Normalt er Marcus Rashford ikke en politisk stemme i den offentlige debat. Angriberen lader fødderne tale for Manchester United med sit ubarmhjertige skud og sine knivskarpe vendinger.
Men med et åbent brev og et debatindlæg i den britiske avis The Times forrige uge fik han den britiske premierminister, Boris Johnson, til at foretage en skarp vending.
Rashford har således sikret gratis skolemad til godt en million fattige skolebørn sommeren over.
Den britiske regering havde ellers planlagt at stoppe ordningen, når børnene blev sendt på sommerferie. Men brevet fra Rashford fik Johnson og Det Konservative Parti til at skifte mening og vedtage et lovforslag om at forlænge skolemadsordningen til stor glæde for skolebørnene og de tabloide aviser.
I det åbne brev skriver Rashford, at han ikke påstår at have samme uddannelse som parlamentsmedlemmerne, men at han på grund af sin opvækst i et socialt boligbyggeri nær Manchester har en »social uddannelse«.
Selv havde han om nogen brug for den gratis skolemad som barn, da hans enlige mor skulle forsørge ham og hans søskende, skriver han.
»Jeg ved, hvad det vil sige at sulte. Jeg er meget bevidst om de mange gange, mine kammerater kun inviterede mig til at spise med hjemme hos dem, fordi deres forældre ville være sikre på, at jeg fik noget at spise den aften. Sådan var det i mit lokalsamfund, det lokalsamfund, som har skabt den Marcus Rashford, I ser i dag, og som nu beder om jeres hjælp: en engelsk landsholdsspiller.«
Mættende madkuponer
I Premier League-landet har børn fra de laveste indtægtsgrupper i samfundet ret til gratis skolemad, og under coronakrisen er madkuponerne fortsat, på trods af at skolerne har været lukkede. Godt én million børn er meldt til ordningen, hvilket svarer til 15 procent af landets skolebørn.
Skolemadsordningen skulle egentlig stoppe før sommerferien, men efter det åbne brev fra Rashford til politikerne en søndag morgen – og efter at have sparket ideen til hjørne om mandagen – blev de ugentlige kuponer på 15 pund pr. barn (cirka 125 kroner) stemt igennem tirsdag den 16. juni af et flertal i det britiske parlament.
Labour-formand Keir Starmer var da også hurtig til at melde sig ind i en fanskare, der foruden oppositionen består af Manchester Uniteds to største rivaler, Liverpool og bysbørnene Manchester City.
»Regeringen har lavet en kovending på de gratis skolemåltider. Jeg vil gerne takke Marcus Rashford for den rolle, han har spillet i denne sag, og for den sejr, det er for de 1,3 millioner børn, som det vedrører,« sagde oppositionslederen.
Selv måtte Boris Johnson ringe til Rashford og takke ham. På et pressemøde sagde den britiske premierminister:
»Jeg talte med Marcus Rashford i dag (tirsdag den 16. juni, red.) og lykønskede ham med hans kampagne, hvilken – for at være ærlig – jeg først blev opmærksom på for nylig … i dag ... og jeg takker ham for, hvad han har gjort.«
At Boris Johnson ikke skulle have hørt om det åbne brev fra Rashford tidligere, sår mange debattører dog tvivl om. Havde premierministeren kastet sit blik på blot en enkelt avisforside en af de foregående dage, ville han have hørt om det, lyder kritikken på flere britiske avisers debatsider.
Kampklædte og knælende
Rashfords opfordring og Johnsons kovending er langt fra første eksempel på, at sporten kan være en arena for politisk aktivisme. Ved Antikkens olympiske lege var der også politiske demonstrationer, og Muhammad Ali var i 1967 tæt på at måtte opgive boksekarrieren på grund af sin kamp for sorte amerikaneres rettigheder.
Men for tiden er der en stigende grad af atletaktivisme. Og ifølge Stanis Elsborg, analytiker ved Idrættens Analyseinstitut, har særligt de amerikanske sportsstjerner Colin Kaepernick og Megan Rapinoe »virkelig været med til at igangsætte denne atletaktivisme, som vi ser eksplodere«.
Det siger han til Mediano Sport og Perspektiv.
»De senere år har vi set en tendens til, at store, internationale sportsstjerner virkelig bruger deres rolle som højtprofilerede udøvere til at ytre særlige politiske holdninger, og det inden for et bredt spektrum af samfundsspørgsmål.«
For tiden knæles der over hele USA ved demonstrationerne for sorte amerikaneres rettigheder. Inspirationen til knæfaldet kommer fra den nu arbejdsløse quarterback Colin Kaepernick, der før en NFL-kamp i 2016 satte sig på knæ under nationalhymnen.
»Jeg kommer ikke til at stå op for at vise stolthed over et flag for et land, der undertrykker sorte og farvede personer. For mig er det her større end (amerikansk, red.) fodbold, og det ville være selvisk at kigge den anden vej,« sagde Kaepernick efter kampen til NFL Media.
Da de amerikanske fodboldkvinder vandt verdensmesterskaberne i fodbold sidste sommer, nægtede angriberen Megan Rapinoe efterfølgende at mødes med Donald Trump og kritiserede i stedet præsidenten for ikke at ville sikre lige rettigheder for begge køn.
For to år siden valgte en anden fodboldtroldmand, brasilianske Ronaldinho, offentligt at markere sin støtte til den såkaldte ’Trump of the Tropics’: »For et bedre Brasilien ønsker jeg fred, sikkerhed og en leder, der kan bringe vores glæde tilbage,« skrev han i en støtteerklæring til Jair Bolsonaro på Instagram.
Rastløse Rashford
Udviklingen har ifølge iagttagere meget at gøre med sportens tiltagende kommercialisering. Sportsstjernerne er blevet eksklusive enmandsvirksomheder blæst op på reklamer – som da Colin Kaepernick tonede frem på Times Square i New York med en millionkontrakt fra Nike i ryggen og et budskab om »at tro på noget, selv om det kan betyde, at du må ofre alt«.
Fodboldspillere som Marcus Rashford er ingen undtagelse. Foruden den kommercielle del af sporten følger godt ti millioner fans angriberen på de sociale medier, og med hans enorme reklameeksponering og status som forbillede for millioner af børn har han gennemslagskraften til at være en betydningsfuld politisk stemme i debatten.
Og Marcus Rashford har fået smag for mere. På Twitter skrev han efter afstemningen:
»Der er stadig lang vej endnu, men jeg er taknemmelig for, at vi har givet disse familier bare én ting mindre at bekymre sig om i nat. Vores børns velvære bør ALTID være en prioritet.«
