbrydelser. 

Måske det ikke bare er lige nu, at alting sker oven i hinanden hele tiden, måske er det sådan altid – bare mere eller mindre synligt. Historiens vilje er jo at dømme. Det bliver også vores tur, men først i fremtiden.