Klumme
Læsetid: 2 min.

Verdicchio i den ene hånd og pecorino-ost i den anden

Verdicchio anses for Italiens vigtigste drue og dens særegne træk er, at den kan ældes med glans og forvandling – som en smuk, gammel kvinde med hat og handsker
Verdicchio anses for Italiens vigtigste drue og dens særegne træk er, at den kan ældes med glans og forvandling – som en smuk, gammel kvinde med hat og handsker

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
27. juni 2020

Verdicchio er en ældgammel italiensk drue fra regionen Marche, som ligger midt på læggen af den italienske støvle med kyst ud mod Adriaterhavet.

Den anses af mange som Italiens vigtigste grønne drue og repræsenterer nogle af de bedste og længst kendte italienske hvidvine. Nogle vil måske huske den fiskeformede flaske Verdicchio Castelli di Jesi. Den findes stadig, men den overstråles i dag af mange andre sprøde hvidvine, der passer så godt til regionens signaturost pecorino og udsigten til de nuttede får, der græsser i det kønne, lidt oversete Marche.

Det særlige ved verdicchio er, at den kan ældes med imponerende glans og forvandling, aldeles på niveau med en riesling, som også på smuk vis mestrer forvandlingen fra ungdom til alderdom uden fadlagring eller anden mumificerende hjælp.

Ugens lektievin

Prøv en økologisk Verdicchio di matelica petrara 2018 fra Borgo Paglianetto. Den er lavet på ren verdicchio, og 2016-årgangen er i den italienske vinbibel Gambero Rosso blevet kaldt »et af Italiens bedste hvidvinskøb«.

Som ung har verdicchio noter af mandel, citroncreme, anis, saftige ferskner og nogle gange basilikum. Umiddelbart kan den virke som en typisk frisk og ubekymret vin, der topper i ungdommelig skønhed og må forventes at falme som os andre med alderen.

Men det gør den ikke. Verdicchio kan forvandle sig ganske vidunderligt, som årene går. Veltillavet verdicchio kan være en stor oplevelse efter op til 20 år. Den kan smage hen ad crème brûlée og citronmåne og blive intens og mystisk og forfinet som en smuk, gammel kvinde med hat og handsker.

Ugens citat

»Når jeg tænker mere, end jeg har lyst til at tænke, og gør ting, jeg ikke burde gøre. Så drikker jeg mere, end jeg burde, for det bringer dig tilbage«

– fra sangen ’Lilac Wine’ af Nina Simone (1933 -2003)

Smagsdommeren: Fuld valuta

»Den grønne vinskole slutter i Løgismose – et sted, jeg for alvor lærte at kende, da jeg i mine yngre år som sidegesjæft skrev deres ugentlige nyhedsbrev. Følgelig måtte jeg smage mig igennem både mad og vin, som lå en del ud over, hvad jeg ellers havde råd til. Nu betaler jeg for mine varer som alle andre, og glæden er ikke helt den samme.«

»Dengang var vinen fra de klassiske distrikter i Europa, men de senere år er der blevet skejet ud, så nu kan man altså også få økologisk Verdicchio fra Borgo Paglianetto. Jeg er enig med vinguiden Gambero Rosso i, at der er fuld valuta for de 115 kroner, så Nana slutter stærkt af.«

»Jeg må dog opponere, når hun siger, at vin ikke feder, for blandt nogle mænd titter rødvinspatterne frem allerede i 40-årsalderen. Navnlig med den friske Verdicchio glemmer man hurtigt, at et solidt glas nemt indeholder 100 kalorier, så hvordan Nana holder sig så slank oven på alt det vinsmageri, går over min forstand.«

Smagsdommer Joachim Sperling er cand.polit., vinentusiast og højreorienteret socialdemokrat. Hver uge kommenterer han ugens drue og lektievin.

Ugens grand cru-tip

Egentlig feder vin ikke specielt, men kombinationen af mad og vin feder. Leveren tager sig af det værste arbejde først og nedbryder alkoholen. Men herefter er den træt, og forbrændingen af maden går langsomt og på nedsat blus.

 

Serie

Den grønne vinskole

Glem alt om corona for en stund. For selv om hverdagen er forandret, behøver det jo ikke være kedeligt. Vi kan stadig drikke, og hvis lyset og de varmere temperaturer ikke skal være helt spildt, kan vi lige så godt tage hul på hvidvinssæsonen.

Hen over 13 uger gennemgår vi uge for uge de vigtigste grønne druer. Læs med – og husk at drikke dine lektier.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Åh, Marche! Åh, verdicchio! Åh, Pesaro! Desværre er det ikke året at tage til festival og nyde de lokale vine, dog især de skønne rødvine fra omegnen, 'colli Pesaresi'. Totalt uopdrivelige i Danmark.