Nyhed
Læsetid: 8 min.

Flere EU-lande har efterforsket syriske krigsforbrydere. Nu er Bagmandspolitiet på en sag

I flere europæiske lande er der retssager på vej mod krigsforbrydere fra det syriske regime. Det kan blive begyndelsen til enden på den straffrihed, som har hersket siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig. Nu er der også en sag under efterforskning i Danmark
Siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig har flere end 226.000 civile mistet livet. 14.000 som følge af tortur. Her er det ofre for et bombeangreb i 2018 i byen Duma i det østlige Syrien.

Siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig har flere end 226.000 civile mistet livet. 14.000 som følge af tortur. Her er det ofre for et bombeangreb i 2018 i byen Duma i det østlige Syrien.

Mohammed Badra/EP

Moderne Tider
4. juli 2020

Siden begyndelsen af krigen i Syrien er der blevet begået krigsforbrydelser.

Ifølge organisationen Syrian Network for Human Rights er der dokumenteret 222 angreb med kemiske våben, 492 bombardementer med klyngebomber og 82.000 tøndebombeangreb. Siden begyndelsen af krigen har flere end 226.000 civile mistet livet. 14.000 som følge af tortur.

Og siden begyndelsen af krigen er krigsforbryderne gået fri.

Men de seneste år er myndighederne i en række lande begyndt at efterforske sager fra Syrien med henblik på at retsforfølge tidligere officerer fra det syriske regime ved de nationale domstole. Det er blandt andet sket i Tyskland, Frankrig, Norge og Sverige.

Nu er den formentlig første sag under efterforskning i Danmark. Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) til Information.

»Det er meget positivt, at Danmark tager skridt til at efterforske disse sager,« siger Therese Rytter, juridisk chef i Dignity – Dansk Institut Mod Tortur.

»Der er tale om nogle af de groveste internationale forbrydelser, og Danmark kan være med til at sørge for, at disse sager bliver opklaret, og at de ansvarlige bliver retsforfulgt og dømt. Hermed bidrager Danmark sammen med andre europæiske lande til at gøre en ende på den straffrihed, som har hersket siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig.«

Professor emeritus i folkeret og tidligere dommer ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag Frederik Harhoff er enig:

»At Danmark og andre lande nu gør sig den ulejlighed at finde ud af, om der på deres territorium findes personer, som har begået forbrydelser i Syrien, kan være med til at skabe et momentum omkring de nationale retssager,« siger han.

De nationale domstole som de danske byretter og landsretter er den bedste mulighed for at få et retsopgør i Syrien. Men som Frederik Harhoff siger:

»De er lige nu også den eneste.«

»Der er ikke sket en noget«

Egentlig er der flere forskellige muligheder for at retsforfølge krigsforbrydere.

Den ene er at rejse en sag ved den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. I årene efter Den Syriske Borgerkrigs begyndelse i 2011 begyndte man at tale om en sådan sag, efter at billeder og beretninger om tortur i de syriske fængsler begyndte at sprede sig til omverdenen.

»Det internationale samfund havde en pligt til at sørge for, at de forbrydelser ikke forblev ustraffede. Det kunne ikke være rigtigt andet,« siger Frederik Harhoff om den generelle holdning dengang.

En sag ved ICC ville ifølge både Frederik Harhoff og Therese Rytter være den bedste måde at retsforfølge krigsforbrydere på. Men på grund af Syriens manglende tilslutning til ICC og Ruslands modstand mod at indlede en sag ved domstolen gennem FN har det indtil videre ikke været muligt.

»Så i årene efter begyndte flere rundt omkring i verden – herunder jeg selv – at plædere for, at man nedsatte en regional domstol, ligesom man havde gjort det i Jugoslavien og Rwanda. Men man må bare konstatere, at der ikke er sket noget,« siger Frederik Harhoff.

Sådan fortsatte det i flere år: Der er ikke sket meget. Det var hverken muligt at bringe sagen for Den Internationale Straffedomstol eller oprette en regional domstol. I Syrien fortsatte bombardementer af hospitaler og skoler og angreb på civile med giftgasser, og i 2018 forlod den berømte schweiziske anklager Carla Del Ponte sin plads i FN’s Højkommissariatet for Flygtninges undersøgelsesudvalg om krigsforbrydelser i Syrien i protest mod den manglende politiske vilje til at stille krigsforbryderne til ansvar.

Der var ifølge Frederik Harhoff og Therese Rytter kun én mulighed tilbage: de nationale domstole.

Ifølge princippet om såkaldt universel jurisdiktion kan personer retsforfølges ved en national domstol som for eksempel en byret eller landsret i Danmark, selv om de hverken er statsborgere eller har begået forbrydelsen i det pågældende land. Princippet gælder for de alvorligste internationale forbrydelser som for eksempel folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

En sag ved de nationale domstole kan »aldrig blive lige så godt« som en sag ved Den Internationale Straffedomstol, siger Frederik Harhoff.

»Men hvad er alternativet? Når alle andre muligheder er udtømt, så er der kun de nationale domstole tilbage, og hvis ikke de kan føres, så sker der ikke noget. Alternativet er, at ofrene sidder tilbage med deres lidelser, og dem kan de stikke skråt op, for der bliver ikke noget retsopgør, og de får aldrig nogensinde anerkendelse for deres lidelser. Så der er reelt ikke noget alternativt.«

»Nul putte«

Dansk politi står over for en svær opgave.

I efterforskningen af sagen vil SØIK ikke have adgang til Syrien, hvilket ifølge Frederik Harhoff gør det til en »overordentlig besværlig affære« at indsamle beviser, ikke mindst fordi politiet hverken har mulighed for at ransage myndigheder eller undersøge gerningssteder.

Som han siger:

»Man kan ikke bare sende kriminalassistent Petersen ned og forvente, at han kan stille på et eller andet kontor i Syrien og så bede om at få udleveret dokumenter. Nul putte, sådan fungerer det simpelthen ikke.«

Den eneste mulighed for SØIK er ifølge Harhoff at samarbejde internationalt om at indsamle og dele bevismateriale.

Siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig har flere forskellige organisationer indsamlet beviser for krigsforbrydelser begået i Syrien – netop med henblik på at dele dem med myndighederne. Nogle af de mest kendte er European Center for Constitutional and Human Rights (ECCHR) og Commission for International Justice and Accountability (CIJA), som har samlet flere end 800.000 siders dokumentation i et arkiv et hemmeligt sted i Europa.

I arkivet er der blandt andet billeder af døde og torterede fanger og skriftlig korrespondance mellem ansatte i de syriske fængsler, som er lagt i brune papkasser og står på stålreoler klar til at blive hentet frem og brugt i retten.

»Det kræver et internationalt samarbejde at få de her ting til at ske. Men hvis man på tværs af landene samarbejder om at udveksle beviser og får adgang til de beviser, der allerede er indsamlet gennem EU og FN og ikke mindst gennem de her organisationer, så kan man være heldig, at man kan få disse retssager op at stå,« siger Frederik Harhoff.

I CIJA har man de seneste år oplevet en stigende interesse fra de nationale myndigheder for at få adgang til oplysninger i arkiverne, skriver talsperson Nerma Jelacic til Information. Organisationen har de seneste år modtaget »flere hundrede« forespørgsler om assistance fra myndighederne i europæiske lande, og ifølge CIJA er der efterforskninger i gang i 13 lande.

»Det antal efterforskninger ved nationale myndigheder har vi ikke set tidligere,« skriver hun.

Danmark har været tilbageholdende

Danmark har tidligere forsøgt at retsforfølge internationale krigsforbrydere.

I 2002 oprettede man den såkaldte Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager (SAIS) efter en sag, hvor en formodet krigsforbryder var flygtet fra Irak og havde fået ophold i Danmark. SAIS fik til opgave at undersøge, om der i den og andre lignende sager var grundlag for at retsforfølge personer i Danmark for alvorlige forbrydelser begået i udlandet.

»Regeringens holdning over for krigsforbrydere og lignende personer er klar,« udtalte daværende justitsminister Lene Espersen (K) i en pressemeddelelse.

»De skal ikke kunne finde et fristed i Danmark, men skal undersøges af politiet og retsforfølges og straffes, hvis der er grundlag for det.«

Statsadvokaturen efterforskede en række sager, men en meget lille del af sagerne førte til, at der blev rejst tiltale. Ifølge årsberetningen for 2009 var der i perioden fra oprettelsen i 2002 til 2009 i alt 172 sager. I to af sagerne blev der rejst tiltale, mens »den overvejende del« af sagerne blev afsluttet med begrundelsen »Ingen gerning/beviser«. I 2013 nedlagde man SAIS som selvstændig enhed.

I dag varetages efterforskningen af internationale forbrydelser af SØIK, men ifølge Therese Rytter har Danmark de seneste år været »lidt tilbageholdende« med at efterforske denne type sager.

»Man har efter torturkonventionen mulighed for at rejse en sag i Danmark, hvis ofret er i Danmark. Her har Danmark i flere tilfælde valgt ikke at indlede en sag blandt andet med henvisning til, at andre stater var nærmere til at efterforske og retsforfølge. Det er i overensstemmelse med folkeretten, men i lande som Tyskland og Belgien har man været mere offensive i forhold til at retsforfølge internationale forbrydelser. Derfor er det selvfølgelig positivt, at Danmark nu efterforsker denne sag,« siger Therese Rytter.

SØIK har ikke nogen kommentarer til den igangværende efterforskning elller til tidligere praksis.

Ud over Danmark er der ifølge CIJA 12 andre lande, hvor myndighederne efterforsker formodede krigsforbrydelser begået i Syrien. Et af de lande er Tyskland, hvor myndighedernes efterforskning har ført til, at man i efteråret 2019 rejste tiltale mod to højtstående officerer fra den syriske efterretningstjeneste. De sidder nu i retssal 128 i retten i Koblenz, en mellemstor by i det vestlige Tyskland. Her er de anklaget for »forbrydelser mod menneskeheden« og tortur af »mindst 4.000« fanger med blandt andet brug af elektriske instrumenter og seksuel vold.

Sagen er den første af sin slags i verden og er måske første del af et større retsopgør. Derfor er den blevet omtalt som »Assads Nürnberg«.

Et retsopgør?

Retssagen i Tyskland og det stigende antal sager under efterforskning i andre europæiske lande har skabt håb, siger Therese Rytter og Frederik Harhoff.

Sammen med andre folkeretseksperter og organisationer som ECCHR og CIJA og tusindvis af syrere håber de på, at de nationale domstole kan udfylde det juridiske tomrum, som Den Internationale Straffedomstol efterlader; at de nationale domstole – selv om de ikke har samme adgang til at indsamle bevismaterialer, samme myndighed til at anholde sigtede eller samme mulighed for at indkalde vidner som en international domstol – kan bruges i det retsopgør, som det internationale samfund har ventet på siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig.

»Jeg ved ikke, om man kan tale om et retsopgør som sådan,« siger Therese Rytter.

Hun tænker lidt.

»Retssagerne, der verserer ved europæiske domstole eller er under opsejling på tværs af mange landegrænser i Europa, er en milepæl i borgerkrigen i Syrien. Det, at Danmark nu også er med på vognen og bidrager med sin efterforskning, er kun positivt, men begrænsningen er, at for at kunne retsforfølge og dømme krigsforbryderne skal de være rejst ud af Syrien og befinde sig i et land, som enten er villigt til at retsforfølge dem eller udlevere dem til retsforfølgning. Det gør mange af de store fisk næppe.«

– Men det giver vel håb, at det spreder sig?

»Det giver absolut håb. Men mange af bødlerne befinder sig formentlig stadig i Syrien og er dermed indtil videre urørlige. På længere sigt er håbet, at et nyt regime i Syrien vil indgå en aftale med FN om, at der etableres et særligt tribunal for Syrien med mandat til at behandle sager om forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Hermed ville det syriske folk kunne få et egentligt retsopgør.«

I artiklen er enkelte kommentarer fra Frederik Harhoff præciseret efter publicering. Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer, men om sproglige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Otto Lerche Kristiansen

Det er for længst slået fast, at FN i sagen om retsforfølgelse af syriske statsborgres eventuelle krigsforbrydelser - igen, igen - er handlingslammet.

Så er der nu mulighed for, at den enkelte nationalstat retsforfølger de krigsforbrydere, der måtte befinde sig i landet. Det er godt nok noget af et long shot.

- og at Danmark skulle kunne retsforfølge nogen som helst syrisk krigsforbryder, er en latterlig tanke.
Anklagemyndigheden kan aldrig løfte bevisbyrden - vidner vil være helt umulige at opdrive og få til at rejse til Danmark i en Retssag imod en af Bashar al-Assad's bødler.

- og enhver forsvarer kan skabe den nødvendige tvivl om de fremlagte beviser, så anklagede skal frifindes.

Kan EU gøre et eller andet ??
- ikke tale om !!
- vi fastholder Det retslige Forbehold, som vi endnu en gang takker Holger K. for.

Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Poul Eck Sørensen

Det er nu ikke sikkert at Syrian Network for Human Rights er så god en kilde som Information gør den til. Her en nyhedskanal der bestemt ikke er enig med Information.
https://steigan.no/2019/06/bor-det-syrere-i-syria-lars-gule-2/
Husk at krigen i Syrien har været planlagt i Pentagon siden 2006 – 2007.
“We’re going to take out 7 Countries in 5 Years: Iraq, Syria, Lebanon, Libya, Somalia, Sudan & Iran.”
Kilde: Video Interview with General Wesley Clark
https://www.globalresearch.ca/we-re-going-to-take-out-7-countries-in-5-y...
At USA i den grad har grebet ind i udviklingen i Syrien.
WikiLeaks reveals how the US aggressively pursued regime change in Syria, igniting a bloodbath:
https://transnational.live/2020/04/14/wikileaks-reveals-how-the-us-aggre...
(In 2010, WikiLeaks became a household name by releasing 251,287 classified State Department cables. Now, a new book collects in-depth analyses of what these cables tell us about the foreign policy of the United States, from authors including Truthout staff reporter Dahr Jamail and our regular contributors Gareth Porter, Robert Naiman, Phyllis Bennis and Stephen Zunes. “The essays that make up The WikiLeaks Files (2016) shed critical light on a once-secret history,” says Edward Snowden.)
...In the case of Syria, the cables show that regime change had been a long-standing goal of US policy; that the US promoted sectarianism in support of its regime-change policy, thus helping lay the foundation for the sectarian civil war and massive bloodshed that we see in Syria today; that key components of the Bush administration’s regime-change policy remained in place even as the Obama administration moved publicly toward a policy of engagement; and that the US government was much more interested in the Syrian government’s foreign policy, particularly its relationship with Iran, than in human rights inside Syria...

I øvrigt har USA destabiliseret hele Mellemøsten, hvilket har øget militærindustriens indtjening enormt og den har som bekendt en del at skulle have sagt i USA.
USA ønsker et regeringsskifte i Syrien til fordel for USA's imperialisme.

I Irak lod USA IS blive skabt ved at lade siamuslimerne forlølge sunimuslimerne på det groveste, selv om USA har angrebt IS i Syrien har NATO gennem Tyrkiet forsunet IS med store mængder våben.

Stig Nielsen, Per Torbensen, Trond Meiring, Hanne Utoft og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

"»Der er tale om nogle af de groveste internationale forbrydelser, og Danmark kan være med til at sørge for, at disse sager bliver opklaret, og at de ansvarlige bliver retsforfulgt og dømt. Hermed bidrager Danmark sammen med andre europæiske lande til at gøre en ende på den straffrihed, som har hersket siden begyndelsen af Den Syriske Borgerkrig.«"

Straffriheden for de lande, som ulovligt har krænket Syriens FN-beskyttede suverænitet og destabiliseret landet ved bl.a. at finansiere, træne og bevæbne store kontingenter af ulovlige militser, angribe med krydsermissiler, føre økonomisk krig mod Syrien i form af embargoer og sanktioner, bør der vel også gøres en ende på? Naturligvis er det en tragedie og voldsomt kriminelt at det syriske styre har øvet tortur og dræbt civile/krænket menneskerettigheder, men tilstandene i Syrien er blevet forværret i en langt større skala ved udenlandske magter i strid med FN-pagten og international ret har søgt at bringe Assad-styret til fald med ulovlige metoder, som kendes fra bl.a. Libyen; et land som idag ligger i ruiner og i snart et tiår har været genstand for vanvittige krigshandlinger og overgreb mod civile.

Ud over at det syriske styre skal holdes ansvarligt for dets handlinger, så taler vi om at lande som Israel, Saudi-Arabien, Qatar, Jordan, Emiraterne, Tyrkiet, Frankrig, UK, USA og en række andre NATO- og EU-lande. Alle disse lande har krænket FN-pagten og international ret i tilknytning til den nu knap 10 år lange krig i Syrien.

Stig Nielsen, David Zennaro, Per Torbensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Det interview med General Wesley Clark, som Poul Eck Sørensen henviser til, viser ikke andet end det velkendte faktum, at Bush-regeringen havde planer om angreb på de nævnte stater, en plan som – heldigvis – strandede, da man kørte fast i Afghanistan og Irak. Obama sluttede som bekendt en atomaftale med Iran i stedet for at invadere det, hvilket allerede viser, at Bush-regeringens plan var opgivet.

Artiklen i Transnational Live underbygger ikke den overskrift, den har hos Transnational, og heller ikke det, Eck i øvrigt citerer fra den indledende sammenfatning. Man skal for det første bemærke, at de dokumenter, den bygger på, blev lækket i 2010 og dermed af gode grunde intet siger om den konkrete situation i Syrien fra foråret 2011 og frem. Hvad de dokumenterer er for det første, at den amerikanske ambassadør i Syrien sendte Bush-regeringen forskellige forslag til destabilisering og isolering af den syriske regering. De – eller i hvert fald artiklen – melder intet om, hvordan regeringen forholdt sig hans ideer. Senere kom Obama til, og artiklen – som sådan set virker nøgtern nok i sig selv – konkluderer, at hans regering vaklede mellem forgængerens linie og en mere forsonlig politik over for det syriske regime, uden at lægge sig klart på det ene eller det andet. Der er et spring herfra, altså fra det, der faktisk underbygges med dokumenterne, og til påstanden om, at USA antændte et blodbad i Syrien.

Hvad endelig steigan.no angår, ved jeg intet nærmere om, hvem Eva Thomassen er, men hun rejser åbenbart rundt i Syrien med regimets velsignelse og militæreskorte og en helt igennem positiv holdning til det, og tilsvarende negativ til dets kritikere. Hvad, om noget, hendes påstande dokumenterer, må stå hen i det uvisse. Hvad GlobalReserach.ca og Steigan.no, som Poul Eck Sørensen trækker på som kilder, angår, kan man med nogle klik på nettet konstatere, at de er blevet vurderet og kritiseret som konspirationsteoretiske:
mediabiasfactcheck.com/global-research
no.wikipedia.org/wiki/Pål_Steigan (følg note 12)

Der er ingen grænser for, hvilke påstande man kan finde på nettet, men de er ikke nødvendigvis hverken objektive eller troværdige, heller ikke når de giver sig ud for at være det. Og med de ord vil jeg tillade mig at melde mig ud af videre diskussion om Syrien med kommentatorer, hvis ”kritiske sans” består i at udvælge de kilder, der støtter deres påstande, og affeje dem, der modsiger dem, som utroværdige.

Det interview med General Wesley Clark, som Poul Eck Sørensen henviser til, viser ikke andet end det velkendte faktum, at Bush-regeringen havde planer om angreb på de nævnte stater, en plan som – heldigvis – strandede, da man kørte fast i Afghanistan og Irak. Obama sluttede som bekendt en atomaftale med Iran i stedet for at invadere det, hvilket allerede viser, at Bush-regeringens plan var opgivet.

Artiklen i Transnational Live underbygger ikke den overskrift, den har hos Transnational, og heller ikke det, Eck i øvrigt citerer fra den indledende sammenfatning. Man skal for det første bemærke, at de dokumenter, den bygger på, blev lækket i 2010 og dermed af gode grunde intet siger om den konkrete situation i Syrien fra foråret 2011 og frem. Hvad de dokumenterer er for det første, at den amerikanske ambassadør i Syrien sendte Bush-regeringen forskellige forslag til destabilisering og isolering af den syriske regering. De – eller i hvert fald artiklen – melder intet om, hvordan regeringen forholdt sig hans ideer. Senere kom Obama til, og artiklen – som sådan set virker nøgtern nok i sig selv – konkluderer, at hans regering vaklede mellem forgængerens linie og en mere forsonlig politik over for det syriske regime, uden at lægge sig klart på det ene eller det andet. Der er et spring herfra, altså fra det, der faktisk underbygges med dokumenterne, og til påstanden om, at USA antændte et blodbad i Syrien.

Hvad endelig steigan.no angår, ved jeg intet nærmere om, hvem Eva Thomassen er, men hun rejser åbenbart rundt i Syrien med regimets velsignelse og militæreskorte og en helt igennem positiv holdning til det, og tilsvarende negativ til dets kritikere. Hvad, om noget, hendes påstande dokumenterer, må stå hen i det uvisse. Hvad GlobalReserach.ca og Steigan.no, som Poul Eck Sørensen trækker på som kilder, angår, kan man med nogle klik på nettet konstatere, at de er blevet vurderet og kritiseret som konspirationsteoretiske:
mediabiasfactcheck.com/global-research
no.wikipedia.org/wiki/Pål_Steigan (følg note 12)

Der er ingen grænser for, hvilke påstande man kan finde på nettet, men de er ikke nødvendigvis hverken objektive eller troværdige, heller ikke når de giver sig ud for at være det. Og med de ord vil jeg tillade mig at melde mig ud af videre diskussion om Syrien med kommentatorer, hvis ”kritiske sans” består i at udvælge de kilder, der støtter deres påstande, og affeje dem, der modsiger dem, som utroværdige.

Det interview med General Wesley Clark, som Poul Eck Sørensen henviser til, viser ikke andet end det velkendte faktum, at Bush-regeringen havde planer om angreb på de nævnte stater, en plan som – heldigvis – strandede, da man kørte fast i Afghanistan og Irak. Obama sluttede som bekendt en atomaftale med Iran i stedet for at invadere det, hvilket allerede viser, at Bush-regeringens plan var opgivet.

Artiklen i Transnational Live underbygger ikke den overskrift, den har hos Transnational, og heller ikke det, Eck i øvrigt citerer fra den indledende sammenfatning. Man skal for det første bemærke, at de dokumenter, den bygger på, blev lækket i 2010 og dermed af gode grunde intet siger om den konkrete situation i Syrien fra foråret 2011 og frem. Hvad de dokumenterer er for det første, at den amerikanske ambassadør i Syrien sendte Bush-regeringen forskellige forslag til destabilisering og isolering af den syriske regering. De – eller i hvert fald artiklen – melder intet om, hvordan regeringen forholdt sig hans ideer. Senere kom Obama til, og artiklen – som sådan set virker nøgtern nok i sig selv – konkluderer, at hans regering vaklede mellem forgængerens linie og en mere forsonlig politik over for det syriske regime, uden at lægge sig klart på det ene eller det andet. Der er et spring herfra, altså fra det, der faktisk underbygges med dokumenterne, og til påstanden om, at USA antændte et blodbad i Syrien.

Hvad endelig steigan.no angår, ved jeg intet nærmere om, hvem Eva Thomassen er, men hun rejser åbenbart rundt i Syrien med regimets velsignelse og militæreskorte og en helt igennem positiv holdning til det, og tilsvarende negativ til dets kritikere. Hvad, om noget, hendes påstande dokumenterer, må stå hen i det uvisse. Hvad GlobalReserach.ca og Steigan.no, som Poul Eck Sørensen trækker på som kilder, angår, kan man med nogle klik på nettet konstatere, at de er blevet vurderet og kritiseret som konspirationsteoretiske:
mediabiasfactcheck.com/global-research
no.wikipedia.org/wiki/Pål_Steigan (følg note 12)

Der er ingen grænser for, hvilke påstande man kan finde på nettet, men de er ikke nødvendigvis hverken objektive eller troværdige, heller ikke når de giver sig ud for at være det. Og med de ord vil jeg tillade mig at melde mig ud af videre diskussion om Syrien med kommentatorer, hvis ”kritiske sans” består i at udvælge de kilder, der støtter deres påstande, og affeje dem, der modsiger dem, som utroværdige.

Det interview med General Wesley Clark, som Poul Eck Sørensen henviser til, viser ikke andet end det velkendte faktum, at Bush-regeringen havde planer om angreb på de nævnte stater, en plan som – heldigvis – strandede, da man kørte fast i Afghanistan og Irak. Obama sluttede som bekendt en atomaftale med Iran i stedet for at invadere det, hvilket allerede viser, at Bush-regeringens plan var opgivet.

Artiklen i Transnational Live underbygger ikke den overskrift, den har hos Transnational, og heller ikke det, Eck i øvrigt citerer fra den indledende sammenfatning. Man skal for det første bemærke, at de dokumenter, den bygger på, blev lækket i 2010 og dermed af gode grunde intet siger om den konkrete situation i Syrien fra foråret 2011 og frem. Hvad de dokumenterer er for det første, at den amerikanske ambassadør i Syrien sendte Bush-regeringen forskellige forslag til destabilisering og isolering af den syriske regering. De – eller i hvert fald artiklen – melder intet om, hvordan regeringen forholdt sig hans ideer. Senere kom Obama til, og artiklen – som sådan set virker nøgtern nok i sig selv – konkluderer, at hans regering vaklede mellem forgængerens linie og en mere forsonlig politik over for det syriske regime, uden at lægge sig klart på det ene eller det andet. Der er et spring herfra, altså fra det, der faktisk underbygges med dokumenterne, og til påstanden om, at USA antændte et blodbad i Syrien.

Hvad endelig steigan.no angår, ved jeg intet nærmere om, hvem Eva Thomassen er, men hun rejser åbenbart rundt i Syrien med regimets velsignelse og militæreskorte og en helt igennem positiv holdning til det, og tilsvarende negativ til dets kritikere. Hvad, om noget, hendes påstande dokumenterer, må stå hen i det uvisse. Hvad GlobalReserach.ca og Steigan.no, som Poul Eck Sørensen trækker på som kilder, angår, kan man med nogle klik på nettet konstatere, at de er blevet vurderet og kritiseret som konspirationsteoretiske:
mediabiasfactcheck.com/global-research
no.wikipedia.org/wiki/Pål_Steigan (følg note 12)

Der er ingen grænser for, hvilke påstande man kan finde på nettet, men de er ikke nødvendigvis hverken objektive eller troværdige, heller ikke når de giver sig ud for at være det. Og med de ord vil jeg tillade mig at melde mig ud af videre diskussion om Syrien med kommentatorer, hvis ”kritiske sans” består i at udvælge de kilder, der støtter deres påstande, og affeje dem, der modsiger dem, som utroværdige.

Ib Gram-Jensen

Beklager kun, at det kom flerdobbelt på.